Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 18. januar 1898

Vore ord.--Nr. 1.

"Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler.”   ret

De jødiske præster og herskere, som disse ord var rettet ti, havde stillinger med store ansvar. De var ikke uvidende mennesker; der blev set på dem som kloge lærere, som man måtte adlyde. Men de var deres hellige embede uværdige. Kristus sagde om dem: "Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, som sidder på torvene og råber til de andre og siger: »Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I jamrede ikke.« Thi Johannes kom, som hverken spiser eller drikker, og man siger: »Han er besat« Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: »Se, hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger.«   ret

Her vises en upassende brug af talens gave. Johannes var den største profet født af en kvinde. "Sandelig siger jeg eder:” erklærede Kristus, ”blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber." "Han er den, om hvem der står skrevet: »Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig." Han blev sendt af Gud, for at berede vejen for sin enbårne søn; men bitre uvenlige ord blev udtalt af ham, og dem som siger disse ord fremsiger selv en dom får at gøre dette. ”De siger, Han hader Djævelen,” sagde Kristus. Blev det sådan? – Nej, disse ord blev udtalt fordi han irettesatte synd, og kaldte mennesker til anger.   ret

I dag føler sig mange sig fri til at gøre hensynsløs brug talens gave, uden at tænke over den indflydelse deres ord har på andre. Herren sender sine budskaber med hvem han vil, og dem som kommer med nedsættende bemærkninger om budbringerne og om budskabet må huske på at de vil tale på samme måde om Kristus, hvis han kom til dem, ligesom han kom til jøderne, med et budskab som ikke passede deres ufornyede hjerter. Dem som bruger deres tale til efterligne ham, der siger Guds ord, anklages for at have gjort dette mod Kristus; for det gøres mod ham i skikkelse af hans hellige.   ret

De fromme herskere ville tage imod Johannes, og ville heller ikke tage imod Kristus som erklærede for dem: "Thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere." Kristus iklædte sig sin guddommelighed med menneskelig, for at møde menneskene hvor de var, men ikke for at tale menneskenes ord. Han satte sig til bords med hedningene og syndere, han gik iblandt de trængende og talte livets ord, og såede sandhedens frø; for der fandt han mere håbefulde undersåtter end blandt skinsyge og fordomsfulde skriftkloge og farisæere, som anså sig selv som ophøjet til himlen ved deres position.   ret

Kristus videreførte sit arbejde blandt trængende og lidende. Disse bedømte ham for hans gerninger. "Da blev en besat, som var både blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så den stumme kom til at tale og se." Da denne mand var blevet helbredt, var folk forbavsede, og de udtrykte deres overbevisning da de sagde: " Er det ikke Davids søn?" hvilket vil sige: Er dette ikke Messias? De nådige geringer som de havde været vidne til var for dem et overbevisende bevis på at han som optrådte for dem, havde Guds kraft, og de tænkte ikke på at tillægge dem andre kræfter. Derfor spørgsmålet: "Er det ikke Davids søn?"   ret

Men farisæerne hørte, sagde de hånligt: "Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder." Disse ord var inspireret af Satan. Herskernes misundelse og fordomme var oprørt til rasende skinsyge; og præsterne og herskerne, farisæerne og saddukæerne, gik sammen med at udvise deres had. Fra deres hårdhjertethed lød disse ord: »Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder.« De kunne ikke ignorere Kristi underfulde gerninger, eller tillægge dem naturlige årsager, så de sagde: Det er Djævelens gerninger. I vantro talte de om Guds søn som et menneske. De helbredelser der blev gjort foran dem, gerninger som intet menneske nogen sinde havde gjort, eller nogen sinde kunne gøre, var en manifestation af Guds kraft. De beskyldte Kristus for at være i ledtog med helvedet. Deres talegave blev brugt til at fornærme verdens Genløser, og den optegnende engel skrev deres ord ned i himmelens bøger. De tilskrev Guds hellige kraft, som blev åbenbaret i Kristi gerninger, sataniske redskaber. Således syndede farisæerne imod Helligånden. De var genstridige, vrantne, hårdhjertede, og de besluttede sig for at lukke deres øjne for alt bevis, og således begik de den utilgivelige synd.   ret

Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd, sagde Kristus, men nu har de ingen undskyldning for deres synd. . . . Dog, det ord skulle gå i opfyldelse, som står skrevet i deres lov: »De hadede mig uden grund.« Kristi nådesgeninger var i for skarp modsætning til deres stolthed, selviskhed og onde handlinger. De kunne ikke bære af gå hans godhed og ømme sympati udvirket, endog mod dem som de foragtede.   ret

Da han kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde; og ingen by og intet hjem, der er kommet i splid med sig selv, kan bestå. Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå? Og hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver så jeres egne tilhængere dem? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, jeg uddriver onde ånder, så er jo Guds rige kommet til jer. Eller hvordan kan nogen gå ind i den Stærkes hus og røve hans ejendele, uden at han først binder den Stærke? Så kan han plyndre hans hus. Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder. Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende. Enten er et træ godt, og så er også dets frugt god, eller et træ er dårligt, og så er også dets frugt dårlig; thi træet kendes på frugten." I Kristi gerninger gik farisæere tilstrækkeligt bevis for hans mission, men de forkastede dette bevis.   ret

"I øgleunger! hvordan kan I tale godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med." Ved deres ord udøvede farisæere og saddukæerne en dødelig indflydelse på folk, som så på dem som kloge og gode mennesker. De var falske lærere, forgiftede folks religiøse principper ved deres bedrag, og underviste i menneskebud. Farisæerne var især oprørte af kraften nedenfra, og de bestræbte sig alvorligt på at ophøje deres fremstillede forskrifter, deres traditioner og menneskegjorte bud, over Guds lov.   ret

Jesus siger at dit ord viser dit hjertes ondskab. "Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes og på dine ord skal du fordømmes." Matt 12,35-37. Dine ord er som en målestok for din karakter.   ret

Her ser vi betydningen af forsigtighed i vor talemåde. I denne gave hviler en stor magt til det gode, hvis den anvendes rigtigt, men det har lige så stor magt til det onde, hvis den anvendes til det onde. Hvis talentet misbruges, vil ondt komme ud af hjertet. Ordet er enten en frelser af liv til liv eller af død til død.   ret

Alle har den forret at fylde sjælens kamre med rene og hellige skatte gennem et grundigt kendskab til Kristi dyrebare ord, som blev fremsagt, så vi kunne lære af dem. " Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt." Ordet "enfoldig" betyder ikke her dem som mangler forstand. Det gælder den klasse omtalt i Es. 57,15: "Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live." Ved at give agt på de irettesættelser og opmuntringer vi finder i Guds ord, kan vi "vandre Herren værdig, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde." De, som bliver styrket på denne måde, vil ikke gå med sænket hoved. Billige og uvæsentlige bemærkning, som blev sagt for at skabe letsindighed, vil ikek falde fra deres læber.   ret

Og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset, han, som friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. Skal vi derfor ikke, både ældre og yngre, lære at tale sammen med det sprog, de taler som er ført over i Guds rige? Skal vore ord ikke lyde således, at vor himmelske Fader lytter til dem med glæde?   ret

Som bekendende kristne er det vor alvorlige pligt at åbenbare vor bekendelses troværdighed med vore ord. Tungen er kun et lille lem, men hvor meget godt kan den ikke udrette, hvis hjertet er rent Hvis hjertet er fyldt med gode ting, indeholder det kristelig mildhed, medlidenhed og høflighed, som kommer til udtryk i ord og handling. Lyset, der skinner fra Guds ord, er vor vejviser. Intet svækker en menighed i den grad, som den forkerte brug af talens gave. Vi vanærer vor Leder når vore ord ikke er sådan som de skulle komme fra en kristens læber.   ret

"Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. Fil 2,12. Vore handlingers kvalitet ses i vore ord. Når vore ord og vor gerning er i harmoni med Kristus, viser vi, at vi er overgivet til Gud, så helliggørelsen fuldkommengøres i hans frygt. Når vi overgiver os selv med sjæl, legeme og ånd til ham, virker han i os, både at ville og gøre hans gode vilje.   ret

Kristi kærlighed i hjertet kommer til udtryk i lovprisning. De, der er overgivet til Gud, viser det ved deres hengivne samtaleform. Hvis deres hjerter er rene, er deres ord også rene og viser stor retsindighed, der virker helliggørende. Sindet er præget af andægtig meditation, så man mærker Guds nærvær.   ret