Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 15. april 1880

Orden i menigheden

Når vanskelighederne rejser sig i menigheden, bør guds ord studeres særligt, med alvorlig bøn for at lære hvilken vej Kristus vil gå for at afgøre sagen. Det er almindelig praksis for menighedsmedlemmer at diskuttere de fejlende menneskers fejltrin blandt dem selv, medens ham som har skylden ikke ikke hjemsøges, og der gøres ikke særlige anstrengelser for at genløse ham, og ofte behandles han med kulde og forsømmelse som virker til at skubbe ham endnu længere væk fra lyset, og mere til fulde ud på fjendens slagmark, hvor det er vanskeligere at genvinde ham fra den snare han er faldet i.   ret

Vor Genløser forstod menneskenaturens forhærdelse; og for at frelse de sjæle som han ofrede sit liv for, og etablere sin kirke i enhed og velstand på jorden, har han givet tydelige regler til menighedsmedlemmer at følge i omgang med hinanden. Hør hvad han siger: ”Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.« Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.”   ret

Selvom det ikke er nogen behagelig opgave at gå til nogen man tror er vildfaren, og fortælle ham om hans fejl mellem dig og ham alene, er det netop det arbejde Kristus har givet os at gøre at frelse de frelsende og bevare menighedens harmoni. Det er meget mere tilfredsstillende for menneskenaturen at fortælle vore mistanker til vore brødre, og tale bag om ryggen på dem der fejler, end at tage åbent til ham og sige de samme ting til ham, som vi gør når han ikke er til stede.   ret

Menigheden har brug for trofaste og heltemodige mænd, som tør være oprigtige og sande, og som vil følge Bibelen til bogstaven, og afviser at underlægge denne fordærvede tids former og skikke. Disse mænd vil, når de kendes til fulde, vil få en stor indflydelse i kirken, og deres daglige liv vil være en bekendelse af Kristus over for verden. Hvis vi tager imod den evige løn, vil mange af de ting som selvet beder om blive opgivet, og meget vil kunne klares for Kristi og hans evangeliums skyld. Alt i det sociale liv må være underordnet frem for det religionen kræver. Alle som vil gøre dette vil være frugtbare i Gud; og når der er et ekstremt behov, hvor de kun kan finde hjælp hos Gud, vil Kristus stå frem for dem, som har stået frem for ham. Han vil hjælpe dem når de behøver hjælp; og det lys og den styrke som de modtager fra ham, vil bibringes andre. Disse mænd vil have en dannende indflydelse i deres familier, i kirken og på verden. Det er ikke altid nemt og behageligt at gøre det rigtige. Satans sti er den bedste og mest bedrageriske. Det er gjort til at se ud som den mest tiltrækkende, skønt det er hårdt, mystificerende og skuffende. Hellighedens sti er snæver, fuld af selvbedrageri og stadig opofrelse; og alligevel er det møjsommeligt, op ad bakke i lykke, bekvemmelighed og håb. Midt i konflikter, tilbageslag og trængsler nydes den mest ophøjede trøst af dem som vandrer på lydighedens sti.   ret

Vi bør behandle de fejlende ligesom Kristus behandlede os. Han ynkes over vor svaghed, og således bør vi ynkes over fejlende. Han ofrede alt for at frelse mennesker; vi bør ikke tøve med noget som helst selvfornægtelse eller offer for at kunne redde vore medmennesker. Vor pligt er tydelig. Hvis vor bror gør sig fortræd over for os, også selvom han ikke har umiddelbar forbindelse med os, er det vor pligt at tage til ham alene, ikke med kritik og bitterhed, men med sorg udtrykt i vore ord. Røsten bør modereres til at nå hans hjerte, og ikke for at vække en stridighed. Vi bør komme ligeså tæt på de fejlende så muligt, og med overbærenhed, rolighed og kærlighed for deres sjæle, fortælle dem tålmodigt deres fejl; og med et blødgjort hjerte, bøje sig ned og bede med og for dem. I ni tilfælde ud af ti vil disse bestræbelser lykkes. Hvis den fejlende tager imod råd og vejledning, og ydmyger sin sjæl for Gud i ydmyg anger og bekendelse, at uenigheden af afsluttet, er en sjæl reddet og kirken er ikke længere sårret og tortureret.   ret

Men hvis de fejlende ikke tager imod sin broders indtrængende bønner og trofaste anstrengelser, så er hans handlemåde afklaret, til at tage en eller flere i kirken og hjemsøge den fejlende. Men disse bør handle i tålmodighed og ømhed, og i Kristi ånd, og have deres egne hjerter gennemsyret med hans kærlighed, med venlige ord, og prøve at rette og frelse den frelsende, og give Gud ydmyge anmodninger og berøre og underlægge hans hjerte som har fejlet, og er under Satans magt og magt. Men viser alle disse anstrengelser at være nyttesløse, og den fejlende vedholdende forbliver uafhængig og ikke til at rette, så bør det tredje skridt tages. Bring sagen frem for menigheden. De skridt som denne organisation tager i Guds frygt, efter disse regler er blevet fulgt til bogstavet, genkendes i Himlen.   ret

Hvis alle menighedsmedlemmer var Kristi ords gørere så vels om hørere, vil frihed og velstand være resultatet. Hvor megen sorg kan familier og menigheder ikke spares for, hvis alle, i oprigtighed og sandhed, praktiserede de lektier Jesus vor Genløser gav os. Religion er ikke kun doktrin og tør teori. Den regulerer liv så vel som troen. Bibelen fortæller på siderne os hvad Kristi lære er, medens den på en anden side specificerer vor pligt mod Gud og vore brødre. Medynk og helligelse er forenet. Verdens Forløsers formaning er: ”Derfor, alt hvad I vil, at menneskerne skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.” ”Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!”   ret

En stor grund til hvorfor vore brødre og søstre ikke har mere tillid til Gud i bøn er at næsten alle forsømmer at følge Jesu ord og bevare harmoni mellem brødrene. De lader forskellige fejl eksistere mellem menighedsmedlemmerne, som skaber bitter misundelse og strid; og når disse forskelle er; hverken hører eller besvarer Gud deres bønner, og børmet kommer over sindet, fordi de har forsømt den pligt vor genløser tydeligt har udpeget. Der er en stor mangel på bibelsk enkelhed og oprigtig kærlighed for hinanden. Kærlighed og selvophøjelse forhindrer sindsydmyghed som burde karkakterisere ethvert menighedsmedlems liv. Hvis ikke dem som samles i menighedsrummet skal overholde de regler af Kristus som gives i hans ord, og som er så enkle og fornuftige at alle kan forstå, indrette deres opførsel mod hinanden af dem, så kan der ikke være noget som åndelig styrke, harmoni eller velstand i menigheden; men forlis og fordærv vil være resultatet.   ret

Det er nødvendigt at ethvert menighedsmedlem på jorden skal opdyrke de karaktertræk som vil bliver de karakteregenskaber der bruges til at bevare harmoni og lykke i kirken deroppe. Kærlighed er en himmelsk voksende plante, og den må opdyrkes ved anvendelse. Hvis der er en som har gjort fejl, er denne i mørke, og under sjæleødelæggerens kontrol. I den tilstand, kan han klart se sin egen syndighed, og vil ofte få sig selv til at tro at han gør det rigtige, og at hans brødre ikke er venlige, men prøver at skade ham. For en tid lader fornuften til at være sat ud; og han er bytte for uregerlige følelser, og virker frustreret til at gøre noget der sætter har i størst mulig afstand fra kirken. Visdom er nødvendig for at frelse den sjæl fra at ruinere sig selv og andre. Jesus forstod alt om farerne for disse sjæle, og således gav han regler som det vil lykkes ved, hvis de adlydes. Enhver der forlader bibelplan kan sætte den sjæl helt på fjendens grund, hvor det ikke er muligt at nå ham.   ret

Hvis fejl han begår omtales af det ene menighedsmedlem til det andet, eller hvis fejlene er åbenlyse for menigheden, så tages det tredje skridt uden de to foregående, føler ham der fejler sig retfærdiggjort ved at betragte sig selv som uretfærdigt behandlet, og dette gør det vanskelige at få adgang til ham, og indprænte hans sind. Han sætter sig selv uden for hjælpens rækkevidde, og går tabt i menigheden. Kristus kendte sjælenes værdi som intet menneske vil kunde kende. Han betalte prisen med sit eget liv for deres genløsning, og Satan arbejder hele tiden med al bedrag, på at vriste sjæle fra Jesu Kristi hånd, og sætte dem i hans rækker. Når menighedsmedlemmer ikke følger de regler Kristus har givet dem, hjælper Satan med at udføre sit værk, da de var blevet gørere af Kristi ord, og ikke kun hørere, kunne det lykkes for dem at gå de skridt Kristus har givet for at ordne vanskelighederne.   ret

Ofte fortænkes de enkelte medlemmer for fejl hvor der faktisk ikke er nogen fejl. Sand kristen kærlighed værnes i hjertet og udvirkes i livet, vil lære os at give den bedst mulige mening for hvordan vore brødre handler. Vi bør være lige så ivrige for deres rygte som for vort eget. Hvis vi altid mistænkeliggør ondt, vil dette skærpe deres adfærd til at gøre netop det onde som vi har ladet os mistænke for. På den måde, skabes der mange vanskeligheder som ellers aldrig ville være kommet, og brødre fejlvurderes ofte ved mistænkeliggørelse, dømmer deres motiver frit, og udtrykker vor mening over for andre om deres handlinger. Det at nogen er hurtige til at fortolke i alvorlige fejl, er måske ikke mere end hvad vi selv pålægges i hverdagen.   ret

Når vort temperament er udtrættet og vi bliver irriterede, fristes man til at tale om nogle af vore brødres formodede fejl, og ofte puffes der til ham ved et offentligt møde. Derved bliver det en alvorlig sag, gøres til menighedsanliggende, og menigheden drages til ansvar, selvom den sårede kunne være gået til sine brødre alene, og talt over sagen med ham i Mesterens ånd, ville de være kommet til en forståelse med det samme, og menigheden vil aldrig være betrængt med bebyrdet med vanskeligheden.   ret

I denne verden vil vi aldrig være fri for fjendens angreb. ”En discipel står ikke over sin mester, en heller en tjener over sin herre. Disciplen må være tilfreds, når det går ham som hans mester.” Satan tøver ikke med at angribe verdens Genløser Han blev fristet på alle punkter ligesom vi er, dog uden synd. Atter læser vi at han led og blev fristet. Til tider var kampen så hård at Guds Søns sjæl vred sig i pine. Fristelse er ikke synd, heller ikke nogen antydning af at vor himmelske far er misfornøjet med os.   ret