Review and Herald d. 1. marts 1881
Helliggørelse, Johannes liv
Johannes liv er en illustration på sand hellighed.
Tekst: "Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1 Thess. 5,23. ret
Den forunderlige success der fulgte med apostlene og deres medarbejderes evangelieforkyndelse, forøgede de ikke-troende jøders had. De gjorde alt for at forhindre dens udbredelse, og til sidst lykkes det at sikre sig den Romerske kejsers magt imod de kristne. En stor forfølgelse fulgte efter, hvor mange af Kristi efterfølgere blev lagt i døde. Apostlen Johannes var nu en ældre mand; men med stor iver og success fortsatte han med at forkynde Kristi lære. Han havde et kraftfuldt vidnesbyrd, som hans fjender ikke kun kæmpe imod, og som generelt opmuntrede hans brødre. ret
Når de kristnes tro lod til at vakle under den hæftige modstand blev de tvunget til at imødekomme det, ville apostlen gentage, med stor værdighed, kraft og veltalenhed, ”Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets Ord, forkynder vi . . . . det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus.” ret
Det bitreste had blev optændt imod Johannes for hans urokkelige troskab mod Kristi sag. Han var den sidste overlevende af disciplene, som var nært forbundet med Jesus; og hans fjender besluttede at hans vidnesbyrd skulle bringes til tavshed. Hvis dette ville ske, mente de at Kristi lære ikke ville udbredes; og blev det behandlet hårdt, måtte det snart dø bort fra verden. Således blev Johannes stævnet til Rom for at sagsøges for sin tro. Hans lære blev fremstillet forkert. Falske vidner anklagede ham som en oprørsk person, der offentligt underviste i teorier som ville undergrave nationen. ret
Apostlen fremstillede sin tro på en klar og overbevisende måde, med en sådan enkelthed og oprigtighed at has ord havde en kraftfuld effekt. Hans tilhørere var forbavsede over hans visdom og veltalenhed. Men jo mere overbevisende has vidnesbyrd var, de s dybere var deres had som modsatte sig sandheden. Kejseren blev fyldt med vrede, og bespottede Guds og Kristi navn. Han kunne ikke sige apostlens tankegang imod, eller måle sig med den kraft der fulgte sandhedens udtryk, og han besluttede at fortie dens trofaste forsvar. ret
Her ser vi hvor hårdt hjertet kan blive når det sætter sig hårdnakket imod Guds fortsæt. Kirkens fjender var opsat på at fastholde deres stolthed og magt over for folket. Ved kejserens dekret, blev Johannes forvist til Øen Patmos, domfælt, som han siger: ”For Guds ord, og Jesu Kristi vidnesbyrd.” Men Kristi stopper ikke med deres mål at fortie has trofaste vidne. Fra Øen Patmos kommer apostlens røst, når helt ud til endens tid, og åbenbarer de mest betagende sandheder, der nogen sinde er givet til dødelige mennesker. ret
Patmos er en gold klippeø i det Ægæiske hav, havde den romerske regering valgt som et forvisningssted for kriminelle. Men dette mørke tilholdssted viste sig for Guds tjener som værende Himlens port. Han lukkede livets travle scenerier ude, og væk fra has aktive arbejde som en evangelist; men han blev ikke lukket ude fra Guds tilstedeværelse. På dette afsiddesliggende hjem kunne han kommunikere med kongernes Konge, og studere nøjere den guddommelige krafts manifestationer i naturens bog og de inspirerede sider. Han glædede sig ved at meditere over det store skaberværk, og den Guddommelige arkitekts tilbedende kraft. I de tidligere år havde hans øjne glædet sig over at se skovbeklædte bakker, grønne dale, og frugtbare sletter; og i al naturens skønhed frydede han sig ved at opspore Skaberens visdom og dygtighed. Nu var han omgivet af scenerier, der for mange ser triste og uinteressante ud. Men Johannes havde det på anden måde. Han kunne læse de dybe mysteriers vigtigste lektier i de vilde og blotte klipper, og himmel-hvælvingens herlighed. For ham, bar alt præg af Guds kraft, og erklærede det for herligt. ret
Apostlen beskuede ham i flodens vidner, som oversvømmede jorden fordi beboerne vovede at overtræde Guds lov. Klipperne blev skød sig op fra det store dyb og fra jorden, ved at bryde vandene, blev hans sind fyldt levende af rædsel for den frygtelige udgydelse af Guds vrede. ret
Men selv om alt det der omgav ham så øde og goldt ud, var de blå himlen der bøjede sig over apostlen på den ensomme Patmos, som strålende og smuk, som himlen over hans eget elskede Jerusalem. Lad mennesker straks se på himlens herlighed i nattestunden, og bemærke Guds krafts arbejde i hærene deri, og han lærte en lektie om hvor lille han egentlig er. Hvis han gemte på stolthed og selvophøjelse på grund af talenter eller personlige bedrifter, fordi han er rig på huse og lande, så lad ham gå ud i den smukke nat, og se på stjernehimlene, og lære at ydmyge sit stolte sind overfor den Almægtige. ret
Under røsten af mange vande, der drager til dybde, - hørte profeten Skaberens røst. Havet, der piskede i raseri ved de nådesløse vinde, blev fremstillet for ham som en krænket Guds vrede. De mægtige bølger, i deres frygteligste tumult, blev inden for de bestemte grænser ved en usynlig hånd, talte til Johannes, kontrollerede dybet af en uendelig kraft. Og i modsætning så og mærkede han svage menneskers tåbelighed, kun støvets orme, som ærer sig i deres visdom og styrke, og sætter deres hjerter op imod universets Hersker, som om Gud var helt som ham som dem selv. Hvor blinde og sanseløse er menneskelig stolthed! En time af Guds velsignelse i solskin og regn på jorden, vil gøre større forandring på naturens overflade end mennesker, med al deres pralende kundskab og udholdende arbejde, kan udrette i en hel livstid. ret
Med hans ø-hjems omgivelser, læste den landflygtige profet den guddommelige krafts manifestationer, og havde fællesskab med sin Gud i alle naturens værker. Og sjælens mest glødende længsel efter Gud, de mest inderlige bønner, gik op til Himlen fra klipperige Patmos. Idet Johannes så op på klipperne, huskede han på Kristus, hans styrkes klippe, hvor han kunne skjule sig i ly uden at være bange. ret
Den Herrens dag Johannes nævnte var sabbaten, - den dag som Jehova hvilede efter det store skabelsesværk, og som han velsignede og helligede fordi han havde hvilet på den. Johanes helligholdt Sabbaten lige så meget på øen Patmos som da han var blandt folk, prædikede på den dag. De øde klipper omgav ham, Johannes blev mindet om det klipperige Horeb, og hvordan Gud sagde, da han talte til folk der: ”Kom sabbatsdage i hu, og hold de hellig. ret
Faderen og Sønnen talte til Moses fra klippere. Gud gjorde klippere til sin helligdom. Hans empel var de evige bakker. De Guddommelige Lovgiver steg ed på klippebjerget for at udsige sin lov i hele folkets påhør, så de kan indprentes med has krafts og herligheds frygtelige udfoldelse, og frygte at overtræde hans bud. Gud udtalte sin lov i torden og lynglimt og i de tykke sky på bjergtoppen, og hans røst var som meget høj basunklang. Jehovas var uforanderlig, og de tavler som han skrev den lov på var en solid klippe, der betagne dens forskrifters uforanderlighed. Klippen Horeb blev et helligt sted for alle, som elskede og ærede Guds lov. ret
Da Johannes betragtede Horebs scenerier, kom Guds Ånd, som helligede den syvende dag, over ham. Han betragtede Adams synd ved at overtræde den guddommelige lov, og det frygtelige resultat af overtrædelse. Guds uendelige kærlighed, ved at give sin Søn for at genløse en falden slægt, virkede for stort til at et sprog kan udtrykke det. Sådan som han viser det i sit brev, opfordrer han menigheden og verden til at beskue det. ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.” Det var et mysteium for Johannes at Gud kunne give sin Søn for at dø for en oprørsk mand. Og han fortabedes i forbaveselse over den frelsesplan, der var langt på en bekostning for himlen, at den blev afvist af dem som det uendelige offer var sket for. ret
Johannes blev lukket ind sammen med Gud. Idet han lærte mere af den guddommelige karakter, igennem skabelsesgerningerne, fik han større ærbødighed over for Gud. Han spurgte ofte sig selv: ”Hvorfor søger mennesker ikke, som er helt afhængig af Gud, at få fred med ham i ved villig lydighed? Han er ubegrænset i visdom, og der er ingen grænser i has kraft. Han kontrollerer himlene med utallige verdener. Han bevarer de tings storhed og skønhed i fuld harmoni som han har skabt. Synd er overtrædelse af Guds lov; og syndens løn er døden. Der vil ikke have været nogen uoverensstemmelse i Himle eller på jorden, hvis synden aldrig var kommet ind. Ulydighed mod Guds lov har ført al den elendighed der har været blandt hans skabninger, med sig. ret
Der er ingen let sag at synde imod Gud, - og sætte menneskers trodsige vilje op imod den guddommelige vilje. Det er det bedste for mennesker, selv i denne verden, at adlyde Guds bud. Og det er med sikkerhed i hans evige interesse at underlægge sig Gud, og have fred med ham. Markens dyr adlyder deres Skabers lov med det instinkt der stører dem. Han taler til det stolte ocean: “Hertil skal du komme, men ikke længere;” og vandene adlyder straks hans ord. Planeterne er sat i fuldstændig orden, adlyder de love som Gud har oprettet. Han har givet mennesker forstand til at forstå den guddommelige lovs forlangender, og en samvittighed til skyldfølelse ved overtrædelse, og fred og glæde ved lydighed. Og alligevel er mennesket, alle de skabninger som Gud har dannet på jorden, alene de oprørske. Gud har efterladt mennesket som en fri moralagent, der adlyder eller er ulydig. Lønnen for evigt liv, e evig vægt af herlig, er lovet dem som gør Guds vilje, medens hans vredes truer alle dem der trodser hans lov. ret
Idet Johannes meditere over Guds herlighed, der vises i hans gerninger, bliver han overvældet af Skaberens storhed og majestæt. Skulle alle denne lille verdens beborere nægte lydighed mod Gud, ville han ikke efterlades uden herlighed. Han kunne feje alle dødelige mennesker bort fra jordens overflade på et øjeblik, og skabe en ny slægt at befolke den med og herliggøre hans navn. Gud er ikke afhængig af at mennesker ærer. Han kan kalde himlens stjernehære til orden, millioner af verdener der oppe, og at hæve en sang i ære og pris og herlighed for hans navn. "Og himlen priser dit under, herre, din trofasthed i de helliges forsamling. Thi hvem i sky er Herrens lige, hvo er som Herren iblandt Guds sønner? En forfærdelig Gud i de helliges kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham." ret
Johannes husker de forunderlige begivenheder som Kristi liv bevidner om. I forestillingen nyder han de forunderlige anledninger som han tidligere var blevet tilstået, og til stor trøst. Pludseligt afbrydes hans meditation; han tiltales i klare og tydelige toner. Han vender sig for at se hvor rsten udgår, og se! Han beskuer sin Herre, som han har elsket, som han vandrede og talte med, og hvis lidelser er på det kors han var vidne til. Men hvor forandret ser Frelsere dog ud! Han er ikke længere "en smerternes mand og kendt med sygdom." Han bærer ingen mærker af sin ydmyghed. Hans øjne er som flammeild; hans fødder som fint malm, som gløder det i en ovn. Tonerne fra hans stemme er som musik fra mange vande. Hans ansigt skinner som solen på sit højeste. I hans hånd er der syv stjerner, der betegner menighedernes tjenere. Af sin mund udgår et tveægget sværd, der fremstiller hans ords kraft. ret
Johannes som havde elsket sin Herre så meget, og som urokkelig holdt fast ved sandheden på trods af fængsel, pisk og dødstrudsler, kan ikke klare Kristi majestæts fremragende herlighed, men falder til jorden som slået til døde. Jesus lægger så sin hånd på den sin tjeners lammede skikkelse, og siger: ”Frygt ikke. Jeg er Ham som lever og var død; og se, jeg lever for altid.” Johannes fik styrke og kom til live i hans herlige Herres tilstedeværelse; og så blev Guds hensigter for fremtiden vist for ham i et helligt syn. Himmelhjemmets herlige tillokkelser blev gjort ham bekendt. Han fik lov at se på Guds trone, og beskue de genløstes hvidtklædte skare. Han hørte musikken fra himmelske engle, og sejrssange fra dem som vandt sejr ved Lammets blod og deres vidnesbyrds ord. ret
Johannes’ ydmygelse bestod ikke blot i bekendelse; det var en nåde som iklædte ham lige så naturligt som et klæde. Han har altid forsøgt at skjule sine egne retfærdige handlinger, og undgå alt som vil tiltrække opmærksomheden til ham selv. I sit Evangelium, nævner Johannes de disciple som Jesus elskede, men skjuler faktisk at ham som blev æret var ham selv. Hans optræden var blottet for selviskhed. I sit daglige liv lærte og praktiserede han næstekærlighed i højeste forstand. Han fik en stor fornemmelse af den kærlighed som bør ekistere blandt naturlige brødre og kristne brødre. Han overbringer og tilskynder til denne kærlighed som et væsentligt karaktertræk for Jesu efterfølgere. Er det ikke noget af dette er alle kristennavnets kostbarheder forgæves. ret
Johannes var en lærer i praktisk hellighed. Han bringer de ufejlbarlige regler for Kristen optræden. De må være rene i hjertet, og korrekte i metoder. De er på ingen måde tilfreds med en tom bekendelse. I umiskedelige termer erklærer han at det at være en kristen er at være Kristus lig. ret
Johannes hævder ikke at være syndfri. Men hans liv blev brugt alvorligt på at tilpasse sig Guds vilje. Det var en levende fremstilling af kristen helliggørelse. Han fulgte sin Frelser nøje, og havde e fornemmelse for Kristi renhed og ophøjede hellighed, hvor hans egen karakter viste modsætningsvis viste enormt mangelfuld. Og da Jesus i sin legemlige herlighed viste sig for Johannes, var et lynglimt nok til at få ham til at falde ned som en død. Dette vil altid være det som de føler, der kender deres Herre og Mester bedst. Jo tættere de betragter Jesu liv og karakter, des mindre vil de være tilbøjelig til at påberåbe hjertets hellighed, eller prale af deres hellighed. ret
afsn nr:1 | |
afsn nr:2 | |
afsn nr:3 | |
afsn nr:4 | |
afsn nr:5 | |
afsn nr:6 | |
afsn nr:7 | |
afsn nr:8 | |
afsn nr:9 | |
afsn nr:10 | |
afsn nr:11 | |
afsn nr:12 | |
afsn nr:13 | |
afsn nr:14 | |
afsn nr:15 | |
afsn nr:16 | |
afsn nr:17 | |
afsn nr:18 | |
afsn nr:19 | |
afsn nr:20 | |
afsn nr:21 | |
afsn nr:22 | |