Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 4. marts 1873

Johannes' mission og død

Dagligt blev der føjet disciple til Kristus, og folk flokkedes fra byer og landsbyer for at høre ham. Mange kom for at blive døbt; men Kristus døbte ingen. Hans disciple udførte denne forordning. Og da Kristi døbte rigtig mange, rejste der sig et spørgsmål iblandt jøderne og Johannes disciple, om denne dåbshandling rensede synderen fra syndens skyld. Johannes disciple svarede at Johannes døbte kun til anger, men Kristi disciple til et nyt liv. Johannes disciple blev skinsyge på Kristi popularitet, og sagde til Johannes, idet han henviste til Kristus: »Han, som var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle kommer til ham.« Johannes svarede og sagde: »Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen.”   ret

Til dette svar sagde Johannes i virkeligheden: Hvorfor skal I være skinsyg på min bekostning? ”I kan selv bevidne, at jeg sagde: »Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham.« Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle; hvad han har set og hørt, vidner han om; og ingen tager i mod hans vidnesbyrd.”   ret

Johannes forsikrede sine disciple at Jesus var den lovede Messias, verdens Frelser. Da hans arbejde sluttede af, lærte han sine disciple at se på Jesus, og følge ham som den store lærer. Johannes liv var, med undtagelse af den glæde han erfarede i sin missions bevidnelse, var uden fornøjelser. Det var et sorrigt og selvfornægtende liv. Han som bebudede Kristi første komme, fik ikke personligt lov at høre, eller være vidne til den kraft han udviste. Johannes stemme blev sjældent hørt, undtagen i ørknen. Han s liv var ensomt. Mange mennesker havde flokkedes om ham i ørknen for at høre den forunderlige profets ord. Han havde lagt øksen ved træets rod. Han havde irettesat synd, frygtløs om konsekvenserne, og forberedt vejen for Kristi tjeneste.   ret

Herodes blev ilde berørt da han lyttede til Johannes tydelige vidnesbyrd, og han spurgte med dyb interesse hvad han måtte gøre for at blive hans discipel. Han blev overbevist ved de tydelige sandheder Johannes gav samvittighed. Hans samvittighed fordømte ham, for en kvinde med onde lidenskaber havde vundet hans hengivenhed og styret hans sind. Denne samvittighedsløse kvinder var ærgerrig efter magt og myndighed, og mente at hvis han blev Herodes hustru, ville hendes mål være nået. Da Herodes lytte til de praktiske sandheder Johannes proklamerede, irettesatte overtrædelsen af Guds lov, og fremsatte den fremtidige straf, som den skyldige måtte lide, så skælvede ham, og ønskede inderligt at bryde den lystens kæde som holdt ham. Han åbnede sit sind for Johannes, som førte Herodes til Guds lov, ansigt til ansigt, og fortalte ham at det ville være umuligt for ham at få del i Messias rige, medmindre han brød med sin broders hustrus ulovlige forbindelse, og af hele sit hjerte, adlyde Guds bud.   ret

Herodes ville handle efter Johannes’ anvisning, og sagde til Herodias at han ikke ville giftes med hende stik imod Guds lov. Men denne besluttede kvinde ville ikke have sine planer forpurret. Et stærkt had blev vækket i hendes hjerte imod Johannes. Herodes var principsvag, vaklende i sindet, og det var ikke så vanskeligt for Herodias at genoprette sig for hans gunst, og få hendes indflydelse over ham. Herodes gav efter for syndens fornøjelser, frem for at underkaste sig restriktionerne i Guds lov.   ret

Da Herodias havde fået indflydelse over Herodes, besluttede hun at hævne sig over profeten fordi han turde irettesætte deres forbryderiske vej. Og hun påvirkede ham til at fængsle Johannes. Men Herodes ville løslade ham. Da han var sat i fængsel, hørte Johannes igennem sine disciple, om Jesu mægtige gerninger. Han kunne ikke personligt lytte til hans nåde ord; men disciplene informerede ham, og trøste ham med en beretning om hvad de havde set og hørt.   ret

Johannes havde brugt sit liv på den frie luft, på aktivt og vedvarende arbejde, klare afsavn, vanskelighederne og sliddet, havde han aldrig før erfaret t fængselslivets prøvelser. Han blev derfor fortvivlet, og endog tvivlen betyngede ham, om Kristus i virkeligheden var Messias. Hans disciple fortalt ham om de underfulde ting som de havde været vidne til i Kristi tjeneste. Men han konkluderede at hvis Kristus i virkeligheden var Messias, ville han offentligt proklamere sig selv som verdens frelser.   ret

Johannes havde uklare ideer om oprettelsen af Kristi rige, ligesom Kristi disciple havde. De mente at Kristus ville oprette et timeligt rige, og regere på Davids trone i Jerusalem. Han blev utålmodig fordi Kristus ikke straks gjorde sig selv kendt, påtog sig kongelig myndighed, og underlagde sig romerne. Han håbede at hvis Kristus oprettede sit rige, ville Johannes komme ud af fængslet Han besluttede at hvis Kristus var Guds Søn, og kunne gøre alle ting, ville han bruge sin kraft og sætte ham fri.   ret

Johannes sendte sine disciple for at spørge Kristus: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Disciplene søgte efter Kristi tilstedeværelse; men de kunne ikke straks tale med ham, fordi skaren bar de syge til Jesus. De forpinte, blinde og lamme gik igennem skaren. Johannes disciple så Kristi mirakler, og på hans ord blev de livløse levende, og sundhedens glød fandt indpas i dødens bleghed. Jesus sagde til Johannes disciple: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser. Blinde ser og lamme går, spedalske renses og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige«; og salig den, som ikke forarges på mig.«   ret

Med disse ord blev Johannes sat venligt i rette for hans utålmodighed. Den varsomme irettesættelse der vendte tilbage til Johannes gik ikke tabt på ham. Da forstod han bedre karakteren i Kristi mission. Og med underdanighed og tro, gav han sig selv over i Guds hænder, til at leve eller for at dø, hvad der bedst kunne fremme hans ære.   ret

Efter at Johannes disciple var gået, talte Jesus til skaren om Johannes: »Hvorfor gik I ud i ørkenen? for at se et rør, som svajer hid og did for vinden?« Jesus vidste at et rør der svajer i vinden var det stik modsatte af Johannes karakter. Johannes kunne ikke bevæges af smiger, eller bedrages af de fremherskende vildfarelser. Han kunne heller ikke vendes til side fra det arbejde han var kommet for at gøre, ved belønninger, eller verdslig ære. Han ville bevare sin renhed på bekostning af sit liv. Standhaftig som en klippe stod Guds profet, trofast for at irettesætte synd og forbrydelser i alle deres skikkelser, på konger og adelsmænd, lige så let som på ikke ærede og ukendte. Han veg ikke fra sin pligt. Trofast mod sin Gud, med moralsk karakter i ædel værdighed, stod han fast som en klippe, trofast mod princippet.   ret

»Hvorfor gik I ud i ørkenen for at se et rør, som svajer hid og did for vinden? Nej, hvorfor gik I ud, for at se et menneske, klædt i bløde klæder? Se, de, som går med bløde klæder, er i kongernes slotte. Nej, hvorfor gik I ud, for at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Han er den, om hvem der står skrevet: »Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig.« Sandelig siger jeg eder: blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han. Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig.”   ret

De folk som Kristus talte til vidste godt at den klædning Johannes bar var modsat det der blev båret i kongelige paladser. Kristus spurgte i virkeligheden: Hvilket motiv har du til at flokkes ude i ørknen for at høre Johannes forkyndelse? Ørknen er ikke det sted hvor man finder dem der lever et liv, og som klæder sig selv i rige og bløde klæder. Kristus ønskede at de skulle se modsætningen mellem Johannes klæder og de jødiske præsters klæder. Profeten bar en enkel og rå klædning, der ikke havde skønheden, men gav svar på hvad klæder først var til for. I stor modsætning til Johannes klædninger, var jødepræsterne og de ældstes strålende klæder.   ret

Disse embedsmænd mente at de ville blive æret efter deres ydre udseende, få stor glans for klæder, få et rigt udseende af kostelige klæder og blændende brystplader. De var mere ivrige efter at vinde menneskers beundring end at få pletfri karakterrenhed og livs hellighed, som ville give Guds billigelse.   ret

Kristus formanede sine disciple, og også skarerne, til at følge det som var godt i skriftkloges og farisæernes lære, men ikke efterligne deres forkerte eksempel, eller blive bedraget af deres ærgerrige krav.   ret

Han sagde: ” Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge hyrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bede remme brede og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebuddene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt »rabbi« af folk.”   ret

Johannes så at disse stolte jøder ophøjede og forherligede sig selv ved at fremvise deres pralende fromhed for offentligheden. De bandt dele af loven på deres pander og omkring deres håndled, så alle kan genkende og vise ærbødighed for deres påtagede hellighed. Ganske vidst havde Gud befalet Israels børn at sætte et blåt bede bånd på kanten af deres klæder, hvorpå de ti bud, i korthed skulle broderes. Dette skulle hele tiden minde dem selv om deres pligt at elske Gud højest, og deres næste som sig selv. Men de havde forladt den oprindelige renhed og enkelthed, og jo mere direkte deres liv stod imod Guds lov, des mere nøjeregnende blev de med at gøre deres bede remme brede, og lægge det til ordene som Gud havde udspecificeret skulle skrives ind på de blå bede bånd. I det ydre udtrykte de den dybeste helligelse, medens deres handlinger var i stærk modsætning til deres bekendelse.   ret

Reformånden oprørte Johannes sjæl. Visdommens lys og Guds kraft var over ham. Inspiration fra himlen optændte en hellig iver der fik ham til at fordømme de jødiske præster, og erklære guds forbandelse over dem. De foregav sig stort at være gode, medens de var fremmede i godgørenhed, barmhjertighed og Guds kærlighed. Ved deres udseendes stor slået hed og deres ophøjede forsøgte de at indgyde æres frygt og mennesker respekt, medens de afskyede den Allerhøjeste.   ret