Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 19. februar 1880

Enhed i menigheden

Som de forskellige medlemmer af et menneskeligt system forener sig til et hele, og hver enkelt udfører sit hverv i overensstemmelse med den overordnede indsigt, burde også medlemmerne i Kristi menighed være forenet i et harmonisk legeme, som er undergivet helhedens helliggjorte viden. Menighedens fremgang bliver ofte forsinket af dens medlemmers fejlagtige handlemåde. Skønt det er et vigtigt og nødvendigt skridt at forene sig med menigheden, gør det ikke et menneske til en kristen eller sikrer dets frelse. Det vil ikke sikre os adgang til himmelen at få vore navne indskrevet i menighedsprotokollen, hvis vore hjerter ikke er i harmoni med Kristus og Hans folk. Vi bør være Hans trofaste repræsentanter i verden og arbejde i harmoni med Ham. I elskede, nu er vi Guds børn. Vi bør huske dette hellige barneforhold og aldrig gøre noget, der kan bringe vor Faders sag i vanry.   ret

Vi har en ophøjet bekendelse. Som kristne bekender vi os til at adlyde alle Guds bud og til at vente på vor Forløsers komme. Et højtideligt advarselsbudskab er blevet os betroet. I ord og handling må vi vise, at vi forstår det store ansvar, som er lagt på os. Vort lys skal skinne så klart, at andre kan se, at vi ærer Faderen i vort daglige liv, at vi står i forbindelse med himmelen og er arvinger sammen med Kristus at vi, når Han kommer i herlighed, kan blive Ham lig.   ret

Hver enkelt af os burde føle et stort ansvar som medlem af menigheden og som arbejder i Herrens vingård. Vi må ikke vente, at vore brødre, der er skrøbelige mennesker som vi selv, skal hjælpe os fremad. Vor dyrebare Frelser har indbudt os til at forene vor svaghed med Hans styrke, vor uvidenhed med Hans visdom og vor uværdighed med Hans fortjeneste. Enten er vi virksomme for Ham - eller vi er Hans fjender. Enten samler vi med Kristus eller vi adspreder. Sand omvendelse er en radikal forandring. Selve vort sinds higen og vort liv vil blive fornyet i Ham.   ret

Guds hensigt er at føre et folk ud fra verden for at stå i fuldkommen enighed på den evige sandheds grund. Kristus gav sig selv for verden for at rense sig selv et ejendomsfolk nidkært til gode gerninger. Denne renselsesproces har til hensigt at fjerne enhver uenighed eller uretfærdighed fra menigheden, så dens medlemmer kan bygge op i stedet for at rive ned og koncentrere deres energi om det store arbejde, som ligger foran dem. Det er Guds plan, at hans folk skal være forenet i troen. Kristi bøn lige før Hans korsfæstelse var, at Hans disciple måtte være et, ligesom Han var et med Faderen, for at verden måtte tro, at Faderen havde sendt Ham. Denne vidunderlige rørende bøn når ned gennem tiderne helt til vore dage, for Hans ord lød: Jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som på grund af deres ord kommer til at tro på mig. Hvor alvorligt skulle ikke Kristi bekendende efterfølgere søge at besvare denne bøn i deres liv! Mange forstår slet ikke, hvor ophøjet det er at tilhøre menigheden, og er uvillige til at finde sig i nogen form for begrænsning eller disciplin. Deres handlemåde viser, at de sætter deres egen opfattelse over den samlede menigheds. De er heller ikke forsigtige, så de ikke opmuntrer opposition mod menighedens budskab.   ret

De, som indtager ansvarsfulde stillinger i menigheden, kan have menneskelige fejl og tage fejlagtige beslutninger; ikke desto mindre har Guds menighed på jorden givet dem en autoritet, som ikke bør ringeagtes. Efter sin opstandelse gav Kristus sin menighed myndighed, idet Han sagde: Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet. En bemyndigelse fra menigheden kan ikke uden videre tilsidesættes. Og dog truer nogle af Kristi bekendende efterfølgere med at forlade menigheden, hvis deres meninger ikke får den indflydelse som de mener, de fortjener. Når de handler således, vil de selv lide det største tab. For idet de går bort fra menigheden, udsætter de sig selv for denne verdens fristelser.   ret

Enhver troende skulle være helhjertet i sin forbindelse med menigheden. Dens fremgang og trivsel burde være hans første interesse. Hvis han ikke føler en hellig forpligtelse til at lade sin forbindelse med menigheden være til fordel for denne snarere end for sig selv, vil menigheden være meget bedre stillet uden ham. Alle kan gøre noget for Guds sag. Nogle bruger store summer til unødig luksus og tilfredsstillelse af appetitten, mens de føler det som en stor byrde at give midler til menighedens opretholdelse. De vil gerne have del i alle de goder, som menighedens privilegier kan skaffe dem, men overlader det til andre at betale regningerne. De, som virkelig har interesse i værkets fremgang, vil ikke tøve med at investere i arbejdet nårsomhelst og hvorsomhelst det behøves. De burde også føle en højtidelig forpligtelse til i deres karakter at levendegøre Kristi undervisning, idet de holder fred med hverandre og virker i fuldstændig harmoni. De burde underkaste deres individuelle meninger under menighedens. Mange lever kun for sig selv. De betragter deres liv med stor tilfredshed og smigrer sig med at være fejlfrie, skønt de i virkeligheden intet udretter for Herren og således lever i direkte modstrid med Hans udtrykkelige befalinger. At iagttage ydre former vil aldrig tilfredsstille den menneskelige sjæls store behov. En blot og bar bekendelse af Kristus vil aldrig berede nogen til at bestå i dommen. Der må være en fuldstændig tillid til Herren, en barnlig afhængighed af Hans løfter og en fuldstændig overgivelse af selvet til Hans vilje.   ret

Gud har altid prøvet sit folk i lidelsens ovn for at det skal vise sig trofast og sandt og renses fra al uretfærdighed. Efter at Abraham havde udstået den alvorligste prøve han kunne sættes på, talte Gud til ham ved sin engel således: Nu ved jeg, at du frygter Gud, fordi du ikke har sparet din søn, din eneste, for mig. Denne store troens handling får Abrahams karakter til at stå som noget ganske særlig smukt. Den viser tydeligt hans fuldkomne tillid til Herren; for Ham holdt han intet tilbage, end ikke løftets søn.   ret

Intet er for dyrebart til at ofres til Jesus. Hvis vi overlader Ham de evner og midler, Han har betroet os, vil han give os flere. Enhver gerning, vi gør for Kristus, vil blive belønnet af Ham. Enhver pligt, vi udfører i Hans navn, vil bidrage til vor egen lykke. Herren overgav sin højt elskedede søn til korsets pinsler for at alle, som tror på Ham, skulle blive et i Jesu navn. Når Kristus bragte så stort et offer for at frelse mennesker og bringe dem i hellig enhed, hvilket offer kan da være for stort for hans efterfølgere for at bevare denne enhed?   ret

Hvis verden ser, at der hersker fuldstændig harmoni i Guds menighed, vil det være et mægtigt vidnesbyrd om den kristne religions ægthed. Splid og uenighed inden for menigheden vanærer vor Forløser. Alt sådant kan undgås, hvis selvet overgives til Herren og Jesu efterfølgere bøjer sig for menighedens stemme. Vantro får os til at mene at personlig uafhængighed gør os mere betydningsfulde - at det er et svaghedstegn at lade vore egne ideer om, hvad der er ret og rigtigt, vige for menighedens dom. Men at nære sådanne følelser vil kun bringe anarki ind i menigheden og forvirring hos os selv. Kristus så, at enhed og kristeligt fællesskab var nødvendige for Guds sag derfor oplagde Han sine disciple dem. Og kristendommens historie fra dengang til i dag viser tydeligt, at kun i enighed er der styrke. Lad derfor individuelle meninger bøje sig for menighedens autoritet.   ret

Apostlene forstod nødvendigheden af fuldstændig enighed og arbejdede alvorligt for den. Paulus formanede sine brødre med disse ord: Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. 1Kor 1,10   ret

Til Flipperne skrev han: Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, Fil 2,1-5   ret

Til Romerne skriver han: Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. Rom 15,5-7 Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. Rom 12,16   ret

Peter skrev til menighederne i adspredelsen: Og til slut: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. 1Pet 3,8-9   ret

I sit brev til Korinterne siger Paulus: I øvrigt, brødre, glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer. 2Kor 13,11   ret