Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 1. februar 1881

Helliggørelse, Daniels liv

Tekst: "Han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1 Thess. 5,23.   ret

I det samme år da Daniel og hans venner gik i Babylon konges tjeneste, skete der ting som prøvede disse unge hebræeres renhed hårdt, og Israels Guds kraft og trofasthed kom til skue for en afgudsdyrkende nation.   ret

Da kong Nebuchadnezzar så ængsteligt frem ud i fremtiden, fik han en bemærkelsesværdig drøm, hvor ”hans sind blev uroligt, så han ikke kunne sove.” Men selvom dette nattesyn gjorde dybt indtryk på hans sind, fandt det umuligt at genkalde det i enkeltheder. Han gav det videre til sine astrologer og troldmagere, - en klasse bedragere som bekendte at have magt til at åbenbare skjulte begivenheder, - og med løfte om stor tigdom og ære, befalede han dem at forælle ham hans drøm og dens udlæggelse. Men de sagde: “Sig dine trælle drømmen, så skal vi tyde den.”   ret

Her blev deres bedrageriske karakter klart udstillet. Kongen vidste at hvis de virkelig kunne fortælle fortolkningen, kunne de lige så godt fortælle drømmen. Herren havde i sit forsyn givet kongen denne drøm, og ladet enkelthederne blive glemt af ham, medens dette frygtelige indtryk, for at kunne afsløre Babylons vise mænd hævdede at være. Monarken så igennem deres udflugter, og blev meget vred, truede med at de alle skulle slås ihjel, hvis drømmen ikke blev bekendt efter en frist. Daniel og hans venner var ved at gå til sammen med de falske profeter; men med livet som indsats vovede Daniel sig ind for kongens nærhed, og udbad sig en tids tilståelse, så han kunne vise drømmen og dens fortolkning.   ret

Denne forespørgsel imødekom monarken; og nu samler Daniel sine tre venner, og sammen lægger de sagen frem for Gud, søger efter visdom fra lysets og kundskabens Kildeudpring. Selvom de var i kongens sale, omgivet med fristelser, glemte de ikke deres ansvar over for Gud. De havde en stærk bevisthed for at hans forsyn havde sat dem der hvor de var; at de gør hans arbejde, - i møde kommer sandhedens og pligtens krav. De havde tillid til Gud. De havde vendt sig til ham efter styrke når, de er i problemer og fare, og han havde været en altid nærværende hjælp i trængslens tid.   ret

Guds tjenere bad ikke forgæves til ham. De som havde æret ham, i trængslens stund vil han ære. Hemmelighederne blev åbenbaret for Daniel, og han skyndte sig med et foretræde for og samtale med kongen.   ret

De jødiske fanger står foran monarken i det mægtigste rige solen nogensinde havde skinnet over. Kongen er meget fortvivlet midt i al hans rigdom og herlighed; men de unge landsforviste er fredfuld og lykkelig i sin Gud. Nu er det, om nogensinde, Daniels tid til at ophøje sig selv, - og sætte sin egen godhed og overmægtige visdom frem. Men hans første bestræbelse var at fralægge sig al ære, og ophøje Gud som visdommens Kildeudpring:--   ret

”Den hemmelighed, kongen ønsker at vide, kan vismænd, manere, drømmetydere og stjernetydere ikke sige kongen; men der er en Gud i himmelen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage.” Kongen lytter med højtidelig opmærksomhed på hver detalje i drømmen der gengives, og når fortolken gives pålideligt, føler han at han stole på det som en guddommelig åbenbaring.   ret

De højtidelige sandheder der gives i dette nattesyn, gør et dybt indtryk på herskerens sind, og han falder i ydmyghed og ærbødighed ned og tilbeder og siger: ” I sandhed, eders Gud er gudernes Gud og kongernes herre, og han kan åbenbare hemmeligheder.”   ret

Lys direkte fra Himlen, har fået lov at skinne på kong Nebuchadnezzar, og for en tid er han blevet påvirket af Gudsfrygten. Men nogle få års fremgang har fyldt hans stolthed, og han glemmer at anerkende den levende Gud. Han genoptager sin afgudstilbedelse med større iver og fanatisme.   ret

Af de skatte han fik ind fra krige, gjorde han en guldstøtte der repræsenterede ham som han havde set i sin drøm, og satte den op på Durasletten, og befalede alle herskerne og folket om at tilbede den, på jordens slette. Denne statue var omkring halvfems fod høj og ni bred, og for øjnene af det afgudsdyrkende folk havde dette det mest imponerende og majestætiske udseende.   ret

De proklamationen blev udsendt, der kaldte alle rigets embedsmænd at samle sig for at indvie denne støtte, og bøje sig ned ved lyden af musikinstrumenter og tilbede den. Var der nogen som ikke gjorde dette, blev de straks kastet ned midt i en brændende ildoven.   ret

Når denne fastsatte dag var kommet, og den umådelige hær var samlet, da ordene kom til kongen at de tre hebræere, som han havde sat over Babylons provins, nægtede at tilbede billedet. Disse er Daniels tre venner, som var kongen kaldte for Sjadrak, Mesjak, og Abed Nego. Fuld af raseri kaldte monarken dem til sig, og pegede hen til den hedende ildovn, fortalte dem hvilken straf der ville være deres, hvis de nægtede lydighed mod hans vilje.   ret

Men alle jordens monarker kunne ikke få disse mænd bort fra deres alliance med nationernes store Hersker. De erfarede ud fra deres fædres historie at ulydighed mod Gud er vanære, ulykke og fordærv; at Herrens frygt ikke kun er visdoms begyndelse, men grundlaget for al sand fremgang. De så roligt på ildovnen og den afgudsdyrkende skare. De havde stolet på Gud, og han vil ikke svigte dem nu. Deres svar er respektfuld, men besluttet, - “så må du vide, o konge, at din Gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!”   ret

Den stolte tyran er omgivet af hans store mænd, regeringsembedsmænd, og en hær som har besejret nationer, og alle går sammen med at hylde ham, som har gudernes visdom og magt. Midt i dette imponerende optrin står de tre unge hebræere, vedholder standhaftigt at ikke adlyde kongens dekret. De havde været lydige mod Babylons love, så langt som disse ikke konflikter med Guds forlangender; men de kan ikke vakle en hårbredde fra den pligt de skylder deres Skaber.   ret

Kongens vrede kendte ingen grænser. I hans magts og herligheds højder, trodses han således af disse repræsenter af en foragtet og tilfangetagen slægt, var det en hån som hans stolthed ikke kan klare. Ildovnen var blevet varmet syv gange mere op end den plejede at være, og de Hebræiske flygtninge blev kastet i den. Så hæftige var flammerne, at de mænd som kastede dem derind blev brændt til døde.   ret

Pludselig blegnedes kongens ansigt af rædsel. Hans øjne var fæstnet på de glødende flammer, og sagde medens han vendte sig til sine herrer: ” Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?” Svaret lød: ” jo, det var, konge!” Og nu blev han mere bange og forbavset, og monarken udbrød: ”Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en Gudesøn.”   ret

Når Guds søn tilkendegiver sig over for mennesker, taler en usynlig magt til sjælen at dette er Gud. Og foran hans majestæt, skælver konger og adelsmænd, og anerkender den levende Guds overhøjhed over al jordisk magt.   ret

Med samvittighedsnag og skam, udbrød kongen: ”I, den højeste Guds tjenere, kom ud!” Og de adlød og viste den vældige skare, at de var uskadte, og deres tøj lugtede ikke engang af brand. Dette mirakel tilvejebragte en slående forandring i folkets sind. Det store guldbillede, som var blevet opstillet med sådan stillen til skue, blev glemt. Kongen udgav et dekret om, at enhver, som talte imod disse mænds Gud, skulle slås ihjel; “thi der gives ingen anden gud, som således kan frelse.”   ret

Disse tre hebræere besad ægte helliggørelse. Sande kristne principper vil ikke stoppe for konsekvensernes tunge vægt. De stiller ikke spørgsmålet: Hvad vil folk tænke om mig, hvis jeg gør dette? Eller hvordan vil det påvirke mine verdslige udsigter hvis jeg gør dette? Med den mest intense længsel, ønsker Guds børn at vide hvad han vil have dem til at gøre, så deres gerninger kan herliggøre ham. Herren har gjort fyldige tilvejebringelser for at alle hans efterfølgeres hjerte og liv kan kontrolleres af guddommelig nåde, så de kan være brændende og skinnende lys i verden.   ret

Disse trofaste Hebræere var besat af store naturlige evner og intellektuel dannelse og de besad en høj æresposition, men alle disse fortrin forledte dem ikke til at glemme Gud. Alle deres kræfter blev ydet til den guddommelige nådes hellig gørende indflydelse. Ved deres gudfrygtige eksempel, deres urokkelige ærlighed, de fremviste lovprisninger for Ham som havde kaldt dem ud af mørket, ind i Hans vidunderlige lys. I deres vidunderlige udfrielse blev fremvist, foran den umådelige forsamling, Guds magt og majestæt. Jesus placerede sig selv ved deres side i den gloende ovn og ved Hans herlighed blev den stolte konge af Babylon overbevist om, at det ikke kunne være nogen anden end Guds Søn. Himmelens lys havde skinnet frem fra Daniel og hans venner, indtil alle deres forenede forstod troen, som der forædlede deres liv og forskønnede deres karakterer. Ved sine trofaste tjeneres udfrielse, erklærer Herren at han vil tage sit ståsted med den fortrykte, og kuldkaste alle jordiske magter som vil ophøje deres egen ære og træde Himlens Gud under fode.   ret

Hvilken lektie er det dog der gives her til den afmægtige, vaklende, den feje i Guds sag. Hvilken opmuntring er der ikke til dem som ikke vil vakle fra deres pligt ved trusler og fare. Disse trofaste standhaftige karakter er eksempler på helliggørelse, skønt de ikke ville påberåbe sig højere ære. Den mængde godt som kunne udrettes af forholdsvis ukendte men helligede kristne, kan ikke vurderes før livsregnskabet gøres kendt, hvor Dommen skal sættes og bøgerne åbnes.   ret

Kristus identificerer sine interesser med denne klasse, han skammer sig ikke ved at kalde dem brødre. Der bør være hundrede hvor der nu er én blandt os, så tæt allieret til Gud, deres liv er i så tilpasset hans vilje, at de vil være strålende og skinnende lys, helt helliggjort i sjæl, krop og ånd.   ret

Den store kamp er stadig mellem lysets børn og mørkets børn. Dem som nævner Kristi navn bør ryste den sløvhed af sig som svækker deres møje, og bør imødekomme de betydningsfulde ansvar der påhviler dem. Alle som gør dette måtte forvente at Guds kraft åbenbares i dem. Guds søn, verdens Genløser, vi fremstilles i deres ord og i deres gerninger, og Guds navn vil herliggøres.   ret

Nebukadnezar havde en anden drøm, som fyldte hans hjerte med rædsel. I nattens syn så han et stort træ, som voksede midt på jorden, som nåede op til himmelen, og dets grene strakte sig til jordens ende. I det boede himmelens fugle, og under det fandt markens dyr ly. Idet kongen så på dette store træ, så han “en vægter, en hellig,” et guddommeligt sendebud, som lignede Ham, der vandrede med de tre hebræere i den gloende ovn. Denne himmelske person nærmede sig træet og råbte med høj røst: “Fæld træet, hug grenene af, afriv løvet og spred frugterne; dyrene skal fly fra deres bo derunder og fuglene fra dets grene! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde af jern og kobber.”   ret

De kloge mænds dygtighed viste sig om ineffektive, Daniel blev sendt for at udlægge drømmen. Dens betydning fylder ham med forbavselse, og ”hans tanker trængte ham.” Han fortalte kongen nøjagtig at de tres skæbne var symbolsk for hans eget fald; at han ville miste sin fornuft, og forlade menneskers boliger, finde et hjem blandt markens dyr, og at han vil forblive i den tilstand i en syvårs periode. Han tilskyndede den stolte monark til at anger og vende sig til Gud, og forhindre den truende ulykke med gode gerninger. Men kongens hjerte forhærdedes, og han vil være uafhængig af Gud.   ret

Et år efter at han havde modtaget den guddommelige advarsel, gik kongen på sit palads og tænkte på sin magt som hersker af jordens største rige, medens han udbrød: »er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?«   ret

Det stolte pral havde knapt nok forladt sine læber, da en røst for Himlen fortalte ham at Gud havde fastsat et domstidspunkt til at komme. På et øjeblik blev hans fornuft taget bort, og han blev som et dyr. I syv går blev han således fornedret. Ved denne tids afslutning blev hans fornuft genoprettet for ham, og så frem i ydmyghed frem til Himlens store Gud, genkendte han den guddommelige hånd i denne tugtelse, og blev genindsat på sin trone.   ret

I en offentlig proklamation, erkendte kong Nebukadnezzars sin skyld, og Guds store nåde for hans genoprettelse. Dette var den sidste handling i hans liv, som den Hellige Historie har nedskrevet.   ret