Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 21. februar 1893

Vil menigheden i lyset af det, der kunne gøres, sove videre, eller vil den føle det ansvar og den ære, der er lagt på den ved Guds barmhjertige forsyn og mobilisere dens arvede pligter og fordelene ved det nærværende lys og føle behovet for at gøre noget ved den presserende nødsituation, der nu præsenterer sig for os? Verden iagttager vore bevægelser med større interesse, end vi kan forestille os. Mange ser, at det, vi har fortalt dem om indskrænkningen af religiøs frihed i vort land, er ved at blive opfyldt, selvom de har nægtet, at noget sådant var muligt. De har sagt: “Når vi ser det, som I forudsiger, når der er fare for en forening af kirke og stat, vil vi anerkende, at I har sandheden.” Men vil de anerkende den? Vil de acceptere situationen og vide, at enden er nær? Protestantismen rækker sine hænder ud for at trykke hænder med pavedømmet, og ethvert tegn gør det tydeligt, at profetierne er ved at blive opfyldt. Og nu ser mennesker på dem, der holder Guds bud og Jesu tro for at se, hvordan de vil handle. Om dog alle ville rejse sig og vise verden, at det er en levende tro, at verden står over for en vigtig sag, at Jesus snart kommer. Lad mennesker se, at vi tror, at vi befinder os på grænsen til den evige verden.   ret