Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 13. januar 1863

Vidnesbyrd for menigheden.

Jeg så at unge og gamle forsømmer deres bibler. De gør ikke den bog til deres studium, og den livs regel som de burde, - især de unge. De fleste af dem er kvikke nok, og har masser af tid til at læse andre bøger. Men det ord der peger til liv, evigt liv, bliver ikke gennemlæst og studeret til dagligt. Den dyrebare og vigtige bog, som skal dømme på den sidste dag, studeres knapt nok overhovedet. Ørkesløse historier bliver læst opmærksomt, medens bibelen forbigås og forsømmes. En dag kommer med skyer og tykt mørke, hvor alle ville ønske at de blev grundigt udstyret med klare og enkle sandheder fra Guds ord; så de sagtmodigt og dog beslutsomt giver en begrundelse for deres håb. Jeg så at denne begrundelse for deres håb, måtte bestyrke deres egne sjæle til den hårde kamp. Uden dette lider de mangel, og kan ikke stå fast og være beslutsomme.   ret

”Forældre skulle meget hellere brænde dagens tåbelige eventyr, og novellerne når de kommer i deres hjem. Dette ville være en barmhjertighedshandling for deres børn. Opmuntres der til at læse disse historiebøger, er det ligesom trolddom. Det vildfører og fortryller sindet. Jeg så at var forældrene ikke opmærksom på deres børns evige interesser, vil de visselig gå tabt, på grund af deres forsømmelse. Og muligheden for at disse utrofaste forældre selv bliver frelste, er meget små. Jeg så at forældre skal være eksempler. De bør udøve en helliggørende indflydelse på deres familier. De bør lade deres klæder være ærbare og anderledes fra verden omkring dem. I bør irettesætte stoltheden hos jeres børn, hvis I værdsætter deres vel. Irettesæt trofast denne stolthed og opmuntre den ikke handling eller ord. Jeg så at denne stolthed måtte rives ud af vore familier. O, den stolthed der blev vist mig, fra Guds bekendende folk. Den er taget til hvert år, indtil det nu er umuligt at adskille bekendende sabbatsholdere fra hele verden omkring dem. Jeg så at der blev bekostet meget på pyntebånd, kniplede kyser, kraver [* Jeg er ofte blevet spurgt om jeg troede det var forkert at bære enkle retlinede kraver. Mit svar har altid været nej. Nogle har taget det yderliggående synspunkt om mine skriverier at jeg mente kraver, og fastholdt at bære dette overhovedet var forkert. Jeg fik vist dyrt tilvirkede kraver, og dyre og unødige pyntebånd og kyser, som nogle sabbatsholdere bar, og stadig bærer, for fremvisningens og modens skyld. Jeg havde ikke tænkt det sådan at specielt med kraver, at intet der er ligesom kraver skal bæres, eller har navn af kyser, så at ingen bånd skulle bæres overhovedet.] og andre unødige artikler der dekorer kroppen, så længe Jesus herlighedens konge, som gav sit liv for at genløse dem, bar en tornekrone. Det var den måde deres hellige Mesters hoved blev dekoreret på. Han var ”et bedrøvelsens menneske der kendte til sorg.” ”Men Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” Og alligevel vil de der bekender at blive vasket af Jesu blod, udgydt for dem, klæde sig op, og dekorere deres stakkels dødelige kroppe, og drister sig til at bekende sig som det hellige, selvfornægtende og ydmyge forbilledes efterfølgere. O, jeg kunne ønske om alle kunne se dette i det lys Gud ser det i, og viste det til mig. Det var for meget, alt for meget at bære, at mærke den sjælspine som jeg mærkede, da jeg beskuede det. ”Det Guds folk,” sagde englen, ”er specielt, som han renser til sig selv.” Jeg så at det ydre udseende var et finger preg for hjertet. Når der er på hængt med pyntebånd, kraver og unødige ting, viser det tydeligt at alt dette er i hjertet, og er disse personer ikke renset for deres fordærv, kan de aldrig se Gud, for alene den rene af hjertet vil se ham."   ret

Jeg så at øksen måtte lægges ved træets fod. En sådan stolthed bør ikke tillades i menigheden. Det er disse ting som adskiller Gud fra sit folk, der lukker arken ude for dem. Israel har sovet væk i stolthed, og moder, og tilpasning til verden, midt i blandt dem. Hver måned går de frem i stolthed, ergærrighed og selviskhed, og kærlighed til verden. Når sandheden påvirker hjertet, vil den bevirke død over for verden, og pyntebånd, kyser og kraver vil lægges til side, og hvis død, ikke-troendes latter, spot og hån ikke vil rykke ved dem. De vil mærke et ivrigt ønske efter at skille sig id af verden, ligesom deres Mester. De vil ikke efterligne dens stolthed, moder eller skikke. Det ædle formål vil altid holdes foran dem - at forherlige Gud, og vinde en evig arv. Denne udsigt vil opsluge alt som er af jordisk art. Gud vil have et adskilt og udskilt folk fra verden. Hvis nogen har ønske om at efterligne verdens moder, så de ikke straks underlægger sig, lige så snart at ikke længere anerkender dem som sine børn. De er verdens og mørkets børn. De længes efter Ægyptens porrer og løg, ønsker at være så meget lig verden som muligt; og dem som bekender at tage Kristus på sig, ved disse gerninger tage Ham af sig selv og vise at de er fremmede over for nåden, fremmede over for den sagtmodige og ydmyge Jesus. Hvis de kendte sig selv hos ham, ville de vandre værdigt med ham.   ret

Jeg så at Israels Gud måtte rejse sig, forny deres styrke i Gud ved fornyelse, og holde deres pagt med Ham. Ærgærrighed, selviskhed og pengekærlighed, går gennem sabbatsholderenes rækker. Disse onder dør udtørrer Guds folks offer. Dem som har den begærlighed i deres hjerter ikke er klar over det. Dem der har fået denne begærlighed i deres hjerter er ikke klar over det. Den har vundet dem ubetinget. Og hvis det ikke bliver rykket op med rode, vil deres udslettelse være lige så visselig som for Akan. Mange har taget offeret fra Guds alter, og de elsker verden, elsker dens vinding og at vokse i den, og hvis de ikke forandrer sig helt vil de gå fortabt sammen med verden. Gud har lånt dem midler. Det er ikke deres egne; men Gud har gjort dem til sine forvaltere. Og på grund af dette, kalder de dem for deres egne, og sparer dem op. Men oh hvor hurtigt rives de ikke bort, når Guds velstandshånd pludseligt fjernes fra dem. Der må gøres et offer for Gud, fornægte selvet for sandhedens sag. Oh hvor svag og fejlende er et menneske. Hvor lille er hans arm. Jeg så at menneskets ophøjelse blev fornedret, menneskets stolthed ydmyget. Konger og adelsmænd, rige og fattige skal bøje sig ned på samme måde, og tilintetgørende plager fra Gud, skal falde over dem.
Ellen G. White   ret