Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 29. januar 1914

Selvom Israels bån havde væet oprørske og fulde af synd, hade Herren altid betragtet dem med barmhjertighed. Han havde orsøgt alle midler for at vinde dem tilbage til sig. "I hans ungdom", sagde Herrn, "fik jeg Israel kær og fra Ægypten kaldte jeg min søn." Hos. 11,1. Han havde ledt sine udalgte fra det forjættede land og etableret dem der, så de kunne være til velsignelse for hele verden. "Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på armen," erklærede han, men "de vedste ej, det var mig, der lægte dem. Jeg drog dem med menneskesnore, med kærlighedens reb." vers 1-3. "Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lad dig, Israel, fare?"   ret

Den ondskab, der herskede i Israel i det halve århundrede før det assyriske fangenskab, lignede den, der var fremherskende på Noas tid, og som har været fremherskende i enhver tid, når mennesker har forkastet Gud og givet sig selv helt hen til at gøre det onde. Altid har ophøjelsen af naturen over naturens Gud, tilbedelsen af skabningen i stedet for Skaberen, resulteret i den værste ondskab. Da Israels folk gav billederne af Ba’al og Asjtarot, der symboliserede naturens kræfter, den hyldest, der tilkom Gud alene, kappede de deres forbindelse med alt, hvad der er opløftende og forædlende, og faldt som et nemt bytte for fristelse. Da sjælens forsvarsværker var nedbrudt, havde de vildledte tilbedende ingen barriere mod synd.   ret