Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 25. januar 1881

Daniels liv en illustration på sand helliggørelse.

Tekst: ”Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!” 1. Tess. 5,23   ret

Profeten Daniel havde en strålende karakter. Han var et klart eksempel på hvad mennesker kan blive, når de forenes med visdommens Gud. En kort oversigt over dette hellige Guds menneskes liv står nedskrevet til opmuntring for dem, som herefter kaldes til at udstå trængsler og fristelse.   ret

Da Israels folk, deres konger, adelsmænd og præster, blev ført i fangenskab, blev fire af disse udvalgt til at tjene i den babylonske konges sale. En af disse var Daniel, som tidligt viste lovende evner under udvikling til senere. Disse unge var alle af fyrstelig fødsel, og beskrives som ”børn i hvem der ikke var plet, men kønne og dygtige i al visdom, og forstå viden, og havde en sådan evne i sig.” I erkendelsen af disse overmådelige talenter hos disse unge fanger, bestemte kong Nebukaneser at uddanne dem til betydningsfulde stillinger i sit rige. For at være fuldt rustede til deres liv ved hoffet skulle de, efter den orientalske skik, oplæres i kaldæernes sprog, og underlægges tre års grunding undervisning i fysisk og intellektuel disciplin.   ret

De unge i denne oplæringsskole fik ikke blot lov til at komme i det kongelige palads, men det blev ordnet at de skulle spise af den mad og drikke den vin som kom fra kongens bord. Med alt dette tænkte kongen, at han ikke kun gav dem stor ære, men sikrede dem den bedste fysiske og mentale udvikling som kunne opnås.   ret

Blandt de levenedsmidler der blev sat foran kongen var svinekød og andre kødspiser som var erklæret for urent ved Mose lov, og som hebræerne var blevet udtrykkeligt forbudt at spise af. Her blev Daniel sat for en vanskelig prøve. Skulle han holde fast ved sine fædres lære om mad og drikke, og fornærme kongen, muligvis ikke blot miste sin stilling men også sit liv? eller skulle han vanrøgte Herrens bud og beholde kongens gunst, og derved få store intellektuelle fortrin og de mest smigrende verdslige udsigter?   ret

Daniel tøvede ikke længe. Han besluttede at stå fast på sin renhed, lade resultatet være hvad det blev til. Han ”tænkte i sit hjerte at han ikke ville besmitte sig selv med en del af kongens kødspiser, heller ikke med den vin han drak af.”   ret

Der er mange blandt de bekendende kristne i dag som kom til det resultat Daniel var for nøjeregnende, og ville erklære ham for snæversynet og fanatisk. De betragter det at spise og drikke har så lille konsekvens, at det ikke kræver så fast ståsted, som i så fald kan føre opofrelse af ethvert jordisk offer. Men dem som tænker sådan, vil på doms dagen finde at de har vendt sig fra Guds udtrykte krav, og sat deres egne meninger op som en standard for rigtigt og forkert. De vil finde at det der virker ubetydeligt for dem, ser Gud ikke som ubetydeligt. Hans krav bliver knapt nok adlydt. Dem som accepterer og adlyder kun et af hans pålæg fordi det er bekvemt at gøre det, også selvom de forkaster de andre fordi det kræver stort offer at overholde dem, de fornedrer standarden for det rigtige, og ved deres eksempel leder andre til at se let på Guds lov. ”Så siger Herren”, skal være vor regel i alle ting.   ret

Daniel var underlagt de hårdeste fristelser som kan angribe de unge i dag; alligevel var han oprigtig mod den religiøse institution han fik i sit jordiske liv. Han var omgivet af en indflydelse som skulle undergrave dem som ville vakle mellem princip og tilbøjelighed; alligevel bringer Guds ord ham en fejlfri karakter. Daniel vovede ikke at sætte lid til sin egen moralske kraft. Bøn var en nødvendighed for ham. Han gjorde Gud til sin styrke, og Gudsfrygt var hele tiden foran ham i alle handlinger i hans liv.   ret

Daniel besad den ægte sagtmodigheds nådegave. Han var sand, fast og ædel. Han søgte at leve i fred med alle, medens han stod ubøjelig som det knejsende cedertræ, uanset princippet. Alt som ikke kolliderede med hans alliance med Gud, var han respektfuld og lydig over for, over for dem som havde myndighed over ham; men han havde så høj en fornemmelse af Guds påbud at jordiske herskeres krav kom i anden række. Han blev ikke tilskyndet af nogen selviske overvejelse at vige fra hans pligt.   ret

Daniels karakter er præsenteret for verden som et slående eksempel af hvad Guds nåde kan gøre for mennesker, der er faldet i deres natur og fordærvet af synd. Optegnelsen af hans ædle og selvfornægtende liv var en opmuntring til den almindelige menneskehed. Fra dette må vi vinde styrke, til at ædelmodigt kunne modstå fristelse og stå fast i sagtmodighedens nåde for det rigtige under den hårdeste prøvelse.   ret

Daniel kunne have fundet en plausibel undskyldning for at forlade sine stærkt mådeholdne vaner; men Guds bifald var ham mere dyrebart end den mægtigste jordiske magthavers gunst, - mere dyrebart end livet i sig selv. Med sin venlige optræden opnåede han gunst hos Melzar, embedsmanden som havde med de hebræiske unge at gøre. Daniel anmodede om at de ikke skulle spise af konges kød, eller drikke hans vin. Melzar var bange for at han kunne pådrage sig kongens mishag om han gav efter for dette, og således bringe sit eget liv i fare. Ligesom mange i dag, tænkte han at en afholdende kost, snarere ville give disse unge begrænsninger, sygeligt udseende og manglende muskelstyrke, medens den luksus mad fra kongens bord ville gøre dem rødmossede og smukke, og ville tildele dem den største fysiske aktivitet.   ret

Daniel bad om at sagen måtte blive afgjort ved en ti dages prøvelse. Under denne korte periode fik de unge hebræere lov til at spise enkel mad, medens deres kammerater tog del i kongens lækkerier. Anmodningen blev endelig tilstået, og så følte Daniel sig forvisset om at han havde vundet sin sag. Selvom han kun var ung, havde han set de skadelige virkninger af fysisk og mentale helse på grund af vin drikning og den luksusseriøs leveform.   ret

Ved slutningen af de ti dage blev resultatet stik modsat Melzars forventninger. Ikke kun i personlig udseende, men også i fysisk aktivitet og mental vigør, udviste de mådeholdne en markant overlegenhed i deres levevaner, sammenlignet med deres kammerater som havde givet efter for appetitten. Som et resultat af denne prøvelse, fik Daniel og hans venner lov til at fortsætte deres enkle kost under hele deres oplæringsperiode til rigets opgaver.   ret

Herren så anerkendende på disse hebræiske unges fasthed og selvfornægtelse, og hans velsignelse fulgte dem. Han ”gav dem kundskab og dygtighed i al lærdom og visdom; og Daniel havde forstand på alle syner og drømme.” Da denne treårs oplæringsperiode var til ende, da kongen prøvede deres færdigheder og dygtigheder, fandt han ”ingen som Daniel, Hananja, Mishael og Azarja. Så trådte de i kongens tjeneste. Hver gang kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, opdagede han, at de var ti gange så dygtige som samtlige mirakelmagere og besværgere i hele hans kongerige.”   ret

Her er en lektie til alle, men især til de unge. En nøje overholdelse af Guds krav er gavnligt for legemets og sindets helse. For at nå den højeste standard for moralsk og intellektuelle færdigheder, vil det være nødvendigt at søge visdom og styrke hos Gud, og holde nøje mådehold i alle livets vaner. I Daniels og hans venners erfaring har vi et eksempel på den principielle sejr over at give efter for appetitten. Det viser os at grundigt religiøse principfaste unge mennesker kan sejre over kødets lyster, og forblive oprigtigt sande over for Guds krav, selv om det koster dem et stort offer.   ret

Hvad nu hvis Daniel og hans venner du havde gået på kompromis med de hedenske embedsmænd, og havde givet efter for presset, ved at spise og drikke, som var skik hos babylonerne? Dette enkle eksempel på at forlade princippet, ville have svækket deres fornemmelse for ret, og deres afstand til det forkerte. Eftergivenhed for appetitten ville have medført offer for fysisk livskraft, forstandsmæssig klarhed og åndelig kraft. Det ene skridt ville sandsynligvis have ledt til flere, og indtil deres forbindelse med himlen er blevet styrket, ville de have været fejet bort af fristelse.   ret

Gud har sagt: ”Dem der ærer mig, vil jeg ære.” Da Daniel klyngede sig til Gud med uforbeholden tillid, kom den profetiske krafts ånd over ham. Selvom han var blevet undervist af mennesker i hoflivets opgaver, blev han undervist af Gud til at læse de fremtidige mysterier, og at bringe det videre til kommende generationer, gennem figurer og billeder, af forunderlige ting der vil ske i de sidste dage.   ret

Daniels liv er en inspirerende illustration på hvad der udgør en helliget karakter. Bibelhelligelse har at gøre med hele mennesket. Paulus skriver til sine brødre i Tessalonika: ”Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!” Paulus formanede ikke sine brødre til at tilstræbe en standart som det var umuligt for dem at nå. Han bad ikke om at de måtte få velsignelser, som det ikke var Guds vilje at give. Han vidste at alle, som var egnede til at møde Kristus i stilhed måtte have en ren og hellig karakter. ”Men enhver idrætsmand er afholdende i alt ? de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.” ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!”   ret

Det er umuligt for nogen at nyde helligelsens velsignelse så længe de er selviske og grådige. Disse sukker under en byrde af sygdomssvagheder på grund af forkerte spise- og drikkevaner, som forøver vold mod livets og helsens love. Mange svækker deres fordøjelsesorganer ved at føje en fordærvet appetit. Menneskeorganismens kraft til at modstå den mishandling den får, er forunderlig; men vedholdende forkerte vaner med umådelig spise og drikke vil svække alle funktioner i kroppen. Lad disse svage mennesker tænke hvad de kunne være blevet, hvis de havde levet mådeholdent, og forfremmet sundheden i stedet for at modarbejde det. Tilfredsstilles en forkert appetit og lidenskab, vil endog bekendende kristne forkrøble naturen i sit arbejde, og formindske fysiske, mentale og moralske kræfter. Dem som gør dette, hævder at være helliget, men en sådan hævdelse er grundløs.   ret

Paulus skriver til sine nyomvendte kristne: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag ? det skal være jeres åndelige gudstjeneste.” Det gamle Israel fik specifikke anvisninger om at intet mangelfuldt eller sygt dyr kunne bringes som et offer til Gud. Kun det mest fuldkomne skulle udvælges til dette formål. Herren irettesatte, gennem profeten Malakias, sit folk på den strengeste måde for at ignorere disse instrukser.   ret

”En søn ærer sin far og en træl sin herre. Men er jeg far, hvor er da min ære? Og er jeg herre, hvor er da frygten for mig? Sådan siger Hærskarers Herre til jer præster, der ringeagter mit navn. I spørger: »Hvordan ringeagter vi dit navn?« I bringer uren føde på mit alter!   ret

I spørger: »Hvordan gør vi dig uren?« Det gør I, når I siger: »Herrens bord må man godt ringeagte!« Når I bringer blinde dyr som ofre, er det så ikke noget ondt? Når I bringer halte og syge dyr, er det så ikke noget ondt? Prøv at bringe det til din statholder! Tror du, han vil tage nådigt imod dig og vise dig velvilje? siger Hærskarers Herre. Men formild dog Gud, så han kan være os nådig! Når det er jer, det kommer fra, vil han så vise jer velvilje? siger Hærskarers Herre.   ret

Lad os give nøje agt på disse advarsler og irettesættelser. Selvom de er rettet til det gamle Israel, er de ikke mindre aktuelle for Guds folk i dag. Og vi bør tænke over apostlenes ord som han appellerer til sine brødre, ved Guds nåde, at bringe deres legemer ”som et levende offer, helligt og antageligt for Gud.” Dette er sand helligelse. Det er ikke blot en teori, en følelse eller en formular af ord, men et levende aktivt princip, der går ind i hverdagslivet. Det kræver at vore spise-, drikke- og klædevaner er sådan at den fysiske, mentale og moralske sundhed bevares, så vi kan give vore legemer til Herren – ikke et offer fordærvet af forkerte vaner, men – ”et levende offer, helligt og antageligt for Gud.”   ret

Ingen, der bekender sig til gudsfrygt, må være ligegyldige med hensyn til legemets sundhedstilstand og smigre sig med, at umådehold ikke er synd og ikke vil påvirke åndeligheden. Der består en nær forbindelse mellem den legemlige og åndelige natur. Idealet for retskaffenhed højnes eller sænkes i forhold til de fysiske vaner. Overdreven nydelse af god mad vil skabe en sygelig moral. Og er maden ikke af sundeste kvalitet, vil virkningen være endnu skadeligere. En levevis, som ikke bidrager til, at den menneskelige organisme fungerer sundt, forringer de ædle åndsevner. Eftergivenhed for appetitten styrker de dyriske tilbøjeligheder og giver dem herredømmet over de åndelige og sjælelige kræfter.   ret

”Afstå fra kødelige lyster, som fører krog mod sjælen.” Dette er apostlen Peters store udtryk. Mange ser på denne advarsel som kun af værdi for den tøjleløse; men den har en bredere betydning. Den beskytter mod al skadelig tilfredsstillelse af appetitten eller lidenskaben. Det er den kraftigste advarsel imod brug af stimulanser og narkotika som te, kaffe, tobak, alkohol og morfin. Disse laster kan klassificeres blandt lyster som har en ondartet indflydelse på moralkarakteren. Jo tidligere disse skadelige vaner dannes, des fastere vil de have deres greb i deres offer, for lystens slaveri, og des mere visselig vil de fornedre åndelighedens renhed.   ret

Bibelundervisningen vil kun gøre svagt indtryk hos dem, hvis evner er lammet af en fordærvet appetit. Tusindvis vil ikke blot ofre helbred og liv, men også deres håb om himle, før de vil føre krig imod deres egen fordærvede appetit. En dame som for mange år siden hævdede at være helliggjort, udtalte sig at hvis hun måtte opgive sin pibe eller himlen ville hun sige: ”Farvel, himmel, jeg kan ikke overvinde min kærlighed til min pibe.” Denne afgud er blevet opbevaret i sjæle, og overlader Jesus en underordnet plads. Alligevel hævdede denne kvinde at være Herrens fuldt og helt.   ret

Uanset hvad de er, vil dem, som er sandt helliget ophøje moralstandarden ved at bevare korrekte fysiske vaner, og, ligesom Daniel, vise andre et eksempel på mådehold og selvfornægtelse. Enhver fordærvet appetit bliver en advarende lyst. Alt som konflikter med naturlovene skaber en sygelig tilstand i sjælen. Eftergivenhed for appetitten afføder en lammet mave, en forgiftet lever, en omtåget hjerne, og forvrænger derved menneskets temperament og ånd. Og disse svækkede kræfter gives til Gud, som nægter at acceptere offergaverne medmindre de er uden plet og lyde! Det er vor pligt at bringe vor appetit og vore vaner i overensstemmelse med naturloven. Hvis de legemer der ofres på Kristi alter blev ransaget ligeså grundigt som de jødiske ofre blev, hvem vil så blive godkendt, med de vaner vi har nu?   ret

Med hvilken omhu bør kristne styre deres vaner, så de kan bevare fuld vigør i alle de evner der gives til Kristi tjeneste. Hvis vi vil helliges, i sjæl, legeme og ånd, må vi leve i overensstemmelse med den guddommelige lov. Hjertet kan ikke bevare sin indvielse til Gud, så længe appetitten og lidenskaber får frit råderum, på bekostning af sundhed og liv.   ret

Dem som overtræder de love sundheden beror på, må lide straffen. Ved umådeholden spise-, drikke- og klædevaner, formindsker de fysiske, mentale og moralske kræfter, så at deres legemer er et offer som Herren ikke accepterer. De har afgrænset deres evner sådan at de i enhver forstand ikke kan vare tage deres opgaver over for deres medmennesker ordentligt, og de svigter helt at besvare Guds krav.   ret

Da Lord, Palmerston, premierminister af England, fik en ansøgning af den skotske gejstlighed til at udpege en faste- og bønnedag for at afværge kolera, svarede han faktisk: ”Rens og desinficer jeres gader og huse, sørg for renhed og sundhed blandt de fattige, og se om de får rigeligt med god mad og tøj, og brug de rette sanitærstandarder generelt, og du vil ikke få brug for at faste og bede. Herren vil heller ikke høre jeres bønner, så længe der ikke gives agt på hans forhåndsregler.”   ret

Paulus’ inspirerede advarsler mod eftergivenhed genlyder helt frem til vor tid. Han kalder os til at praktisere mådehold i alle ting; for hvis vi ikke gør dette bringer vi sjælens frelse i fare: ” Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed.” Han formaner: ”Da vi nu har disse løfter, mine kære, skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt.”   ret

Til vor opmuntring præsenterer han friheden i glæden for sand helligelse: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Han formaner galaterne at ”leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod.” Han nævner nogle af formerne i kødelig lyst, - ”afgudsdyrkelse, drukkenskab, og sådan som disse.” Og efter at have nævnt Åndens frugter hvor iblandt mådeholdenheden er, tilføjer han: ” De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”   ret

Hvis Jakob havde set sine brødre bruge tobak, ville han have erklærede denne brug som ”jordisk, sensuel og djævelsk.” Idet jeg har set mænd som hævdede at nyde hele helligelsens velsignelse, medens de var slaver af tobak, spytte og forurene alting omkring dem, har jeg tænkt: Hvordan vil himlen se ud med tobak brugere i den? Læber der tog Kristi dyrebare navn blev besmittet af tobak spyt, indåndingsluften var forurenet med stank, og endog tøjet var forurenet; den sjæl der elskede denne urenhed og nød denne giftige atmosfære må også være forurenet. Tegnet blev hængt på ydersiden, bevidnede hvad der var inden i.   ret

Mennesker der bekender sig til gudsfrygt ofrer deres legemer på Satans alter, og brænder tobaksrøg til hans sataniske majestæt. Virker denne udtalelse barsk? Offeret må bringes til en guddom. Da Gud er ren og hellig, og vil han ikke acceptere noget urent i sin karakter, han afviser dette dyre, smudsige og uhellige offer; derfor konkluderer vi at Satan er den som forlanger denne ære.   ret

Jesus døde for at redde mennesker fra Satans greb. Han kom for at sætte os fri ved sit sonofferblod. Det menneske som er blevet Jesu Kristi ejendom, og hvis legeme er Helligåndens tempel, vil ikke være slave af skadelige tobaksvaner. Hans kræfter tilhører Kristus, som har købt ham for blodets pris. Hans ejendom er Herrens. Hvordan kan han da være skyldfri, når han daglig bruger Herrens betroede kapital på at tilfredsstille en appetit, der ikke har fundament i naturen?   ret

Hvert år bruges der enorme summer på at tilfredsstille denne appetit, medens sjæle går tabt af mangel på livets ord. Hvordan kan kristne som er oplyst på dette område, fortsætte med at frarøve Gud tiende og gaver til evangelisk arbejde, medens de ofrer på fordærvende lysters alter, ved at bruge tobak, frem for at hjælpe de fattige eller dække manglerne i Guds sag? Hvis de er sandt helligede, vil enhver skadelig lyst overvindes. Da vil alle disse kanaler for unødige udgifter kunne vendes til Herrens skatkammer, og kristne vil tage styringen i selvfornægtelse, selvopofrelse og mådehold. Så vil de være verdens lys.   ret

Te og kaffe, så vel som tobak, har skadelige virkninger på organismen. Te er berusende; skønt det i mindre grad har samme karakter som spirituøse brændevine. Kaffe har en større tendens til at omtåge forstanden og lamme energien. Det er ikke så mægtigt som tobak, men har samme effekt. De største argumenter imod tobak kan også bruges mod brugen af te og kaffe.   ret

Dem som har for vane at bruge te, kaffe, tobak, opium eller spirituøse brændevine kan ikke dyrke Gud, når de lider under tilvendt eftergivenhed. Lad dem, så de længe de er frataget disse stimulanser, involvere sig i gudsdyrkelse, og guddommelig nåde vil ikke have kraft til at besjæle, oplive eller åndeliggøre deres bønner eller deres vidnesbyrd. Disse bekendende kristne bør tænke over de midler de nyder. Er det ovenfra, eller nedenfra?   ret

For en tobaksbruger er alting smagsløst og livløst uden yndlingsnydelsen. Dets brug har afdæmpet kroppens og sindets naturlige følsomhed, og han er ikke modtagelig for Guds Ånds indflydelse. Ved mangel på de sædvanlige stimulanser, har han en krops og sjæls hunger og længsel, ikke efter retfærdighed, ikke efter hellighed, ikke efter Guds nærvær, men efter sin kære afgud. Ved at give efter for skadelige lyster, svækker bekendende kristne deres kræfter dagligt, og gør det umuligt at forherlige Gud.   ret