Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 9. februar 1897

Den bøn som Gud accepterer.

Jesus lærte sine disciple at bede. og han påmindede dem ofte om bønnens nødvendighed. Han bød dem ikke at granske i bøger for at lære en særlig slags bøn. De skulle ikke frembære bønner for menneskers skyld, men for at Gud skulle høre deres begæringer. Han lærte dem, at den bøn, som behager Gud, er den enfoldige, inderlige bønfaldelse fra en sjæl, som føler sig i nød; og han lovede at sende Helligånden for at forfatte deres bønner.   ret

Gud opfordrer os til at komme til ham med vor byrde af synd og vort hjertes sorger. Synden fylder os med frygt for Gud. Når vi har syndet, må vi skjule os for ham. Men hvordan vor synd end er, byder Gud os komme til ham ved Jesus Kristus. Det er kun ved at bringe vore synder til Gud, at vi kan blive frigjort fra dem. Da Kain vat under Guds vrede, indrømmede han at have syndet ved at dræbe Abel, men han flygtede bort fra Gud, som om han på den måde kunne undslippe fra sin skyld. Hvis han var flygtet til Gud med sin byrde af skyld, ville han have fået tilgivelse. Da den fortabte søn erkendte sin skyld og sin elendighed, sagde han: "Jeg vil stå op og gå til min fader!" Luk 15,18. Han bekendte sin synd og blev atter taget ind til sin faders hjerte.   ret

Hvis vi vil bede, så Gud kan finde behag i vor bøn, må vi først begynde med at bekende vore synder for hinanden. Hvis jeg i ord eller gerning har syndet mod min næste, må jeg bekende det for ham. Hvis han har gjort mig uret, må han bekende det over for mig. Så vidt det er muligt bør den, som har forurettet en anden, genoprette dette. Derpå må han med anger bekende sin synd for Gud, hvis lov er blevet overtrådt. Ved at synde mod vor broder synder vi mod Gud og vi må søge tilgivelse hos ham. Hvad vor synd end består i, hvis vi blot angrer den og tror på Kristi forsonende blod, får vi tilgivelse.   ret

Vi har fået Daniels bøn og bekendelse som et forbillede til vor belæring og opmuntring. I henved halvfjerds år, havde Israel været i fangenskab. Det land som Gud havde udvalgt til sin ejendom var givet i hedningenes hænder. Den elskede by, der modtager himlens lys, tidligere hele jordens glæde, blev nu foragtet og nedgraderet. Templet som indeholdt Guds pagts ark og herlighedens keruber overskyggede nådestolen, var i ruiner. Hele dette sted blev vanhelliget af uhellige fødder. Trofaste mennesker som kendte til tidligere tiders herlighed fyldtes med sjælspine over det hellige hus ødelæggelse som havde udskilt Israels som Guds udvalgte folk. Disse har været vidne til Guds anklager på grund af hans folks synder. De har været vidne til opfyldelsen af dette ord. De har også været vidne til løfterne for hans gunst, hvis Israel ville vende tilbage til Gud. og vandre velovervejet for ham. Aldrende, gråhårede pilgrimme tog op til Jerusalem og at bede iblandt dens ruiner. De kysede dens stene, og grad over dem, under tårer, idet de bønfaldte Herren om ag have barmhjertighed over Zion, og dække hende med hans retfærdighedsglans. Daniel vidste, at den fastsatte tid for Israels fangenskab næsten var til ende, men han havde ikke den følelse, at fordi Gud havde lovet at udfri dem, skulle de ikke gøre noget selv. Med faste og anger søgte han til Gud og bekendte sine egne og folkets synder.   ret

Han sagde: ”Nej, hele Israel overtrådte din lov og faldt fra, ulydige mod din røst; så udøste den svorne forbandelse, som står skrevet i Guds tjener Mosess lov, sig over os, thi vi syndede imod ham; og han fuldbyrdede de ord, han havde talet imod os og de herskere, som herskede over os, så han bragte en ulykke over os så stor, at der ingensteds under himmelen er sket mage til den ulykke, som ramte Jerusalem. Som skrevet står i Mose lov, kom hele denne ulykke over os; og vi stemte ikke Herren vor Gud til mildhed ved at vende om fra vore misgerninger og vinde indsigt i din sandhed.”   ret

Der blev sendt en venlig bøn op, - banal og selvretfærdig bøn, - men ikke bønnen fra et selvretfærdigt hjerte, der kommer fra et brudt hjerte og sønderbrudt ånd. Daniel påberåber sig ikke sin egen godhed, men han siger: "Bøj dit øre, min Gud og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed." Dan. 9,18. Hans heftige ønske gør ham inderlig og fyldt med iver. Han fortsætter: "Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by og dit folk."   ret

Denne bøn var Helligåndens gerning. Den blev hørt i himlen. ”Medens jeg endnu talte således, bad” siger Daniel,” og bekendte min og mit folk Israels synd og for Herren min Guds åsyn fremførte min forbøn for min Guds hellige bjerg, medens jeg endnu bad, kom manden Gabriel, . . . . hastigt flyvende nær hen til mig ved aftenofferets tid; og da han var kommet, talede han således til mig: »Daniel, jeg er nu kommet for at give dig indsigt. Straks du begyndte at bede, udgik et ord, og jeg er kommet for at kundgøre dig det; thi du er højt elsket.”   ret

Hvad var det ikke for en bøn, som lød fra Daniels læber! Hvilken sjælens ydmyghed åbenbarer den ikke! Man føler varmen fra den himmelske ild gennem de ord, der steg op til Gud. Himmelen besvarede bønnen ved at sende sit sendebud til Daniel. I vore dage vil bønner, der bliver fremført på samme måde, virke overtalende på Gud. "En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft." Jak 5,16. Ligesom der i gamle dage faldt ild ned fra himmelen, når bønnen opsteg og fortærede offeret på alteret, således nedstiger den himmelske ild til vore hjerter. Helligåndens lys og kraft kommer til os.   ret

Daniels var bebyrdet for Guds folk, for byen og templet som var lagt øde. Hans dybeste interesse var for Guds ære og for Israels fremgang. Det var det som bevægede ham til at søge Gud i bøn og faste og dyb ydmygelse. Brødre i ansvarlige stillinger i Herrens værk for denne tid: Har vi ikke ligeså stor brug for at kalde på Gud, som Daniel havde? Jeg henvender mig til dem som tror at vi lever i den allersidste periode af denne jords historie. Jeg bønfalder jer at påtage en byrde på jeres egne sjæle for vore menigheder, vor skoler, og vore institutioner. Den Gud, som hørte Daniels bøn, vil også høre vor bøn, når vi kommer til ham med anger. Vore fornødenheder er lige så påkrævede, vore vanskeligheder lige så store og vi må have den samme inderlige målbevidsthed og i tro vælte vor byrde over på den store bærer af andres byrder Der trænges i vore dage til lige så dybt bevægede hjerter, som den gang Daniel bad.   ret

Vi har kun én vej til at nærme os Gud. Vore bønner kan kun nå ham med et eneste navn, ved Jesus Kristus, vor talsmand. Hans Ånd må inspirere vore bønner. Ingen fremmed ild må bruges i røgelsen der svinges ud foran Gud i helligdommen. Således må herren selv optænde det brænde ønske i vore hjerter, hvis vore bønner er antagelige for ham. Helligånden deri må gøre mellemkomst for os, med sukke der ikke kan udtrykkes.   ret

En dyb følelse af vor nød og et stærkt ønske om det, vi beder om, må kendetegne vore bønner, ellers vil de ikke blive hørt. Men vi må ikke blive trætte og holde op med at bønfalde, fordi vi ikke lige straks får svar. "Nu tages Himmeriget med storm og de, der stormer, river det til sig." Matt 11,12. Med storm menes her hellig alvor af den slags, som Jakob udviste. Vi behøve ikke at arbejde os op til stærke følelser, men roligt og vedholdende skal vi trænge ind med vor bøn for nådens trone. Det er vor opgave at ydmyge os for Gud, bekende vore synder og i tro holde os nær til Gud. Herren besvarede Daniels bøn, ikke at Daniel måtte forherlige sig selv, men at velsignelsen må genspejle Guds herlighed. Gud har i sinde at åbenbare sig ved sit forsyn og ved sin nåde. Formålet med vore bønner må være Guds ære og ikke vor egen forherligelse.   ret

Når vi ser os selv som svage, uvidne og hjælpeløse som vi i virkeligheden er, skal vi komme frem for Gud som ydmyge forbønsmænd. Det er uvidenhed om Gud og om Kristus som gør en sjæl stolt og selvretfærdig. Det sikre tegn på at et menneske ikke kender Gud, findes ved at han føler sig selv som stor eller god. Hjertestolthed forbindes altid med uvidenhed om Gud. Det er ved lyset fra Gud at vi opdager vort mørke og vor armod. Da den guddommelige herlighed blev åbenbaret for Daniel, udbrød han: ”Der blev ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere.” Det øjeblik den ydmyge søgende ser Gud sådan som han er, det øjeblik vil han se på sig selv, som Daniel gjorde her. Sjælen vil ikke opløftes til forfængelighed, men en dyb fornemmelse af Guds hellighed og retfærdighed for hans krav. Frugten af en sådan erfaring vil vise sig et selvfornægtende og selvopofrende liv.   ret

Brødre, Herren kalder på samarbejde i hans værk. Han ønsker at optegne vore interesser for hans sag, ligesom Daniel gjorde. Vi bør tage imod de store gaver der ligger i studiet af Daniel i forbindelse med Åbenbaringen. Daniel studerede profetierne. Han søgte alvorligt at kende deres betydning. Han bad og fastede efter himmelsk lys. Og Guds herlighed blev åbenbaret for ham i endnu større målestok end han kunne holde ud. Vi har i samme grad brug for guddommelig oplysning. Gud har kaldt os til at give det sidste advarselsbudskab til verden. Der vil høres stemmer fra alle sider, der splitter Guds folks opmærksomhed med nye teorier. Vi behøver at give basunen en bestemt lyd. Vi indser ikke det halve af det som er foran os. Hvis Daniels og Åbenbaringens bøger blev studeret under alvorlig bøn, ville vi have bedre kundskab om de sidste dages farer, og ville være beredt for det værk som er foran os – Vi bør være forberedt på forene os med Kristus og arbejde i hans linier.   ret

Gud har hædret os ved at vise, hvor højt han værdsætter os. Vi er dyrekøbte, ja, med Guds egen Søns blod. Når hans arvtagere samvittighedsfuldt følger Guds ord, vil hans velsignelse hvile over dem som svar på deres bønner. "Selv nu, så lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske hjerte, med faste og gråd og klage! Sønderriv hjerterne, ej eders klæder, vend om til Herren eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på miskundhed, han angrer det onde. Måske slår han om og angrer og levner velsignelse efter sig. . . . Og I skal kende, at jeg er i Israels midte, og at jeg, og ingen anden er Herren eders Gud; og mit folk skal I evighed ikke blive til skamme."   ret