Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 18. 1 1881

Helliggørelse

Tekst: ”Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!” 1. Tess. 5,23   ret

I den religiøse verden er der en helliggørelses-teori som er falsk i sig selv, og farlig i sin indflydelse. Vi har mødt mange, som hævder at være helliggjort; men i mange tilfælde er det sådan at dem som bekender sig til helligelse ikke besidder den ægte vare. Deres helligelse består af tale og viljebestemt gudsdyrkelse. Dem som virkelig søger at udvikle kristen karakter vil aldrig give sig til at anse sig som syndfrie. Deres liv kan være ulastelige, så de kan være levende repræsentanter for den sandhed som de har accepteret; men des mere de optræner deres tanker til at dvæle ved Kristi karakter, og de nærmer sig hans guddommelige billede, des mere klart vil de kunne skelne dets pletfrie fuldkommenhed, og des dybere vil de mærke deres egne mangler.   ret

Når personer hævder at de er helliggjort, er det nok bevis på, at de er langt fra at være hellige. De ser ikke deres egen svaghed og fuldstændige udslettelse. De ser på sig selv som den der genspejler Kristi billede, fordi de ikke kender ham rigtigt. Jo større afstand mellem dem og deres Frelser, des mere retfærdig vil de se ud i deres egne øjne.   ret

Medens vi med anger og ydmyg tillid mediterer over Jesus, hvem vore synder har gennemboret og vore sorger har bebyrdet, må vi lære at vandre i hans fodspor. Ved at beskue ham bliver vi forandret til hans guddommelige lighed. Og når dette arbejde er udført i os, skal vi ikke hævde retfærdighed af os selv, men skal ophøjes Jesus Kristus, vi skal hænge vore hjælpeløse sjæle på hans fortjeneste   ret

Vor Frelser har altid fordømt selvretfærdighed. Han underviste sine disciple, at den højeste slags religion er den, som manifesterer sig selv på en stille og beskeden måde. Han formanede dem til at gøre deres gerninger i stille godgørenhed, ikke for at blive set, ikke for at blive prist eller æret af mennesker, men til Guds ære, forvente deres løn herefter. Hvis de udfører gode gerninger der lovprises af mennesker, vil de ikke få belønning af deres Fader i himmelen.   ret

Kristi efterfølgere blev undervist om at de ikke skal bede for at blive hørt af mennesker. ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Sådanne ytringer som dette fra Kristi læber viste at han ikke så med billigelse på den slags fromhed der herskede bland farisæerne. Hans lære på bjerget viste at godgørenhedens handlinger påtager sig en pæn form, og embedshandlingerne for religiøs gudsdyrkelse genspejler den dyrebareste vellugt, når de udføres på en beskeden måde, i anger og ydmyghed. De rene motiver helliger handlingen.   ret

Sand helligelse er fuldstændig overensstemmelse med Guds vilje. Oprørske tanker og følelser overvindes, og Jesu stemme vækker til et nyt liv, som gennemstrømmer hele kroppen. Den som er sandt helligede vil ikke sætte deres egen mening op som en standard for rigtigt eller forkert. De er ikke fanatiske eller selvretfærdige; men de er nidkære for selvet, altid påpasselige så at de, når de får et løfte, kan indvilge i betingelserne som løftet er baseret på.   ret

Mange som bekender sig til helligelse, er helt uvidende om nådens arbejde på hjertet. Når de forsøges og prøves, findes de på den samme måde som de selvretfærdige farisæere. De vil ikke dementere det. De lægger fornuft og dømmekraft til side, og beror sig helt og fuldt på deres følelser, baserer deres krav på helligelse på stemninger som de en gang har erfaret. Om dette punkt centrer de al deres erfaring. De er hårdnakkede og bevarer deres stædige krav på helligelse, siger mange ord, men bærer ingen dyrebare frugter som bevis. Disse personer, som efter deres bekendelse er helliggjorte, bedrager ikke blot deres egne sjæle ved deres krav, men udøver en indflydelse der leder mange bort, som ellers alvorligt ønsker at tilpasse sig til Guds vilje. De høres gentage igen og igen: ”Gud leder mig! Gud lærer mig! Jeg er uden synd!” Mange som kommer i kontakt med denne ånd, kommer ud for noget mørkt og mystisk noget som de ikke kan begribe. Men det er det som slet ikke ligner Kristus.   ret

Helligelse består ikke af stærke emotionelle følelser. Her er der mange som ledes til vildfarelse. De gør følelserne til deres kriterium. Når de føler sig opstemt eller lykkelige, hævder de at de er helliggjorte. Lykkelige følelser med mangel på glæde, er ikke bevis for at en person er eller ikke er helliggjort. Der er ikke noget værre end et øjebliks helligelse. Sand helligelse er et dagligt arbejde, der varer ved lige så længe som livet varer. Dem som kæmper med daglige fristelser, overvinder deres egne naturlige tendenser, og søger hjertets og livets hellighed, gør ikke pralende krav på hellighed. De hunger og tørster efter retfærdighed. Synden virker overmådelig syndig på dem.   ret

Der er dem, som hævder at være hellige, som bekender sig til sandheden, ligesom deres brødre, og det kan være vanskeligt at skelne mellem dem; men forskellen er der faktisk! Deres vidnesbyrd som påberåber sig en så ophøjet erfaring, vil få Kristi liflige ånd til at trække sig tilbage fra et møde, og vil efterlade en isnende indflydelse hos de tilstedeværende, endskønt de levede oprigtigt uden synd, vil deres tilstedeværelse bringe hellige engle ind i forsamlingen, og deres ord vil i virkeligheden være ”som æbler af guld i skåle af sølv.”   ret

Om sommeren, når vi ser på den store skovs træer, er alt iklædt en skøn grøn kåbe, kan vi ikke være i stand til at skelne mellem stedsegrønne træer og andre træer. Men når vinteren nærmer sig, og kong frost omkranser den i sin isnende favn, afklæder de andre træer deres skønne løv, og de stedsegrønne vil hurtigt kunne ses. Sådan vil det være med alle som vandrer i ydmyghed, ikke stoler på selvet, men klynger sig skælvende til Kristi hånd. Medens dem som er tillidsfulde, og stoler på deres egen karakterudvikling, mister deres falske retfærdighedsklædning, når de underkastes prøvelsernes storme, vil de sande retfærdige, som virkelig elsker og frygter Gud, bære Kristi retfærdighedsklædning i medgang såvel som modgang.   ret

Selvfornægtelse, selvopofrelse, godgørenhed, venlighed, kærlighed, tålmod, mod og kristen tillid er de daglige frugter at de bærer der er sandt omvendte med Gud. Deres handlinger behøver ikke være offentlige for omverden, men selv kæmper de dagligt med det onde, og vinder dyrebare sejre over fristelse og vildfarelse. Højtidelige løfter fornyes og holdes stærke ved alvorlig bøn og stadig overvågning derved. Den ivrige entusiast ser ikke disse stille medarbejderes kampe; men Hans øje som ser det skjulte i hjertet, bemærker det og ser med billigelse anstrengelserne der lægges i med ydmyghed og sagtmodighed. Det kræver prøvetiden at åbenbare den kærlighedens og troens sande guld i karakteren. Når prøvelser og forviklinger kommer over menigheden, vil den kristnes vedholdende iver og varme hengivenhed udvikles.   ret

Vi er bedrøvede over at se bekendende kristne blive ledt på vildspor af den falske, men fortryllende teori om at de er fuldkomne, fordi det er så vanskeligt at rive dem ud af vildfarelsen og få dem hen på rette spor. De har forsøgt at spille skuespil, medens den indre besmykkelse, Kristi sagtmodighed og ydmyghed mangler. Prøvetiden vil komme til alle, hvor manges håb, som i årevis har troet de var sikre, vil kunne ses uden grundlag. Når nogle som tilsyneladende var grundpiller i Guds hus, men i nye positioner åbenbarer, under forskellige omstændigheder, blot råddenskab inden under udsmykningen og glansen. Men den, der er ydmyg i hjertet, som har mærket betydningen af den daglige fastnaglen til den evige Klippe, vil stå urørlig midt i trængslens fristelser, fordi de ikke har stolet på dem selv. ”Guds fundament står sikkert, hav dette segl, Herren kender dem der er hans.”   ret

Dem som har smerter for at tiltrække opmærksomhed for deres gode gerninger, søger hele tiden at tale om deres syndfrie tilstand, og bestræber sig for at gøre deres religiøse færdigheder tydelige, bedrager kun deres egne sjæle ved at gøre sådan. Et sundt mennesker, som er i stand til at tage vare på livets opgaver, og som går frem dag for dag i frejdighed, og med en sund blodstrøm flydende i sine vener, henleder ikke folks opmærksomhed for at se hans legemes sundhed. Sundhed og livskraft er naturlige betingelser for hans liv, og derfor er han knapt nok klar over at han nyder så rig en velsignelse.   ret

Sådan er det med det sandt retfærdige menneske. Han er ikke klar over sin godhed og medynk. Religiøse principper er blevet udspringet for hans liv og optræden, og det er lige så naturligt for ham at bære Åndens frugter, som for figentræet at bære figner, eller for rosenbusken at give roser. Hans natur er så gennemsyret af kærlighed til Gud og til sine medmennesker at han gør Kristi gerninger med villigt hjerte.   ret

Alle som kommer inden for hans sfære opfatter skønheden og vellugten af hans kristne liv, medens han selv ikke er klar over det, for det er i harmoni med hans vaner og tilbøjeligheder. Han beder for guddommelig lys og elsker at vandre i dette lys. Det er hans mad og drikke at gøre sin himmelske Faders vilje. Hans liv er skjult med Kristus i Gud, alligevel praler han ikke af dette, og er heller ikke tilsyneladende klar over det. Gud smiler over den beskedne og ydmyge som følger lige i Mesterens fodspor. Engle er tiltrukket af dem, og kærlighed holder sig til deres sti. De kan forbigås som uden at blive lagt mærke af dem som hævder at have ophøjede færdigheder, og som fryder sig over at gøre gode gerninger; men himlens engle bøjer sig ydmygt for dem, og er som en ild mur rundt omkring dem.   ret

Vor frelser var verdens lys; men verden kendte ham ikke. Han var hele tiden beskæftiget med barmhjertighedsgerninger, spredte lys over alles sti vej; alligevel påkaldte han ikke dem, som han blande sig med, til at se hans enestående kraft, hans selvfornægtelse, selvopofrelse og godgørenhed. Jøderne beundrede ikke et sådant liv; de betragtede hans religion som værdiløs, fordi den ikke samstemte med deres standard for fromhed. De besluttede at Kristus ikke var religiøs i ånd eller karakter; for deres religion bestod af fremvisning, gøre offentligt skuespil, og gøre godgørende handlinger for effektens skyld. De udbasunerede deres gode gerninger, som de gør der påkræver sig hellighed. De vil få alle til at forstå at de var uden synd. Men hele Kristi liv var i diamentral modsætning til dette. Han søgte hverken efter ære eller bifald, Hans forunderlige helbredelseshandlinger blev udført på en så stille så mulig måde, selvom han ikke kunne modstå deres begejstring som tog imod hans store velsignelser. Ydmyghed og sagtmodighed karakteriserede hans liv. Og det var på grund af hans ydmyge vandring og fordringsløse optræden, som stod i en så markant kontrast til dem selv, at farisæerne ikke ville acceptere ham.   ret

Helligelsens dyrebareste frugt er sagtmodighedens nådegave. Når denne nådegave bor i sjælen, formes tilbøjelighederne af dens indflydelse. Der er en stadig venten på Gud, og en underlæggelse af hans vilje. Forståelsen griber enhver guddommelig sandhed, og viljen bøjer sig til ethvert guddommeligt forskrift, uden nogen tvivl eller knurren. Sand sagtmodighed blødgører og underlægger hjertet, og tilegner sindet det indpodede ord. Det bringer tankerne til lydighed mod Jesus Kristus. Det åbner hjertet for Guds ord, ligesom Lydia blev åbnet op. Det bringer os hen til Maria, som elever ved Jesu fødder. ”Den sagtmodige vil Han vejlede i dommen, og den sagtmodige vil lære hans vej,” var han den største udfordring for alle Guds fjender. Hans hjerte var fyldt med ædle tanker for sin store mission. Ved at tilkendegive et budskab fra himlen, sætter han alligevel sig selv i et lille barns sted og lader sig føre. ”Hvad siger min Herre til sine tjenere?” var svaret. Efter at Kristus var blevet åbenbaret for Paulus var hans første ord: ”Herre, hvad vil du at jeg skal gøre?”   ret

Sagtmodighed i Kristi skole er en af Åndens markante frugter. Det er en nåde Helligånden udvirker som den helliggørende, og sætter dens indehaver i stand til enhver tid at kontrollere en hård og fremfusende frister. De mennesker som værner om sagtmodighedens nådegave, men som af naturen er bitre eller opfarende, de vil kunne bortlægge bruge de alvorligste anstrengelser for at underkue deres uheldige frister. De vil daglig vinde selvkontrol, indtil det som er ukærligt og ikke ligner Jesus bliver besejret. De bliver taget op i det guddommelige forbillede, indtil de kan adlyde den inspirerede formaning: ”Vær snar til at lytte, og langsom til at tale, langsom til vrede.”   ret

Når et menneske bekender sig til at være hellig, og alligevel i ord og handling fremstiller den urene kilde, der udsender sine bitre vande, kan vi med sikkerhed sige: dette menneske er bedraget. Han behøver netop at lære det alfabet, som udgør kristenlivet. Nogle som bekender at være Kristi tjenere har længe værnet om dæmoners uvenlighed der tilsyneladende elsker uhelligede elementer, og finder fornøjelse ved at sige ord der er ubehagelige og irriterende. Disse mennesker må omvendes, før Kristus vil anerkende dem som hans børn.   ret

Sagtmodighed er den indre besmykkelse, som Gud sætter stor pris på. Apostlen omtaler dette som mere fremragende og værdifuldt end guld, perler og kostelige klæder. Medens den ydre besmykkelse kun forskønner det dødelige legeme, besmykker sagtmodighedens smykke sjælen, og forbinder begrænsede mennesker med den ubegrænsede Gud. Denne besmykkelse har Gud selv valgt. Himlens engle vil registrere de bedst besmykkede, dem som tager Herre Jesus Kristus på sig, og vandrer sammen med ham i sindets sagtmodighed og ydmyghed.   ret

Der er høje mål for den kristne. Han kan nå til endnu højere mål. Johannes havde en ophøjet tanke om den kristnes privilegium. Han siger: ”Se hvilken kærlighed havde faderen til os, at vi kunne kaldes for Guds sønner.” Det er ikke muligt for menneskene at oprejse en højere værdighed end hvad dette rummer. Mennesket er blevet udlovet privilegiet at blive en Guds arving og en Kristi medarving. For dem som er blevet ophøjet sådan, udfoldes der uransagelige rigdomme af Kristus, som er af tusinde gange højere værdi end verdens rigdomme. Derved ophøjes begrænsede mennesker, ved Kristi fortjenester, til fællesskab med Gud og med sin kære Søn.   ret