Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 28. marts 1882

Hvor driver vi hen?

Syvendedags adventister bekender at tro at dagen for denne verdens historie er langt omme, og natten er nær. Skal vi da vise større alvor og iver i Guds tjeneste når ende drager nær, eller skal vi nu slække på vore kræfter, og tage del i verdens jag og fornøjelser? Herren har altid forlangt at hans folk viser en markant forskel mellem dig selv og verdslige i alle deres livs vaner. Også hvis enden ikke var nær, ville det være enhver kristens pligt at være sand mod sin trosbekendelse, og ved enkelthedens og selvfornægtelsens eksempel, den ugudeliges stolthed og selviskhed. Hvor meget mere, påhviler det dette folk at udvise en ufejlbarlig iver og helligelse til Gud. Hvis vi hørte advarselsbudskabet første gang vovede vi at leve i overensstemmelse med vor tro, hvis Helligåndens overbevisning førte os til at afsky verdens vaner og moder, skulle vi så ikke det mere nidkære og trofaste nærmere den store fuldendelse?   ret

Apostlen Paulus ser ned på vor dag og erklærer: "Det er på høje tid at vågne op af søvne; for nu er vor frelse nærmere end vi først troede." Og igen: "Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben; lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed, ikke i kiv og misundelse; men ifør jer Herren Jesus Kristus, og plej ikke kødet, så begæringer vækkes." Disse ord fremstiller klart vor pligt. Hver år forkorter vor nåde tid og bringer os nærmere vor Herres komme. Nu bør vi bruge al vor energi på at berede os for den store begivenhed. Dette liv bliver i sin længde fremstillet som dug, som snart forsvinder. Livets skatte, ære og glæder er kortvarige og usikre. Hvis vi lever for Gud og den udødelige fremtid, vil vi sikre os alt, hvad der er værd at eje.   ret

Det er kun ved vort liv, at vi kan bevise ægtheden af vor højtidelige tro for verden. Men hvis Kristi komme virkelig er nærmere, end da vi kom til troen, hvorfor er der da blevet sådan en ændring i manges adfærd? Hvorfor er de så ligeglade, så ligegyldige over for Guds ords lære, så hensynsløse over for hans krav til dem? Hvorfor søger de at forene sig med dem, hvis indflydelse ville aflede deres sind fra Gud og fra en forberedelse for evigheden? Det er kærlighed til verden, der fører til forsømmelse af evige interesser. "Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben." Dette er vor gerning. Lad os ikke afledes fra den af verdens tillokkelser eller gøres modløse af dens forhånelse. "Frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende." Vi har ikke længe at arbejde på. Vor tid, vore talenter, er for dyrebare til at begraves i verden.   ret

Et stort ansvar påhviler alle som har modtaget sandhedens lys, og især på dem som folk forventer undervisning og vejledning af. Dem som besidder ansvarsbetyngede stillinger på vore institutioner, udøver en indflydelse der er en smugle mindre stærkt og vidtrækkende end vore prædikanters arbejde. De bør være mænd og kvinder af moralsk værdi og af dyb og levende erfaring i Guds ting. Ved deres indflydelse og eksempel enten proklamere de, de sandheder vi fremholder for verden, eller erklærer disse sandheder for at ikke have virkning.   ret

Den frygtelige virkning af en verdslig, uhelliggjort indflydelse ved værkets hoved mærkes hos vore egne folk ud over landet. Et eksempel på dette kom under min egen opmærksomhed for ikke så længe siden. En søster som havde brugt nogle uger på en af vore institutioner i Battle Creek sagde at hun var meget skuffet over hvad hun så og hørte der. Hun havde troet at hun fandt et folk langt mere fremme end de yngre menigheder, både i kundskab, sandhed og i religiøs erfaring. Her havde hun håbet at få megen lærdom, som hun kunne viderebringe sine søstre i troen i en fjern Stat. Men hun blev overrasket og bedrøvet over letsindighed, verdslighed og mangel på helligelse som hun mødte overalt.   ret

Før hun antog sandheden, havde hun fulgt verdens moder i sine klæder, og havde båret kostelige ædelstene og andre smykker; men da hun besluttede sig for at adlyde Guds ord, mente hun at dets lære krævede at lægge al overdreven og overflødige smykker til side. Hun fik lært at Syvende dags Adventister ikke bar ædelstene, guld eller sølv, og at de ikke tilpassede sig verdens moder i deres klæder. Medens hun var blandt dem som bekender sig til troen, så at de gik lidt bort fra bibelsk enkelhed, blev hun forvirret. Havde de ikke den samme bibel som hun havde studeret, til hvilken hun vovede at tilpasse sig sit liv efter? Havde hendes oprindelige opfattelse blot været fanatisme? Havde hun fejlfortolket apostlenes ord: "Venskab med verden er fjendskab med Gud, for den som vil være ven med verden er Guds fjende"?   ret

Mrs. D., en dame som havde en stilling på institutionen, besøgte Søster ____s værelse en dag, da den sidstnævnte tog et guldhalsbånd og kæde ud af sin kuffert, og sagde at hun ønskede at gøre det af med dette smykke og lægge dens værdi i Herrens skattekammer. Da sagde den anden: "Hvorfor vil du sælge det? Jeg ville bære det, hvis det var mit." "Hvorfor," svarede Søster ___, "da jeg tog imod sandheden, lærte jeg at alle disse ting må lægges bort. De er visselig i modsætning til lærerne i Guds Ord." Og hun citerede apostlene ord Peters og Paulus', for sin tilhører på dette punkt: "Ligeledes vil jeg, at kvinder skal være ærbart og ikke prangende klædt, deres pynt skal ikke være kunstfærdige håropsætninger og guld eller perler eller dyrt tøj, men (som det sømmer sig for gudfrygtige) med gode gerninger." "Jeres skønhed skal ikke være i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, (1.Pet.3,4) men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed."   ret

Som svar viste damen en guldring på sin finger, som en ikke troende havde givet hende, og sagde at hun ikke mente at det vil skade med sådanne smykker. "Vi er ikke så specielle," sagde hun, "som vi var førhen. Vore folk har fået overdrevne meninger i klædespørgsmålet. Damer på denne institution bærer guldure og guldkæder, klæder sig som andre folk. Det er ikke en god politik at være klædt specielt; for så kan vi ikke udøve så megen indflydelse.   ret

Vi spørger: Er dette i overensstemmelse med Kristi lære? Skal vi følge Guds ord eller verdens skikke? Vor søster besluttede at det sikreste var at holde fast ved bibelens standard. Vil Mrs. D. og andre som udøver en lignende opførsel være tilfreds med at møde resultatet af den påvirkning de har udøvet på den dag, hvor enhver vil få efter sine gerninger?   ret

Guds ord er klart. Der kan ikke tages fejl af dets lære. Skal vi adlyde det, på den måde Han har givet os det, eller skal vi finde ud af hvor langt vi går bort og alligevel blive frelste? Vil alle, som er på vore institutioner modtage og følge det guddommelige lys, og derved være i stand til at genspejle lys til dem som vandrer i mørke.   ret

Overensstemmelse med verden er en synd som saboterer vort folks åndelighed, og griber alvorligt ind i deres arbejdsevne. Det er nyttesløst at proklamere advarselsbudskabet til verden, så længe vi fornægter det i dagliglivet. Jeg har modtaget breve med spørgsmål om disse ting. En bror nævner at han for nogle få måneder siden havde han penge til at bygge et nyt hus, men så kom der et kald efter midler til at støtte vore institutioner. Han følte at disse institutioner var Herrens og han sagde til sin hustru: "Det er sandt at vort hus er gammelt og i forfald; vi behøver et enkelt og sundt hus; men hvis du vil gå med til det, vil jeg sende disse penge for at imødekomme et kald for midler, og vi vil leve som vi har gjort. Vort hus er ubekvemt, og ikke altid behageligt, men Jesus havde ikke noget sted at lægge sit hoved. Hvis herlighedens Herre kunne forlade de kongelige sale for et liv i slid og armod, skal dem som han led og døde for så ikke beklage sig over vanskeligheder. Var har langt mere end han havde."   ret

For ikke så lang tid siden, sagde vore bror, kom spørgsmålet om at få et nyt hus op igen. Vi bad atter for det. Vi så i avisen at vore institutioner havde gæld. På det tidspunkt kunne vi nemmere sende end før; for det var ganske vanskeligt for os. Nu, tænkte vi, er vi flere år nærmere enden, end da vi sendte vor første gave. Vi vil ikke føje os selv, og lade vore institutioner lide.   ret

Han tilføjede: "Jeg kan ikke forlige mig med den erfaring jeg har haft over for nogle i Battle Creek. Dem som forklarer Guds ord til andre bygger store, og dyre boliger ligesom de verdslige omkring dem. Hvad skal dette betyde? Jeg er ikke ked af at jeg lagde det ind i sagen som jeg gjorde; men jeg kan ikke forklare disse ting. Ikke troende hånede mig med dem, og de lo af min tro. Siger nogle af vore brødre ikke: "Min Herre lader vente på sig"? Hvis de virkelig troede at tiden er kort, ville de så investere så meget i deres boliger? Et hus er færdiggjort meget fantasifuldt, for betydelige omkostninger, og alligevel forkynder ejeren om Kristi snarlige komme. Hvad skal vi gøre når vore ansvarlige mænd giver os et sådant eksempel? Svar venligst igennem "Review". Personer spørger mig om disse ting hver dag, og jeg ved ikke hvad jeg skal svare."   ret

Min bror, fortæl dem at uanset om Kristi efterfølgere afviger fra sin undervisning: "Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: "Herren kender dem, der hører ham til". Du spørger om str. Whites vidnesbyrd fra Gud ikke irettesætter disse ting. Jeg svarer: Det gør det. Herren har givet advarsler og irettesættelser der forhindrer denne tilstand af tingene. Guds ords vidnesbyrd og hans Ånd er blevet ignoreret på samme måde. Dette er hvorfor der er et så stor frafald blandt os, så lidt liv og kraft fra sand gudsfrygt.   ret

Det kan være nødvendigt for vore brødre i Battle Creek at bygge mere bekvemme huse end de ellers vil have brug for; for der er flere hundrede studerende der skal finde hjem iblandt dem. Men vi har ingen undskyldning for at ofre os for dem som giver de midler Gud har betroet i deres hænder giver dem hen i verdslig hengivenhed og stolthed. Som et folk bør vi være adskilt fra verden. Vi bør udskille os selv mere og mere fra den tilstand af tingene som Kristus beskriver som et karaktertræk på en tidligere tidsperiode, og som gør det folk moden for Guds hævn. Verden før vandfloden var helt fordybet i dette livs ting, og i at tilfredsstille deres egne ønsker. Netop en sådan tilstand eksisterede i Sodoma før udslettelsen. Hvor farlig, hvor formasteligt, at vi går ind på den samme sti som leder så mange til ruin!   ret

Lad ingen tro at han finder et fejlfrit folk, heller ikke ved arbejdets hoved. Kristus selv har lært os, at evangeliets vod fanger alle slags, og disse adskilles ikke helt før dommen. Dem som søger at fastholde åndelighedens standard i den store menighed, møder vanskeligheder som er vore mindre menigheder ved så lidt om. Vi må forvente at blive sat i kontakt med uhengivne og verdenselskende bekendere af gudsfrygt. Men ingen behøver at snuble over selv deres tros søskendes eksempel. Vi har ét ufejlbarligt Eksempel. Kristus siger: "Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."   ret