Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 29. januar 1884

Rejsenoter. Fra Battle Creek, Mich., til Oakland, Cal.

Fra Battle Creek, Mich., til Oakland, Cal.
Lidt før klokken to om morgnen den 16. dec, forlod vort selskab Battle Creek på vor lange rejse over prærien til Californien. På denne rejse, hvor jeg havde besøgt Michigan, Massachusetts, Vermont, Maine, New York, Nebraska, Indiana, og Pennsylvania, havde jeg set mere udrettet end jeg havde regnet med. Det var som om Herren havde lagt alle skridt til rette for mig, og gav mig styrke til min dag. Jeg mørket behovet for vejledning som aldrig før. Dette var den første række lejrmøder som jeg deltog i siden min mands død. Han er ikke længere ved min side som rådgiver; og jeg må læne mig endnu fastere til den Almægtige krafts Arm.   ret

På denne første nat af vor rejse, sov jeg i omkring tre timer. Da vi nåede Chicago søndag morgen, kom pastor R. F. Andrews, Dr. Anderson, og bror Shireman til mig i toget, og sagde at de havde en aftale om at jeg skulle tale i sal der lige var lejret, og folk allerede var forsamlet. Jeg blev svimmel i hovedet, og jeg vidste at jeg ikke kunne arbejde i den tilstand; men mine brødres anmodninger sejrede, og jeg stod hurtigt i det ydmyge men velfyldte lokale. Da jeg var på vej til lokalet fik jeg mulighed for at bede om hjælp og særlig nåde, så jeg har sandhedens ord i mit hjerte og mine læber, som ville styrke den troendes tro, og sprede lysstråler på deres stivej, som var i mørke. Herren hørte og besvarede min bøn. Han gav mig forvisning, ligesom han har gjort mange gange før, at han var min hjælper. Han hørte de første åndepust af vore ønsker; og hvis det er til hans ære, fuldmagten frem for at give dem hjælp, der behøves.   ret

Jeg talte i halvanden time i stor frihed ud fra Zakarias 3,1-7, hvor Satan fremstilles som menneskets fjende, der påberåber sit bytte i form af ypperstepræsten Josuas person, end og under hærskares Herres tilstedeværelse; medens vor Forsvarer irettesætter Satan, og går i forbøn for mennesker som brænde der tages ud af ilden. Folk hæfter sig ved mine ord ligesom dem der hungrer efter livets brød. Tårer rinder ud af mange øjne, når jeg fremviser de begivenheder der vil komme i nær fremtid, som vil prøve Guds folk, føre sig selv der hen hvor de pålægges at tage beslutninger som Daniel, da dekretet gik ud at alle i de næste tredive dage skulle give en begæring til enhver undtagen kongen, ville kastes i løvekuglen. Havde Daniel adlydt dette dekret, ville han have vanæret Gud, men han var principfast, og Herren udfriede ham. Det er Satans stadige mål at ophøje ham selv og hans påfund, og vanære Gud. Han er ikke tilfreds før han har overherredømme. Det er ikke Guds mål og arbejde at tvinge menneskers samvittighed; men Satan indskyder sine fordele. Han er oprør imod Gud og Kristus, og er opsat på at føre krig imod dem, og dem der er loyale mod dem. Han hader dem alle med en bitterhed det er umuligt at beskrive; og smeder rænker imod dem som han ikke kan bedrage med sine påfund.   ret

Brødrene Corliss og St, Johan tog del i dette møde. Den dyrebare stund afsluttedes med bøn; og vi skyndte og igennem isbeslagte gader til toget. Vi genoptog vor rejse mod vest, og næsten morgen nåede vi Kansas City, hvor jeg tilbragte dagen med mine børn, Edson og Emma White. Herfra talte vort selskab otteogfyrre. Her tog vi stam-sovevognene, vort selskab fyldte hele vognen, og næsten hele den anden.   ret

Vort tog forlod Kansas City mandag aften, lidt efter klokken ni. Tirsdag begav i os over de udstrakte Kansas prærier. Mellem to og elleve om aften, blev jeg foruroliget over at vognen var i voldsombevægelse, om vognen var ved at afspores. For otteogtyve år side, da vi tog fra Jackson, Mich., til Wisconsin, fik jeg en lignende erfaring. Lokomotivet blev afsporet sammen med en del af toget, og fire personer mistede deres liv, og et antal blev såret. Jeg tænkte på dette tidspunkt, og mit hjerte blev draget i bøn for sikkerhed mod ulykke og død. Jeg kaldte min søn til at trække i klokkesnoren. Før dette kunne ske var lysene gået ud; men til vor store lettelse stoppede toget hurtigt. Baghjulene var vendt halvt rundt; og var vi ikke stoppet netop der, kunne vor vogn være brudt over, og den næste vogn kunne være løbet ind i vor. Overvågede Guds engle os ikke? Jeg tror de gjorde de, og så kunne vore øjne åbnes, ville vi kunne se disse hellige væsener, blive sendt ned for at spare vore liv. Var det ikke for deres beskyttelse kunne vi være vidne til kære venners lidelse og død.   ret

Ulykken skyldes at en toget var kørt gennem en kvæghjord, som var gået i ly for vinden i banelinjens klippeskæring. Stormen forhindrede dem i at kunne se og stoppe toget, og således havde lokomotivet fuld damp på og kørte igennem dem. Elleve af disse stakkels kvæg blev dræbt, o andre blev frygtelig såret.   ret

Vor vogn stod stadig på sporet medens lokomotivet og en del af toget, sammen med en af vore vogne, med en del af gruppen, fortsatte til den næste station; og det andet tog blev forventet, blev der taget forhåndsregler der forhindrede kollision. Vi blev forsinket i omkring to timer. Der var et et levende sceneri på vor vogn. Alle var i oprør, pakke og klæde om, og flytte ind i de næste to vogne. Men selvom vi var nød til at skifte den nat, og nogle af vor gruppe blev fyldt til overflydte vogne, og nogle i en kold; var ingen af os kede af det. Vi var dybt taknemmelige i vore hjerter, at de ikke vred sig i smerte over døde og døende venner. En af jernbanekonduktørerne bemærkede at han tavede taget mange selskaber over prærien, og var kommet ud for ulykker, men han havde aldrig før set en gruppe der var så glade under sådanne forhold. Der blev ikke sagt et eneste sørgmodigt ord; og alligevel blev de små børn opvækket, og svage kvinder gik i gang med energi og glæde. Dette var et fortjent kompliment til vor gruppe; for under prøvende forhold, ville det ikke være overraskende om der var lidt beklagelse.   ret

Vi huskede hvilken sorg og lidelse det kunne være for vor del. For otteogtyve år siden, da toget forulykkede tre miles fra Jackson, kunne der høres, ikke en eneste knurren fra umælende dyr, men suk, og skrig fra sårede og døende mennesker; og den næste morgen, da vi tog toget for at fortsætte vor rejse, fik vi de dødes kister ombord, som for kun nogle få timer siden, var fulde af liv og håb, ligesom os andre som var på toget. Salmisten siger: “Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem;” og vi følte at vor sikkerhed ved den lejlighed passede ind til de himmelske budbringeres beskyttelse.   ret

Hvor nøje undgik vi ikke latter og upassende letsindighed på toget, på båden, hvor vi måtte være; for den daglige nedtegnelse af ulykker viser at det ikke er sikkert nogen steder. Endog i vore hjem er der fare; for storme, vandfloder og brande fejer over tusindvis, medens jordskælv udsletter endnu flere tusinde. Hvis der nogen sinde er en tid hvor vi skal være ædruelige og årvågne i bøn, så er det nu. Vore liv er kun sikre når de skjules med Kristus i Gud. Vi behøver hver dag at rense os selv ligesom han er ren. Der er altid håb for os i Gud. Tro er vort forsvar, for den forbinder vor menneskelige svaghed med guddommelig kraft. Mennesker kan grine af vor lettroenhed når vi tror på at Guds engle blev hvervet til at aflede en frygtelig katastrofe; men jeg er enfoldig nok til at tro det, og denne tro skal jeg værne om. Jeg tror at Gud har befriet os fra det Satan ville være glad for at gøre til frygtelig katastrofe.   ret

Jeg følte at nogle af os – nej, os alle på det tog – havde et stort arbejde at gøre for Mesteren. Havde nogle af dem der var med på toget mistet deres liv, ville de ikke have noget håb at opstå ved første opstandelse. Vidste disse, at den nat havde stået ansigt til ansigt til døden, og Satan havde krævet dem som sine egne, som havde tjent ham, medens Guds hånd var rakt ud for at tjene dem? Hvis disse blot ville være taknemmelige som de burde, ville de forlade fjendens rækker, og gøre deres kald og udvælgelse sikker. Ingen af os er sikker uden Guds omsorg. Vi må overgive vore sjæles varetægt til Jesus, og lægge vore hænder i hans i tro. Jet appellerer til dem som var på dette tog, skulle de læse disse linjer, og gøre en grundigt anger-arbejde. Vil de erkende at Gud har noget til dem at gøre, og ældre deres livs strømme? De må i årvågenhed, tro og bøn, ved at bruge alle nådens midler flittigt, og frem for alt ved Jesu hjælp, som døde for dem, så må de støde synd ud af deres hjerter, vende sig af med at følge Satan. Hvis de liv der blev reddet, helliger sig fra nu af til Jesu tjeneste, vil denne herlige udfrielse udvirke herlige resultater.   ret

I Denver fik vi at vide at vi må tage en rygerkupe, og at rygerne samtidig ikke blev underlagt begrænsninger. Da en eller to blev spurgt om at undvære rygning, afviste de bestemt, og erklærede at de alle skulle tilvælge at ryge, og hverken mænd eller kvinder kunne forhindre dem. Hvis nogen ikke kunne lide det, ”så lad dem forlade vognen.” Disse mænd var tobakslaver. De havde mistet deres fornemmelse af mandig dannelse, og passede ikke på deres optræden. Hvis de ville opgive denne væmmelige og smudsige bedøvelse, og kunne se virkningerne af fysisk, mental og moralsk styrke, ville de udbryde, det som vi følte: ”Herren udfrier fra sådanne mennesker, og fra en så fornedrende trældom!”   ret

Jeg vidste at indhaleres tobaksrøg i en vis periode, vil det bringe mit liv i fare. Ved en tidligere lejlighed, var jeg nødt til at tage rygerkupéen da jeg skulle over prærien i en sovevogn. Dampbådenes regeringsminister, hvis pligt det var at tilse om maskineriet var godt, var i vor egen vogn; og hans gode hustru og datter fortalte ham at de havde ikke havde noget imod at han røg; de nød det faktisk. Han mente at det var det samme med os alle. Efter at luften var forgiftet i flere år, begyndte mit hoved at få det underligt, som om der var et stramt bånd omkring det, og jeg kom hurtigt i spasmer. Min mad og en søster som ledsagede mig, arbejdede med mig i over tre kvarterer til en time før det hjalp på mig, og der gik uger før jeg kom mig. En Herren fik fortalt at det var giften fra hans tobak som gav denne virkning, og han røg ikke længere i vognen.   ret

Denne mand som gør et vigtigt arbejde, og afgør om menneskers liv er sikret eller i fare, forstod ikke menneskeorganismens forunderlige maskineri. Han føjer en vane som skaber friktion og ødelægger menneskeorganismens følsomme organers fine arbejde. Han kunne let lære at tobak har dødelige ting i sig, som ikke blot bringe fysisk styrke i fare, men berøver de mentale evner meget af deres aktivitet og livskraft.   ret

Om der kunne vedtages en lov, at ingen andre end strengt afholdne mennesker, kunne få betroede stillinger for skibs- og jernbanefart. Ingen andre kan betros menneskers liv. Hvor frygtelige katastrofer på hav og land, passer helt sammen med spiritus og tobak, vil kunne afsløres på Guds store dag. Ingen kode for moral, ingen regler for skik og brug, ingen tænkemåde vil passe til mennesker som hengiver sig til spiritus og tobak med en sund fornemmelse og forstandig dømmekraft. For dem er selvskabte lyster den herskende kraft.   ret

Ingen i vort selskab brugte tobak af nogen slags, og vi ville ikke indånde den giftige atmosfære fra en rygervogn; og når de som har stod for gruppen protesterede så afgjort imod det, fik vi lov at indtage en ny moderne vogne med forbedret design, fremstillet af Pillman-selskabet, indtil vi nåede Ogden, og fik igen en sovevogn. Denne nye vogn var det bedste vi nogensinde har rejst med. Den var ligeså behageligt som den plejede at få da toget blev indført første gang, men de var forbedrede. Der var et dametoilet, forsynet med håndklæder og andre bekvemmeligheder til at vaske sig med. Det var en luksus vi alle værdsatte højt. Vi kan ikke se hvorfor dagvogne for passagerer skal være så blottet for disse nødvendige ting. På denne vogn var der også et herretoilet, og sådan må det også være. De som praler af denne tids forbedringer, vil mærke de rejsendes hjertefølte taknemmelighed hvis de vil udstyre vognene med de bekvemmeligheder som denne havde.   ret

Vi kom til Ogden, Utah, tirsdag morgen; og med venlighed fra Union Pacific Jernbaneselskab, fik vor gruppe en gratis tur til Salt Lake City. Da vi kun brugte tre timer der, lejede vi en vogn, og blev kørt til de mest interessante steder. Vi besøgte mormon-tabernaklet, og så også det nye tempel der er under opbyggelse. Denne bygning blev påbegyndt for år tilbage, og har allerede kostet $2,000,000, og det menes at der vil gå syv år mere før det er færdigt. Vi var glade over at vi fik mulighed for at besøge mormonernes by; men vi så intet særligt attraktivt på dette sted, og havde ikke noget ønske om at gøre det til vort hjem. Efter at vi var begyndt at vende tilbage til Ogden, fandt vi ud af to af os var ladt tilbage. Dette var vi alle meget ked af; men så længe vil talte om hvad der kunne gøres for at hjælpe dem, kom der et telegram ind på stationen syv miles fra Salt Lake City, for at holde toget tilbage, da en maskine var blevet sendt for at bringe dem. De ville ikke få noget ud af denne store tjeneste.   ret

Under hele rejsen følte vi at Guds engle beskyttede os. Da vi blev beskyttet på ulykkesnatten, fik vi et umiskendeligt bevis på at Himlen var interesseret i dette lille selskab på at komme til Stillehavskysten. Da vi mente at en særlig tak var passende for denne barmhjertighed, blev det besluttet at holde bibellæsning over taksigelsestemaet. Dette blev ført at pastor Corliss omkring klokken ti fredag formiddag, ikke så langt fra Tecoma, Nev. Nogle som ikke var af vor tro sluttede sig til denne interessante øvelse. Taknemmelighed over guddommelig beskyttelse blev også det fremtrædende tema i efterfølgende gudstjenester.   ret

Idet sabbatten drog nær, blev vi i to timer i Wells, Nev. Vi samledes igen i en vogn for bøn og samtalemøde. Der blev fremført seksogtyve vidnesbyrd, og Herrens velsignelse hvilede over os. Nogle af beboerne på stedet så ind ad døren, for at se hvad der var i gang, og lod til at være forbavsede da de så os holde en stille religiøs andagt, tilsyneladende på samme måde i hjemmet, i vognen som i en kirke. Der var flere kinesiske huse på dette lille sted i ørknen. Selvom det stadig var dagslys, brændte stearinlys foran døren til de forskellige huske, og flere kinesere bøjede sig i ærbødighed for deres afguder. Hvor taknemmelige var vi ikke over at vi ikke blev efterladt i hedenskabets mørke for at tilbede hæslige afguder af træ, menneskehænders værk. Den levende Gud, som har gjort himlen og jorden, havet, og alle de skabte ting, er vor Gud, og han er al ære værdig. Jeg blev ledt til at spørge: Har jeg sat mig afguder i mit hjerte? Har jeg ladet noget komme ind imellem mig selv og Gud, så han ikke ligger over min hengivenhed? Vi behøver hver i sær at undersøge dette punkt nøje. Kærlighed til penge, stolthed i klæder og fremvisning, - alt der bortleder opmærksomheden fra Gud, - bliver en afgud.   ret

Sabbaten den 22. december, var vi i Winnemucca, Nev., i to timer. Jeg talte, og nød ligeså meget frihed som når jeg taler til to tusinde, i vore store menigheder eller ved lejrmøderne. Vi havde en god sang, og nød Herrens velsignelse meget. Søndag gjorde toget et andet langt ophold i Truckee, og pastor St. John gav en interessant bibellæsning. Ved disse tjenester, og på denne rejse, lod vi til at komme nær til Jesus, og vore hjerter blev glade i hans kærlighed.   ret

Mandag formiddag den 24. dec. kom vil til Oakland, taknemmelig over at vor lange rejse var til ende, og glade for at møde kære venner igen, efter næsten fem måneders fravær. Sabbaten den 29. dec. Talte jeg i menigheden i Oakland. Huset var fyldt, og nogle i forsamlingen var ikke af vor tro, og andre som lige havde taget imod sandheden. Herren gav mig frihed til at tale. Mit tankesind gik ti år tilbage til de første møder der blev afholdt i Oakland i bror Tays hus. Dengang var der omkring seks I troen, nu tæller menighedsmedlemmer omkring to hundrede. Herren har arbejdet i Oakland, og vi forventer at se endnu flere troende inden længe.   ret

Jeg kom hjem til Healdsburg, søndag, den 30 dec., så jeg kunne være med til sabbatsskolemødet nytårsaften.   ret