Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 7. april 1885

Kritiserer prædikanter

Den ene fejltagelse fører til den anden. Vore brødre må lære at handle forstandigt, og ikke impulsivt. Følelser må ikke være kriteriet. En pligtsforsømmelse, udvise upassende sympati, vil efterfølges af at ikke påskønne dem ordentligt der arbejder for at opbygge Guds sag. Jesus sagde: ”Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod.”   ret

Mange anser ikke forkyndelsen som Kristi særlige middel til at instruere sit folk, og skal således værtsættes højt. De føler ikke at prædikenen er Herrens ord til dem, og påskønner den ved de sandhedsværdier som siges; men de bedømmer den som en advokats tale ved domstolen, - ved velargumenteret dygtighed, og sprogets kraft og skønhed. Præsten er ikke ufejlbarlig, men Gud har æret ham ved at gøre ham til sin budbringer. Hvis tilhørerne lytter til ham som om han ikke var hvervet ovenfra, vil de ikke respektere hans ord, eller modtage dem som Guds budskab. Deres sjæle ville ikke få føde af den himmelske manna; tvivlen vil rejse sig om nogle ting som ikke behager det naturlige hjerte, og de vil sidde i dommen på prædikenen, som de vil kommentere en forelæser eller politisk taler. Ligeså snart at mødet slutter, vil de straks beklage sig eller komme med sataniske bemærkninger, og derved vise at budskabet, uanset hvor sandt det er og hvor meget det behøves, har det ikke gavnet dem. De påskønner det ikke; de har lært at kritisere og kværulere, og de plukker ud og vælger, og måske forkaster de ting de behøver mest.   ret

I nogle lokaliteter er meget lidt ærbødighed for hellige ting. Guds forordnede reskaber mistes næsten helt af syne. Gud har ikke indført nye metoder til at nå menneskebørnene på. Hvis de har afskåret sig fra Himlens udpegede agenter, der kunne irettesætte deres synder, rette deres vildfarelser, og udpege pligtens sti, er der ingen måde de kan nås med nogen himmelsk forbindelse. De efterlades i mørke, og indfanges og tages af fjenden   ret

Guds forkyndertjener har befalet: ”Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!” Herren siger om disse folk: ”Mig søger de dag efter bag og ønsker at kende mine veje, som var de et folk, der øver retfærd.” Her er et folk som er selvbedragede, selvretfærdige, selvtilfredse; og prædikanttjeneren befales at råbe højt og vise dem deres overtrædelser. Dette arbejde har Guds folk gjort til alle tider, og det behøves mere nu, end nogensinde før.   ret

Herrens ord kom til Elias; han søgte ikke at blive Herrens budbringer, men ordet kom til ham. Gud har altid mennesker som Han har betroet Sit budskab. Hans Ånd bevæger på deres hjerter, og tvinger dem til at tale. Besjælet med hellig iver, og med den stærke guddommelig impuls over sig, går de i gang med at udføre deres opgave uden kolde beregninger af konsekvenser af at sige de ord til folk som Herren har givet dem. Men Guds tjener bliver snart klar over at han har risikeret noget. Han finder sig selv og sit budskab sat til genstand for kritik. Hans manerer, hans liv, hans velstand efterses og får bemærkninger. Hans budskab rives i småstykker og forkastes i den mest smålige og uhellige ånd, sådan som mennesker med begrænsede dømmekraft finder det rigtigt. Har det budskab gjort det arbejde Gud har tiltænkt at det skal gøre? Nej; det har tydeligvis slået fejl, fordi tilhørernes hjerter var uhellige.   ret

Hvis prædikantens ansigt ikke er fast, hvis han ikke har en utæmmlig tro og mod, hvis hans hjerte ikke er gjort stærkt af et stadigt fællesskab med Gud, vil han begynde at skabe sit vidnesbyrd for at behage uhelliggjorte ører og hjerter hos dem han taler til. I hans bestræbelser på at undgå den kritik han udsættes for, adskiller han sig fra Gud, og mister fornemmelsen for guddommelig velvilje, og hans vidnesbyrd bliver tamt og tamt og livløst. Han finder at hans mod og tro er borte, og hans arbejde er magtesløs. Verden er fyldt med indbildte personer og hyklere som har givet efter for ønsket om fornøjelse; men de trofaste mænd, som ikke søgere selviske interesser, men elsker deres brødre for godt at lade synd komme over dem, er der faktisk få af.   ret

Det er Satans faste fortsæt at afskære al samfærdsel mellem Gud og hans folk, så han kan udøve sine bedrageriske list uden stemme, for at advare dem om deres fare. Hvis de kan lede mennesker til at ikke stole på budbringeren, eller ikke knytte nogen hellighed til budskabet, ved han at de ikke vil føle sig forpligtet til at give agt på Guds ord til dem. Og når lys tilsidesættes som mørke, har Satan tingene på sin egen måde.   ret

Vor Gud er en nidkær Gud; han er ikke til at spørge med. Han som gør alle ting efter sine egen vilje, har været mest tilfreds med at sætte folk under forskellige omstændigheder, og pålægge dem pligter og overholde særlige ting, under de tider de lever i, og de forhold de er sat under. Hvis de vil påskønne det lys de har fået, vil deres evner kunne bliver langt større og ædlere, og et bredere sandhedssyn vil åbne sig op for dem. De evige tings mysterium, og særlig Guds forunderlige nåde, som den vises i genløsningsplanen, vil foldes ud for deres tanker; for åndelige ting ses åndeligt.   ret

Vi skal aldrig glemme at Kristus underviser gennem sine tjenere. Der kan ske forvandlinger uden hjælp fra en prædiken. Personer er sat i en sådan situation at de er frataget alle nådegaver, de skal bearbejdes med Guds Ånd og overbevises om sandheden ved at læse ordet; men Guds udpegede midler til at frelse sjæle er ”ved prædikenens dårskab”. Selvom mennesker er omgivet af menneskers skrøbeligheder, så er mennesker Guds budbringere; og den dyrebare Frelser såres når deres arbejde har så lille effekt. Enhver forkyndertjener som går ud på den store høstmark, bør sætte sin embedsgerning højt. Han skal ikke blot prøve at få mennesker til sandhedskudnskab, men han bør arbejde, som Paulus gjorde: ”påminde ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom.” så han ”kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus.”   ret

Mennesket skal kun betragtes og æres som Guds ambassadør. At rose mennesker er ikke Gud behageligt. Det budskab han bringer skal afprøves i Bibelen. ”Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme il at tale, som nu er uden morgenrøde.” Men Herrens ord skal ikke bedømmes efter menneskers standard. Det vil kes at de som danner tanker efter jordisk form, de som har en begrænset kristen erfaring og ikke ved andet om Guds ord, er dem, som har den mindste respekt for Guds tjenere, og de mindste erbærdighed for det budskab han påbyder dem at bære. De lytter til til grundig prædiken, og går hjem for at sætte den til doms; og indtrykket de har fået af prædikenen forsvinder for dem, ligesom morgenduggen gør for solen. Hvis prædikenen er af følelsesmæssig karakter, vil den påvirke følelserne, men ikke hjertet og samvittigheden. En sådan prædiken vil ikke føre til noget godt fremover; men vinder ofte folks hjerter, og fremkalder følelser for mennesker, som bekager dem. De glemmer hvad Gud har sagt: ”Slå ikke mer eders lid til mennesker, i hvis næse der kun er flygtig ånde, thi hvad er de at regne for?”   ret

Jesus venter med længselsfuldt ønske for at åbne den herlighed for sit folk som følger med hans genkomst, og føre dem til lyksalighedens fuldkomne landskab. Der er forunderlige ting som skal åbenbares. En livslang bøn og ransagelse vil efterlade meget uudforsket og uforklaret. Men hvad vi ikke ved nu, vil åbenbares senere. Det undervisningsarbejde der er begyndt her, vil føres ud i al evighed. Lammet, idet han leder de genløstes hære til de levende vandes kildeudspring, vil tildele store kundskaber; han vil åbenbare mysterier i Guds værker og forsyn, som aldrig før er blevet forstået.   ret

Vi kan aldrig finde ud af Gud ved undersøgelse. Han lægger ikke sine planer åben for nysgerrige og spørgelystne tankesind. Vi må ikke prøve at løfte sløret med formastelig hånd, som tilslører hans majestæt. Apostlen forklarer det således: ”Hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje”. Det er et bevis på hans barmhjertighed at noget af hans kraft er skjult, at han har omgivet det med mysteriets og dunkehedens ærefrygtindskydende skyer; for at løfte det forhæng der skjuler den Guddommelige Tilstedeværelse er død. Intet dødeligt tankesind kan trænge ind i den hemmelighed som den Mægtige bor i og arbejder i. Vi kan ikke forstå mere af hans omgang med os, og de motiver som ansporer ham, end han finder rigtigt at åbenbare. Han ordrer alt i retfærdighed, og vi skal ikke være utilfredse og mistroiske, men bøje os ned i ærbødig underdanighed. Han vil åbenbare lige så meget for os som han mener det er godt for os at vide; og ud over dette må vi stole på at den almægtiges hånd, hjertet der er fuld af kærlighed.   ret