Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 27. februar 1866

Vor sidste erfaring (konkluderet)

Da vi forlod Battle Creek for at tage til Dansville følte vi ikke at det var for at blive sundere at vi måtte forlade vor region. Vi følte at hvis vi havde brug for at få trøst i tro og håb, var det i vor sværeste stund. Tre gange om dagen havde vi særlige bedestunder for Herren for at genoprette min mands helbred, og for hans særlige nåde til at støtte os i vor pinsel. Disse bedstestunder var meget dyrebare for os. Vore hjerter blev ofte fyldt med uudsigelig taknemmelighed at det var vort privilegium at kalde Gud vor Fader; at vi midt i vore pinsel havde en Fader i himlen som vi kunne stole på uden frygt, som kendte til vore pinsler; en som have indbudt os i hjælpeløshed og pinsler at læne sig op ad hans stærke arm for styrke og støtte.   ret

Min mand kunne kun få lidt hvile eller søvn om nætterne. Han led af meget nervesvag. Jeg kunne ikke sy eller lave knyttearbejde i hans lokale, eller kun tale meget lidt, da han let blev urolig, og hans hjerne forvirret næsten ud over det der kan klares. Han forlagte næsten altid omsorg, og Herren gav mig styrke efter mit behov. Jeg blev støttet forunderligt. Mange nætter hvor min mand led smerte, og ikke kunne hvile eller sove, havde jeg forladt min seng om midnatten og bøjet mig ned for Gud og bedt alvorligt for ham at give os dette tegn på hans kærlighed og omsorg – at min mand måtte erkende Hans Helligånds udjævende indflydelse, og finde hvile i søvnen. I ti nætter i træk, hvor det var umuligt for ham at hvile eller sove, havde vi bevis for at Gud havde hørt os bede, og min mand faldt i en stille søvn. Vi følte ofte en så opfriskning fra Guds nærhed, at selvom det stadig var nattens stille timer, virkede vor Frelser så dyrebar, at vi priste Gud højt uden frygt eller begrænsning. Og idet vi vågnede frise op om morgnen, blev vore første vågne øjeblikke generelt brugt til at prise og takke Gud for hvilens og søvnens velsignelse.   ret

Min mand var ved godt mod næsten hele den tid han var i Dansville, selvom han led. I de sidste få uger hvor vi var der, fik vi bedre lokaler, i et meget mere behageligt hus, end vi havde tidligere. Vore lokaler var nu på første sal, som gjorde en stor forskel for mit arbejde, som jeg hidtil var nød til gå op ad en masse trapper.   ret

Vi kunne virkelig sige at vore pinsler havde været til velsignelse for os, for vi havde tid til at ransage vore hjerter, og se omhyggeligt tilbage på vore tidligere liv, som var gavnlig for os. Vore hele sjæle blev draget ud efter Gud – for at blive tilpasset helt til hans vilje. Jeg fik kun lidt hvile eller søvn om nætterne. Jeg var sygeplejerske og hjælper for min mand, og ansvaret for hans sag hvilede hovedsagligt på mig. Han mistede hurtigt sit kød og sin styrke. En lammelse lå tungt over ham, han ville ikke spise noget hvilket bevidnede om en fordøjelsesforstyrrelse, indtil hans kost blev til enkel grahamsvælling, og usyrede kager uden salt, mælk eller sukker.   ret

Under vor bedestund om morgenen den 25. november, blev ledt til at bede inderligt for at Gud ville velsigne min mand, og give ham et større mål af hans Helligånd. Guds Ånd hvilede over os, og vi blev særlig oplivet og styrket af herren, og vi forenede vore stemmer i pris til Gud. Da min mand ikke kunne gå op af bakken for at få sine måltider på institutionen, foranstaltede ældre Loughborough venligst en ansat opvarter, og bragte vore måltider på en bakke. Min fødselsdagsmenu bestod af grahamsvælling, hårde grahamskager, æblemos, sukker og en kop mælk. Og den 26. november var en glad og lykkelig dag for mig. Jeg følte at Guds fred var over mig, og den nat brugte jeg meget af tiden i bøn til Gud for min mand. Den 27. november kom ældre Loughborough ind i lokalet og forenede sig med os i familiebønnen. Vi havde en usædvanlig bedeånd. Det var som om himlen var meget nær. Vi mærkede Guds Ånds helliggørende indflydelse; ikke en sky gik ind imellem os og vor Frelser, og en uudsigelig taknemmelighed fyldte vore hjerter, og vi kunne ikke tie stille. Vi råbte af høj pris til Gud for hans rige og dyrebare velsignelse som hos os var meget højere værdsat end nogen jordisk rigdom Hvor rig, hvor overmådelig dyrebar, lod Guds løfter til at være! Vi kunne takke ham for trængsler. For i mere end en time kunne vi blot fryde og sejre i Gud. Især fik min forpinte mand stor del i denne regn af nåde. Selvom hans ansigt var hærget af sygdom udstrålede det et helligt lys, idet hans priste Gud med høj røst. Guds engle lod til at være helt omring os. Jeg mente at tidspunktet var kommet og hvor min mand i Guds styrke ville rejse sig over sygdom og sejr i hans frelsende kraft. Indflydelsen fra denne himmelske opfriskning lod til at blive hos os i mange dage. Men vi skulle lære at tidspunktet for udfrielsen endnu ikke var kommet; men at denne store velsignelse skulle forberede os til endnu større trængsler.   ret

Den 4. december gennemgik min mand en hvileløs og lidelsesfuld nat. Jeg bad ved hans side som sædvanlig, men Herren fandt det ikke rigtigt at besvare vore bønner. Han var trængt i sit sind. Han tænkte at han måtte gå ned i graven. Han sagde at døden ikke gjorde ham bange.   ret

Den fornyelse min mand havde gjort I sin kost, før sin sygdom, havde en meget gavnlig indflydelse på hans helbred. Hans hoved var generelt fri for smerte og have aldrig følt sig klarere. Ved at ikke spise kød, men korn, frugter og grøntsager, der var tilberedt enkelt, havde han en god appetit, og han spiste sin mad med tydelig velsmag. Hans hjerne følte sig klarer at han mente det var sikkert for ham at arbejde videre, stole meget på den gavnlige virkning fra hans enkle kost; og i tillæg til dette arbejde og de byrder som han hidtil have båret, tilføjede han helsereformen – og gjorde ekstra ud af at undervise sabbatsholdende adventister at leve for at bevare sundheden og nyde Guds velsignelse.   ret

Som jeg refererede til tidligere havde jeg intense følelser den 4. december. Jeg troede ikke et øjeblik på at min mand ville dø. Men hvordan blev han inspireret af tro til at føle og sige: ”Jeg skal ikke dø, men leve for at erklære Herrens gerninger?” Den nat var den mest forpinte jeg nogensinde havde erfaret under hans sygdom. Jeg sov ikke, men overvejede sagen i mit sind hvad vi gør fremefter? Før denne nat, havde jeg ikke tænkt over at forlade Dansville. Jeg så at mod, håb og livsmod som have støttet min mand svigtede. Jeg var blevet støttet bemærkelsesværdigt til at udholde pinslerne, og omsorgen for ham under hans sygdom. Han var hensynsfuld over for min sundhed og styrke. Alligevel krævede hans tilfælde konstant omsorg. Jeg vidste at ingen på Dansville kunne tage min plads; og jeg havde så længe en byrde og omsorg for ham at jeg ikke kunne overlade det til andre, at gøre det jeg ansete ikke blot som min pligt at gøre, men som et privilegium at gøre for min forpinte mand. Jeg anså ikke dette for at være en opgave – for mig var det et privilegium. Næsten hele mit liv har jeg været invalid, og han har sympatiseret ømt og tålmodigt med mig og våget over mig, og taget sig af mig når jeg lider, og nu er det min tur til at betale tilbage I lille målestok for den opmærksomhed og venlighed som jeg har fået. Og jeg har igen i en sådan grad mærket Guds fred, og hans Ånds trøst over den lykkelige udførelse af min pligt som jeg kan sige af hjertet som jeg ikke vil bytte med de velsignelser og værdifulde erfaringer jeg har fået i de sidste seks måneder, for dem af samme tids længte af nogen tidligere periode i mit liv.   ret

Jeg var bange for at jeg ikke længere kunne undvære så meget søvn, nætter og yderligere belastning af min styrke af behandlingen; og hvis jeg svigtede, hvad ville der blive af min mand? Hvem ville tage sådan af ham, sådan som jeg har taget mig af ham.   ret

Vore værelser var så gode som vi kunne forvente, og vi var meget taknemmelige over at de var så behagelige og bekvemmelige. Men vore værelser var små og besværlige for vor familie, og med en kold vinter foran os, kunne jeg ikke se hvordan vi kunne gøre dem bekvemmelige og fortræffelige. Min mand mistede kød og styrke hver dag. Jeg tænkte på vort store og rummelige hus i Battle Creek, med dets høje og luftige lokale, og stillede mig spørgsmålet: ville vi ikke få det hurtigt raskere om vi var i vort eget hjem? Jeg tænkte på den store beholder af varmt vand over vor kakkelovn – der stod klar til enhver tid, og på vor umådelige cisterne af blødvand, og vort filter i kælderen, vore forskellige bade kummer, og bade værelser udstyret med en kakkelovn. Men alle disse behagelige ting have kun lille betydning for mit sind i sammenligning med min bekymring for at få min mand, som jeg kunne, hen blandt hans prøvede brødre som kendte ham, og som var hjulpet af hans arbejde, og kendte til udholdenhed og iver som han sled for i Guds værk, så han kunne findes på sin post. Hans trofaste brødre kunne vise medfølelse, og hjælpe ham med deres bønner og tro. Jeg bad til Gud at lede mig, og ikke lade mig tage et forkert skridt; men give mig visdom til at vælge det rigtige. Jo mere alvorligt jeg bad, des stærkere blev jeg overbevist i mit sind, at jeg måtte tage min mand iblandt hans brødre, også hvis vi skulle vende tilbage til Dansville. Men min plan lod klar at tage ham til Rochester, og prøve virkningen af rejsen, og hvis dette viste sig gavnligt, så tage videre til Battle Creek, efter et kort ophold i Rochester. Jeg sagde ikke et ord til min mand om mine tanker. Han endog ikke tænkt på at forlade Dansville i sine forringede tilstand.   ret

Ved enhver bede stund steg interessen, og enhver tog del i den og følte at deres anstrengelser blev betalt tilbage og draget nær til Gud, og bad for min mand, for det arbejde som de følte blev udført for deres egne sjæle. Bror Andrew følte især en byrde for sagen, og arbejdede alvorligt i tro, medens Helligåndens kraft lod til at foreskrive en bøn. Ethvert medlem i vor familie helligede sig selv på nyt il Gud. Vore kære børn forenede sig med os i dette helligelsesarbejde, som var våde af tårer. Bror og søster Lindsay blev fornyet og styrket af himlens velsignelse. Bror og søster Ortons, og bror og søster Lamsons hjerter var mere fast forenede med vore; og vi delte alle det nådens arbejde som er blevet udført for os. Jeg følte en forvisning om at vi ville komme rengjorte ud af pinslernes ovn.   ret

Om morgnen kom dr. Lay ind og jeg fortalte ham at hvis der ikke skete en afgjort forbedring for min mand i højest to eller tre uger, måtte jeg tage ham hjem. Han svarede: ”Du kan ikke tage ham hjem, han er ude af stand til at klare en sådan rejse.” Jeg svarede: jeg skal af sted; jeg skal tage min mand i tro, stole på Gud, og gøre Rochester til mit første mål, blive der nogle dage, og så tage til Detroit, og om nødvendig, blive der nogle få dage for at hvile, og så til Jackson og hvile der en kort tid, og så til Battle Creek. Det var den første tilkendegivelse min mand fik om mine intentioner. Han sagde ikke et ord.   ret

Da vi engang var i bror Andrews hjem følte jeg under en bede stund at jeg bragte min sag frem for Herren, bad ham instændigt om at give mig kropssundhed, og sindsstyrke. Alle tilstedeværende lod til at gøre min sag til et særligt bede emne. Jeg mærkede en liflig, himmelsk afklaring med Gud. En himmelsk atmosfære trængte igennem rummet. Siden den gang har jeg ikke været betrængt med maveømme; og min fod har ikke skadet mig.   ret

Juleaften ydmygede vi os selv for Gud, og bad alvorligt om udfrielse, det var som om himlens lys skinnede på os, og jeg blev indhyllet i et syn om Guds herlighed. Det var som om jeg blev båret hurtigt fra jorden til himlen, hvor alt var sundt, skønt og herligt. Musiktoner faldt i mit øre, melodiske, fuldkomne og bedårende. Jeg fik lov til at nyde dette sceneri i en stund før min opmærksomhed blev henledt til denne mørke verden. Så blev min opmærksomhed henledt til de ting der udspiller sig på denne jord, som jeg ikke skal forsøge at fortælle om her, men kan give i det fremtidige liv. Jeg fik et opmuntrende syn om min mands situation, enkeltheder vil bringes herefter.   ret

Den samme dag var jeg hjemme hos dr. Jacksom og han tilstod mig en samtale. Jeg lagde sagen frem for ham, og fortalte ham at jeg ville tage min mand hjem. Han rådede mig til at tage ham til et nærmere punkt end Battle Creek, og prøve rejsens forsøg; og hvis det virkede godt kunne det være det bedste jeg kunne gøre; men råde mig til at tage tilbage hvis han fik det bedre, og fortsatte med brug af vand. Jeg nævnte for dr. Jackson at jeg havde fået en invitation fra vore venner i Rochester at deltage i deres månedlige møde der skulle holdes næste sabbat, og hvis min mand kunne, om han også kunne komme; og at de skrev yderligere at de ikke spurgte os om at arbejde eller få nogen byrde ved mødet, men de ønskede meget at se os iblandt dem, og tænkte at vi måtte få modet, og rejsen og forandringen kunne være gavnlig for vort helbred. Dr. Jackson indvilgede, og udtrykte sin mening at vi måtte få nogle få dage med godt vejr, og det ville være godt at udnytte det. Han tænkte det ville være gøre os godt.   ret

Min mand ville da vende tilbage til Battle Creek næste uge om mandagen, nytårs aften. Han kunne ikke sidde op så lang tid ad gangen. Nogle gange virkede rejsen stor for ham, og nogle få gjorde hans angst at han blev for svag til at gennemføre en sådan rejse. Men jeg følte et bevis for at Herren ville tage med os på vor rejse, og bringe os sikkert hjem igen.   ret

Skulle vi deltage i det månedlige møde i Rochester, måtte vi forlade Dansville den næste mandag. Jeg gjorde ældre Loughborough kendt med vore planer, som var overrasket over dette pludselige skridt; men da han overvejede sagen, så det rigtigt ud for ham. Min mand begyndte hurtigt at blive bekymret for at tage til Rochester. Den aften vi pakkede vore kuffurtere og før klokken 9 var vi alle parat til den tidlige start den næste morgen. Min mand sov ikke den nat. Om morgnen så det mere nedslående ud med hensyn til at tage en syg mand. Vi fik en støvregnsstorm. Men vi valgte hellere at løbe risikoen for konsekvenserne at tage af sted, end at blive da vi havde besluttet os for at tage af sted. Vi spiste hurtig en tidlige morgenmand, og mellem 7 og 8 var vi på vej til Wayland, en kørsel på ti kilomenter i åben vogn. Vi rejste i tillid til Gud som vor hjælper.   ret

Nytårs mogen var ikke så behagelig som vi ønskede at se den. Skyernes udseende varslede storm, og vi kunne ikke glemme den hårde snestorm for blot to år siden. Forholdene lod ikke til at være gode for at vi kunne tage til Battle Creek. Men mit sind synes at være opsat på at tage af sted; så vi skulle tage vognene omkring kl. 10. Vi tog plads i den vogn, der skulle tage os til stoppestedet, i den tro at vi gik på pligtens sti. Br. Andrews gav sig venligt for at ledsage os til Battle Creek hvis det vil lette vor byrde; men jeg sagde til ham at jeg ønskede at rejse, alene stole på at Gud ville støtte os. Flere brødre og søstre ledsagede os til vognene, og blev hos os til vi startede.   ret

Min mand klarede rejsen til Walyland godt, og der lå han ned på stoppestedet og hvilede indtil vognene kom ind for tage os til Rochester. Han kunne ikke få temperaturen i sit rum over 60 F° (15 C°). Varme havde en kraftfuld indflydelse på hans hjerne. Han frygtede for at køre så meget i vognene, på grund af deres ophedede atmosfære. Men vejen virkede godt forberedt for os. Og da toget kom ind så vi en sovevogn var med, og vi bad om at få lov til at være i den, hvilket blev os tilstået. Her fandt vi de gode forhold som vi kunne bede om. Min mand rejste konfortabelt til Rochester, hvor bror orton ventede med sin nemme behagelige vogn på stoppestedet, da toget kom. Han tog os hjem til sin svigersøn, bror J. B. Lamson, omkring fem kilometer borte.   ret

Alle som kendte til min mand vidste at hans forsigtighed, samvittighedsfuldhed og godgørenhed har været stor og tiltrækkende, og med fremherskende træk i hans karakter, og var en særlig velsignelse i egenskab af forretningsførelse i forbindelse med den nærværende sandheds arbejde og fremskyndelse. Men i sin svækkede og oppiskede tilstand med hans nervesystem under hans sygdom, denne særlige udvikling, som har været til velsignelse da han var sund, var smertende pirrelig, og en forhindring for hans helbredelse.   ret

”Vi følte at Guds engle var helt omkring os. Vi kom til Falls på en behagelig og sikker måde, hvor vi skiftede til sovevogn. Min mand sov ikke, men følte sig sikker glad og lykkelig. Alt der så ud til at være storm forsvandt hurtigt efter at vi havde taget plads i vognene, og fik godt vejr under hele rejsen. Jeg følte for stort ansvar til at jeg kunne sove. Ordene
”Venlige engle omkring mig flyver,
Herlighedens håb omkring mig byder”, var i mit sind meget af tiden i løbet af natten. Min mand stod op om morgnen med en bedre følelse end normalt. Han var glad og ved godt mod. Vi tilberedte hans enkle morgenmad til ham med grød og linser, som vi varmede på kakkelovnen. Vi kunne ikke gøre det så velsmagende for ham; han spiste kun en smugle."   ret

I der tre uger at vi var i Rochester, blev meget af tiden brugt på bøn. Min mand bad om at sende bud til Maine efter ældre J. N. Andrews – til Olcott efter bror og søster Lindsay, og til Rossevelt, og spørge dem som havde tro på Gud, og se det som deres pligt, at komme og bede for ham. Disse venner kom som svar på hans kald, og i ti dage havde vi særlige bede stunder. Alle som engagerede sig i disse bede stunder blev stærkt velsignet. De mærkede ikke en byrde at bede for min mand, men for deres egen skyld. Med åndens sønder brydelse, med deres ansigter vædet i tårer ville disse Guds tjenere bede indstændigt for at nådens dybe arbejde må udføres i deres egne hjerter. Sejrsråb, og pris til Gud steg op til himlen som tegn på kærlighed og accept. Jeg har aldrig før nydt større frihed i bøn. Vi fik forvisningen om at vore bønner blev hørt. Vi blev ofte genopfrisket med himlens nådes regn, så vi kan sige: ”Mit bæger flyder over.” Vi kunne græde og prise Gud for hans rige frelse.   ret

Min mand blev ofte velsignet nå han vovede at tro på Gud og stole på hans kraft til at frelse. Til tider virkede han fri og lykkelig, men med fordøjelseslammelsen presset ned over sig lod han ude af stand til at bibeholde de håbefulde følelser, og i tro på en stille tillid til Gud til enhver tid, påberåbte sig hans dyrebare løfter som hans. Dem som kom fra Roosevelt var nød til at vende hurtigt tilbage til deres hjem. Bror Andrews og bror og søster Lindsay blev der stadig. Vi fortsatte vore alvorlige bønner til himlen. Det lod til at være en kamp mod mørkets kræfter. Nogle gange ville min mand i bævende tro gribe Guds løfter, og der blev vundet liflige og dyrebare sejre. Så var hans sind igen nedtrykt, og var for svag til at beholde de sejre han havde vundet.   ret

Vi fik held med vore rejse - fik de rigtige forbindelser, og kom godt af sted. Min mand nød rejsen, for han erkendte at Guds støttende hånd var under ham. Da toget kom til Battle Creek, mødte vi flere af vore trofaste brødre som tog gladeligt imod os. Da vi kom ind i vort eget hjem igen, mødte vi flere trofaste søstre som havde arbejdet hele dagen, varmet rummene op, luftet sengetøj, lavet mad, så da vi kom skulle vi ikke andet end hvile og nyde vort hjem. Vi fandt et bord var parat til os, vi kunne sætte os ved, og tog del i forfriskningerne omkring kl. fem, som vi havde brug for, da vi ikke havde spist noget siden morgenmaden i morges. Trofaste hænder havde tilberedt middagsmaden til os kl. 2, da vi var ventet med et tidligere tog.   ret

Min mand hvilede godt i løbet af natten. Selv om han var svag den næste sabbat, gik han til møde huset og talte til i omkring tre kvarterer af en time. Vi deltog også i nadvergudstjenesten om aftenen. Herren styrkede ham, idet han gik på hans tro. Vi var taknemmelige over for Gud at vi atter er i vort kære folks midte i Battle Creek. Da min mand blev syg første gang, følte de at et slag var kommet over dem. De stod trofast ved vor side og hvor oprigtigt og ømhjertet forsøgte at hjælpe mig med alle byrder som de kunne tage. Dag og nat i de første fem uger af vore pinsler var de uafladelige i deres omsorg og opmærksomhed. Og da vi forlod Dansville ophørte denne byrde og interesse ikke. De havde ofte, påbegyndte ofte bede stunder for os, de stakkels forpinte Kristi tjenere. Vi finder at de har den samme venlige og hjertefølte sympati for os i vor pinsel. De er parart til at bære vore byrder så vidt det er muligt for dem at gøre dette. De har gav mildt givet os gaver, som vi har takket nej til, da vi på nuværende tidspunkt ikke har behov for pengemæssig hjælp. Nogle af dem som har tro, samles hver uge, og går ind i alvorlig og inderlig bøn til Gud for genoprettelsen af min mands sundhed. Måtte Gud belønne sit kære folks trofasthed, er vor bøn.   ret

Min mand bliver bedre. Han er ikke lige så fortrængt af nervøsitet, bekymring og frygt. Han lider kun lille smerte, men vi kan ikke se at han får fedt på sig. Hans mave bliver stærkere, og spiser mere omhyggeligt. Nu vover han sig langsom til anden kost - spiser lidt frugt. Hans appetit er god, og han nyder sin mad. Vejret har ikke været det bedste for ham, til at køre og gå så meget ud. Vi udnytter enhver god dag, og tager ham med ud på en ridetur flere kilometer på landet. En dag red han tolv kilometer til bror Godsmark's, fik en middag og vendt tilbage samme dag.   ret

Jeg betvivler ikke en fuldkommen og hel helbredelse af min mand til sundhed. Herren er her for os, pris hans hellige navn! Selv om Satan har prøvet at presse os tilbage, er der alligevel givet hjælp fra ham der er mægtigere , end han er, og i Jesu navn, vor store Udfrier, skal vi komme sejrrige ud.   ret

Vi ønsker stadig brændende Guds folks inderlige bønner, så vi kan få støtte, og udfrielse fra vor nuværende pinsel.   ret