Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 15. februar 1881

Helliggørelse, Johannes liv

Johannes liv er in illustration på sand helliggørelse.
Tekst: " Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1 Thess. 5, 23.   ret

Apostlen Johannes skiller sig ud fra sine brødre som “den discipel som Jesus elskede.” Skønt han ikke i mindste grad var fej, svag eller vakkelmodig i karakter, besad han en elskværdig disposition, og et varmt, og elskeligt hjerte, der besat den dybeste og mest alvorlige helligelse. Han lod til at nyde Kristi venskab i en overlegen forstand, og havde fået mange tegn på Frelserens tillid go kærlighed. Han var en af de tre der fik lov til at bevidne Kristi herlighed på forklarelsens bjerg, og hans pinsler i Getsemane; og vor Herre overlod sin moder til Johannes omsorg i de sidste timer på korset.   ret

Frelserens hengivenhed for den elskede discipel vendte tilbage med al styrke og glødende hellighed. Johannes klyngede sig til Kristus som vinen klynger sig til den prægtige stolpe. For Mesterens skyld trodsede han domssalens farer, og klyngede sig til korset; og ved nyhederne om Kristi opstandelse, skyndte han sig til graven med sin iver, og løb endog fra den fremfusede Peter   ret

Johannes hengivenhed til sin Mester var ikke kun menneskelig venskab, men en angrende synders kærlighed, som følte at han var blevet løskøbt ved Kristi dyrebare blod. Han satte værkets ære højest og led for sin Herres tjeneste. Hans kærlighed til Jesus fik ham til at elske alle de Kristus døde for. Hans religion var af en praktisk karakter. Han sluttede at kærlighed til Gud skulle vise sig i kærlighed til hans børn. Man kunne igen og igen høre ham sige: ”Elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.” ”Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud« og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set.” Apostlens liv var i harmoni med hans lære. Den kærlighed som glødede i hjans hjerte for Kristus, ledte ham til at arbejde alvorligst, og utrætteligt for hans medmennesker, især for hans brødre i den kristne kirke. Han var en fredfuld forkynder, brændende og dybt alvorlig, og hans ord førte en overbevisende vægt med sig.   ret

Den betroede kærlighed og uselviske helligelse viste sig i Johannes liv og karakter, medbragte lektier af usigelig værdi for den kristne kirke. Nogle fremstiller ham som en med denne kærlighed uden guddommelig nåde; men Johannes havde af sin natur, alvorlige karakterbrister; han var stolt og ærgerrig, og let ved at blive såret.   ret

Dybden og iveren i Johannes hengivenhed for Mesteren var ikke årsag til Kristi kærlighed til ham, men effekten af den kærlighed. Johannes ønskede at blive ligesom Jesus, og under Kristi kærligheds forvandlende indflydelse, blev han sagtmodig og ydmyg i hjertet. Selvet var skjult i Jesus. Han var tæt forenet med det Levende Vintræ, og fik således del i guddommelig natur. Disse vil altid være resultatet af samfundet med Kristus. Dette er sand hellighed.   ret

Der kan være markante mangler i karakteren; ondt temperament, pirrelig gemyt, misundelse og jalousi kan få herredømmet; men hvis mennesket bliver en sand Jesu disciple, vil den guddommelige nåde gøre ham til en ny skabning. Kristi kærlighed forvandler og helliggør ham. Men når personer bekender at være kristne, og deres religion ikke gør dem til bedre mænd og bedre kvinder, i alle livets forhold, - levede Kristi repræsentanter af naturen og i karakter, - de har ingen af disse ting.   ret

En gang diskuterede Johannes med flere af sine brødre om hvor mange af dem der skulle være de største. De tænkte ikke over at deres ord nåede Mesterens ører; men Jesus læste deres hjerter, og greb anledningen til at give disciplene en lektie i ydmyghed. Det var ikke kun for den lille gruppe der lyttede til hans ord, men skal skrives ned til gavn for alle hans efterfølgere, til tidens afslutning. ”Da satte han sig ned og kaldte på de tolv og siger til dem: »Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles tjener.«   ret

Dem som besidder Kristi ånd har intet ønske om at få position over deres brødre. Det er dem som er små i deres egne øjne, som vil regnes som stor i Guds øjne. ”Og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem: »Den, der tager imod sådan et lille barn for mit navns skyld, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod ham, som udsendte mig.«   ret

Hvilken dyrebar lektie er dette ikke for Kristi efterfølgere! Dem som overser de livspligter der ligger direkte på deres stivej, som forsømmer barmhjertighed og venlighed, høflighed og kærlighed, endog over for et lille barn, forsømmer Kristus. Johannes mærkede styrken i denne lektie, og fik gavn deraf.   ret

En anden gang havde hans bror Jakob og han selv set en mand drive djævle ud i Jesu navn, og fordi han ikke straks satte sig i forbindelse med deres gruppe, besluttede at han ikke havde ret til at gøre dette arbejde, og forbød ham det således. I sin oprigtighed, fortalte Johannes omstændighederne til Mesteren. Jesus sagde: »I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en undergerning i mit navn og snart efter kan tale ondt om mig. Thi den, som ikke er imod os, er for os.«   ret

Jakob og Johannes kom til Jesus med en forespørgsel om at han ville ære dem, ved at lade en sende ved has højre side og den anden ved sin venstre side i hans herlighed. Frelseren svarede: ”I ved ikke hvad I spørger om.” Mange af os forstår så lidt af vore bønners sande betydning! Oh! Jesus kendte den uendelige pris som herligheden må købes for, når han, ”som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen.” Glæden var at se sjæle frelst ved hans fornedrelse, hans pine og udgydelsen af hans blod.   ret

Det var den ære som Kristus skulle modtage, og som disse to disciple har spurgt om de kan få lov at dele. Jesus spurgte dem: ”Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?« De sagde til ham: »Ja, vi kan.«   ret

Hvor lidt forstod de hvad den dåb betød?! »Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre eller min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt.«   ret

Jesus forstod de motiver som fik dem til at sprge, og irettesatte således de to disciples stolthed og ærgerrighed: »I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres magt. Men således skal det ikke være blandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«   ret

Ved en lejlighed, sendte Kristus budbringere foran sig ind i samaritaneres byer, og bad folk om at tilberede måltider for ham selv og hans disciple. Men da Kristus nærmede sig byen, så det ud som han gik videre mod Jerusalem. Dette vækkede samaritenernes fjendskab i stedet for at sende budbringere og indbyde og endog opfordre ham til at blive hos dem, så tilbageholdt de den gæstfrihed som de ville have givet ved en almindelig vejfarne. Jesus har aldrig fremhævet sit nærvær over for nogen, og samaritanerne mistede den velsignelse de var blevet tilstået, og kunne indbyde ham som deres gæst.   ret

Vi kan undre over denne uhøflige optræden fra Himlens Majestæt, men hvor ofte er vi, som bekender at være Kristi efterfølgere, skyldige i samme forsømmelse. Opfordrer vi Jesus til at være tilstede i vore hjerter og i vore hjem? Han er fuld af kærlighed, af nåde og velsignelse, og står parat til at give os disse gaver; men ligesom smaritaerne, er vi ofte tilfredse uden dem.   ret

Disciplene var klar over Kristi mål med at velsignelse samaritanerne, med hans tilstedeværelse; og når de så kulde, jalousi og tydelig respektløshed mod deres Mester, blev de meget overraskede og vrede. Særlig Jakob og Johannes blev oprørte. Om den mester som de ærede så højt skulle behandles sådan, virkede som en forbrydelse for dem at gå hen uden straf med det samme. Disse disciple sagde: »Herre vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem således som Elias gjorde?« og henviste til de syriske hæres udslettelse og deres ledsagere blev sendt ud for at tage profeten Elias.   ret

Jesus irettesatte sine disciple, og sagde: »I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem«. Johannes og hans meddisciple var i en skole, hvor Kristus var læreren. Dem som var parat til at lære af deres fejltagelser, og ivrige efter at vokse i karakter, fik en god anledning. Johannes gemte alle lektier, og søgte hele tiden at få sin karakter i harmoi med det guddommelige Mønster. Kristi lektier, som fremlægger sagtmodighed, ydmyghed og kærlighed som væsentlig for at kunne vokse i nåde og en udmærkelse til hans arbejde, disse var af højeste værdi for Johannes. Disse lektier henvender sig til os som enkeltpersoer og som brødre i menigheden, ligesom de gjorde til Kristi første disciple. Der er ingen helliggørelse uden nådens ydmyghed.   ret

En belærende lektie kan drages fra den slående modsætning mellem Johannes karakter og den Judas havde. Johannes var en levende illustration på helliggørelse. På den anden side besat Judas en formel gudsfrygt, medens hans karakter var mere satanisk end guddommelig. Han bekendte at være en Kristi discipel, men fornægtede ham i ord og gerninger.   ret

Judas fik de samme dyrebare anledninger som Johannes til at studere og efterligne Forbileldet. Han lyttede til Kristi lektier, og hans karakter kunne have været forvandlet ved guddommelig nåde. Men selvom Johannes advarede alvorligt imod sine egne fejl, og søgte at lade sig opsluge I Kristus, overtrådte Judas sin samvittighed, gav efter for fristelse, og fæstnede ved sine egne uærlige vaner, som vil forvandle ham til Satans billede.   ret

Disse to disciple repræsentere den kristne verden. Alle som bekender at være Kristi efterfølgere; men så længe den ene klasse vandrer i ydmyghed og sagtmodighed, lærer af Jesus, viser den anden at de ikke er ordets gørere, men kun dets hørere. Den ene klasse er helliggjort gennem sandheden; den anden ved intet om den guddommelige nådes forvandlende kraft. Den førstnævnte dør dagligt i selvet, og overvinder synd. Den sidstnævnte giver efter for deres egne lyster, og bliver Satans tjenere.   ret

Johannes tidlige liv gik med galilæiske fiskermænds grove og udannede selskab. Han nød ikke oplæringen i skolerne; men selskabet med Kristus, den Store Lærer, fik han den højeste uddannelse som et dødeligt menneske kan modtage. Han drag ivrigt af visdommens kilde, og så sgte han at lede andre til denne ”vandkilde der springer til evigt liv.” Hans enkle ord, ophøjede sandheders kraft som han gav udtryk for, og den åndelige glæd som karakteriserede hans lære, gav ham adgang til alle klasser. Alligevel var de troende ikke i stand til at forstå at de den guddommelige sandheds hellige mysterier blev foldet ud i has prædikener. Det lod til at han hele tiden var gennemsyret med Helligånden. Han søgte at få folks tanker til at gribe det usynlige. Den visdom som han talte med fik hans ord til at dryppe som dug, blødgøre og underlægge sjælen.   ret