Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 12. februar 1880

Prædikanters farer og pligter

Nogle prædikanter har kun en lille tilbøjelighed til at påtage sig Guds byrde på dem, og arbejde med uhildet godgørenhed som karakteriserede vor guddommelige herres mission og liv. Sådanne mænd er en forhindring frem for en hjælp for de kirker som tror de vidnesbyrd, Gud har fundet behag i at give, og handlet på dem, medens prædikanten selv er langt bagud. Han kan bekende at tro de frembårne vidnesbyrd, og endog gå så langt som at lave jernregler for dem, der kun har lille eller ingen erfaring, og derved gøre skade. En sådan handlemåde er i det mindste meget inkonsekvent.   ret

Guds folk nærer generelt en forenet interesse for at udbrede sandheden. De bidrager med glæde til en gavmild støtte til dem der arbejder i ord og lære. Sådan bør de ikke længere gøre; alligevel er det deres pligt som er ansvarlig for at fordele midlerne, at se efter om menighedens bidrag bliver ødslet bort. Idet disse gavmilde brødre giver frit ud af en del af deres indtægt, som det har kostet dem så meget hårdt arbejde at få, er det deres pligt som arbejder i ord og lære at vise iver og selvopofrelse i mindste detalje for det disse brødre er blevet vist.   ret

Guds tjenere bør gå frit ud. De bør vide hvem de kan stole på. Der er kraft i Kristus og hans frelse til at gøre dem til frie mennesker; og hvis de ikke er frie i ham, kan de ikke opbygge hans kirke og samle sjæle ind. Vil Gud sende et menneske ud for at redde sjæle fra Satans snare, når hans egne fødder er viklet ind i samme net? Guds tjenere må ikke vakle. Hvis deres fødder skrider, hvordan kan de så sige til dem af frygteligt hjerte: ”Vær stærke”? Gud vil at hans tjenere skal holde de svage hænder oppe, og styrke den vaklende. Dem som ikke er forberedt på dette, var det bedre at de først arbejde for sig selv, og beder indtil de er besjælet med kraft fra det høje.   ret

Når vor frelses Ophavsmand arbejder og lider for os, fornægtede han sig selv, og hele hans liv var et stadigt sceneri af slid og afsagn. Han kunne have gennemgået sine dage på jorden behag og overflod, og givet sig selv dette livs nydelser; men han tog ikke hensyn til sin egen bekvemmelighed. Han levede for at gøre andre godt. Han led for at redde andre fra lidelse. Han afsluttede det arbejde som han fik givet at gøre. Og nu, kan det være at vi, uværdige til så stor en kærlighed, vil søge en bedre position i dette liv end vor Herre fik. Ethvert øjeblik i vore liv har vi fået del i hans store kærligheds velsignelser, og af netop den grund kan vi ikke indse den uvidenheds og elendigheds dybder til fulde, som vi er blevet sparet for. Kan vi se på Ham hvem vore synder har gennemboret, og være uvillig til at drikke af det bitre ydmygelsens og sorgernes bæger sammen med ham? Kan vi se på korsfæstede Kristus, og ønske at komme ind hans rige uden så megen modgang?   ret

Lad valdensernes historie bevidne at de led så meget for deres religion. Selvom de blev forfulgt og drevet fra deres hjem, studerede de samvittighedsfuldt Guds ord, og levede op til det lys der skinnede på dem. Når deres ejendomme blev taget fra dem, og deres huse brændt, flygtede de op i bjergene, og udholdt sult, fattigdom, kulde og manglende klæder. Og alligevel samler de adspredte og hjemløse sig for at forene deres stemmer i sang og prise Gud, så de kan regnes værdig for at lid efor Kristi navn. Den opmuntrede og glædede hinanden, og var taknemmelige over deres elendige tilholdssted. Mange af deres børn blev syge og døde fordi de blev udsat for kulde, og led hunger; alligevel tænkte forældrene ikke på at opgive deres tro. De satte mere pris Guds kærlighed og velvillighed end jordisk bekvemmelighed eller verdslige rigdomme. De fik trøst fra Gud, og så med velbehag frem til belønningen.   ret

Se på Martin Luthers tilfælde. Hans sind sultede efter noget sikkert at bygge sit håb på om at Gud vil være hans Fader og Himlens hans hjem. Det nye og dyrebare lys som brød frem over ham, var at uvurderlige værd, at han mente at hvis han gik frem med det kan det overbevise verden. Han stillede sig op imod en falden kirkes forbitrelse; og styrkede dem som sammen med ham fæstnede sig på de rige sandheder der er indeholdt i Guds ord. Luther var Guds udvalgte redskab til at nedrive hykleriets forklædning fra pavekirken, og udstille dens fordærv. Han hævede ivrigt sin røst, og irettesatte folkets lederes eksisterende synder i Helligåndens kraft. Og selvom der udgik proklamationer om at dræbe ham, hvor han end måtte være, og han lod til at overlades til et overtroisk folks grusomme raseri, som var lydig mod den romerske kirkes hoved, så regnede han dog ikke sit liv for dyrebart for sig selv. Luther vidste at han ikke var sikkert noget sted, alligevel frygtede han ikke. Det sandhedslys som han glædede sig over, var liv for ham, og således af større værdi end alle jordens rigdomme. Han vidste at jordiske rigdomme ville svigte, men de rige sandheder som åbnede hans forståelse, og virkede i hans hjerte, ville leve, og hvis de blev adlydt, ville de føre ham til evigt liv.   ret

Da de samledes i Augsburg for at svare for hans tro, adlød han indkaldelsen. Fast og uforfærdet, stod han frem for dem som havde fået verden til at skælve – et sagtmodigt lam omgivet af vrede løver; alligevel gav han for Kristi og hans sandheds skyld, med uforfærdet og hellig veltalenhed, som sandheden alene kan indgyde, gav han begrundelserne for hans tro. Der var forskellige bevæggrunde for at lokke ham væk fra sit standpunkt, men liv og ære var værdiløs for ham, hvis det skulle købes på bekostning af sandhed. Guds ord skinnede klarere og klarere på hans forståelse, g gav ham en mere levende fornemmelse af pavedømmets vildfarelse, fordærv og hykleri. Hans fjender søgte at true ham og få ham til at fralægge sin tro, men han stod frimodigt og forsvarede sandheden. Han var parat til at dø får sin tro, hvis Gud forlangte det, men aldrig opgive den. Himlens engle førte ham uskadt gennem de stormfulde kampe, og skærmede mod hans fjenders raseri og hensigter.   ret

Luthers rolige og ophøjede magt ydmygede hans fjender, og gav det frygteligste slag mod pavedømmet. Det store og stolte menneske med magt, mente at hans blod skulle sone for den fortræd han havde forøvet mod deres sag. Deres planer blev lagt; men en mægtigere end de havde den store Reformators pålæg. Hans arbejde var endnu ikke færdigt. Forporret i deres planre mod Luther i Augusburg, stævnede de ham i Worms, var de helt opsatte på at han skulle vare for hans tåbelighed. Hans svage helbred afskrækkede ham ikke fra at besvare deres kald, selvom han udmærket kendte til den fare der truede ham der. Pavedømmets håndlangere råbte lige så ivrigt efter hans blod, som jøderne skreg efter Kristi blod, alligevel stolede han på at Gud, som bevarede de tre værdige mænd i den brændende ophedede oven. Guds uforfærdede mand søgte ikke at behage sig selv eller forfremme sig, men han følte at han hellere ville dø end at se den dyrebare sandhed udsat for dens bitreste fjenders hån.   ret

Jordens store mænd, i deres pomp og pragt, ledsages ikke af et større følge end Worms fyldte gader da Luther indtog byen. Midt fra den brusende skare som pressede sig omkring og fulgte ham, kunne høres en gennemtrængende og skingre stemme fra et unisomt begravelseskor der advarer Reformeren om hans forestående fare. En intens ophidselse bredte sig, og Luthers tro og mod blev prøvet hårdt for en tid; men idet hans pinefulde bøn gik op til Gud, og skyerne der lod til at omslutte ham i mørke blev opløftet, og lys fra himlen strålede ind på ham. Den som blev hørt, og Luther fik styrke til at overbringe det budskab som Gud ville at disse mægtige jordens mænd skulle høre.   ret

Herrens budbringers ydmyge fremførsel var i slående modsætning til den lidenskab og raseri de såkaldte store mænd udviser, som udgør den umådelige forsamling. Men de kunne ikke skræmme ham til at tilbagekalde sandheden. Den modstand som hans fjender, deres raseri og trusler, brusede imod ham som en mægtig bølge; alligevel stod han rolig fast som en klippe en ædel enkelthed. De blev krænket i deres magt, som fik konger og adelsmænd til at skælve, og blev derved foragtet af en ydmyg mand, og længes efter at få ham til at mærke dens kraft ved at torturere hans lov bort; men Ham der er mægtigere end jordens magthavere har dette frygtløse vidne i varetægt. Gud havde et arbejde til ham at gøre. Han skulle dog se sandhedens sag arbejde sig møjsommeligt gennem blodige forfølgelser, og lide for denne skyld. Han må leve for at retfærdiggøre den og være dens forsvarer, da jordens mægtige mænd skulle forsøge at udslette den. Han matte leve for at se den blive revet vort af pavedømmets vildfarelser og overtro. Luther vandt en sejr i Worms som vækkede syndens menneske, og slog et effektivt slag for reformationen ud over verden.   ret

Det sidste nådesbudskab blev betroet Guds ydmyge og trofaste tjenere for denne tid. Dem som ikke har undgået ansvar, har ved Guds hjælp kunne lægge systematiske planer som alle kan arbejde ved, hvis de vil. Med alt i hans hænder, er det til mishag for Gud at en prædikant nægter at bruge al energi på dette betydningsfulde arbejde. Nogle mener ikke desto mindre at de ofrer meget, og har en vanskelig tid, når de virkelig ikke vod noget om lidelse, selvfornægtelse eller mangler. De kan ofte være trætte, så at de er afhængige af manuelt arbejde for at støtte. Nogle har følt at det ville være lettere at arbejde med deres hænder, og har ofte udtrykt et ønske om dette, tro at de vil være mere frie for uro, og kunne bedre arbejde hjemme for deres familier. Men heri bedrages de; for skulle de gå i gang med manuelt arbejde, vil de ikke befris for bekymringer og trætte. Og når de arbejder for deres familiers underhold, kan de ikke sidde ned ved deres kaminer. Gud lægger mærke til alle tanker, ord og følelser, og himlen forhånes ved en at vise svaghed eller manglende helligelse over for Guds sag. En de første tin af dette værk, var der kun få venner af sagen. Disse Guds tjenere grad og bad for en klar forståelse af sandheden. De led afsagn og megen selvfornægtelse, for at sprede en kundskab om dette; og selvom kun få tog imod det dyrebare budskab som resultat af meget arbejde, fulgte de dog skridt for skridt, hvad Guds opåbnende forsyn ledte vejen. De tog ikke hensyn til deres bekvemmelighed eller unddrog sig for vanskeligheder. Gud forberedte vejen, gennem disse mænd, og sandheden blev gjort meget tydelig, alligevel har nogle som den gang greb sandheden, undladt at påtage sig en byrde for værket.   ret

Til alle tider har mænd rejst sig som mente det var ædelt at betvivle Guds ord. Dem som mener det er en dyd at knibe uden om kan have masser af plads til at betvivle Guds ords inspiration og sandhed nu. Gud tvinger ingen til at tro. De kan vælge at stole på de beviser han har fundet rigtigt at give, eller betvivle og krybe udenom, og gå fortabt; men dem som betrænges med tvivl og vanskeligheder som de ikke kan løse, bør ikke bortkaste andre svage tanker i samme rådvildhed. Førhen fik nogle hentydninger eller talte om deres vantro, og har fortsat, lidt drøm med virkning produceres. Vantroens frø har i nogle tilfælde taget helt rod, medens andre gange har de ligget begravet i ganske lang tid, indtil frøet er sået i den enkeltes hjerte, taget en forkert løbebane, og givet fjenden plads, og Guds lys er blevet trukket bort fra ham; så har vantroens frø der blev sået for lang tid siden spiret op og båret frugt. Prædikanter såvel som folk har en krig for sig med at modstå djævelen. Den enkelte som repræsenterer Guds sandhed i en sørgelig forfatning når man ser at de tjener Satans mål og lytter til hans hvisken, og lader ham tage sindet til fange og lede tankerne. Derudover er det en sørgelig synd i Guds øjne hvor den enkelte taler om sin vantro, og drager andre tanker til den samme mørke kanal, og derved lader Satan gennemføre et tofoldigt mål med at friste ham.   ret

Ved en sådan metode føres dødens værk til et frygteligt punkt. Det er på tide at vagtfolkene på Zions mure forstår deres ansvar og helligheden i deres mission. De bør føle at der er veer over dem, hvis de ikke udretter det arbejde Gud har betroet dem. Hvis de bliver upålidelige, bringer de Guds hjords sikkerhed i fare, bringer sandhedens sag i fare, og udsætter den for vore fjenders latterliggørelse. Oh, hvilket arbejde er dette dog ikke! Det vil visselig møde sin løn, Gud er ikke afhængig noget menneske, for at fremme sin sag. Han oprejser og udruster mennesker til at frembære sandhedens budskab til verden, i hvems svaghed kan hans styrke gøres fuldkommen. Øjeblikkelig tale, veltalenhed og store talenter, vil ikke omvende en eneste sjæl; men den omvendende kraft er fra Gud. Måske kan anstrengelserne fra talerstolen oprøre mennesker, og de klare argumenter kan være overbevisende; men en lille uforsigtighed fra prædikantens side på talerstolen, en manglende manglende alvor i talen og sand gudsfrygt, vil modvirke hans indflydelse til enhver tid, og fjerne de indtryk han har givet dem. De nyomvendte vil være hans. I mange tilfælde vil de ikke søge højere op end deres forkynder. Hos dem vil der ikke være noget grundigt hjerte-arbejde.   ret

Prædikantens succes beror rigtig meget af hans optræden på talerstolen. Når han forlader talerstolen, er hans arbejde ikke afsluttet. Han bør følge op på hans offentlige arbejde ved arbejde mellem mennesker, arbejde personligt for sjæle ved enhver anledning, samtale om kaminen, bede dem indstændigt at få de ting som sikrer deres fred. Han bør aldrig handle ubetænksomt, men sætte vagt over sig selv, så intet at det han gør eller siger udnyttes af fjenden, og skam bringes over Kristi sag.   ret