Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 22. februar 1881

Helliggørelse, Johannes liv

Johannes liv, en illustration på sand helliggørelse.
Tekst: " Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1 Tess. 5,23.   ret

Efter Kristi himmelfart, fremstår Johannes som en trofast, og brændende medarbejder for Mesteren. Sammen med andre, nød Åndens udgydelse på pinsefestens dag, og med frisk iver og magt han fortsætte med at tale livets ord til folk. Han blev truet med fængsel og død, men han vil ikke lade sig skræmme.   ret

Skarer fra alle klasser kommer ud for at lytte til apostlenes prædikener, og helbredes fra deres sygdomme gennem Jesu navn, det navn der blev hadet blandt jøderne. Præster og rådsherrer er afsindige i deres modstand, ligesom de ser at den syge er helbredt, og Jesus er ophøjet som livets Fyrste. De frygtede at hele verden vil tro på ham, og så anklage dem for at myrde den mægtige Helbreder. Men jo mere de anstrenger sig for at stoppe denne spænding, des mere accepterer de ham og vender sig fra de skriftkloges og Farisæernes lære. De er fyldt med vrede, og lægger hænderne på apostlene, kaster dem i det tarvelige fængsel. Men om natten åbner Herrens engel fængselsdørerne, fører dem ud og siger: »Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!«   ret

Med flid og alvor, frembar Johannes vidnesbyrd for sin Herre ved enhver passende lejlighed. Han så at tiderne var fuld af fare for kirken. Sataniske bedrag eksisterede overalt. Folkets tanker strejfede gennem skeptismens labyrint og bedrageriske læresætninger. Nogle som foregav sig for at være oprigtige for Guds sag var bedragere; de fornægtede Kristus og hans evangelium, og bragte fordømte kætterier ind og levede i overtrædelse af den guddommelige lov.   ret

Johannes’ yndlingstema var Kristi uendelige kærlighed. Intet menneske stod højere for de troende på hans dag, og for mennesker af alle klasser, end Johannes gjorde. Han troede på Gud ligesom et barn tror på en venlig og øm fader. Han forstod Jesu karakter og arbejde; og da han så sine jødiske brødre famle sig vej, uden en stråle fra Retfærdighedens Sol til at oplyse deres sti, længtes han efter at bringe dem til Kristus, verdens lys.   ret

De trofaste apostle så at deres blindhed, deres stolthed, overtro og uvidenhed til Skrifterne, fængslede deres sjæles lænker som aldrig vil brydes. Fordomme og had imod Kristus, som de havde gemt hårdnakket på, bragte fordærv over dem, som en nation, og ødelagde deres håb om evigt liv. Men Johannes fortsatte med at præsentere Kristus for dem, som den eneste vej til frelse. De beviser de fik at Jesus af Nazaret var Messias, var så klare, at Johannes erklærer at intet menneske behøver at vandre i vildfarelsens mørke, medens de fik tilbudt et sådant lys.   ret

Johannes levede for at se Kristi evangelium blive forkyndt fjern og nær, og tusindvis accepterede ivrigt dens lære. Men han blev fyldt med bedrøvelse, idet han fornemmede den giftige vildfarelse trænge ind i menigheden. Nogle som accepterede Kristus hævdede at hans kærlighed fritog dem fra lydighed mod Guds lov. På den anden side, lærte mange at lovens bogstav skulle holdes, også alle de jødiske skikke og ceremonier, og at dette var nok for frelse, uden Kristi blod. De holdt på at Kristus var en god mand, ligesom apostlene, men fornægtede hans guddommelighed. Johannes så de farer som kirken ville udsættes for, om de fik disse ideer, og han var meget beslutsom og beredvillig over for dem. Han skrev til den mest ærværdige hjælper i evangeliet, en velanset dame med god indflydelse. -   ret

”Thi mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist. Agt vel på jer selv, at I ikke skal miste det, vi nåede ved vort arbejde, men få fuld løn. Enhver, der går videre og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen. Thi den, som byder ham velkommen, gør sig medansvarlig i hans onde gerninger.”   ret

Johannes kunne ikke udføre sit arbejde uden store forhindringer, Satan stod ikke passiv. Han ansporede onde mennesker til at afkorte dette Guds menneskes nyttige liv; men hellige engle beskyttede ham fra deres overfald. Johannes må stå som et trofast vidne for Kristus. Menigheden behøver hans vidnesbyrd i dens farlige tid.   ret

Ved falsknerier og forkerte fremstillinger søgte Satans udsendinge at oprøre en modstand imod Johannes, og imod Kristi lære. Som følge deraf bragte splid og kætterier menigheden i fare. Johannes imødekom disse vildfarelser uforfærdet. Han hegnede vejen op mod sandhedens fjender. Han skrev og formanede at disse kætteres ledere ikke fik den mindste opmuntring. I vore dage er der lignede onder som dem der truede den første menigheds fremgang, og apostlenes lære på disse punkter bør man give nøje agt på. ”I må have næstekærligheden,” er det råb der må høres overalt, specielt fra dem som bekender helliggørelse. Men næstekærlighed er for ren til at dække over en synd der ikke er blevet vedkendt. Johannes lære er vigtig for dem som lever midt i de sidste dages farer. Han havde fortrolig omgang med Kristus, og han lyttede til hans lære, og bevidnede hans mægtige mirakler. Han frembar et overbevisende vidnesbyrd, som satte hans fjenders falsknerier ud af kraft.   ret

Johannes nød den sande helliggørelses velsignelse. Men bemærk at apostlen ikke påberåber sig at være syndfri; han søger fuldkommenhed ved at vandre i lyset af Guds ansigt. Han bevidner at det mennesker som udgiver sig for at kende Gud, og alligevel bryder den guddommelige lov, lyver over for sin bekendelse. ” Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke”. I denne tid hvor man roser sig af frisind, vil disse ord fra Johannes opfattes som blind tro. Men apostlen vil lære os at når vi vil udvikle kristen karakter, bemyndiges vi til at kalde synd og syndere ved deres rette navne, - at det er sand næstekærlighed. Skønt vi elsker de sjæle som Kristus døde for, og arbejder for deres frelse, bør vi ikke gå på komproms med synden. Vi skal ikke forene os med det oprørske, og kalde dette for næstekærighed. Gud forlanger at hans folk i denne verdens tidsalder skal stå som Johannes gjorde på hans tid, ubøjelige for det rigtige, i modsætning til sjælsødelæggende vildfarelser.   ret

Jeg har mødt mange som hævdede at leve uden synd. Men når Guds ord blev prøvet, blev disse personer fundet som åbne lovtrædere af hans hellige lov. De klareste beviser på uforanderlighed og det fjerde buds bindende magt, vækkede ikke samvittigheden. De kunne ikke fornægte Guds krav, men dristede sig til undskyldning fra at bryde sabbaten. De hævede at være helliggjorte, og tjene Gud på alle ugens dage. Mange gode folk, sagde de, holdt ikke sabbaten. Idet de blev helliggjort, ingen fordømmelse ville hvile på dem hvis de ikke overholdt den. Gud var for nådig til at straffe os for at holde den syvende dag. De ville regnes for underlige og specielle i samfundet, de burde overholde sabbaten, og ville ikke have indflydelse i verden. Vi må være underlagt de magter som er der.   ret

En dame i New Hampshire frembar sit vidnesbyrd ved et bedemøde, hvor Guds nåde herskede i hendes hjerte, og at hun var Herren helt og aldeles. Hun udtrykte sin tro på at dette folk gjorde meget godt med at vække syndere til at se deres farer. Hun sagde: “Den sabbat denne folk viser for os, er bibelens eneste sabbat;” og sagde så at hendes tanker var meget optaget af dette emne. Hun så store prøvelser foran hende, som hun måtte imødekomme hvis hun skulle holde den syvende dag. Den næste dag, kom hun til mødet, og frembar sit vidnesbyrd igen, sagde at han havde bedt Herren om hun måtte kunne holde sabbat, og han havde fortalt hende at hun ikke behøvede at holde den. Nu hvilede hendes tanker på dette emne. Så gav hun en meget oprørende formaning til alle at komme frem til Jesu fuldkomne kærlighed, hvor der ikke var fordømmelse i sjælen.   ret

Denne kvinde havde ikke den ægte helliggørelse. Det var ikke Gud som fortalte hende at hun helliges gennem ulydighed mod et af hans tydelige bud. Guds lov er hellig, og ingen kan overtræde den ustraffet. Det væsen som fortalte hende at hun kunne fortsætte med at overtræde Guds lov og være syndfri, var mørkets magters fyrste, - den samme som fortalte Eva i edens have, gennem slangen: ”Du skal ingenlunde dø.” ”Eva bildte sig selv ind at Gud var for venlig til at straffe hende for ulydighed mod det fjerde bud. Dem som har Kristi sindelag vil holde alle Guds bud, uanset omstændighederne. Himlens majestæt siger: ”Jeg har holdt min Faders bud.” Adam og Eva dristede sig til at overtræde Herrens forlangender, og det frygtelige resultat af deres synd bør være en advarsel til os om at ikke følge deres eksempel i ulydighed. Kristus bad for sine disciple med disse ord: ”Hellige dem gennem din sandhed, dit ord er sandhed.” Der er ingen ægte helliggørelse, uden gennem lydighed mod sandheden. Den som elsker Gud af hele hjertet vil også elske alle hans bud. Det helliggjorte hjerte er i harmoni med Guds lovs forskrifter; for de er hellige, retfærdige og gode.   ret

Guds karakter har ikke forandret sig. Han er den same nidkære Gud i dag som da han gav sin lov på Sinai, og skrev det med sin egen finger på stentavlerne. Dem som træder på Guds hellige lov kan sige, ”Jeg er helliggjort;” men at være virkelig helligjort, og at påberåbe sig helliggørelse, er to forskellige ting.   ret

Det nye testamente har ikke ændret Guds lov. Det fjerde buds sabbats hellighed sættes godt fast som Jehovas trone. Johannes skriver: “Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Og I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ikke synd i ham. Enhver, der bliver i ham, synder ikke; enhver, der synder [bryder loven], har hverken set ham eller kendt ham.” Vi er bemyndiget til på samme måde som den elskede discipel at betragte dem, der hævder at være i Kristus, at være helliggjorte, mens de lever i overtrædelse af Guds lov. Han imødegik netop sådan en gruppe, som vi må imødegå. Han sagde: “Børnlille, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom Han er retfærdig. Den, der gør synd, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra begyndelsen.” Her taler apostelen med tydelige ord, som han skønnede, emnet krævede.   ret

Johannes’ breve udsender en ånd af kærlighed. Men når han kommer i kontakt med den gruppe, der bryder Guds lov og dog hævder, at de lever uden synd, tøver han ikke med at advare dem om deres frygtelige bedrag. “Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.” ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandbeden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.”   ret