Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 3. februar 1891

Prædiken i Otsego

I selskab med broder Rousseau og hans hustru, forlod jeg Battle Creek, den 3 oktober 1890, for at deltage i møder i Otsego, Mich. Vi tog afsted med privat vogn, og som vi passerede gennem de forskellige byer på vor vej, havde vi mange alvorlige tanker med hensyn til det arbejde der skulle være gjort i at sprede sandhedens lys i disse små landsbyer. Er der ingen personer i Battle Creek menigheden der er fri fra ansvarligheder i forbindelse med vore institutioner der, som kunne gå til Harmonia, Augusta, Gull Lake, Richmond, og andre steder i nærheden af Battle Creek? Har medlemmerne i Battle Creek menigheden den sande missionsånd? Følger de Kristi eksempel? Han blev ikke i de behagelige forgårde i Himmelen, og efterlod en verden til at forgå. Hvor er vore hjemmemissionærer? Må Herren vække en interesse i hjerterne af disse der kunne gøre dette arbejde, så lyset kan skinne på de mørke steder. De der er tilfreds med at sidde under det klare lys af sandheden sabbat efter sabbat, og ingenting gør for at sprede dette lys, vil selv miste lyset. Hvis vi vil bevare lyset, må vi stadig være i gang med at give det ud. Jesus forbigik ikke landsbyerne. Skriften siger, han gik igennem enhver by og landsby, prædikede og forkyndte det glade budskab om Guds rige; og de tolv var med ham, og en kvinde, som var blevet helbredt for onde ånder og skrøbeligheder, kaldet Maria Magdalene; syv onde ånder var drevet ud af hende, og Johanna hustruen til Chuca, Herodes tjener og Susanna og mange andre, som tjente ham med hvad de havde. Ikke kun Kristus, men også hans disciple arbejdede i byerne og landsbyerne; og de der havde været i sandheden længere end de nyomvendte, tjente ham med hvad de havde.   ret

Jesus forlod hans herlige hjem, og gik udenfor lejren hvor han tålte hån, og skal de der har modtaget de hellige skatte af sandhed, hobe sig sammen i store samfund, og efterlade arbejdet der betroet til dem ugjort? Mærk jer eksemplet af den guddommelige lærer: ”Folket søgte ham, og kom til ham, og blev hos ham, at han ikke skulle skilles fra dem. Og han sagde til dem, jeg må også prædike Guds rige til de andre byer, for derfor er jeg sendt.” Om morgenen, han stod op længe før det blev dag, og han gik ud, og gik til et øde sted, og der bad han. Simon og de der var hos ham fulgte efter ham. Og da de havde fundet ham, sagde de til ham, alle mennesker søger efter dig. Han sagde til dem, lad os gå ind i de andre byer, at jeg også kan prædike der, for derfor er jeg kommet. Og han prædikede i deres Synagoger over hele Galilæa, og kastede djævle ud.   ret

Ikke en der bekender sig til at være efterfølger af Kristus er efterladt uden en byrde af ansvar. Han skal lade hans lys skinne ud til verden. Hele Himmelen er interesseret i sjæles frelse. Englene der er vældige i styrke har deres befaling at virke for de fortabte menneskesjæle. Tusinder og titusinder er engageret i aktiv kamp, søgende at drive mørkets hærskarer tilbage, og at sætte fanger fri fra fjendens magt. Når engle således er engageret, skal vi så være ligegyldige? Gud siger at vi skal alle være hans medarbejdere. Den mindste af alle hellige skal bevare sig selv ved Guds kærlighed, at han ikke skal være en byrde for andre, men være i stand til at løfte med de aktive arbejdere. Satans og hans agenter arbejder på at ødelægge Kristi menighed, og det er nødvendig, at enhver sjæl skulle være årvågen, og hjælpe i den store mission af Frelseren.   ret

Syv taler var givet i Otsego, fem ved broder Rousseau, og to ved mig selv. Jeg længtes efter fysisk styrke, så jeg kunne engageres mere aktiv i arbejdet. Jeg havde frihed til at tale til folket på sabbaten, men det sociale møde der fulgte efter talen var ikke markeret ved villighed, iver og den alvor der karakteriserede møderne hvor folket har hele Guds rustning på. Vi længes efter at se disse der bekender sandheden for denne tid, udvise gerninger der korresponderer med dets betydning og værdi. Vi skal være levende vidner for Gud. De der har modtaget sandheden i hjerte og liv kan ikke holde et levende vidnesbyrd af taknemlighed tilbage, ved at vise pris til ham der har kaldet dem ud fra mørket til sit underfulde lys.   ret

Syv taler var givet i Otsego, fem ved broder Rousseau, og to ved mig selv. Jeg længtes efter fysisk styrke, så jeg kunne engageres mere aktiv i arbejdet. Jeg havde frihed til at tale til folket på sabbaten, men det sociale møde der fulgte efter talen var ikke markeret ved villighed, iver og den alvor der karakteriserede møderne hvor folket har hele Guds rustning på. Vi længes efter at se disse der bekender sandheden for denne tid, udvise gerninger der korresponderer med dets betydning og værdi. Vi skal være levende vidner for Gud. De der har modtaget sandheden i hjerte og liv kan ikke holde et levende vidnesbyrd af taknemlighed tilbage, ved at vise pris til ham der har kaldet dem ud fra mørket til sit underfulde lys.   ret

Om søndagen talte Rousseau om formiddagen, og jeg om eftermiddagen. Da jeg talte i svaghed, mærkede jeg at kraften var give mig af Gud, min tro var styrket, og jeg ved at Gud ville være med mig, som jeg tog afsted for at opfylde de forskellige aftaler i forskellige stater. Jeg forstod min store fysiske svaghed, og var beredt til at værdsætte den hjælp og styrke der var tildelt mig, ved ham der har sagt til hans arbejdere, ”Se jeg er med jer alle dage ligetil verdens ende.” Jeg troede Gud løfte, og var i stand til at sige, jeg vil gå ud, stolende på at Herren vil gøre det arbejde menneskeheden alene ikke kan gøre. ”Uden mig, sagde Kristus, kan I ingenting gøre.” Men sammen med Kristus kan vi gøre alle ting.   ret

Jeg talte til menigheden i Otsego om Åb 2,4-5. "Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvor fra du er faldet og omvend dig og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig ." Den menighed det blev skrevet til, havde mange udmærkede egenskaber som det sandfærdige vidne roser. Men, siger han, dette har jeg imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Her mangler der noget som må erstattes. Alle de andre gode egenskaber kan ikke bøde på dette. Menigheden bliver rådet til at tænke på hvor den stod før den faldt og vende om. "Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, - hvis ikke du omvender dig. ..... Den der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis" (Åb 2,4-7).   ret

I disse ord er der advarsler, irettesættelser, trusler og løfter fra det sandfærdige vidne, han som holder de syv stjerner i sin højre hånd. "De syv stjerner er de syv menigheders engle og de syv lysestager er de syv menigheder." (Åb 1,20).   ret

Da denne menighed blev vejet på helligdommens vægtskål, viste det sig at den manglede noget, den havde forladt sin første kærlighed. Det sandfærdige vidne erklærede: "Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og ved, at du ikke kan døje de onde og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt." (Åb 2,2-3). Til trods for alt dette er der noget menigheden mangler. Hvad er det for en livsvigtig mangel? "Du har forladt din første kærlighed." Er det ikke sådan med os også? Læren kan være den rette, vi kan afsky falsk lære og ikke godtage dem som afviger fra principperne og vi kan arbejde intenst. Men selv ikke dette er tilstrækkelig. Hvad er vore motiver? Hvorfor bliver vi formanet til at vende om? "Du har forladt din første kærlighed." Hvert enkelt medlem af menigheden bør studere denne vigtige advarsel og irettesættelse. Enhver bør overveje om de kan have mistet Kristi ømme kærlighed når de forsvarer sandhedens teorier. Er Kristus blevet glemt i vore prædikener og lukket ude af vore hjerter? Er der fare for at mange som bekender sig til sandheden, er gået ud for at gøre missionsarbejde, uden at Kristi kærlighed har været med under arbejdet? Denne alvorlige advarsel fra det sandfærdige vidne, "Husk derfor på, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig" (Åb 2,5). Det er vigtigt at menigheden fatter sit behov for den første, brændende kærlighed. Når den mangler, er alle andre gode egenskaber utilstrækkelige. Man kan ikke, uden fare, overse kaldet til at vende om. Det er ikke nok at tro på sandhedens teori. At fremholde den teori for dem som ikke tror, gør dig ikke til et Kristi vidne. Lyset som glædede dit hjerte da du første gang forstod budskabet for denne tid, er et væsentligt element i din erfaring og i din virksomhed og det er dette som er blevet i borte dit hjerte og i dit liv. Kristus ser din mangel på nidkærhed og han erklærer at du er faldet og er i en farlig situation.   ret

Forkynd kærligheden og loven samtidig Mange har forsømt at fremholde Kristi store kærlighed, når de har forkyndt at lovens krav fremdeles står ved magt. De som har så store sandheder og så vigtige reformer at forkynde for menneskene, har ikke forstået at sonofferet er et udtryk for Guds store kærlighed til menneskene. Kærlighed til Jesus og Jesu store kærlighed til syndere er blevet glemt af dem som har fået til opgave at forkynde evangeliet. Mennesket er blevet ophøjet i stedet for menneskehedens forløser. Loven må ikke blive fremholdt for overtræderne som noget udenom Gud, men heller som et udtryk for hans sind og karakter. Som sollyset ikke kan skilles fra solen, kan Guds lov ikke skilles fra den guddommelige ophavsmand. Forkynderen må kunne sige: "I Guds lov finder vi Guds vilje. Kom selv og se at loven er hvad Paulus siger den er - hellig og retfærdig og god." Den irettesætter for synd og fordømmer synderen, men den viser også at han behøver Kristus som er nådig og barmhjertig, fuld af godhed og sandhed. Selv om loven ikke kan eftergive synderens straf, men kræver af synderen alt hvad han skylder den, har Kristus lovet fuld og hel tilgivelse til alle som angrer og vender om og tror på hans nåde. De som angrer og tror, får Guds kærlighed i rigt mål. Syndens brændemærke i sjælen kan kun fjernes med blodet fra sonofferet. Intet mindre offer kunne blive godtaget end Kristi soning, han som er lig Faderen. Kristi gerning - hans liv, fornedrelse, død og midler tjeneste for fortabte mennesker - gør loven stor og herlig.   ret

I mange prædikener om kravene i Guds lov er Kristus blevet glemt og denne mangel har gjort at sandheden ikke har magtet at omvende menneskene. Uden Kristi nåde er det umuligt at tage et eneste skridt i lydighed mod Guds lov. Hvor nødvendigt er det da ikke at synderen får at høre om genløserens kærlighed og magt! Mens Kristi sendebud tydeligt må forkynde lovens krav, må de også gøre det helt klart at ingen kan blive retfærdiggjort uden ved Kristi sonoffer. Uden Kristus kan der kun blive fordømmelse og forfærdelse for det man da har i vente: dommen og Guds brændende vrede som skal fortære dem som står ham imod. Men de som får åbnet deres øjne for Kristi kærlighed, vil se Guds karakter som er fuld af kærlighed og medlidenhed. Da vil Gud ikke fremstå som en ubarmhjertig tyran, men som en far som længes efter sine vildfarne børn. Synderen vil sige med salmisten: "Som en far er barmhjertig mod sine børn, sådan forbarmer Herren sig over dem som frygter ham" (Sl 103,13). Al fortvivlelse forsvinder når Kristus kommer til syne som han virkelig er.   ret