Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 8. februar 1881

Helliggørelse, Daniels liv

Tekst: "Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1 Tess. 5,23.   ret

Belsazzar kendte til den mode Gud behandlede Nebukadnezzar på, men denne kundskab havde ingen indvirkning på hans handlinger. Han klyngede sig blindt til afgudstilbedelse, og hengav sig selv til sensuelle udvævelser. Der gik ikke lang tid før nederlangende kom. Han var blevet slået i en kamp med Cyrus, og i to år var blevet belejret i Babylons by. Indenfor var det et tilsyneladende uindtagelige fæstning, med dens massive mure og dens borte af kobber, beskyttet af Eufratfloden, og med forsyninger til tyve års belejring, følte den sanselige monark sig sikker, og lod sin tid gå med morskaber og festligheder.   ret

En aften havde an et stort gæstebud med tusindvis af sine herskere. Alle det som rigdommene tiltrak og kongelig magt kunne påbyde, i kombination for at dette sceneri glans. At som kunne bidrage til kødets lyster var der. Prinser og statsmænd drak vin som vand, og svirede under sin ophidsende indflydelse. Kongen befalede at bringe guld- og sølvkarrene som Nebukadnezzar havde taget fra Jerusalems tempel hen til de profane fester, og som var blevet helliget til Guds tjeneste, og brugt af hellige mænd i til sin tilbedelse. Nu skulle de bruges af de onde fester.   ret

Da de var den nat midt i den afgudstilbedende latter, blegnedes kongens ansigt pludseligt, og han virkede lammet af rædsel; for se! en blodløs hånd skrev mystiske bogstaver på muren over ham. Svigerbrødrene så den mærkværdige og, for dem, ulæselige skrift. Den ophidsende munterhed dør bort, og en smertelig tavshed falder over skaren. Kongens tanker trængte ham, ”hans hofters ledemod slappedes, og hans knæ slog imod hinanden.” Skælvende af rædsel, ”råbte med høj røst, at man skulle føre manerne, kaldæerne og stjernetyderne ind; og kongen tog til orde og sagde til Babels vismænd: »Enhver, som kan læse denne skrift og tyde mig den, skal klædes i purpur, guldkæden skal hænges om hans hals, og han skal være den tredje mægtigste i riget.« Men disse mænd var ikke mere i stand til at tolke de mystiske bogstaver som Guds engels hånd skrev, end de kunne fortolke Nebukadnezzars drøm.   ret

Kongens rædsel blev større. Han er klar over at disse skrifter er en dadel for hans respektløse fest, og alligevel kan han ikke fortælle den præcise betydning. Så minder dronningen ham om at der er en mand i hans rige ”i hvem er de hellige guders ånd,” og at i hans faders dage, ”var lys, forståelse og visdom som de guders visdom der findes i ham;” hvem hans fader ”satte ham til øverste for drømmetyderne, manerne, kaldæerne og stjernetyderne, eftersom en ypperlig ånd, kundskab og indsigt til at udtyde drømme, råde gåder og løse knuder fandtes hos denne Daniel, hvem kongen gav navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han kan tyde det!«   ret

Så kommer Daniel frem for kongen uden tøven, og monarken lover ham stor løn hvis han vil fortolke skriften. Daniel ser på den onde skare der beviser den umådeholdne fest og sviren. Han står frem for dem i den stille tjeners værdig af den allerhøjeste Gud, der ikke siger smigrende ord, som det var rigets bekendende kloge mænds vane at gøre, men tale Guds sandhed. Med at nægte hård alle ønsker om løn og ære, siger han: »spar dine gaver og giv en anden dine foræringer! Men skriften vil jeg læse og tyde for kongen.«   ret

Daniel går da videre og taler om Herrens behandling af Nebukadnezzar, - det rige og den herlighed der blev givet ham, den guddommelige bedømmelse af hans stolthed, og hans efterfølgende erkendelse af Israels Guds kraft og barmhjertighed; og så med de mest direkte og empatiske ord irettesætter han den store uærbødige konges ondskab, - ”Men du, Belsazzar, hans søn, har ikke ydmyget dit hjerte, skønt du vidste alt dette, du har hovmodet dig mod himmelens herre!«   ret

Så gav Daniel fortolkningen af den mystiske skrift: “Gud har talt dit riges dage og gjort ende derpå.” ”Du er vejet på vægten og fundet for let.” ”Dit rige er delt og givet til Medien og Persien.” Netop den nat blev profetens ord opfyldt. Staden blev besat, kongen slået ihjel, og riget taget, af mederne og persne.   ret

Darius tog Babylons trone i besiddelse, og igansatte straks en omorganisering af regeringen. Han har ”at lægge riget under 120 satraper, fordelt over hele riget; og over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den ene”. Og ”Daniel udmærkede sig fremfor de andre rigsråder og satraperne, eftersom der var en ypperlig ånd i ham, og kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele riget.” Den hæder Daniel fik vækkede jalousi hos de lende mænd i riget. Præsidenter og fyrster prøvede at finde noget imod ham angående riget. ”men de kunne ikke finde nogen brøde eller brist, da han var tro og der ingen efterladenhed eller brist var at finde hos ham.”   ret

Hvilken lektie præsenteres der ikke her for alle kristne. De skarpe jaloux øjne blev fæstnet på Daniel dag efter dag; deres årvågenhed var skærpet af had; alligevel kunne ikke et ord eller en handling i hans liv vise deres fejl. Og han påberåbte sig ingen hellighed; men han gjorde det der var uendeligt bedre, - han levede et helliggjort liv. Den sande prøve på hellighed er i den daglige optræden.   ret

Jo mere dadelfri Daniels liv var, des større had udviste hans fjender imod ham. De var fyldt med skinsyge, fordi de ikke kunne finde noget i hans moralkarakter eller den måde han udførte sine pligter på, som de kunne lægge en klage imod ham på. ”Så sagde disse mænd: »vi finder ingen sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse.” Tre gange om dagen bad Daniel til Himlens Gud. Dette var den eneste anklage de kunne føre imod ham.   ret

Der blev lagt en lumsk plan for hans udslettelse. Hans fjender var samlet i paladset, og bad kongen om at udgå et dekret, at ingen person i hele riget skulle bede nogen hver Gud eller mennesker, undtagen Darius kongen, om et tidsrum på tredje dage, og at et overtrædelse af dette dekret vil straffes med at kaste overtræderen i løvekulen. Kongen kendte intet til disse mænds´had imod Daniel, og troede ikke at dekretet på nogen måde ville skade ham. Gennem smiger fik de monarken til at tro at dette ville ære ham meget at udstede et sådant dekret. Med et smil af Satanisk sejr i deres ansigter, komme disse mænd frem igen fra Kongens nærhed, og frydede sig sammen, over den fælde som de havde lagt for Guds tjener.   ret

Dekretet går ud fra kongen. Daniel er klar over alt hvad som er blevet gjort. Han kender til sine fjenders hensigter med at ruinere ham. Men han ændrer ikke sin fremgangsmåde i mindste detalje. Han viderefører roligt sine sædvanlige pligter, og i bedetimen går han til sit værelser, og med sine vinduer åbne mod Jerusalem, sender han sine bønner til Himlens Gud. Ved sin handlemåde, tager han stilling til at ingen konge eller fyrste har ret til at lægge sig mellem ham og hans Gud, og fortæller ham hvem han bør og ikke bør bede til. Principfast adelsmand! han står frem for verden i dag som et prisværdigt eksempel på kristen frimodighed og dydighed. Han vender sig til Gud med hele sit hjerte, selvom han ved at døden er straffen for hans hellighed.   ret

Hans fjender overvåger ham hele dage. Tre gange har han trukket sig til sit kammer, og tre gange høres røsten i alvorlig forbøn. Den næste morgen klages der til kongen at Daniel, en af Judas fanger, har modsat sig hans dekret. Da monarken hørte disse ord, åbnedes hans øjne straks og aå at der var blevet lagt en snare. Han er dybt utilfreds med at han havde udstedt et sådant dekret, og arbejder til solnedgang for at lægge en plan hvor han kan udfri Daniel. Men profetens fjender havde forudset dette, og de kom frem for kongen med dise ord: ”Vid, o konge, at det er medisk og persisk ret, at intet forbud og ingen lov, som kongen udsteder, kan tages tilbage!”   ret

”Da blev Daniel på kongens bud hentet og kastet i løvekulen; men kongen sagde til Daniel: »Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!« En sten lægges for kulen, og beseglet med kongeligt segl. ”Derpå gik kongen til sit palads, hvor han fastede hele natten. Han lod ingen kvinder komme ind til sig, og søvnen veg fra ham.”   ret

Tidligt om morgnen hastede monarken hen til løvekulen, og råbte: »Daniel, du den levende Guds tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunne redde dig fra løverne?« Profetens røst kunne høres med dette svar: »kongen leve evindelig!« ”Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har gjort mig nogen men”.   ret

”Og kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst men, eftersom han havde troet på sin Gud.” Således blev Guds tjener udfriet. Og den snare som hans fjender havde lagt for hans udslettelse, viste sig til deres eget fordærv. På kongens befaling, blev de kastet i kulen, og blev straks spist af de vilde dyr.”   ret

Da tiden nærmede sig afslutningen af de halvfjerds års fangenskab, blev Daniels sind meget oprevet over Jeremias’ profetier. Han så at tiden var nær hvor Gud ville give sit udvalgte folk en ny prøvelse, og med fase, ydmyghed og bøn, bestormede han Himlens Gud med bønner for Israels skyld, med disse ord: »Ak, herre, du store, forfærdelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine bud! Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster og fædre og til alt folket i landet.«   ret

Bemærk disse ord. Daniel proklamerer ikke sin egen udmærkelse over for Herren. I stedet for at påberåbe sig renhed og hellighed, identificerer han sig selv med det virkelige syndige Israel. Den visdom som Gud tildelete ham var langt over verdens kloge menneskers visdom, idet solen skinner i himlene ved middag er klarere end den svageste stjerne. Alligevel begustigede Himlen højt denne velovervejede bøn fra denne mands læber. Med dyb ydmyghed med tårer, og med hjertets overgivelse, beder han for sig selv og for sit folk. Han lægger sin sjæl åben over for Gud, bekender sin egen modbydelighed, og anerkender Herrens storhed og majestæt. Hvilke alvor og iver karakteriserer ikke hans bønner! Han kommer nærmere og nærmere til Gud. Troens hånd rækkes opad for at gribe den Allerhøjeste aldrig svigtende løfter. Hans sjæl brydes i pine. Og han har bevis for at hans bønner høres. Han mærker at sejren er hans. Hvis vi som et folk ville bede som Daniel bad, og brydes som han brød, ydmyge vore sjæle for Gud, ville vi erkende at vore bønner blev tilstået Daniel. Hør hvordan han presser sin sag frem i himlens sale: -   ret

”Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by og dit folk!« Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte min og mit folk Israels synd . . . . . medens jeg endnu bad, kom manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i synet, hastigt flyvende nær hen til mig ved aftenofferets tid.”   ret

Da Daniels bøn steg op, kom englen Gabriel farende ned fra himlens sale, for at fortælle ham at hans bønner var blevet hørt og besvaret. Denne mægtige engel var blevet hvervet til at gøre ham dygtig og give ham forståelse, - for at åbne fremtidens mysterier for ham. Således blev Daniel, idet han alvorligt søgte at forstå sandheden, komme i samkvem med himlens delegerede budbringer.   ret

Gudsmennesket bad, ikke for en flygtig lykkesfølelse, men for kundskab til den guddommelige vilje. Og han ønskede denne kundskab, ikke blot for sig selv, men for sit folk. Hans store byrde var for Israel, som ikke blot, i strengeste forstand, holdt Guds lov. Han indrømmede at alle deres ulykker var kommet over dem på grund af deres overtrædelser af den hellige lov. Han siger: “Vi syndede og var gudløse! . . . . . ved vore synder og vore fædres misgerninger er Jerusalem og dit folk blevet til spot for alle vore naboer.” De havde mistet deres særlige, hellige karakter som Guds udvalgte folk. ”Så lyt da nu, vor Gud, til din tjeners bøn og begæring og lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom for din egen skyld, o Herre!” Daniels hjerte vendes med intens længsel til Guds ubenyttede helligdom. Han ved at dens storhed ikke kan genoprettes blot om Israel genopretter deres overtrædelser i Guds lov, og bliver ydmyge, og trofaste og lydige.   ret

Som svar på hans bøn modtog Daniel ikke kun et sandhedslys som og hans folk havde meget brug for, men også et udsyn for fremtidens store begivenheder, helt til verden Genløser. Dem som hævder at være helliggjort, skønt de ikke har noget ønske for at ransage skrifterne, eller brydes med Gud i bøn for en klarere forståelse af bibelsandhed, ved ikke hvad sand helliggørelse er.   ret

Alle som tror Guds ord af hjerte vi hungrer og tørste efter en kundskab til hans vilje. Gud er sandhedens ophav. Han oplyser den formørkede forståelse og giver menneskesindet kraft til at gribe og fatte de sandheder som han har åbenbaret.   ret

Daniel talte med Gud. Himlen var åben for ham. Men den høje ære der blev tilstået ham var resultatet af ydmyghed og alvorlig ransagelse. Han troede ikke, som mange i dag gør, at det ikke gør noget hvad vi tror, hvis vi kun er ærlige, og elsker Jesus. Sand kærlighed til Jesus vil lede til den nøjeste og alvorligste forespørgsel hvad sandhed der. Kristus bad om at hans disciple måtte helliggøres gennem sandheden. Han som er for doven til ivrig bøn for at finde sandheden, vil overlades til at få vildfarelser, som viser at være til fordærv for ham. På tidspunktet for Gabriels besøg, var profeten Daniel ikke i stand til at få yderligere instruktion; men nogle få år derefter, gik han igen i gang med at søge lys og visdom fra Gud, med ønske om at kende mere til emnerne de uforklarede emner. ”På den tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre uger. Lækre spiser nød jeg ikke, kød og vin kom ikke i min mund. . . . . . Og jeg løftede øjnene og skuede, og se, der var en mand, som var iført linnede klæder og havde et bælte af fint ofirguld om hofterne. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne var som ildsluer, hans arme og ben som blankt kobber og hans røst som en larmende hob.”   ret

Ingen ringere end Guds Søn viste sig for Daniel. Denne beskrivelse er lig med den som blev givet til Johannes da Kristus blev åbenbaret til ham på Patmos. Nu kommer vores HERRE med en anden himmelsk budbringer for at lære Daniel hvad der skal ske i vore dage. Denne kundskab blev givet til Daniel og ved inspiration nedskrevet til os som hvor verdens ende kommer.   ret

De store sandheder som verdens Genløser åbenbarede er til dem som søger efter sandhed som efter skjulte rigdomme. Daniel var en ældre mand. Hans liv var blev brugt på hedenske sales facinationer, hans sind var besværet af det store kejserriges anliggender; alligevel vender han sig ra alt dette for at hjemsøge sin sjæl for Gud, og søge kendskab til den Allerhøjestes mål. Og som svar på hans bønner, meddelte de himmelske sale lys til dem som lever i de sidste dage. Med den alvor, bør vi søge Gud, at han måtte åbne for forståelse til at fatte de sandheder der kommer til os fra Himlen.   ret

”Jeg, Daniel, var den eneste, der så synet; de mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig. . . . . . Da jeg så dette vældige syn, blev der ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere.” Dette vil enhver som er sandt helliggjort erfare. Jo klarere deres syn om Kristi storhed, ære og fuldkommenhed er, des mere livligt vil de se deres egen svaghed og ufuldkommenhed. De har ingen tilbøjelighed til at påberåbe en syndfri karakter; det som har set rigtigt og tækkeligt ud i sig selv, vil i modsætning til Kristi renhed og herhrlighed, kun se uværdigt og fordærveligt ud. Det er år mennesker adskilles fra Gud, at de får utydelige syn på Kristus, at de siger: ”Jeg er syndfri; jeg er helliggjort.”   ret

Så viste Gabriel sig for profeten, og talte således til ham: »Daniel, du højt elskede mand, mærk dig de ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig,!« og da han talede således til mig, rejste jeg mig skælvende. Så sagde han til mig: »frygt ikke, Daniel, thi straks den første dag du gav dit hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds åsyn, blev dine ord hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld.«   ret

Hvilken stor ære blev ikke vist Daniel af Himlens majestæt! Han trøster sin skælvende tjener, og forsikrer ham at hans bøn er blevet hørt i Himlen, og englen Gabriel blev sendt, som svar på denne inderlige bøn, for at påvirke den persiske konges hjerte. Monarken havde modsat sig Guds Ånds aftryk, i de tre uger da Daniel fastede og bad, men himlens Fyrste, ærkeenglen Michael, blev sendt for at vende den hårdnakkede konges hjerte, og handle resolut på Daniels bøn.   ret

”Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs ansigtet mod jorden. Og se, noget, der så ud som en menneskehånd, rørte ved mine læber, og jeg åbnede min mund . . . . »frygt ikke, du højt elskede mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt mod!« Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: »tal, herre, thi du har styrket mig!« Så stor blev den guddommelige herlighed åbenbaret for Daniel, at han ikke kunne klare synet. Så tilslørede Himlens budbringer sin nærheds stråleglans, og viste det til profeten som ”noget, der så ud som en menneskehånd.” Med sin guddommelige kraft styrkede han denne renhedens og troens mand til at høre budskabet han havde fået sendt fra Gud.   ret

Daniel var en helliget tjener af den Allerhøjeste. Hans lage liv blev opfyldt ædel tjeneste for sin Mester. Hans karakterrenhed, og urokkelige troskab, lignes kun af hans hjerteydmyghed og hans anger over for Gud. Vi gentager: “Daniels liv er en inspireret illustration på sand hellighed.   ret