Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 9. 1886 1

Kristen godgørenhed

"Ær med din velstand Herren med førstegrøden af al din avl; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most."   ret

"En strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv."   ret

Gud er i stand til at opfylde sine løfter. Han har ubegrænsede ressourcer, og han bruger dem alle for at udrette sin vilje. Dog er alle hans løfter baseret på betingelser, og det er kun når man går ind på dem, at vi kan gøre os håb om den tilbudte velsignelse. Gud har betroet sine gaver til alle mennesker, varierende målestolk, efter hvad den enkelte kan. Disse Forsynets gaver skal bruges klogt på at tjene Giveren, og skal gives tilbage på regnskabets dag med renter. De som viser sig som gode forvaltere, vil få i større grad, hvordan de spreder deres midler til Guds sags fremme og til velsignelse for lidende mennesker.   ret

Vor himmelske far er tilfreds med at gøre mennesker til medarbejdere, sammen med ham, i arbejdet for menneskenes genløsning. De som har hvervet sig til at forkynde evangeliet, er ikke de eneste som han vil bruge som sine redskaber. Alle, hvis tanker er oplyst af Helligånden, vil for deres del pålægges at oplyse andre. ”Ingen af os lever for sig selv.” Hver enkelt har sin pligtspost i at udrette Guds store plan. Og enhver, som tager imod og adlyder det lys Gud har givet, vil være et levende vidne for Kristus og sandheden.   ret

Guds børn vil ikke være som verden, opgivet i moralsk mørke, elske sig selv, og søge efter jordiske rigdomme. De vil være et ”særligt folk, nidkær i gode gerninger.” Det vil kræve selvfornægtelse og selvopofrelse at efterligne Kristi Jesu mønster. For at blive som ham må vi opelske en godgørenheds ånd. De første store principper i Guds lov er den højeste kærlighed til Skaberen; den anden er ligelig kærlighed til vor næste. ”På disse to bud,” siger Kristus,” hviler loven og profeterne.”   ret

Af erfaringen viser det sig at godgørenhed ogte findes hos de mindre bemidlede, end blandt de mere velhavende. Jo mere liberale donationer til Guds sag eller hjælpe den trængende, de kommer fra det fattige menneskes pung, medens mange af dem Herren har betroet en overflod til dette formål, ikke ser nødvendigheden af at give midler til at fremme sandheden, og ikke høre de fattiges råb iblandt dem.   ret

Dog er der mange som virkelig ønsker rigdomme, som vil fordærves af deres ejendomme. Når disse personer betroes bemodlede talenter, samler de ofte til bunke eller ødsler af Herrens penge, indtil Mesteren siger til dem hver især: ”Du skal ikke længere være forvalter.” De bruger uærligt af andres, som om det er deres eget. Gud vil ikke betro dem evige rigdomme.   ret

De sjæles råb som er blevet efterladt I mørke, og enkens og den faderløses råg, vil gå op til himlen som hurtige vidner imod upålidelige forvaltere. Den fattige mands gave, selvfornægtelsens frugt udbreder sandhedens dyrebare lys, som vellugtende røgelse for Gud. Og alle selvopofrende handlinger for andres bedste, vil styrke godgørenhedslysten hos giveren, alliere sig tættere til verdens Genløser, ”som var rig, blev dog fattig for vor skyld, som vi ved hans fattigdom kan blive rig.”   ret

Den mindste sum penge der gives glade af fornægtelse, er er større værdi i Guds øjne, end deres ofre, som kunne give tusinder, og alligevel ikke mangle noget. Den fattige enke som lægger to småmønter i Herrens kasse, viste kærlighed, tro og godgørenhed. Hun gav alt hvad hun havde, stolede på Guds omsorg for den usikre fremtid. Hendes lille gave kaldte vor Frelser for den største, af det der blev lagt i den dag. Dens værdi måles ikke, ved møntens værdi, men ved det rene motiv, der ansporede offeret.   ret

Guds velsignelse over det oprigtige offer har gjort det til årsag for gode resultater. Enkens småmønt var bare en lillebitte strøm der flød gennem tiderne, udviddes og blev dybere efter hånden, og spreder sig i tusindevis retninger for sandhedsudbredelsen og hjælp til trængende. Indflydelse af den lille gave har handlet og rørt tusindevis hjerter til alle tider, og i alle klodens lande. Som resultat har utallige gaver flydt ned i Herrens skatkammer fra godhåndede og selvfornægtende fattige. Og hendes eksempel har atter stimuleret til tusindevis gode gerninger hos magelige, selviske og tvivlende mennesker, og deres gaver har også forøget deres værdi fra hendes offer.   ret

Gavmildhed er en pligt der på ingen måder skal forsømmes; men lad ikke den rige eller fattige nære den tanke at deres ofre til Gud kan forsone manglerne i deres kristne karakter. Den store apostel siger: ”Uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.   ret

Atter, frembringer han frugterne for sand kærlighed: ”Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.” Hvis vi vil blive accepteret som Kristi efterfølgere, må vi frembringe frugen af hans Ånd, for vor Frelser selv erklærer, ” Af deres frugter skal I kende dem.”   ret

Det er at opelske godgørenhedens ånd i os, at Herren kalder på vore gaver og ofre. Han er ikke afhængig af velbemidlede mennesker der kan støtte hans sag. Han erklærer, ved profeten: ”Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!"   ret

Disse ord blev sagt som irettesættelse for Israel, som ikke værner om Guds kærlighed i deres hjerte, men de sendte flere ofre, som om de ville gå på kompromis med Herren. Gaver og ofre vil ikke købe frelse for nogen af os. Bibelens religion er at vor moralske natur udvikles ved at sjælen lærer at elske det Gud holder af, og hade det som Gud hader. Herren ville ikke accptere vore ofre, hvis vi holder os selv tilbage. Han beder om det som er hans eget, - ikke kun de midler vi har fået bedtroet, men alt som vi har og er, i krop, sjæl og ånd; for alt er blevet købt for en uendelig pris, i Kristi blod.   ret

Gud har gjort engle til hans sandheds ambassadørere. Han har gjort sin vilje kendt, idet han har proklameret loven fra Sinaj, med sin egen stemme. Men han har valgt at bruge mennesker, til at gøre sit arbejde. Og det er kun når vi opfylder det guddommelige mål i vor skabelse, at livet kan være til velsignelse for os. Alle de rigdomme mennesker har fået betroet, vil blot vise sig som en forbindelse, medmindre han bruger dem til at lette sine egne daglige behov og deres behov omkring dem, og forherliger Gud ved at fremme sin sag på jorden.   ret

Den himmelske Majestæt opgvier sin høje rang, og sin herlighed sammen med Faderen, og endog hans eget liv, for at frelse os. Og nu, hvad vil vi gøre for ham? Gud forbyde at hans bekendende børn skulle leve for sig selv! Der er et arbejde at gøre for Mesteren, med vore midler og med vor indflydelse. Guds krav ligger under hinanden. Den første og bedste af alt tilhører retmæssigt ham. Når Kristus skal komme i himlens skyer, vil han ikke have brug for de penge, som han har betroet os. Det er i dette liv at han forlanger alle vore talenter skal lægges ud til vekselererene. Det er i dette liv han kalder os til at bringe al tiende ind i forrådskammeret, og derved forsøge ham og se om han ikke vil udgyde os en velsignelse. Denne plan har herskarernes Herre lagt. Skal gå ind på disse betingelser, og derved få den udlovede velsignelse?   ret

“Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og i spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen!” Der er belvet holdt for meget tilbage fra Gud, og som resultat er hans særlige velsignelse holdt tilbage. Mine brødre og søstre, jeg beder jer indstændigt at se nøje på denne sag; lær hvor I har bervet Herren I tiende og ofre. Lad ikke det stå skrevet imod jer i himlens bøger. Vend om, og vi jeres anger ved jeres gerninger. Ret op på manglerne uden at tøve.   ret

Vi bør ikke se på tienden som en begrænsning af vor frihed. Jøderne blev pålagt at bringe Gud utallige offergaver udover tienden; og skal vi da ikke, som nyder evangeliets velsignelser, gør lige så meget meget for at støtte Guds sag, som de gjorde i den tidligere, mindre begunstigede forvaltning? Idet arbejdet for denne tid breder sig ud på jorden, øges kaldene for hjælp hele tiden. Og i synet af at Herren har påbudt os, “Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus.” som er et overskud af mad i forrådskammeret, der forsyner de forskellige grene i værket rigeligt.   ret

Når vi hele tiden tager imod Guds velsignelser, så skal vi hele tiden give. Når den himmelske Velgører ophører med at give os, så bliver vi tømt ud; for vi skal ikke have noget at give af. Gud har aldrig forlad os uden beviser på hans kærlighed, idet han gjorde os godt. Han giver os regn fra himlen og frugtbare stunder, forsyner os overmådigt med hans overflod, og fylder vore hjerter med glæde. Han har erklæret at "så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!"   ret

Vi understøttes alle øjeblikke med Guds omsorg, og bliver opretholdt med hans kraft. Han dækker vore borde med mad. Han giver os fred og en fornyende søvn. Hver uge giver hans os sabbaten, så vi kan hvile fra vort timelige arbejde, og tilbede ham i hans eget hus. Han har givet os sit ord som lame for vore fødder og et lys på vor sti. På dens hellige sider finder vi visdommelige råd; og ligeså ofte som vi løfter vore hjerter til ham I anger og tro, tilstår han os sin nådes velsignelser. Over alt andet er Guds kære Søn som en uendelig gave, hvor igennem alle andre velsignelser flyder til dette liv og til det kommende liv.   ret

Godhed og barmhjertighed skal visselig følge os for hvert skridt. Ikke før vi ønsker den almægtige Fader ophører med sine gaver på os, kan vi udbryde så utålmdigt: Er der ingen ende på at give? Vi skal ikke blot give vor tiende tålmodigt til Gud, som han kræver som sit eget, men vi skal give en skat til hans forrådskammer som et taknemmelighedsoffer. Lad os med glad hjerte give vor Skaber førstefrugterne af al hans overflod, - vore udsøgte ejendomme, vort bedste og hellige tjeneste.   ret