Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 6. marts 1900

Da Paulus kom til Korint, anmodede han om Aquilas arbejde. Apostlene rådslog sig med hinanden og bad sammen, og besluttede at de ville forkynde evangeliet som det burde forkyndes, i uhildet kærlighed for sjæle som gik tabt af mangel på kundskab. Paulus ville arbejde med teltmageri, og lære sine medarbejdere at arbejde med sine hænder, så at de kan forsøge sig selv i enhver nødssituation. Nogle af hans tjenende brødre viste en selvmodsigende kurs, og sagde at de derved ville miste deres indflydelse, som evangeliets tjenere. Det tiende kapitel i det andet korinterbrev beskriver de vanskeligheder Paulus måtte kæmpe med, og med at forsvare hans kurs. Gud havde givet Paulus en særlig ære. Han havde givet ham sine legitimationer, og havde pålagt ham et tungt ansvar. Og apostlen skriver: ”Jeg selv, Paulus, der jo er så spagfærdig, når jeg står ansigt til ansigt med jer,” - fordi han ydmygede sig selv til at gøre et mekanisk arbejde - ”men så kry over for jer, når jeg er langt borte, formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed.” [2 Kor. 10,7, 8 citeret]   ret

Paulus, den store apostel for hedningene, lærte teltmagerhåndværket. Der var højere og lavere grene i teltmageri. Paulus lærte de højere grene, og kunne også arbejde i almindelige grene, hvor omstændighederne krævede det. Teltmageri gav ikke så hurtigt afkast af sig som andre erhverv, og nogle gange var det kun med streng sparsommelighed at Paulus kunne dække sine fornødenheder.   ret

Paulus var en opdrager. Han forkyndte evangeliet med sin stemme, og med sit forstandsmæssige arbejde forkyndte han det med sine hænder. Han uddannede andre på den samme måde som han var blevet uddannet på af ham som blev betragtede som en af de klogeste menneskelærer. Da Paulus arbejdet hurtigt og dygtigt med sine hænder, fortalte han sine kollegaer om de anvisninger som Moses havde givet om at opbygge tabernaklet. Han viste dem at dygtighed og visdom, og genialitet kom ind i det værk Gud gav, for at blive brugt til Hans ære. Han lærte dem at den største ære skal gives til Gu   ret

Efter Kristi himmelfart tog apostlene ud overalt og forkyndte Ordet. De frembar vidner om Kristi arbejde som en lærer og helbreder. Deres vidnesbyrd i Jerusalem, i Rom, og i andre steder var tydeligt og kraftfuldt. Jøderne, som nægtede at tage imod sandheden, kunne kun indrømme at en mægtig indflydelse fulgte med Kristi efterfølgere, fordi Helligånden ledsagede dem. Dette skabte stor modstand; men på trods af modstanden, tyve år efter Kristi korsfæstelse, var der en levende, alvorlig menighed i Rom. Menigheden var stærk og nidkær, og Herren arbejdede for den.   ret

Jødernes misundelse og raseri imod de kristne kendte ingen grænser, og de ikke-troende borgere blev hele tiden oprørte. De beklagede sig hele tiden at de Kristne jøder var uordentlige, og farlige for den offentlige orden. De satte hele tiden noget i gang, som ville oprøre striden. Det førte til at de kristne blev forjaget fra Rom. Iblandt de forjagede, var Akvilla og Priskilla, som tog til Korint, og oprettede der en forretning som teltfabrikanter.   ret

Til trods for modstand, var der tyve år efter Kristi korsfæstelsen en levende, alvorlig menighed i Rom. Denne menighed var stærk og nidkær, og Herren virkede for den.   ret