Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 21. april 1868

De sover i Jesus.

Den nylige dødsannonce om str. Nichol, br. Otis Nichols hustru, fra Dorchester, Mass., erindrede om at mange trofaste venner fra den nærværende sandhed, som er i rækkerne af forventningsfulde for genkomsten, sover nu i Jesus.   ret

De bar sabbatskorset da det var tungere end nu, fordi dets venner var få, og deres fjender og deres forfølgere blevet mange og forbitrede. Nu er sabbatskorset forholdsmæssig let, på grund af mange sabbatsvenner, og det vendte fakta at bibel sabbaten både ubstøttes af den hellige og verdslige historie.   ret

Bror og søster Nichols var blandt dem der først greb sabbaten, og gav gavmildt ud af deres midler og støtter sagen i sin vorden. Det var penge fra hendes hånd der holdt vore udgifter for døren, 1844, til den første konferense for troende på den tredje engels budskab, der blev afholdt i Rocky Hill, Conn. Af dem der bar korset, og med deres midler der støtter sagen, og har siden slidt og lidt for andres skyld, og er døde i håbet, siges det: ”Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.   ret

Ibland disse er også mine ærværdige patienter. De hviler begge i håbet: min modet i Illinois, min fader i Connecticut; men når Guds grav skal vække døde, og de tages op, for at møde deres Herre i luften, vil de, der har slidt side om side i deres mesters vingård, mødes i evig livskraft, for at se mange af dem der skal frelses ved indflydelsen af det tredje budskab, frugterne af deres arbejde og deres bønner.   ret

Når jeg erfarer at min fader var meget svag og nær sin afslutning, og at han var ivrig efter at se mig før son død, forlod jeg min syge mand i Brookfield i november 1866, og rejste alene for at besøge ham. Han boede hos en af mine søstre, i Kensington, Connecticut. Da jeg mødte min kære fader, så jeg en stor forandring var kommet over ham, siden vi skiltes sidst. Jeg så straks at det svagtbrændende livslys var ved at gå ud. Da vi mødtes græd han som et barn, og udtrykte sin taknemmelighed at jeg havde gjort ofre ved at efterlade min syge mand for at besøge ham. Han har ofte bemærket at han følte at det var vort sidste møde, og at følte at han ikke kunne nægtes privilegiet at se og høre mig tale en gang mere til folk. Jeg sendte straks bud til mine tre søstre, der boede i Maine. De kom alle, og sammen var vi fire søstre i alt, rundt omkring vor døende fader, som den gang havde gennemgået fisindstyve år.   ret

Men før disse søstre kom, havde vi nydt et sabbatsmøde hvor min far tog del. Selv om han var meget svag, var han forpint, sad op under mødet, og rejste sig til sidst og frembar et fremragende vidnesbyrd. Hans sind var meget frugtbart på bibelske emner, og han virkede lifligt modnet til den himmelske lade. Dette var hans sidste vidnesbyrd, og erindringen af det er dyrebar.   ret

På to uger nød jeg en anden sabbat sammen med min fader. Det store køkken var vel fyldt med brødre og søstre nogle af de langvejs fra. Mine søstre fra Maine var til stede, og jeg havde privilegiet at tale til dem. Det blev foreslået at mødet skulle være i nabohuset på grund af min faders svaghed; men dette ville han ikke lytte til for et øjeblik. Han sagde at dette ville være sidste gang han ville høre mig tale, og han skulle ikke nægtes det privilegium. Det var et højtideligt og rørende møde. Det var tydeligt at det var det sidste møde som vi nød sammen i den aktuelle situation. Idet mindste vil en i vor familie skæres bort, før vi kunne mødes igen. Og det højtidelige spørgsmål var: Skal vi alle mødes igen i den verden hvor der ikke kendes til sygdom eller død?   ret

Dette besøg hos mine kære søstre var det mest givende. Selv om vi ikke var helt enige på alle punkter om religiøs forpligtelse, var vore hjerter dog et.   ret

Da min fader sank nærmere og nærmere graven, mistede han ikke sin forstandsmæssige klarhed, men hans sind var aktivt til det sidste, og særlig frugtbar om ting der har med Guds rige at gøre. Han sagde ofte at det var en stor fornøjelse for ham at få så mange af sine børn omkring sig i de sidste timer. Hans tålmodighed i hans pinsler, og villighed, og endog bekymring for at få sine prøvetimer til at afslutte, var bemærkelsesværdige. Guds pris, og nådige udtryk for hans godhed var hele tiden på hans læber, og så døde han.   ret

Han sover i Jesus, og vi venter på at livgiveren kommer og bryder gravens lænker, og frigiver fangerne fra deres fængsler, og genforener ledene i familiekæden. Alle som havde bevaret hans tålmodige ord, ophøjes til Guds højre hånd, og belønnes med en arv i den bedre verden, og have evigt liv.   ret

Vi har de ømmeste følelser over for bror Nichols. For mere end tyve år siden, nød vi hans gæstfrihed, skønt der var få og fattige venner. I flere år var næsten alle nødvendige midler til at oppebære vore omkostninger fra hans pengepung. Og selv om hans lod stadig er i pinslernes ildovn, vil han blive trøstet af det faktum, at det var hans store privilegium at gøre fremkomst i sandhedens sag, hvor en dollar vil tælle mere end et hundrede i sin nuværende fase. Måtte hans hjertes følelser være i harmoni med profetens ord, som ofte citerede hans hjem for mere end tyve år siden:   ret

”For figentræet sætter ikke blomst, vinstokken bærer ikke frugt; olivenhøsten slår fejl, marken giver ingen afgrøde. Fårene er forsvundet fra folden, der er intet kvæg i indhegningen. Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud.”
Ellen G. White. - Greenville, Mich "   ret