Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 22. marts 1887

Menighedens største behov

Det mest påtrængende af alle vore behov er en vækkelse til sand gudsfrygt iblandt os. Det burde være genstand for al vor indsats. Vi skulle gøre os alvorlige anstrengelser for at opnå Guds velsignelse ikke fordi Gud ikke er villig til at udøse sine velsignelser over os, men fordi vi ikke er parat til at modtage dem. Vor himmelske farer mere villig til at give sin Helligånd til dem, der beder om det, end jordiske forældre er til at give gode gaver til deres børn.   ret

Det er imidlertid vor pligt at opfylde de betingelser, som Gud har stillet for at give os hans velsignelser: Bekendelse, ydmygelse, omvendelse og alvorlig bøn. Vi kan kun forvente en vækkelse, hvis vi beder derom. Hvis mennesker mangler Guds Helligånd, vil de ikke være i stand til at værdsætte ordets forkyndelse; men hvis åndens kraft får lov til at gribe deres hjerter, vil forkyndelsen øve sin virkning. Vejledet af Guds ords lære og under Helligåndens indflydelse, vil de, der kommer til vore møder, når de udøver en sund dømmekraft, opnå en vidunderlig erfaring og kunne øve en sund indflydelse derhjemme.   ret

De gamle bannerførere vidste, hvordan det var at kæmpe med Gud i bøn og at nyde Helligåndens udgydelse. De er imidlertid forsvundet fra handlingens skueplads, og hvem kan indtage deres pladser? Hvordan står det til med den næste generation? Er de omvendt til Gud? Er vi vågne overfor den gerning, der foregår i den himmelske helligdom, eller venter vi på, at en eller anden magt griber menigheden, før vi vækkes? Håber vi på, at hele menigheden vil blive vakt? Det sker aldrig.   ret

Der findes mennesker i menigheden, som ikke er omvendte og som ikke vil forene sig i alvorlige, indtrængende bønner. Vi må derfor tage fat som enkeltpersoner. Vi må bede mere og tale mindre. Der hersker stor ugudelighed, og det må fremhæves, at vi ikke skal lade os nøje med en form for gudfrygtighed, der mangler ånd og kraft. Hvis vi er indstillede på at ville ransage vore egne hjerter, rydde synden til side og ændre vore onde tilbøjeligheder, vil vore sjæle hæve sig over tomheden, vi vil komme til at stole mindre på os selv og føle, at vor vedvarende kraft findes hos Gud.   ret

Det er langt mere at frygte indefra end udefra. Der er langt større blokeringer for styrke og fremgang fra menigheden end fra verden. De ikke troende har en ret til at forvente, at de, som bekender sig til at bevare Guds bud og troen på Jesus, vil gøre mere end nogen anden for at fremme og ære den sag, de tjener, igennem en fast holdning, et godt eksempel og en aktiv indflydelse.   ret

Alt for ofte har sandhedens foregivne talsmænd imidlertid vist sig at være den største hindring for dens fremmarch! Den store skepsis, den udtrykte tvivl og det nærede mørke tilskynder mørkets engle til at vise sig og bane vej for, at Satans snigløb kan få resultater.   ret

Sjælefjenden får ikke lov til at læse menneskers tanker, men han er dygtig til at vurdere og bemærker vore ord. Han tager vore handlinger i betragtning og tilpasser så med snilde sine fristelser, så de passer til dem, der giver sig ind under hans magt. Hvis vi ville anstrenge os for at undertrykke syndige tanker og følelser, så sådanne ikke kom til udtryk i ord eller handlinger, ville Satan lide nederlag. Han kunne ikke længere forberede sine listige fristelser, så de rammer plet.   ret

Alt for ofte åbner bekendende kristne døren for sjælefjenden, fordi de mangler selvkontrol! Splid og splittelse, der ville være en skamplet for selv verdslige organisationer, er almindelige i menighederne, fordi der gøres så få anstrengelser for at undertrykke forkerte følelser og for at tilbageholde ord, som Satan kan drage fordel af. Så snart der opstår fremmedgørende følelser, ligger sagen åben for Satans granskning, og han bruger den givne anledning med slangelignende snilde og klogskab til at splitte og ødelægge menigheden.   ret

Hver eneste uenighed skaber et stort tab. Personlige venner fra begge grupper vælger side med deres favoritter og kløften øges. Et hus, der er i splid med sig selv, kan ikke bestå. Anklage på anklage fremsættes og forstørres. Satan og hans engle får travlt med at høste, hvad der bliver sået.   ret

Folk uden for menigheden lægger mærke til dette og siger hånligt: "Se, hvor disse kristne hader hinanden! Hvis dette er religion, skal vi ikke nyde noget." Resultatet bliver, at de med tilfredshed ser på sig selv og deres egen irreligiøse indstilling. Deres mangel på anger forstærkes og Satan svælger i succes.   ret

Den store forfører har planlagt sine snigløb mod hver enkelt sjæl, der ikke gennem bøn og levende tro har rustet sig mod hans angreb. Som prædikanter og som kristne må vi gøre en indsats for at fjerne enhver anstødssten. Vi må rydde hindringerne af vejen. Lad os bekende og tage afstand fra synd, så vejen kan banes for, at Herren kommer ind i vore menigheder og udgyder sin rige nåde. Verden, kødet og djævelen må besejres.   ret

Vi kan ikke berede vejen ved at vinde verdens venskab, for det er fjendskab med Gud. Ved hans hjælp kan vi imidlertid bryde den forførende indflydelse, der påvirker os selv og andre. Vi kan hverken enkeltvis eller som menighed sikre os imod en nådeløs og målbevidst fjende, der hele tiden frister os, men vi kan modstå ham I kraften fra Jesus.   ret

Der må fra hvert eneste menighedsmedlem skinne et stadigt lys for verden, så de ikke skal have grund til at spørge: Hvad udretter disse mennesker mere end andre? Der kan og skal være en afstandtagen fra verdslig hed, - en afsky for alt, der er præget af ondskab, for at rygtesmedene ikke skal gives nogen anledning. Vi kan ikke undgå nedsættende bemærkninger, de vil komme, men vi må være omhyggelige, så vi ikke bliver dadlet på grund af vore synder eller tåbeligheder, men på grund af Kristi sag.   ret

Der er intet Satan frygter så meget, som at Guds folk bestemmer sig for at rydde enhver hindring af vejen for at Herren kan udgyde sin ånd over en vansmægtende og forstokket forsamling. Hvis Satan fik sin vilje, ville der aldrig mere komme en vækkelse, stor eller lille, så længe verden består.   ret

Vi lever i den store forsoningsdags tid, hvor vore synder gennem omvendelse og bekendelse kommer for dommen. Gud anerkender ikke et tamt, ånds løst vidnesbyrd fra hans tjenere. Et sådant vidnesbyrd ville ikke stemme med sandheden for vor tid. Budskabet, der forkyndes nu, skal være mad i rette tid for Guds menighed. Men Satan har forsøgt gradvist at berøve budskabet sin kraft, for at hindre mennesker i at berede sig for Herrens dag.   ret

Opgaven ligger altså klar; vil vi tage fat? Vi må arbejde hurtigt og gå frem i hast. Vi må forberede os for Herrens store dag. Vi har ingen tid at miste, ikke tid til at beskæftige os med selviske ting. Verden skal advares. Hvad gør vi, som enkeltpersoner, for at bringe lyset til andre? Gud har givet hvert menneske sin opgave. Vi har alle noget at gøre, og vi kan ikke forsømme dette uden at lide skade på vor sjæl.   ret

Vil I, mine brødre, bedrøve den Helligånd og få ham til at drage bort? Vil I udelukke den velsignede frelser, fordi I ikke er parat til at tage imod ham? Vil I overlade sjæle til undergang, der ikke kender sandheden, fordi I elskede jeres magelighed så højt, at I ikke har båret den byrde, som Jesus bar for jer? Lad os vågne op. "Vær årvågne og på vagt' Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge." 1 Pet. 5, 8.   ret

I 1844 gik vor ypperstepræst ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom for at begynde den undersøgende doms handling. De retfærdige dødes sag er blevet gennemgået af Gud. Når den handling er afsluttet, kommer turen til de levende. Det betyder øjeblikke af stor betydning.   ret

Vi har alle en sag under forberedelse i den himmelske retssal. Vi skal dømmes for vore kødelige handlinger. Når ypperstepræsten i den jordiske helligdom udførte sin tjeneste i det allerhelligste, skulle folket blotlægge deres sjæle for Gud og bekende deres synder, så kunne de få tilgivelse og opnå forsoning. Kræves der mindre af os i forbindelse med forsoningsdagens mod billede, hvor Kristus i helligdommen oventil går i forbøn for sit folk forud for den endelige retskendelse i hver enkelts sag?   ret

Hvordan er vores tilstand i denne alvorlige tid? Det er stolthed, der præger menighederne, - vildfarelse, kærlighed til tøj, overfladiskhed, fornøjelse og ønsket om magt! Alle disse synder har formørket sindet for de evige ting. Lad os ransage skrifterne, så vi kan finde ud af, hvor i historien vi befinder os. Lad os vise klogskab med hensyn til den gerning, der fuldføres for os netop nu, og med hensyn til den indstilling, der burde præge os som syndere, medens forsoningsdagen skrider frem. Hvis vi overhovedet tænker på vor sjæls frelse, må vi vende om. Vi må søge Herren i sand anger og bekende vore synder i oprigtighed, så de kan udslettes.   ret

Vi skal ikke længere færdes på fortryllet grund. Vi nærmer os prøvetidens afslutning og hvert eneste menneske burde spørge sig selv: Hvordan har jeg det med Gud? Vi ved ikke, hvornår Kristus tager vort navn på sine læber for at afslutte vor sag. Hvad bliver afgørelsen? Bliver vi regnet blandt de retfærdige eller hører vi til de ugudelige?   ret

Onde mennesker og djævle kan ikke hindre Guds værk eller stænge for hans nærvær hos de mennesker, der ønsker den. Det er sådanne, som med et anger fyldt hjerte bekender deres synd og tager afstand fra den, idet de i tro påkalder sig Guds løfter. Enhver fristelse, enhver modstand - åben eller skjult - kan modstås - "ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger hærskarers herre." Zak. 4,6.   ret

Folkets opmærksomhed skal fanges, for hvis ikke det sker, vil enhver anstrengelse være forgæves. Selv en engel fra himmelen ville i så fald opleve, at hans ord ikke gjorde mere godt end hvis han talte for dødens døve øren.   ret

Menigheden må træde i aktion. Guds And kan aldrig komme til, hvis ikke menigheden bereder vejen. Det er på tide at sætte ind med en ransagning af hjertet. Det er på tide at forene sig i udholdende bøn og påkalde sig Guds løfter. Det er på tide at ydmyge sjælen, skønt ikke i sæk og aske, som i gamle dage. Vi har ikke den mindste grund til at ophøje os selv eller at ønske hinanden tillykke. Vi må ydmyge os under Guds mægtige hånd. Han kommer for at trøste og velsigne dem, der søger ham i oprigtighed.   ret

Men vi er ikke uvidende om hans anslag. Det er muligt at modstå hans magt. Når vejen beredes for Guds Ånd, vil velsignelsens vise sig. Satan kan lige så lidt forhindre velsignelsens strømme i at falde over Guds folk, som han kan lukke himlens vinduer og forhindre regnen i at falde.   ret

Menigheden må rejse sig for at bekende sit frafald for Gud. Vægterne må vågne og blæse signal. Der er en bestemt advarsel, der skal forkyndes. Gud befaler sine tjenere: "Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen, løft din røst som hornet! Forkynd mit folk dets overtrædelse og Jakobs hus dets synder." Es. 58,1.   ret