Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 7. marts 1893

Trofast forvaltning er nødvendig

Gud er ikke uretfærdig til at glemme dit værk og arbejde i kærlighed, som I har vist mod hans navn, i det som I har gjort for de hellige, og gør. Og vi ønsker at enhver af jer viser den samme flid i fuld forsikring om håb til enden: at I ikke er dovne, men følger dem som i tro og tålmod arver løfterne.   ret

Lad ingen gå ulykkelig omkring og beklage sig fordi hans talenter er få, og han kan ikke forherlige Gud, med det som ikke er blevet betroet ham, og for brug af det som han ikke står til ansvar for. Hvis du kun kan gøre lidt, står du kun til ansvar for at gøre det lidt med nøjagtighed. Hvis du kun har et talent, så brug det vel, og Gud vil acceptere dine anstrengelser for at gøre det meste ud af det han har givet; han vil anerkende det af jer som han ser du er trofast over nogle få ting. Vi er alle blevet betroet med nogle af Gud, og for dens brug drages vi til ansvar. Uanset om vi er hellige eller syndere, forlanges vi at aflægge et regnskab for brug af de talenter Gud har givet os, efter vore forskellige evner. Kristus har gjort et uendeligt offer, at synderen må komme til ham, og beskue ham som hans synder har gennemboret. Det eneste håb for den fortabte er at tro på ham, som har elsket os og givet sig selv hen for os. ”For Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne Søn, at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Når synderen kommer til Gud og bekender sine synder, får han tilgivelse, og bliver et Guds barn, og en arving til himlen. Han indser da at hans talenter er himlens gave, og at han, ved tro på sin Genløser er forpligtet over for Gud til at opfylde hans krav. Han ved at han er retfærdiggjort ved tro, men dømt ved hans gerninger, og at livet er en tillidens dag, hvorved han forbereder for det endelige opgør.   ret

Herren har givet dem som bør være hans menneskeagenter, talenter, kapacitet og indflydelse, efter deres evner til at bruge disse gaver på en klog mode til hans tjeneste. Han har givet ethvert menneske sit arbejde. ”Og han gav os nogle som apostle; og nogle som profeter; og nogle som evangelister, og nogle som præster og lærere.” Hvorfor blev disse forskellige medarbejdere udpeget? ”For at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningspil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv.”   ret

Fra dette skriftsted kan vi se at Herren har udpeget medarbejdere, og at det arbejde som er betroet dem har et defineret mål for øjesyn. Profeterne, apostlene, evangelisterne, præsterne, lærerne skal alle arbejde for at udvikle de hellige, til prædikantarbejdet, for at virke opbyggende på Kristi legeme. Er dette mål ikke omhyggelig opmærksomhed værdig? Kan vi ikke erkende at der er sket en forsømmelse i et særligt arbejde i menigheden, at de hellige ikke har opnået den fuldkommenhed som Gud vil have dem til at få? Var prædikantarbejdet blevet gjort, ville menigheden være opbygget, og uddannet til det store arbejde som påhviler dem. Sandheden ville være præsenteret på en sådan måde at Herrens Ånd ville være bevæget på hjerterne, og synderne ville være overbevist og omvendt, og ville have taget deres standpunkt som Kristi efterfølgere. Men mange er kun delvis forandret. Deres navne står registreret i menighedsbøgerne, og de samles hos den helliges forsamling, og lytter til det som overbringes fra talerstolen; men de forstår ikke mange ting, og de undlader at praktisere Herrens krav. Der er mange som ikke forstår lignelsen om talenterne, og de indser ikke at de skal være de agenter, som Herren vil viderebringe sin velsignelse til andre med. De indser ikke at de skal bruge de talenter Herren har givet dem, handle med dem, og når Mesteren kommer, kan han få sit med renter.   ret

I Kristi lære om anvendelsen af disse talenter, eller modsatte, bringes dette frem i et højtideligt lys. Han siger at han gav ”enhver efter sin særlige evne.” ”Straks gik han, som havde fået de fem talenter, hen og køb slog med dem og tjente fem til. På samme måde tjente han med de to talenter to til. Men han, som havde fået den ene, gik bort og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskabet op med dem.” Men han som hade et talent, og havde nægtet at gøre det med Herrens gode, som andre havde gjort, havde ingen vækst at bringe Mesteren. Han havde kun undskyldninger at give, for sin pligtforsømmelse; han sagde til sin Herre: ”Herre, jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.”   ret

Med intens interesse føres undersøgelsen af talenterne til dommeren, så forbedringerne noteres, eller manglerne afsløres. Evigt liv eller død afhænger af afgørelsen af denne undersøgelse. Når de der deltager i Herrens arbejde har anerkendt at de ikke kan påberåbe sig fortjenester, at deres talenter er dem som er blevet overbragt dem, så der ikke kunne vindes noget uden pant, ingen renter uden hovedstol, er Gud forherliget ved ihærdig behandling. Dem som har gjort brug af de betroede gaver har fået andre talenter. De føler ikke at de ikke har gjort mere end deres pligt. Kapitalen er Herrens, og skatten her hans, og de tilfredsstilles ved at se deres Mesters billigelse. Men han som trofast udfylder sin betroet gave får en overmådig belønning; for Herren overdrager både hovedstol og renter til ham, og sætter ham til hersker over alt hvad han har. Dem der modtager hans nåde, erkender at al hans fremgang er fra Herren; for havde Frelseren ikke givet ham sin kærlighed og barmhjertighed, ville handelsmanden være fallit for altid. Men bemærk dette: når Herren ransager talenterne, og bemærker hvordan de er udnyttet, giver han de flittige handelsmand sin anerkendelse, og lønner ham, som om alle alle fortjenester var fra den menneskelige handelsmand. Han siger: ”Vel gjort, gode og tro tjener; du har været trofast i de små, jeg vil gøre dig til hersker over mange ting: Gå ind til din Herres glæde.” Idet Mesteren siger disse anerkendende ord, vil hans ansigt lyse op med uudsigelig kærlighed. Han fryder sig over at have sagt sine billigende ord, og for lønnen af den ihærdige arbejdsmand i hans tjeneste.   ret

Der hviler et helligt ansvar på enhver, der har forbindelse med Guds værk. Han er kaldet til at udføre sin gerning med trofasthed og at hellige sig Guds tjeneste, så andre også kan blive helliggjorte. Når enhver sjæls sag er gjort op i dommen, vil nogle møde deres optegnelse med glæde og andre med håbløs sorg. De trofaste vil blive indbudt til Lammets bryllupsmåltid, og Kristus vil binde op om sig og varte dem op. Og eftersom så store interesser beror på den rette brug af deres talenter, der søger efter frelse, og eftersom Gud har givet menigheden apostle, profeter, evangelister, prædikanter og lærere, til at udvikle menigheden med, til opbyggelse af Kristi legeme, hvor vigtigt er det så at der ikke begås bommerter. Der skal udrettes meget mere, som blot kan udrettes ved forkyndelse. Medarbejderne må begaves med himmelsk visdom, så de kan udtænke og udføre planer, som resulterer i udvikling af de menneskers erfaring der kommer til troen. Vi må lære menighedsmedlemmerne hvordan de bedst kan tjene andre. Når de tjener andre, mænd og kvinder kan de uddannes til at bære byrder, bære Kristi åg, og derved bruge deres betroede midler til hans tjeneste, indtil de udvikles til at udfylde positioner af større betroelse og tungere ansvar.   ret

Der er mange som er ordinerede prædikanter, som aldrig har udøvet en hyrdes omsorg over Guds hjord, som endnu aldrig har vogtet over sjæle, som de må aflægge regnskab over. Hvor den slags arbejde står i behov for at blive givet til menigheden, vil mange som ikke gør noget blive uddannet til flittige medarbejdere til høstmarken. Der bør gives en uddannelse til Guds folk, som vil føre til hundrede vis som ville lægges ud til vekselerene som værdifulde talenter, hvis brug vil udvikle mennesker til betroede stillinger og indflydelse for stort godt, vil udrette godt for deres mester. Men i stedet for denne udvikling, efterlades menigheden til en svag, afhængig og utilstrækkelig helhed. Menighedeens medlemmer oplæres til at stole på forkyndelse, og de gør lidt for Kristus. De bærer ingen frugt, og vokser snarere i selviskhed og upålidelighed. De sætter deres håb til forkynderen, og gør deres arbejde afhængig af hans anstrengelser for at holde deres svage tro i live. På grund af manglende ordentlig belæring blandt deres menighedsmedlemmer som Gud har sat som fattigforstandere, er der ikke blot en, men snesevis som er er dovne, og som skjuler deres talenter i jorden, og beklager sig stadig over Herrens handlemåde over dem. Disse behøver ikke omsorg som sygebørn gør.   ret

Men denne svaghedstilstand må ikke fortsætte. Velorganiseret arbejde må gøres i menigheden, da dets medlemmer må forstå den måde de skal tildele andre lys på, og derved styrke deres egen tro og øge deres kundskab. Idet de bibringer det lys som Gud så herligt har givet dem, til dem i mørke, vil de bekræftes i troen. En arbejdende menighed er en levende menighed. Vi skal bygges op som levende sten, og enhver sten skal udstråle lys; for enhver sammenlignes med en dyrebar sten der opfanger Guds herlighed, og genspejler den til andre.   ret

Den tanke at prædikanten må bære alle byrderne og gøre al arbejde, er en stor fejltagelse. Overbebyrdet og nedbrudt, kan han gå i graven, skønt var byrden blevet delt som Herren ville det, kunne han have levet. Om byrden blevet fordelt, og om menigheden havde fået undervisning af dem som kan instruere medarbejderne at følge Kristus, og til at arbejde som han arbejdede. ”Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.” Da det blev klart at menighedsmedlemmerne ikke opfylder deres høje kald, ikke udnytter de talenter Gud har betroet dem, så er det prædikanternes og medarbejdernes pligt at søge efter himmelsk visdom, så de må vide hvilken sklags arbejde fører til menighedens liv, og får dets medlemmer til at frembære frugter til evigt liv. Har menighedens fattigforstandere ikke råd til at advisere forskellige måder hvorved unge mænd og kvinder kan oplæres til at bruge deres betroede talenter? Hvorfor forsøger menighedens ældste medlemmer ikke at gøre et godt, alvorligt medfølende arbejde for børn og unge? Mange har grebet sandheden, og alligevel er de ikke blevet uddannet hvordan de kan tjene Guds sag, og derved vokse i deres åndelige muskler og sener. Ved at vore unge bruger deres sinds og krops evner til Guds tjeneste, lukkes en dør imod fjendens fristelser, og Satan har ikke en god anledning til at oplære børn og unge til hans tjeneste.   ret

Lad prædikanterne bruge alle deres sindrighed, så der kan lægges planer for at de unge menighedsmedlemmer kan skrives ind i Guds sag. Hvorfor skal de ikke være interesseret i det store arbejde som skal udrettes. Men tro ikke at denne interesse vækkes ved at gå til missionsmøder og give en lang prædiken; der lægges planer hvorved de en levende interesse optændes, og oplære de unge til at gøre det som er udpeget til dem. Lad dem få en del at gøre, lad dem fra uge til uge komme med deres efterretninger, og fortælle hvad de har erfaret, og hvilken fremgang de har haft gennem Kristi nåde. Hvis missionsmødet var et møde hvorved disse efterretninger kunne frem af helligede medarbejdere, ville det ikke være trist, kedeligt og uinteressant. Det ville være fuld af stor interesse, og der ville ikke mangle deltagere.   ret

I enhver menighed bør medlemmerne oplæres så de vil bruge tid til arbejdet, og vinde sjæle for Kristus. Hvordan kan det siges af menigheden. ”I er verdens lys,” hvis ikke menighedsmedlemmer faktisk giver dette lys til andre? Når de forsøger at pege syndige mennesker hen til Guds Lam som bærer alverdens synd, vil deres egen kærlighed optændes, og ved at se på ham vil de forandres til hans lignelse.   ret

Vil de, som har ansvaret for Guds folk, få øjnene op for deres pligt? Læg dem dette på sinde, og forman dem for Guds åsyn til ikke at indlade sig i mundhuggeri - det er ikke til nogen nytte, men kun til fordærv for dem, som hører på det. Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis. Når menigheden bliver vejledet ordentligt, vil der ikke være så stor afhængighed og svaghed. Troende på sandheden vil ikke komme og gå, som døren svinger på sine hængsler. De vil ikke sidde selvtilfredse og lytte til prædiken efter prædiken og undlade at føre instruktion ud i det praktiske liv. Mange prædikanter fremfører sandheden med kraft og klarhed, men menighedens medlemmer undlader at få fordel heraf, fordi ordet ikke er blandet med tro hos dem, som hører det. Sindet er beskæftiget med verdslige interesser, og så snart de går ud af kirkedøren, mistes indtrykket; forligesom vandet strømmer fra et utæt kar, således siver sandheden ud fra hjertet. Des flere prædikener de få, des mindre gør de for at udøve sandheden i praktisk gudsfrygt. De er overmættede med prædikanter, og sandheden vækker ikke en fornemmelse af deres tilstand hos dem.   ret

Det er vigtigt, at folket forstår, at de ikke kan være afhængige af en præst eller forvente, at en vil blive udstationeret blandt dem for at gøre alt arbejdet i deres samfund. Hvis dette blev gjort, vil det resultere i åndelig død for dem, som er tilfredse med at se på, mens de bærer byrden. Lad folket forstå, at det er ved at sprede deres lys, at de vil få mere lys i overflod. Men hvis de forsømmer at videregive lys, vil de miste selv det, som de har, og vil vandre i mørke.   ret