Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 4. marts 1880

Rigdommenes bedrag

Mange som bekender særlige sandheder for vor tid, har ikke en ordentlig karakteropfattelse. De værdsætter ikke den moralske værdi. De praler meget af deres troskab mod Guds sag, og deres kendskab til Skrifterne; og de er ikke ydmyge af hjerte. De viser særlig hensyn til dem som er velhavende og har fremgang, glemmer de rigdomme som ikke giver mennesker Guds gunst. Sand karakterudmærkelse overses ofte, hvis det er en fattig mand som har dem. Penge har en mægtig indflydelse. Men sørger Gud for penge – for ejendomme? Kvæget på tusinde bakker er hans, - verden og alt hvad er deri. Jordens beboere er som græshopper over for ham; og folkene, med deres rigdomme, ”at regne som fnug på vægt.” Her er der ikke personsanseelse. Alligevel har velhavende mennesker ofte se på deres ejendomme og sagt: Ved min visdom har jeg fået denne velstand. Men hvem har givet dem magt til at få rigdomme? Gud har givet dem de evner de har; og i stedet for at give ham æren, tager de den selv. Han vil forsøge dem og prøve dem, og vil bringe deres ære til støvet; han vil fjerne deres styrke og sprede deres besiddelser.   ret

En forkert handling, eller i undertrykkelse, en afvigelse fra den rette vej, bør straks fordømmes hos rige så vel som hos fattige. Alle de rigdomme de fleste velhavende har haft, vil ikke have høj nok værdi til at dække over den mindste synd over for Gud. Anger, sand ydmyg, et sønderbrudt hjerte og brødebetynget ånd, er det eneste han accepterer.   ret

Mange rige folk har fået deres velstande ved nøjeregnende behandling af deres medmennesker, ved at bedrage dem i handel, og selv drage fordel af andres tab; og er stolt af deres forvaltning, og skarpsindige handelsevner. Men Guds forbandelse vil hvile over enhver dollar der fås, og over indtægten af denne, i deres hænder.   ret

Hvor virkningsfulde er vor frelsers ord ikke: ”Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig mand at gå ind i Guds rige.” Dem som har evner til at få ejendomme, vil, hvis de ikke hele tiden er på vagt, forføres af deres begærlighed til at ofre de generøse, godgørende og ædle principper i deres manddom, for en smudsig indtægt.   ret

Mange er blevet forvansket af verdens ånd og indflydelse. Deres karaktertræk bliver mere ulig den guddommelige model. De forvandles til at blive instrumenter af uretfærdigheden. I slående modsætning med denne klasse er de flittige, ærlige og fattige mennesker som nogen sinde har stået parat til at hjælpe trængende, som hellere vil lade sig blive besvige af deres velstående brødre, end at vise en så nøjagtighed og begærlighed som de viser, der påskønner en klar samvittighed, og renhed, endog i små ting, af højere værdi end rigdomme. De er så parate til at hjælpe andre, så villige til at gøre alt godt i deres magt, at de ikke samler til hobe, deres jordiske besiddelser vokser ikke. Hvis der er et velgørende formål i at fremkalde midler eller arbejde, er disse de første interesserede og reagerer på det, og vil ofte gå langt ud over deres egentlige evner, fornægte sig selv nødvendigt godt, for at gennemføre deres næstekærlige formål.   ret

Fordi disse personer kun kan prale af få jordiske rigdomme, anses de ofte at have manglende evner og dømmekraft, og påskønnes let endog af deres brødre. Men hvordan betragter Gud disse fattige og kloge folk? I hans øjne er de dyrebare, og selvom deres rigdomme ikke vokser på jorden, så samler de selv skatte i skatkammeret i himlene som er uforgængelige. Derved udviser de en visdom, der langt overgå de beregnende, begærlige bekendende kristnes visdom, som det guddommelige og guddommen langt overgår det jordiske, kødelige og sataniske. Det er den værdi som Gud værdsætter. En kristen karakter som er uplettet for gerrighed, besidder stilhed, sagtmodighed og ydmyghed er mere dyrebar i Guds øjne, end det fine guld, endog Ofirs guldstykke.   ret

Velhavende mænd skal prøves mere end de nogensinde er blevet. Hvis de overvinder deres karaktermangler, og som Jesu Kristi trofaste forvaltere giver Gud de ting som er Gud, vil der blive sagt til dem: »Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.«   ret

Lignelsen om den uretfærdige forvalter går til pointen. ”Og jeg siger jer: »Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger. Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer den rette? Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give j er noget at eje selv?«   ret

Gud har betroet sine forvaltere midler der bruges på at gøre godt, og derved sikre sig en skat i himlen. Men hvis de, ligesom manden der kun havde eet talent, skjuler deres midler, frygter at Gud tage i modet som tilkommer ham, vil de ikke kun miste de renter der til sidst tildeles den pålidelige forvalter, men også den hovedstol som Gud gav dem at arbejde med. De har ikke blot undladt at samle sig en skat i Himlen, men har også mistet deres jordiske rigdom. De har ingen bolig på jorden, ingen ven i himlen til at tage imod dem i de retfærdiges evige boliger.   ret

Kristus erklærer at “Ingen slave kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kan ikke tjene både Gud og mammon.” – kan ikke tjene Gud og også jordiske rigdomme. ”Alt dette hørte farisæerne, som var pengekære, og de gjorde nar af ham.” Bemærk Kristi ord til dem: ”I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, [rigdomme opnået ved undertrykkelse, ved bedrag, ved list, ved bedrageri eller en uærlig måde] er en vederstyggelighed for Gud.” Så bringer Kristus to karakterer: den roge mæand som klædte sig i purpur og fine lined, og som leved overdådigt hver dag, og Lazarus, som var i ynkelig armod, og så modbydelig ud, og som tiggede om nogle få krummer som den rige mand foragtede. Vor Frelser viser hvordan han vurderer de to. Selvom Lazarus, var i en ynkværdig tilstand, havde han sand tro, sand moralsk værdi, som Gud ser, og som han betragter af så stor værdi at han tager sine stakkes foragtede lidende folk, og sætter ham i den mest ophøjede position, medens den ærede og velhavende fornøjelses elskende rige mand kastes ud fra Guds nærhed, og falder dybt ned i elendighed og uudtrykkelig ve. I Guds øjne har denne velhavende ingen værdi, fordi han ikke har sand moralsk værdi. Hans rigdomme anbefaler ham ikke til Gud.   ret

Med denne lignelse lærer Kristus sine disciple at ikke optræde sådan som farisæerne gør, som bedømmer og værdsætter mennesker efter deres rigdom, eller ved den verdslige ære de modtager. Han viser at nogle som både besidder rigdomme og verdslig ære ikke værdsættes i Guds øjne; og mere end dette, de blev foragtet og forkastet, - kastet bort fra hans øjne som modbydelige for ham, fordi der ikke var moralsk værdi eller sundhed i dem. Over for ham var de fordærvede, syndige og afskyelige.   ret

I Paulus’ formaning til Timotius advarer han om en klasse som ikke vil samtykke i sund lære, men som sætter vurderer rigdommene forkert. Han siger: “Hvis nogen fører fremmed lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde ord og den lære, som sigter på gudsfrygt, så er han opblæst, skønt han intet forstår, men er syg efter ordstrid og mundhuggeri. Deraf kommer misundelse, kiv, smædeord, ondsindet mistanke og idelige rivninger mellem mennesker, der har et fordærvet sind og har sat sandheden til, når de mener, at gudsfrygt er en kilde til vinding. Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding sammen med nøjsomhed. Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte. Men du, Guds menneske! fly alt dette og jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed; strid troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.” ”Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.”   ret

I sit brev til Timotius, vil den store apostel indprente nødvendigheden af at give en sådan belæring i hans sind, som burde fjerne det bedrag, der lister sig så nemt ind på rige, at de på grund af deres evner til at skaffe sig rigdomme, er overlegen i visdom og dømmekraft for dem, som er i armod, som vinder i gudsfrygt. De smigrer sig selv med at fordi de er rige, foretrækker Gud dem specielt. Her er det frygtelige bedrag.   ret

Enkeltpersoner kan bruge hele deres liv på det ene formål: at skaffe sig rigdomme, alligevel er der intet i verden, de kan få med sig ud. De må dø og efterlade det som koster så meget arbejde at opnå. De sætter deres evige interesser på spil, for at få lidt af denne verden, og mister begge verdener. Men nogle er opsat på at blive rige; det er deres stadige studium; og i deres iver, overses de evige hensyn. Idet de jager efter rigdomme, forblindes de af Satan, og kommer til at tro at deres motiver er gode. Således har mange " drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte." De har ofret ædle, og ophøjede prinipper, opgivet deres tro for rigdomme; og hvis de ikke skuffes mål, skuffes de af den lykke de troede rigdomme ville bringe. De er bebyrdet med bekymringer og rådvildhed; de er slaver af egen havesyge, deres familier er tvunget til samme trælsdom, hvor det eneste fortrin er at høste "megen bitter smerte."   ret

Apostlen viser den eneste sande brug af rigdomme, og pålægger Timotius at modtage rigdomme for at kunne gøre godt, for at blive rige på gode gerninger, parat til at fordele, villig til at bibringe; for derved samler de selv i lade, et godt fundament mod den kommende tid – henviser til endens tid, - så at de kan få fat i evigt liv. Paulus lære harmonerer fuldstædigt med Kristi ord: "Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger." Gudfrygt i tilfredshed, er stor vinding. Her er den sande hemmelig på lykke, og virkelig fremgang for sjæl og legeme.   ret