Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 15. marts 1887

Hvad skal vi rose os af?

Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren. Jer. 9,23-24   ret

Mennesker skal ikke fryde sig over deres visdom, deres kraft eller rigdom, men over den kendsgerning, at de har kundskab om Kristus. Denne kundskab er det højeste og det mest værdifulde, vi kan eje. Den er pantet på et evigt liv. Thi "dette et det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." Den kan ikke købes for penge, forstanden kan ikke fatte den, ingen magt kan befale over den; men til alle dem, der vil tage imod den, gives Guds nåde frit. Men mennesker må føle, hvad de trænger til, og tage imod frelsen som en gave, idet de giver afkald på al selvsikkerhed. De, der kommer ind i Himmelen, kan ikke klatre op ad dens mure ved hjælp af deres egen retfærdighed, og heller ikke vil dens porte åbne sig for dem for kostbare gaver af guld og sølv; men de vil få adgang til fader husets mange boliger i kraft af Kristi kors.   ret

Det er først, når synderen føler trangen til en Frelser, at hans hjerte følger efter den ene, som kan hjælpe ham. Da Jesus vandrede blandt mennesker, var det de syge, der trængte til en læge. De fattige, de syge og de ulykkelige fulgte efter ham for at få den hjælp og trøst, som de ikke kunne få andre steder. Den blinde Bartimæus venter ved vejen; han har længe ventet på at møde Kristus. Skarer af mennesker, som har deres syn, går frem og tilbage, men de har ikke noget ønske om at se Jesus. Et troens øjekast ville bevæge hans kærlige hjerte og bringe dem hans nådes velsignelse, men de kender ikke selv deres sjæles sygdom og fattigdom, og de føler ikke, at de trænger til Jesus. Sådan er det ikke med den stakkels blinde mand. Jesus er hans eneste håb. Mens han venter spændt, hører han lyden af mange fodtrin, og han spørger ivrigt: "Hvad er det for en støj af mennesker, der går forbi?" De omkringståendes svar lyder: "Jesus fra Nazaret går forbi!" Med den største iver og inderlighed råber han: "Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!" De prøvede at få ham til at tie, men han råbte med større kraft, "Du Davids søn, forbarm dig over mig!" Denne bøn bliver hørt! Hans udholdende tro får sin løn. Ikke blot får han sit legemlige syn igen, men hans forståelses øjne lukkes op. Han ser i Kristus sin Frelser, og retfærdighedens sol skinner ind i hans sjæl. Alle, som føler, at de trænger til Kristus ligesom den blinde Bartimæus, og som vil være lige så indtrængende og beslutsomme, som han var, vil ligesom han modtage den velsignelse, som de anråber om.   ret

De forpinte og lidende som søgte Kristus som deres hjælper, blev henrykket med guddommelig fuldkommenhed, hellighedens skønhed, som skinnede frem i hans karakter. Men farisærerne kunne ikke se skønheden i ham, at de skulle ønske ham. Hans enkle påklædning og ydmyge liv, fri for ydre fremvisning, gjorde ham, for dem, til rodskuddet fra den tørre grund.   ret

De selvretfærdige føler ikke, at de har brug for Kristus. Og når de, som bekender hans navn, priser deres egen visdom og godhed, så beviser de hermed, at de ikke kender ham. Så snart Kristus har åbenbaret sig for sjælen, føler synderen, at hans eneste håb er Guds Lam som soning for synden. Når Kristus begynder at åbenbare sin kærlighed for ham så læg mærke til den virkning, det har. Mange hævder at have erfaret dette, skønt de er fremmede for Kristi kærlighed. Men hvis den fører en til at betragte sig selv med ydmyghed, for at sætte Kristi ære over sin egen, hvis han giver bevis for, at den himmelske løn er ham mere værd end hans jordiske gods, så kan vi vide, at livets stråler fra Kristus lyser over hans sjæl.   ret

Skriften taler om nogle som mente de havde kærlighed for Kristus, skønt prøven viste at selvet var øverst i deres hengivenhed. Farisæren Simon var en af disse. Han bekendte at være en af Jesus disciple; og ønskede at vise sin Mester særlig ære, han gjorde et måltid, og indbød Kristus og hans venner som gæster. Men Kristus kvalte hans snæversyn, ved at vise at Himlen satte den angrende synder over en farisær. Kvinden som havde været en synder, længes efter hjertets renhed. Hun havde set Jesu gerning, og hun ønskede inderligt at blive ligesom ham i karakter. Kristi ord havde tændt håbet om bedre liv, og hendes dybe kærlighed og taknemmelighed bevægede gaven i den dyrebare salve. Farisæren blev fornærmet over at Jesus lod en synder nærme sig ham. Vantro fyldte hans hjerte, og tvivl rejste sig for Kristi guddommelige mission. Frelseren, læste hans utalte tanke, og irettesatte ham med en lignelse:   ret

”En mand, som lånte penge ud, havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?" Simon svarede og sagde: "Jeg tænker den, som han eftergav mest." Jesus sagde til ham: "Du dømte rigtigt." Jesus tager Simon hvor han er, han føler sig mere end kvinden. Så fortsætter han med at trække en modsætning mellem den fattige angrendes kærlighed og hengivelse, og den vantro og kolde selv fornægtelsens jødes forsømmelighed.   ret

”Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig intet kys; men lige fra jeg kom herind, er hun blevet ved at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er hende forladt, siden hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt."   ret

Simon har været en stor synder, og også forfærdelig spedalsk. Kristus har tilgivet hans synder, og renset ham fra den forfærdelige sygdom som var over ham. Ligesom kvinden han foragtede, havde han lige så megen grund til at ydmyge sig for og vise tak til Jesus. Men han værtsatte sig selv så højt, at han var så opsat på at fastholde sin egen ære og rang, at han var blind for den store taknemlighedsgæld han havde. Han havde tilbageholdt sin Frelser den gæstfrihed der var en gæst værdig. Han så ikke på sig selv som en stor synder, som han i virkelig var. Egenkærlighed åbnede stolthedens, vantroens og utaknemlighedens dør. Lige så længe som han gemte på selvretfærdigheden, kunne han ikke vurdere Kristus rigtigt.   ret

Budet lyder ikke således: Den, der vil rose sig, skal rose sig af sig selv! men af Gud! For syndige mennesker er den højeste trøst og den største årsag til fryd, at Himlen har givet Jesus til at være synderens Frelser. Da Adam og Eva spiste af den forbudne frugt, var der ikke håb for den faldne slægt; men Kristus gav sig og påtog sig synden selv. Han gav sig og gik over grunden hvor Adam snublede og faldt; for at modstå slagmarkens frister, og besejre ham for menneskenes skyld. Se på ham i fristelsens ørken. I fyrre dage og fyrre nætter fastede han, udholdt mærkets magters hårdeste angreb. Han trådte "vinpersen alene; og af folket var der ingen hos" ham. (Es 63,2) Det var ikke for ham selv, men at han måtte bryde de lænke der holdt menneskeslægten i slaveri til Satan. Han så at mennesket blev så svækket af ulydighed, at det ikke havde visdom eller styrke til at møde den listige fjende, og det er derfor Guds Søn påtager sig selv menneskets natur, og vinder sejr for vor skyld, bringer os guddommelig kraft, der i kombination med menneskers arbejde, vil sætte os i stand til at sejre.   ret

Der er altså ingen anledning for mennesker til at rose sig selv. De står i gæld til Kristi nåde for enhver velsignelse, som de nyder godt af, for enhver evne, de ejer. Ingen burde ophøje sig selv, som om de var i besiddelse af visdom eller retfærdighed. Især blandt dem som bekender sig som hellige er der mange som sammenligner sig med Kristus, som om de var lige med ham i karakterudvikling. Dette er blasfemi. Kunne de opnå et syn for Kristi retfærdighed, ville de have fornemmelse for deres egen syndighed og ufuldkommenhed. Ikke en situation står optegnet i bibelen, hvor profeter eller apostle påberåber sig den "hellighed" som folk gør i dagen, og være uden synd. Daniel ydmygede sig selv for Gud, og bekendte sine synder og sit folks synder. Paulus havde en meget ydmyg mening om sin egen vækst i kristenlivet. Han siger: "Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen: . . . Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus." Og Johannes erklærer: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os." De, som har den dybeste erfaring om, hvad der hører Gud til, er dem, som er længst borte fra hovmod eller selvforherligelse. De har meget ydmyge tanker om sig selv og den mest ophøjede forestilling om Kristi herlighed og store egenskaber. Dem som forventer at Kristus snart kommer, og at de skal forvandles til en hellig himmel, bør mere end alle andre folk på jorden, vandre omhyggeligt og ydmygt over for Gud. Al indbildning må renses bort fra os før vi kan vokse i sandhedens nåde og kundskab. Når vi har vort blik rettet mod Himmelen og har Kristi egenskaber klart for øje, så vil vi i vort hjerte prise Herren, vor Gud.   ret

Når et menneske kommer til at kende Frelserens historie, opdager han alvorlige brist hos sig selv. Hans mangel på lighed med Kristus er så stor, at han indser nødvendigheden af en gennemgribende forandring i sit liv. Han søger stadig at lære med ønsket om at komme til at ligne sit store forbillede. Det er ikke ved at se bort fra ham, at vi efterligner Jesu liv, men ved at tale om ham, ved at dvæle ved hans fuldkommenhed, ved at søge at højne vor tankegang og forædle karakteren, ved gennem tro og kærlighed og gennem alvorlige, udholdende bestræbelser at nærme os det fuldkomne forbillede. Ved at have kundskab om Kristus, om hans ord, hans sædvaner og hans belæring, kan vi låne de karakteregenskaber, som vi har gransket så nøje, og blive gennemtrængt af den ånd, som vi har beundret så meget. Jesus bliver for os "den første blandt ti tusinder," han, som er "idel ynde,"   ret

I alt hvad han havde med sit gamle folk at gøre, søgte Herren at indprente dem med tanken, at deres styrke ikke er i menneskers visdom, heller ikke i deres magt, men i deres frelses Gud. Da Josua, Lederen for Israels børn, gik, før Jeriko blev indtaget, alene ud for at bede om Guds særlige tilstedeværelse, viste en Herrens engel for ham i skikkelse af en mægtig kriger; og til Josvas udfordring svarede han: "Jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!" . . . . "Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!" Herren ordnede sin hære omkring den fordømte by; ingen menneskehånd blev hævet imod den; himlens hære overfaldt dens mure, så Guds navn alene måtte komme til ære. Det var den stolte by, hvis mægtige bolværker havde slået rædsel i de vantro spejdere. Her ved Jerikos fangenskab, erklærede Gud til Hebræerne at deres fædre ville have haft denne by for fyrre år siden, om de havde stolet på ham.   ret

Disse ting blev skrevet for at vi skulle have gavn af det. Som et folk mangler vi tro. Gud vil gøre store ting for dem, der stoler på ham. Grunden til at hans bekendende folk har så lidt styrke, er at de må så meget i deres egen visdom, og ikke give Herren anledning til at åbenbare sin kraft for deres skyld. Han vil hjælpe sine troende børn i enhver nøds situation, hvis de vil sætte hele deres lid til ham, og adlyde ham ubetinget.   ret

Der venter os vanskelige tider; Guds dom er ved at komme over verden. Jordens folk skal skælve. Der vil alle vegne komme trængsler og forvirring; mennesket vil tabe modet af frygt. Og hvad skal vi så gøre på hin dag? Skønt jorden skal vakle hid og did og rave som en beruset og forgå som en hytte, så vil Gud udfri os, hvis vi har sat vor lid til ham, "der sidder i den Højestes skjul og dvæler i den Almægtiges skygge." "Thi du, Herre, er min tilflugt, den Højeste tog du til bolig. Dig times intet ondt: ..... Thi han byder sine engle at vogte dig på alle dine veje."   ret

Den rige skal ikke rose sig af sin rigdom. Hvis vi knytter os med kærlighed til timelige ting, kan vi ikke ophøje Kristus. Satan vil gerne have, at vore tanker er optaget af dette livs anliggender, så vi taber det højere liv af syne, men vi har ikke råd til at give efter for hans påfund. Kristus er ophavet til såvel alle timelige som åndelige velsignelser. Hvis han har givet os rigdom, vil det ikke sige, at vi har krav på den som vor egen. "Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen. Hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler." Paulus regnede alt for tab i sammenligning med at vinde Kristus. Men når Frelseren kræver vor ejendom og vor tjeneste, findes der mange, der ser, at de ikke kan både adlyde Gud og føre deres jordiske skatte med sig, og de beslutter at blive ved deres skatte. Jesus forlod al sin herlighed, og blev fattig, så vi gennem hans armod kunne blive rige. Men hvor få af hans bekendende efterfølgere værtsætter dog hans store offer! Hvor få er villige til at følge hans eksempel! Hvor kan dog de, der venter at stå om Guds trone og være iført hans retfærdighed, tvivle om Gud og ængste sig for, at han vil lade dem komme til at mangle noget? Hvor er deres tro? Vor himmelske Fader giver ravnene føde, og vil han ikke langt mere sørge for os? "Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem." Hvis vi havde det rette syn på Kristus, ville vi ikke tillade noget at komme imellem ham og os.   ret

Dette er en tid hvor Guds lov trædes under fode; og det store spørgsmål er: Hvem vil stå for sandheden? Gud kalder på frivillige. Hvem vil besvare? Dem som prøver at se hvor nær de kan leve til verden, og alligevel vinde himlen, vil være tæt på at blive udelukket fra himlen. Vi må acceptere religionens lidelser, hvis vi vil side ned sammen med den Lidende på hans trone. Når Kristus har gjort så meget for os, skal vi så nægte at tjene ham? Skal vi ikke blive hans medarbejdere i det værk han kom fra himlen for at gøre? Der er et stort arbejde at gøre i byerne, og hvem er parat til at gå ind i det? "I er verdens lys." "Lad jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger, og ærer jeres fader som er i himlen." Hvis vi vil skille os ud fra verden, og fralægge dens syndige skikke, har Gud selv lovet at tage imod os, og arbejde med vore anstrengelser.   ret

Skal vi så ikke vie os til Gud uden noget forbehold? Kristus, ærens konge, gav sig selv som løsesum for os. Kan vi forholde ham noget? Skal vi anse vort stakkels uværdige jeg for at være for dyrebart eller vor tid for værdifuld til at give til Jesus? Nej og atter nej; vore hjerters dybeste troskab, vore hænders dygtigste tjeneste, vor duelighed og vore penge, det er alt sammen kun en for ringe gave at bringe ham, som blev dræbt og har "til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag." Løft ham op, mine brødre, Golgatas Menneske. Løft han op for folk, og snart vil han løfte jer op på hans trone, og krone jer med herlig, ære og evigt liv.
Basel, Schweiz.   ret