Review and Herald d. 18. marts 1880
Ligegyldighedens synd
For at føje sin appetit, ofrede Esau sin førstefødselsret. Derefter så han sin tåbelighed; men han ”ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter.” ret
Esau repræsenterer en klasse som har en uvurderlig velsignelse inden for deres rækkevidde, - den evige arv; liv som er ligeså varigt som Guds lov, universets skaber; lykke der ikke kan måles, og en evig herlighedsvægt. Alligevel er der rigtig mange som har føjet appetitten, lidenskaben og tilbøjeligheden, medens deres kraft til at se og påskønne værdien af evige ting svækkes. Esau havde et stærkt ønske for en særlig slags mad, og han havde længe føjet selvet at han ikke længere mærkede det nødvendige i at vende sig fra det dækkede bords fristelser: ret
Han anstrengte sig ikke særligt for at betvinge sin appetit, før at den kraft betvang alle andre hensyn, og kontrollerede ham, og indbildte ham at han ville lide stor ubekvemmelighed, og endog død, hvis han ikke vil få den særlige anretning. Jo mere han tænkte på det, des stærkere blev ønsket, indtil hans fødselsret, som var hellig, mistede sin værdi og hellighed. Han tænkte: Nuvel hvis jeg sælger den nu, kan jeg nemt købe den tilbage igen. Han bildte sig selv ind at han kunne forvalte den efter sin vilje, og købe den tilbage efter behag. Da han prøvede at købe den tilbage, endog for et stort offer fra hans side, var han ikke i stand til det. Da angrede han sin overilede handling, sin tåbelighed sit vanvid bittert. Han så sagen igen fra hver side. Han prøvede at angre nøje og med tårer. Alt var forgæves. Han ønskede velsignelsen, og Herren fjernede dem fra ham for altid. ret
Nogle har ment at de for en tid kunne ofre sandheden for deres verdslige interesser, uden at blive helt ryggesløse, så at hvis de skuffes i deres håb og forventninger om verdslig vinding, kunne de igen interessere for sandheden og blive kandidater til evigt liv. Men heri bedrager de blot sig selv. Under lignelsen om det store bryllupsmåltid, viser vor Frelser at mange vælger verden frem for ham selv, og vil som følge deraf miste himlen. Vor frelsers nådige indbydelse ringeagtes. Manden i lignelsen har haft travlt og bekostet meget for at forberede et umådeligt offer, og så indbød han gæsterne til sin fest. Men de begyndte sig undskylde sig sammenfaldende. En sagde: »Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt! « Og en anden sagde: »Jeg har købt fem par okser, og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.« Og en sagde: »Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme« ret
Herren vender sig fra de velhavende og verdenselskende, hvis lande og okser og hustruer var af så stor værdi for dem, at det opvejer det de vil få ud af at tage imod den nådige indbydelse han havde givet dem for at spise hans måltid. Husets mester blev vred, og vendte sig fra dem som havde forhånet hans gavmildhed, til klasse som ikke er helt fyldte, men er fattige og sultne, og som er lemlestede og lammede, halte og blinde. Disse har ikke landbesiddelser og huse, og vil påskønne de gaver der tilvejebringes, og vil give mesteren en oprigtig taknemmelighed, uhiltet kærlighed og helligelse igen. Men hans hus var endnu ikke fyldt op, og befalingen er: »Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt. Thi jeg siger jer, at ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Her er en klasse Gud har forkastet fordi de afvistte Mesterens indbydelse. ret
Herren erklærede til Eli: ”Dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.” Kristus siger: ”Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære.” Gud er ikke til at spøge med. Dem som får lyset og forkaster det, eller ikke vandrer i det, for dem vil det blive mørke. Et umådeligt offer blev gjort fra Guds kære Sønss side, at han kan få kraft til at redde faldne mennesker og ophøje det til sin højre hånd, og gøre det til verdens arving, og ejermand af den evige herlighedsvægt. ret
De rigdomme, herlighed og ære som Guds Søn gav, er af umådelig værdi, som er udover menneskers og endog engles magt at give, en retmæssig ide om deres værdi, udmærkelse og storhed. Hvis mennesket er dumpet i synd og fordærv, nægter sig selv de himmelske gaver, afviser et lydigt liv, skælver over de barmhjertige nådesindbydelser, og vælger jordens usle ting fordi de er synlige, og det er bekvemt for deres nuværende nydelse at gå en syndens vej, vil Jesus gennemføre symbolikken i lignelsen; disse skal ikke smage hans herlighed; men indbydelsen vil udvides til en anden klasse. Dem som vælger at undskylde sig, og fortsætte i synd og tillempning til verden, vil overlades til deres afgyder. Der vil være en dag hvor de ikke vil bede om undskyldning. Ikke en viil ønske at blive udlukket. Når Kristus kommer i sin herlighed, og med sin Faders herlighed, og alle de himmelske engle der omgiver ham, ledsager ham på sin vej, med sejrsbasuner, medens tonerne fra den mest bedårende musik vil falde i ørerne, vil alle interesseres; Så vil der ikke være en eneste ligeglad tilskuer. ret
Så vil spekulationer ikke formørke sjælen. Gnierens gulddynger, som er ligeforan ham, og som har fanges hans øjne, vil ikke længere være tiltrækkende. De steder som jordens stolte mænd har bebygget, og som har været deres afguder, vil vendes bort med væmmelse. Ingen undskylde med sine jorde, okser eller den hustru han lige har giftet, som undskyldning fra at dele den herlighed som afbryder hans forbavsede syn. Alle vil ønske en del, men nogle vil vide at det ikke er til dem. ret
Så vil de i alvorlig og pinefyld bøn, kalde Gud om at ikke gå dem forbi. Konger, mægtige mænd, den ophøjede og stolte og ringe mand vil bøje sig sammen i uudsigelig ve-smerte; og hjertefuld kval bønner om barmhjertighed! Barmhjertighed! Frels os fra en krænke Guds vrede! Vil vrides ud af deres læber. En røst svarer dem med frygtelig udtrykkelighed: ”Fordi jeg råbte og i stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men i lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, i frygter, kommer.” ret
Så vil konger og adelsmænd, mægtige mænd, og fattige mænd, og ringemænd, råbe sammenaller bitterst. De som i deres velstand foragtede Kristus og de ydmyge som fulgte i hans fodspor, mennesker som ikke nedværdiger sig til at bøje for Jesus Kristus, som hadede hans foragtede kors, er nu lamslået i jordens mile. Deres storhed har forladt dem med ét, og de tøver ikke med at bøje sig til jorden for fødderne af de hellige. De erkender med en frygtelig bitterhed at de spiser derse egne frugter, og flydes med deres egne bedrag. I deres formodede visdom vendes bort fra den høje og evige løn, forkastede den himmelske bevæg for jordisk vinding. Jordens glitter og glans facinterede dem, og de blev i deres formodede visdom til tåber. De jublede i deres jordiske velstand, som om deres muligheder var så store at de gennem dem, kunne anbefales til Gud, og derved sikre sig himlen. ret
Penge har deres kraft, og penge var deres Gud; men netop deres velstand ødelagde dem. De blev tåber i Guds og himmelske engles øjne, medens verdslige ærgerrige mænd mente de var kloge. Nu er deres formodede visdom i deres tåbelighed og deres velstand blevet deres ødelæggelse. Atter breder den hjertekvalte pine sig ud i frygtelige skrig: og sagde til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?« De skal fly til jordens huler som skjulesteder, men de skal ikke beskytte dem. ret
Kristus sagde: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.” Hvis dette bud adlydes, forbereder det hjertet til at adlyde det andet, som er dette ligt, - Elsk din næste som dig selv. Alle ti budet er indbefattet i disse to anførte. Det første tager de første fire bud, som viser mennesket pligt mod sin Skaber, Det andet tager de sidste seks, som viser mennesket pligt over for sine medmennesker. På disse to bud hænger hele loven og profeterne. De er to store arme der understøtter alle ti af budene, de første fire og de sidste seks. Disse må adlydes nøje. ”Men vil du gå ind til livet, så hold budene!” Rigtig mange som bekender at være Kristi disciple vil tilsynelandende gå glat igennem denne verden, og mennesker vil betragte dem som oprigtige, gudfrygtige mænd, skønt den har en grin plet i det enester, som besmitter hele karakter, og fordærver deres religiøse erfaring. ret
”Du skal elske din næste som dig selv.” Dette forbyder at udnytte vore medmennesker for at hjælpe os selv. Vi er blevet forbudt at forurette vor næste i hvad som helst. Vi bør ikke se tingene fra den verdsliges ståsted. Når vi behandler vore medmennesker i alle tilfælde, præcis som vi ønsker at de skal behandle os, er en regel der gælder os selv. Guds love skal adlydes til bogstaven. I al vor omgang med vore medmennesker, hvad enten det er troende eller ikke troende, gælder denne regel: Elsk din næste som dig selv. Mange der bekender at være kristne vil ikke stå Guds målestok på dette punkt; men vil findes for lette når de vejes for helligdommens vægte. »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« Hvilket løfte er dette. Vi bør ikke miste den kendsgerning af syne at dette løfte er baseret på lydighed mod et særligt bud. Gud kalder på alle til at skille sig ud fra verden, og ikke følge dens skikke og tilpasse sig den. ”Lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.” ret
Gud kalder på adskillelse fra verden. Vil vi adlyde? Vil vi drage ud fra dem, og forblive adskildt og udskildt fra dem? ”Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?” Ingen kan blande sig med verdslige, tage del i deres ånd, og følge deres eksempel, og samtidig være et Guds barn. Universets skaber henvender sig til sine børn som en hengiven Fader. Alle som skiller deres hengivenhed ud fra verden, og forbliver fri fra dens urenhed, vil optages i Guds familie, og blive arvinger til en evig arv. I stedet for denne verden, vil han give dem riget under hele himlen, og liv som varer evigt. ret
Hvis vi vil have hans velsigne med os, og hans nærvær i vore familier, må vi adlyde ham, og gøre hans vilje uanset om det tab elle vinding, eller hvad vi selv behager. Vi bør ikke rådføre os med vore ønsker, ej heller tilpasse os verdslige, som ikke kender Gud, eller søger efter at forherlige ham. Hvis vi vandrer imod Gud, vil han vandre imod os. Hvis vi har andre guder frem for Herren, vil vore hjerter vendes væk fra at tjene den eneste sande og levende Gud, som kræver hele hjertet, og udelt hengivenhed. Gud forlanger hele hjertet, hele sjælen og hele sindet, og al styrke. Han vil ikke acceptere mindre end dette. Her tillades ingen adskillelse. Intet halvhjertet arbejde vil accepteres. ret
For at kunne give Gud den fuldstændige tjeneste, må vi have et klart begreb om hans vilje. Dette vil kræve at vi kun bruger sund mad, tilberedt på en enkel måde, så at hjernens fine nerver ikke skades, og gør det umuligt for os at opdage værdien af forsoningen, og den uvurderlige værdi af Kristi rensende blod. ”Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.” ret
Hvis mennesker betvinger sig mådehold alt, for ingen højere mål end en krans eller forgængelig krone som løn for deres ærgerrighed, hvor meget mere bør så dem der bekender at være søgende, ikke kun for en uvisnelig krone af evig herlighed, men stræbe efter et liv som varer så længe som Jehovas trone, og evige rigdomme, ære som er uforgængelig, og en vægt af herlighed. Vil det der driver dem som løber det kristne væddeløb, lede dem til praktisk selvfornægtelse, og mådehold i alle ting, så de kan holde deres dyriske tilbøjeligheder underlagt, holde dem under kroppen, kontrollere liderlige lidenskaber og appetit? Så dan de der får del i guddommelige natur, undfly verdens fordærvelige lyster. ret
Hvis de overmådelige dyrebare og herlige løn der loves ikke lede os til byde større afsavn velkommen, og klare større selvfornægtelse end verdslige mænd som blot søger efter jorden bagateller, en forgængelig laurbærkrans som bringer ære fra nogle få af de verdslige, så er vid et evige liv uværdigt. Med et alvorligt og intens ønske om at gøre Guds vilje, bør vi udmærke deres iver som gå ind i alle andre virksomheder, til en grad der er lige så stor som værdien af det mål vi søger at nå er højere. Den skat vi bestræber os på at få er uforgængelig, evig og herlig; medens det som den verdslige tilstræber kun visne, er forgængelig og forsvinder som morgenskyen. ret
Vi bør ikke lade noget forhindre vor fremadstræben på vejen til evigt liv. Vore evige interesser står på spil. Der må være et grundigt arbejde at udføre i os, ellers svigter vi i himlen. Men Jesus indbyder os at gøre ham til vor styrke, vor støtte. For os vil han være en nærværende hjælp i trængende stund. Han vil være som en stor klippes skygge i et ørkesløst land. Måtte det ikke være vor store stræben at få succes i denne verden; men måtte vore sjæles byrde være: Hvordan skal jeg sikre den bedre verden? Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Når vi frelser vore egne sjæle, frelser vi andre. Når vi opløfter os selv, opløfter vi andre. Fæstner vort greb på sandheden, og på Guds trone, og hjælper andre til at fæstne deres skælvende tro på Guds løfter, og hans evige trone. Den position alle må komme ind i, er at værdsætte frelse, højere end jordisk vinding, og regne alt andet for tab end at de må vinde Kristus. Helligelsen må være fuldstændig. Gud vil tillader ingen forbehold, intet delt offer, ingen afgud. Alt må dø i selvet, og for verden. Lad os hver især forny vor helligelse til Gud dagligt. Evigt liv er en livslang, udholdende og utrættelig anstrengelse værd. ret
afsn nr:1 | |
afsn nr:2 | |
afsn nr:3 | |
afsn nr:4 | |
afsn nr:5 | |
afsn nr:6 | |
afsn nr:7 | |
afsn nr:8 | |
afsn nr:9 | |
afsn nr:10 | |
afsn nr:11 | |
afsn nr:12 | |
afsn nr:13 | |
afsn nr:14 | |
afsn nr:15 | |
afsn nr:16 | |
afsn nr:17 | |
afsn nr:18 | |
afsn nr:19 | |