Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 17. januar 1893

Menigheden må opkvikkes

»Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!« Dette er en tid hvor alle medlemmer i menigheden skal vente, våge og arbejde. Gennem tro på Jesus Kristus skal vi leve for Gud; og enhver mand, kvinde og barn, som kender til sandheden, bør kunne se tidernes tegn. Menighedens svaghed og ligegyldighed må forsvinde. Skaberkraften ovenfra må give liv til menneskeagenter, som Gud vil bruge, så de kan samarbejde med de guddommelige intelligensvæsener. Den menighed som Gud har begavet med himmelsk sandhed må ikke forblive døde i overtrædelser og synder.   ret

Det sande vidne, den levende Guds ånd, holder opsyn med den forsamling som har haft stort åndeligt lys og fordele, og vidnesbyrdet er at Guds menighed har bortødslet kræfterne unødigt, talenter der er brugt forkert, kræfter der ligger ubenyttet hen; og de evner som Gud har givet sit folk forfalder, fordi de ikke bruges på at søge og frelse dem som er fortabt. Verden omkring os er oprørt nedefra med alvorlige kræfter for onde gerninger, men tilsyneladende døde for alle som hører til deres evige interesser. Men selvom dette lader til at være deres tilstand, som er omkring os, og der er så lidt der opmuntrer os til håb om sjæles omvendelse, forlanger Gud af dem, han har betroet sin sandhed for de sidste dage, at overbringe ordet til Adams faldne børn, både i verden og iblandt menighederne. Som Kristi vidner, er vor opgave klar: ”Gå ud i al verden, og forkynd evangeliet for al skabningen.” Vi skal vente, våge og arbejde. Det er meget selvmodsigende for kirken som har åbnet op for sandhedens rigdomme, at være dovne, verdslige og ligegyldige. Kaster vi al vantro bort, bør vi anvende alle evner og al kraft i tro.   ret

Guds befaling lyder til alle menighedsmedlemmerne at bruge deres kræfter til hans tjeneste. Selvom redskabet kan være svagt, er det Guds kraft som vil udrette arbejdet. En Paulus kan plante, og Apollos kan vande, men det er Gud som giver væksten. Der er et stort arbejde at gøre, og den levende Guds Ånd må gå ind hos den levende budbringer, at sandheden må gå med kraft. Guds flok må rejse sig fra deres moralske dødelighed. De må opkvikkes med kraft ovenfra. Herren har lovet: ”Og så udgyder jeg over davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn.”   ret

Der er stor fare for at dem som Gud vil bruge i sit arbejde skal miste modet, når de ser verdens degenerering, og deres egen svaghed og manglende evne til at gøre så stort et arbejde, som bliver udrettet. Men Herren forlanger ikke at vi skal gå ud som agenter, og hans lys skinner til dem i mørke, hvis han ikke har givet os hvad vi behøver, og ser ikke sjæle i verden, som reagerer på Kristi dragen, som har fået betroet overmådelige evner til hans tjeneste.   ret

Herren, himlens Gud vil have at alle de veje menigheden har fået lagt og dens midler, hvad endten det er på højt eller lavt plan, rige eller fattige, må høre sandhedens budskab. Herren Jesus den mægtige Frelser, døde for disse sjæle. Han kan vække dem fra deres ligegyldighed, han kan vække deres sympati, han kan blødgøre deres hjerter, han kan åbenbare sandhedens skønhed og kraft for deres sjæle. Førstemesteren er gud, og ikke begrænsede mennesker; og alligevel kalder han på mennesker at være agenter som han kan give lys til dem i mørke. Gud har juveler i alle menighederne, og det er ikke op til os at sende anklager hen over den bekendende religiøse verden, men i ydmyghed og kærlighed, bringe sandheden som den er i Jesus for alle. Lad menneske se med sønlig kærlighed og hellighed, lad dem beskue en kristus-lignende karakter og de vil drages til sandheden. Han som elsker Gud højest og sin næste som sig selv, vil være som lys for verden. Dem som har kendskab til sandheden, skal viderebringe det samme. De skal opløfte Jesus, verdens Forløser; de skal holde fast i livets Ord.   ret

Denne gruppe er passende repræsenteret ved dalen af tørre knogler, som Ezekiel så i et syn. De, som har fået betroet skatte af sandhed, og som dog er døde i overtrædelse og synd, behøver at blive skabt på ny i Kristus Jesus. Der er så lidt ægte vitalitet i menigheden i dag, at det kræver vedvarende arbejde at få mennesker til at tro, at Guds bekendende folk er levende. Kom spørgsmålet til os, ”menneskesøn, kan disse bene leve?” ville vort svare blot være en erkendelse af uvidenhed: ”O Herre, Du ved det.” Af alle fænomener er der ingen der fører til håb om deres genoprettelse. Ikke desto mindre måtte profetiens ord siges til dem som er som tørre ben i dalen. Vi skal på ingen måde afskrækkes fra at opfylde vort kald med ligegyldighed, sløvhed, manglende åndelig begreb, over for dem som Guds ord gælder på. Vi skal forkynde livets ord for dem, som vi kan dømme som håbløse undersåtter, som om de var i deres grave. Selv om de lader til at være uvillige til at høre eller tage imod sandhedens lys, uden tvivl eller vakle, skal vi gøre vor del. Vi skal gentage budskabet for dem. »Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!«   ret

Det er ikke menneskeagenten som skal indgyde liv. Herren Israels Gud vil gøre den del, oplive den livløse åndelige natur til aktivitet. Herskares Herres åndepust må gå ind i de livløse kroppe. Ved dommen, når alle hemmeligheder skal blotlægges, vil det blive kundgjort hvad Guds røst sagde igennem menneskeagenten, og opvækkede den sløve samvittighed, og oprørte de livløse evner, og bevægede synderne til anger og brøde, og aflægge sig synder. Da vil det kunne ses klart at igennem menneskeagenten blev tro på Jesus Kristus givet til sjælen, og åndeligt liv fra himlen blev udåndet på ham som var døde i overtrædelser og synder, og han blev oplivet med åndeligt liv.   ret

Denne lignelse med døde ben kan ikke blot bruges på verden, men også på dem som har været velsignet med stort lys; for de er også som dalslettens skeletter. De har menneskers form, kroppens struktur; men de har ikke åndeligt liv. Men lignelse lader ikke blot de tørre ben binde sammen til menneskers form; for det er ikke nok at der er symmetri i ben og hovedtræk. Livsånde må give kroppende liv, så de kan stå oprejst, og komme i aktivitet. Disse ben repræsenterer Israels hus, Guds menighed, og menighedens håb er Helligåndens oplivende indflydelse. Herren må ånde på tørre ben, så de kan få liv.   ret

Guds Ånd må med sin livgivende kraft, være i enhver menneskeagent, så enhver åndelig muskel og scene kan blive brugt. Uden Helligånden, uden Guds åndepust, er samvittigheden i dvale, tab af åndeligt liv. Mange, som er uden åndeligt liv, har deres navne i menighedens protokoller, men de er ikke skrevet i Lammets livets bog. De kan være knyttet til menigheden, men de er ikke forenede med Herren. De kan være flittige i udøvelsen af visse pligter og kan være anset som levende mennesker; men mange er iblandt dem, som “har ord for at leve og er dog død.” Medmindre der er ægte omvendelse af sjælen til Gud; medmindre den vitale Guds ånde opliver sjælen til åndeligt liv; medmindre de, der bekender sig til sandheden, bevæges af himmelskfødte principper, er de ikke født af den uforkrænkelige sæd, som lever og er for evigt. Medmindre de stoler på Kristi retfærdighed som deres eneste sikkerhed; medmindre de efterligner hans karakter, arbejder i hans ånd, er de nøgne, de har ikke hans retfærdigheds klædning på. De døde regnes ofte for levende; for de, som arbejder på det, de efter deres egne ideer, kalder for frelse, har ikke Gud til at virke i dem både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.   ret

Denne gruppe er passende repræsenteret ved dalen af tørre knogler, som Ezekiel så i et syn. Dem som har betroet sandhedens rigdomme til dem, og alligevel er døde i overtrædelser og synd, behøver at blive skabt på ny i Kristus Jesus. I øjeblikket er der så lidt rigtig livskraft i menigheden, at det kræver konstant arbejde at give mennesker livets synlighed til Guds bekendende folk. Når Guds omvendende kraft kommer over folket, vil det vise sig i aktivitet. De vil blive arbejdere og vil regne Kristi skændsel for større rigdom end verdens skatte. De vil have livets sejrskrans, den udødelige arv, for øje. De vil ikke være afhængige af deres prædikanter for deres liv og erfaring, men vil indse, at Kristus er hjordens overhyrde. De vil ikke mene, at deres prædikanter er udvalgt af Gud til at gøre deres arbejde for dem. De vil forstå, at de må arbejde på deres frelse med frygt og bæven, idet de ved, at det er Gud, der virker i dem til både at ville og virke, for at hans gode vilje kan ske.   ret

Fra det tidspunk hvor nyomvendtes samles i menighedsrummet, bør de uddannes til at tage sådanne arbejdslinjer, som ikke kun vil gavne dem selv, men andre sjæle. ”Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.” Herren har givet sine efterfølgere talenter af intellekt, energi og midler. De, som er kendt for at være mænd med velafbalancerede sind, som elsker og frygter Gud, bør udnævnes som menighedsforstandere og menighedstjenere; og gennem udøvelsen af de evner, som Gud har givet dem, kan de vokse i nåden og kundkaben om vor Herre og Frelser Jesus Kristus. De kan planlægge forstandigt og lære de indviduelle medlemmer af menigheden til at udføre deres del med at handle med deres heres talenter. Ved en rigtig brug af deres talenter kan de øge deres virkeevne i Guds sag. Menigheden kan kun lejlighedsvis blive besøgt af en præst og dog stadig være en voksende menighed; for Jesus er vor præst, og vi skal aldrig tænke, at vi er efterladt alene. Jesus svigter aldrig sin hjord, som han røgter. ”Så har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig.”   ret

Den menneskelige prædikanttjener kan kun gøre sit bedste for at hjælpe dig i alle dine vanskeligheder; men han er kun et dødeligt menneske, og kan ikke hjælpe mere end pege dig til den sande Prædikanttjener. Han vil gøre alt sit arbejde i fuldstændig afhængig af gud, ligesom du må gøre dit arbejde. Du har den samme Kilde som du får lys og styrke fra som han har, og på ethvert nødvendigt tidspunkt behøver du at komme frimodigt frem for nådens trone. Der står om Prædikantettjeneren der oppe: ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem. . . . . . Thi loven indsætter til ypperstepræster skrøbelige mennesker; men edens ord, der lød senere end loven, indsætter en Søn, som er nået til fuldendelse for evigt.” ”Hovedsagen i det, der her tales om, er imidlertid, at vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majestætens trone i Himlene som tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst.”   ret

Guds og menneskets fjende har arbejdet med alle tænkelige påfund for at omsnære sjæle, og når han kan lede menighedens medlemmer til at udgyde deres trængsler ud i prædikanternes ører, fryder ondskabens forbund sig. Ved netop denne betroede opgave, falder prædikanter under fristelse, og får ikke set på Jesus hvert eneste øjeblik. Kristus har sagt: ”Uden mig kan I intet gøre” som er Gud antagelig. Men når agenten tror at han er noget, skønt han ikke er noget; for han har ofte ingen levende forbindelse med Gud, han er kun et brudt strå for dem der læner sig op ad ham. Men det er ethvert Guds barns privilegium at se på Ham, som er deres tros ophavsmand og fuldender. Ethvert Guds barn må lære lektien om fuldstændig tillid til Jesus. " Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, sommer ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? som der står skrevet: »For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.« Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”   ret

Prædikanter er mennesker med samme lidenskaber som os selv; og Herren vil have at hans folk lærer dem at komme til ham med fuld trosforvisning. Du kan fortælle Jesus alt, og han vil aldrig udnytte din svaghed. Han lever altid for at gøre mellemkomst for dig. ”Thi det er jo ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams slægt, han tager sig af. Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.” ”Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”   ret

Skal ethvert Guds barn med disse løfter, ikke komme til Jesus med trosforvisning? Skal menigheden ikke være stærk i Herren og i hans magts kraft? Vil Guds folk forstå at var de berøvet en prædikants vedvarende arbejde, så ville de have Jesu prædikant arbejde til deres eget bedste? De må gå til ham, og blive stærk i hans styrke. Grunden til at der er så mange svage i menigheden, er at de ikke kommer til Jesus i tro. De engagerer sig ikke i hans tjeneste. De har ikke rod i sig selv, fordi Kristus ikke er bundet i deres hjerter ved tro.   ret

Oh om Guds omvendende kraft vil komme over menigheden, og gøre dens medlemmer til levende grene på den Sande Vin, så de kan frembringe megen frugt, fordi de trækker saft og næring fra Vintræet. Oh om Guds pris må være over deres læber! Der er kun een som de roligt kan rose; men det er passende at prise ham i de højeste toner. Lad da Guds folk udstøde deres beundring med salmistens ord: ”Min styrke og lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. Jubel og sejrsråb lyder i de retfærdiges telte: »Herrens højre øver vælde.”   ret