Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 23. februar 1911

Den første kristne martyr

Stefanus, den første af de syv fattigforstandere, var en mand fuld af gudsfrygt og inderlig tro. Forhænget faldt ned for hans øjne, og han så til den ende som blev afskaffet ved Kristi død. Som jøde af fødsel, talte han på det græske sprog, og var fortrolig med grækernes sæder og manerer. Han fandt derfor anledning til at forkynde evangeliet i de græskjødiske synagoger. Han var meget aktiv i Kristi sag, og proklamerede frimodigt sin tro. Lærte rabbiner og professorer i loven gik ind i den offentlige diskussion med ham, og var overbevist om at de fik en nem sejr. Men ”de var ikke i stand til at modstå den visdom og ånd som han talte med.” Han talte ikke kun ved Helligåndens kraft, men det var tydeligt at han havde studeret profetierne, og lært i alle lovens sager. Han forsvarede dygtigt de sandheder han var advokat for, og overvandt sine modstandere fuldstændigt.   ret

Da præsterne og rådsherrerne så den kraft, der var over Stefanus´ forkyndelse, blev de fyldt af bittert had. I stedet for at indrømme rigtigheden af det vidnesbyrd, han aflagde, besluttede de at få ham til at tie ved at lade ham henrette. Ved flere anledninger havde de bestukket de romerske myndigheder til at gå forbi uden kommentarer i situationer hvor jøderne havde taget loven i deres egne hænder, og havde prøvet at fordømme og eksekvere fanger efter deres nationale sædvane. Stefanus´ fjender betvivlede ikke at de kunne gøre dette, uden at de selv kom i fare. De besluttede sig for at løbe risikoen, og stævnede derfor Stefanus, og bragte ham frem for Sanhedrinrådet for at prøve.   ret

Lærte jøder fra omkringliggende lande var indkaldt for at modbevise fangens argumenter. Saulus var til stede, og tog en ledende del imod Stefanus. Han bragte veltalenhedens vægt og rabinernes logik til at føre sagen og overbevise folk om at Stefanus forkyndte falsk og farlig lære. Men hos Stefanusmødte han en, der var lige så højt uddannet som ham selv, og en som havde fuldforståelse for Guds hensigt at sprede evangeliet til andre nationer.   ret

Da præsterne ikke kunne få bugt med Stefanus´ klare, rolige visdom, besluttede de at statuere et eksempel på ham, og samtidig med at de således tilfredsstillede deres hævntørst, ville de gennem frygten forhindre andre i at antage denne tro. Der blev lejet falske vidner til at bære vidnesbyrd imod ham om, at de havde hørt ham tale bespotteligt mod templet og loven. ”Thi vi har hørt ham sige”, erklærede disse vidner ”Denne Jesus fra Nazaret skal nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.”   ret

Idet Stefanus stod ansigt til ansigt med sine jøder, for at besvare blasfemiske anklager, skinnede en hellig glans over hans ansigt, ”og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt.” Dem som ophøjede Moses kunne have set fangen i det samme hellige lys, som udstrålede fra den ældgamle profets ansigt. Mange som beskuede dette lys skælvede og tilslørede deres ansigter, men herskernes hårdnakkede vantro og fordomme vaklede ikke.   ret

Da Stefanus blev spurgt, om anklagerne imod ham var sande, begyndte han sit forsvar med høj og klar stemme, der gav genlyd i retssalen. Han gik over i det udvalgte folks historie, med ord som holdt forsamlingen fortryllet. Han udviste grundig kundskab om jødernes husholdning, og den åndelige fortolkning af den, som nu var manifesteret gennem Kristus. Han gentog Moses ord, som forudsagde Kristus: »En profet som mig vil Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre.« Han gør sin egen loyalitet til Gud klar og for den jødiske tro, medens han viste at den lov som jøderne troede frelste, var ikke i stand til at frelse Israel fra afguderi. Han forband Jesus Kristus med al den jødiske historie. Han referede til Salomons tempelbygning, og til både Salomons og Esajas ord: ”Dog, den Højeste bor ikke i huse, gjorte med hænder.” ”Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig? siger Herren, eller hvor er stedet, jeg skulle hvile på?” Stedet for Guds højeste tilbedelse er i himlen.   ret

Da stefanus nåede til dette punkt, blev der tumult blandt folkene. Han så den modstand, som mødte hans ord og vidste, at dette ville blive hans sidste vidnesbyrd. Da han satte Kristus i forbindelse med profetierne og talte om templet, som han gjorde, sønderrev præsten i foregiven rædsel sine klæder Dette var for Stefanus et varsel om, at hans røst snart for stedse ville være bragt til tavshed! Skønt han kun var nået til midten af sin prædiken, brød han brat af. Pludseligt afbrød han den historie han fortalte, vendte han sig til sine rasende dommere, og sagde: ” I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter I jer op imod Helligånden som jeres fædre, således I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!”   ret

For dette blev præsterne og lovlærte ude af sig selv af vrede. Mere som vilde dyr efter bytte, end mennesker, fór de på Stefanus, og skar deres tænder. Fangen kunne læse sin skæbne i de grusomme ansigter der omgav ham, men han vaklede ikke. Frygten for at dø var forsvundet! For ham rummede de rasende præster og den ophidsede folkeskare ingen rædsel. Omgivelserne svandt bort fra hans synskreds. For ham stod Himmelens porte åbne, og da han så derind, så han den himmelske herlighed og Kristus, der netop havde rejst sig fra sin trone og var rede til at bistå sin tjener, der skulle lide martyrdøden for hans skyld. Triumferende udbrød Stefanus: Se, jeg skuer Himlene åbne, og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd. Da han beskrev den herlige scene, der åbnede sig for ham, var det mere, end hans forfølgere kunne udholde. De tilstoppede deres ører for ikke at høre hans ord og udstødte høje skrig, mens de alle som en stormede ind på ham og slæbte ham uden for byen. Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: 'Herre, tilregn dem ikke denne synd!' Og da han havde sagt dette, sov han hen.”   ret

De vidner som havde anklaget Stefanus blev afkrævet at kaste den første sten. Disse personer lagde deres klæder ned for fødderne for Saulus, som havde taget aktiv del i ordstriden, og havde indvilget sig i fangens død.   ret

Stefanus´ martyrium gjorde et stort indtryk på alle som var vidne til det. Det var en pinefuld prøvelse for menigheden, men førte til Saulus omvendelse, som ikke kunne få martyrens tro, standhatighed og lovprisning ud af hovedet. Erindringen om Guds segl på Stefanus´ ansigt og hans ord, som bevægede alle, der hørte dem, blev stående i de tilstedeværendes sind og vidnede om den sandhed, han havde forkyndt.   ret

Der var ikke afsagt en dom over Stefanus, men de romerske mydigheder var bestukket med store pengesummer for at ikke undersøge sagen.   ret

Ved sceneriet med Stefanus´ trængsel og død, virkede Saulus til at være gennemsyret med vanvittig iver, og derefter virkede han til at være vred på sin egen skjulte overbevisning om at Stefanus blev æret af Gud på det tidspunkt da han blev anæret af mennesker. Han fortsætte med at forfølge Guds menighed, jage dem, pågribe dem id eres huse, og overlade dem til præsterne og rådsherrne for fængsel og død. Hans iver for at føre denne forfølgelse førte til kristnes rædsel i Jerusalem. Romerske myndigheder gjorde ingen særlige anstrengelser for at standse dette grusomme værk, og hjalp jøderne i det skjulte, for at forsone sig med dem, og få deres gunst.   ret

Saulus var højt værdsat af jøderne for hans iver for at forfølge de troende i Kristus. Efter Stefanus´ død, i betragtning af det han gjorde ved anledning, var han et udvalgt medlem af Sandhedrin. For en tid var lærte og nidkære rabbi et mægtigt indstrument i Satans hænder til at udføre sit oprør imod Guds Søn, men Sulus blev hurtigt hvervet til at opbygge den menighed, som han nu rev ned. En mægtigere end Satan havde valgt Saulus til at tage martyren Stefanus sted, og forkynde og lide for hans navn, og sprede frelsens glade nyheder om hans blod vidt omkring.   ret