Review and Herald d. 15. januar 1880
Rigdommenes farer
Da den lovlærte spurgte hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, fortalte Jesus ham at lydighed mod Guds bud var nødvendig for hans frelse. Men bemærk svaret igen: ”Mester, alt dette har jeg overholdt fra min ungdom af.” Jesus så på denne bedragede unge mand med medynk og kærlighed. Han var ved at vise ham at han ikke havde holdt budene fra sit hjerte som i fuld tiltro hævdede at han adlød. Jesus sagde ti ham: »En ting mangler du; gå bort, sælg alt det, du har, og giv det til de fattige, så skal du have en skat i Himmelen; og kom så og følg mig!« ret
Efter at have henledt opmærksomheden på sit eget selvfornægtende, og korsbærende liv, bad Jesus indstændigt den unge mand at komme og efterligne hans eksempel, fortælle ham at han skulle samle sig skatte i himlen. Sprang den unge mands hjerte af denne forvisning? Oh, nej. Hans jordiske rigdomme var hans afgud, og de fordunklede værdien af de evige arv. Han vendte sig fra korset og fra Genløserens selvopofrende liv, til denne verden. Han havde et langvarigt ønske for den udlovede løn, vendte sig modvilligt fra denne udsigt. Det kostede en kamp at afgøre hvad han skulle vælge; men han besluttede sig til sidst for sine jordiske besiddelser. ret
Ganske få indser deres kraft til deres kærlighed til penge indtil prøven afholdes på dem. Mange som bekender at være Kristi efterfølgere viser at de ikke er beredt til himlen. Deres gerninger bevidner at de elsker rigdomme højere end deres næste eller deres Gud. Ligesom den rige unge mand, spørger de efter livets vej; men når den udpeges og omkostningerne vurderes, og de ser hvad ofret af jordiske rigdomme koster, beslutter de at Himlen koster for meget. Jo flere rigdomme der samles på jorden, des vanskeligere er det for ejeren at indse at de ikke er hans egne, men er lånt ham for at bruges til Guds ære. Her benytter Jesus anledningen til at give sine disciplen en slående lektie: »Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.« »En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« ret
Her ses rigdommenes magt. Pengekærlighedens indflydelse over menneskesindet er næsten lammende. Rigdomme forblinder, og får mange der ham til at handle som om de var berøvet forstanden. Jo mere de har af denne verden, des mere ønsker de. Deres frygt for at mangle noget gør at de bliver rigere. De har tilbøjelighed til at samle midler til fremtiden. De er nøjeregnenede selviske, frygter at Gud ikke vil sørge for dem. Denne klasse er i virkeligheden fattige over for Gud. Idet deres rigdomme er blevet til mere, har de sat deres lid til dem, og har mistet troen på Gud og hans løfter. Det trofaste, tillidsfulde fattige mennesker bliver rigt over for Gud, ved at bruge det lidt han har klogt, og velsigne andre med sine midler. Han føler at hans næste har krav på ham, at han ikke kan ignorere og stadig adlyde Guds bud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Han betragter sine medmenneskers frelse af større værdi end al det guld og sølv verden har. ret
Kristus udpeger den vej hvor dem med rigdom, og dog ikke er rige mod Gud, kan sikre de sande rigdomme. Han siger: ”Sælg alt hvad I har, og giv almisse;” og saml jer skatte i himlen. Det hjælpemiddel som han vil give, er at overføre deres kærlighed til den evige arv. Ved at investere deres midler i Guds sag og hjælpe med til at frelse sjæle, og lette de trængende, bliver de rige i gode gerninger, »og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.« Dette vil vise sig at være en sikker investering. Men mange viser ved deres gerninger at de ikke tør stole på Himlens bank. De vælger at betrod eres midler til jorden, fremfor at sende det for sig til himlen. Disse har et stort arbejde at gøre med at overvinde verdens ærgerrighed og kærlighed. Rige fattig mænd, der bekender at tjene Gud, er genstand for medynk. Skønt de bekender at kende Gud, fornægter de ham i greninger. Hvor tæt er mørket dog ikke for disse?! De bekender tro i sandheden, men deres gerninger svarer ikke til deres bekendelse. Rigdommens kærlighed gør mennesker selviske, nøjeregnene og forkuede. ret
For at opnå rigdom ved uretfærdig handling, snyde i handel, undertrykke enker og faderløse, eller ophobe sig rigdomme og forsømme de trængendes behov, vil til sidst give den retfærdige gengældelse, som den inspirerede apostel siger: »Og nu, I rige! klag og græd over den elendighed, som venter jer. Jeres rigdom er rådnet op, og jeres klæder er mølædte; jeres guld og sølv er fortæret af rust, og den rust skal være et vidne imod jer og æde jeres kød som ild; I har samlet jer skatte i de sidste tider. Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres marker, den råber højt, og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots' øren.« ret
Den ydmygeste og fattigste af Kristi sande disciple, som er rige på gode gerninger, velsignes mere og mere dyrebart i Guds øjne end mennesker der praler af deres rigdomme. De er mere ærværdige i himlens sale, end de mest ophøjede konger og adelsmænd som ikke er rige over for Gud. Den formaningen apostlen Paulus gav til Timotius, om at give de den rige, kan bruges på rigtig mange der bekender at tro sandheden for disse sidste dage. Han siger: »Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.« ret
Dem som hober midler op, eller investerer stort i lande, medens de fratager deres familier livets bekvemmeligheder, handler som vanvittige mænd. De lader ikke deres familier nyde de ting som Gud har givet dem så rigeligt af. Uanset hvor mange ejendomme de har, tvinges deres familier ofte til at arbejde mere end de har kræfter til for at sample penge til hobe. Hjerne, ben og muskler belastes til det yderste at vokse sig større. Religion og kristne pligter forsømmes. Arbejde, arbejde, arbejde er ambitionen fra morgen til nat. ret
Mange som Gud har betroet rigdomme tænker ikke over at de arbejder imod deres egne evige interesser, ved at beholde deres penge for sig selv. Apostlen viser dem at de ved at være rige på gode gerninger, arbejder de for dem selv. De bibringer himlen med en varig skat, og tager fat i evigt liv. Ved at hjælpe sagen og afhjælpe de trængendes behov, udfører de trofast det arbejde som Gud har bestemt til dem; og deres selvfornægtelse og generøse kærlige gerninger vil blive skrevet i himlens bog. Enhver retfærdig gerning vil blive udødeliggjort, selvom gøreren ikke føler at han har gjort noget bemærkelsesværdigt. ret
Gud har betroet mange mider der skal bruges i hans sag, som de kun har brugt til selviske hensigter; og når Mesteren kommer og drager deres forvaltning til regnskab, hvilken rapport vil de da give? Har de glædet folks hjerter med deres gode gaver? Har de givet af deres midler for at hjælpe med i omvendelsesarbejdet af syndere? Hvilken frugt har de frembåret. Hvis disse blot kunne stoppe et øjeblik, og se tilbage på deres tidligere liv, ville de hurtig kunne se hvor blottet det har været for gode, ædle og generøse handlinger. Mulighederne for at gøre godt er gået tabt, som aldrig kan gendannes, medens selviskhed har ødelagt hele livsværket. Mod alle disse, går ”upålidelighed” ind i bøgerne deroppe. ret
afsn nr:1 | |
afsn nr:2 | |
afsn nr:3 | |
afsn nr:4 | |
afsn nr:5 | |
afsn nr:6 | |
afsn nr:7 | |
afsn nr:8 | |
afsn nr:9 | |
afsn nr:10 | |