Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 23. april 1901

Den store retfærdighedsstandard

Herren har gjort sig uendelig megen umage for at lære menneskene sin vilje. Han har givet dem sin lov, som skal styre verden. Den kræver fuldkommen lydighed fra rige og fattige, høje og lave. Dens guddommelige krav er, at vi elsker Gud allerhøjest og vor næste som os selv. Dens principper er bindende for englene og for alle mennesker. Uden loven kunne der ikke være noget lovbrud; for “synd er lovbrud.” “Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.” Retfærdighedens standard er yderst omfattende, og den forbyder alt ondt.   ret

Satan ser, at når menneskers opmærksomhed henledes mod lovens retfærdighed, barrikaderes sjælen mod hans besnærende påfund. Hans eneste håb om at sikre sig verden er at lede mennesker til at ignorere loven, at få dem til at tro, at loven er værdiløs og ugyldig, at troen på Kristus er det eneste, der er nødvendigt. Hvis Satan således kan bedrage verden, så synd ikke forekommer overmåde syndig, har han opnået det, han ønsker. Og han har haft held med at lede folkeskarer til at tro hans falsknerier. Evangeliets tjenere forkynder imod loven, og især imod det fjerde bud.   ret

Vi nærmer os afslutningen af denne jords historie. Satan gør desperate anstrengelser for at gøre sig selv til gud, og tale og handle som Gud, og vise sig som en der har ret til at styre menneskers samvittighed. Han kæmper med alle sine kræfter, for at sætte en menneskelig i stedet for Guds hellige hviledag. Under det syndige menneskes dom, har mennesker ophøjet en falsk standard, stik imod Guds forordning. Hver sabbatsinstitution bærer sin ophavsmands navn, et uudsletteligt mærke der viser den enkeltes myndighed. Ugens første dag har ikke et gram af hellighed. Det er et produkat af syndens mennesker, som på den måde bestræber sig for at modarbejde Guds mål.   ret

Gud har forordnet den syvende dag som Sin Sabbat. [2. Mos. 31,13, 17, 16 citeret.] Han erklærer: ” Du skal tale til israeliterne og sige: fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. . . . Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.” ”Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt:”   ret

Derved trækkes skillelinien mellem de loyale og illoyale. Dem som ønsker at have Guds segl på deres pander må holde det fjerde buds sabbat. Derved er de adskilt fra illoyale, som har accepteret den menneskegjort institution i stedet for den sande sabbat. Overholdelsen af Guds hviledag er et skillemærke mellem ham der tjener Gud og ham der ikke tjener han.   ret

Når mennesker hævder at loven fra Guds regering er blevet ændret, betænker de Guds karakter. Hvis loven var retfærdig da Adam fik den, så er den det også i dag.” ”Men snarere skal himmel og jord forgå” erklærer Kristus ”end en tøddel af loven falde bort.”   ret

Indsættelsen af den falske frem for den sande er den sidste handling i dramaet. Når denne erstatning bliver universel, vil Gud åbenbare Sig selv. Når menneskelovene ophøjes over Guds love, når denne jords magter prøver at tvinge mennesker til at holde ugens første dag, ved at tidspunktet er kommet hvor Gud arbejder. Han vil rejse sig i Sin majestæt, og vil ryste jorden frygteligt. Han vil komme ud fra Sit sted for at straffe verdens beboere for deres uretfærdighed. Jorden skal røbe hendes blod, og skal ikke mere dækker over hendes drab.   ret

Den tro at Guds lov ikke er retfærdighedsstandarden er nu næsten universel i den kristne verden. Bekendende kristne tror at jo mere foragt de har over for loven, des mere anbefalelsesværdige er de i Guds øjne. Ethvert menneske udøver en indflydelse over dem de omgås dem som er villig til at lade sig lede af falske teorier og usunde doktriner, som bygger deres håb på evigheden på foranderlig sand, vil finde at storm og hårde prøvelser vil feje deres løgne bort. Deres bygningsværk vil falde, og de vil gå tabt, fortabte for evigt.   ret

Adam lyttede til fristerens ord, gav efter for hans antydninger og faldt i synd. Hvorfor blev dødenns straf ikke eksekveret med det samme i hans tilfælde?-- Fordi der var fundet en løsesum. Guds enbårne søn påtog sig frivilligt menneskets synd på sig selv, og påtog sig at gøre forsoning for den faldne slægt. Der burde ikke være tilgivelse for synd, hvis denne forsoning ikke var blevet givet. Havde Gud tilgivet Adam's syn uden forsoning, ville synd være blevet gjort udødelig, og ville være blevet foreviget kraftigt at det ikke ville kunne modstås. Husk på hvor hurtig Adams efterkommere gik i forfald, efter at han havde overtrådt loven, hvor Gud havde angret så tydeligt sin skabelse af menneskene. De fulgte deres onde hjerters fantasi, og der blev ikke agt på Åndens higen. De nægtede at lade sig irettesætte. De fik en overflod af velsignelser de selv kunne nyde, og de glemte meget snart at de havde forspildt det evige liv.   ret

Gud gav dem et hundrede og tyve års prøvetid, og under den tid ble der forkyndt til dem gennem Metusalem, Noah og mange andre af Hans tjenere. Havde de lyttet til disse trofaste vidners vidnesbyrd, havde de angret og vendt tilbage til deres loyalitet, Gud ville ikke have udslettet dem. Men advarslerne gjorde kun indtryk på dem for en tid. Kristus var deres sonoffer, deres mellemmand, men de havde ingen tro på Ham, og Hans mellemkost for deres skyld var frugtesløs. Idet prøvetiden drog nærmere sin afslutning, kom den tjeneste der var Gud behørig, helt ud af deres tanker; og ordet gik frem: ”Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld et fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.”   ret

Efter vandfloden blev jorden atter fordærvet under sine beboere, og Guds tydelige domme faldt over Sodoma og Gomorra. Men denne straf blev hurtig glemt, og menneskene fordærvede deres veje endnu mere over for Gud, vendte sig fra at tilbede deres skaber til at tilbede afguder. Gud kalde de hebræiske folk ud af slaveriet, og gav dem Sin lov fra Sinaj. Men Ægypten blev hærget af klager før Farao ville lade dem lytte til den store Jeg Er. Han fastholdt sin hårdnakkethed indtil Ægypten blev ruineret, og ægypterne, fra den laveste træl til kongen på sin trone, så deres førstefødtes døde kroppe. Da lod Farao Israels børn gu, men han fulgte straks efter dem, med imponerende opsætning af vogne og krigsmænd. Så var det igen nødvendigt at vi kunne se Guds kraft. Det Røde Hav stod åbent for Israelitterne, men Ægypterne som forfulgte dem druknede i dens vande.   ret

Guds frygtelige domme som var rettet afguderne i de lande som Israels børn gik igennem, skabte frygt og rædsel for fald over alle folk der boede på jorden. Men Israel, som der var gjort så meget for, faldt fra for øjnene af Sanaj. Aron, som var blevet overdraget ansvar, var bange for at stå fast over for den overmådelige hær, som råbte efter guder, der kunne lede dem tilbage til Ægypten.   ret

Efter at være kommet ind i Kanaan, gik Israels børn gradvist over til afgudsdyrkelse. Gud sendte ved sine profeter dem budskab efter budskab. Men de glemte instrukserne fra deres leder, og fulgte deres egne tilbøjeligheder og indbildningen i deres egne hjerter, indtil Herren ikke længere kunne beskytte dem. Ha lod deres fjender overvinde dem, og sprede dem som fanger til de fremmede lande. Men Han var stadig villig til at tilgive dem. Han lovede dem at hvis de ville vende tilbage til Ham, ville han kurere dem for al deres frafald, og give dem Sin velvillighed igen. Han sendte dem advarsler, irettesættelser, domme, for at frelse dem fra fordærv. Men uanset disse anstrengelser, strejfede de længere og længere væk fra Ham. Som det kom frem i Kristi lignelse, sendte Gud sine budbringere til dem, men disse blev forfulgt over overgivet til døden. Som det allersidste, sendte Han Sin enbårne søn. ”Ordet blev kød, og boede iblandt os, . . . . fuld af nåde og sandhed” Men det folk Han kom for at frelse, nægtede at tage imod Ham. De belønnede Ham ondt for godt, og i Pilatus’ domssal blev han dømt til døden ved korsfæstelse. ”Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra bozra, han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? »Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse!« Hvorfor er dit klædebon rødt, dine klæder som en persetræders? »Jeg trådte vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig.”   ret