Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 28. april 1859

Synderens trængsler.

Vi hører ofte kristenlivet beskrevet med masser af trængsler, bedrøvelser og sorg, men kun lidt opmuntring og trøst; og man får ofte indtrykket, at hvis han skulle opgive sin tro og hans bestræbelser for et evigt liv, ville sceneriet ændres til behag og lykke. Men jeg er blevet ledt til at sammenligne synderens liv med den retfærdiges liv. Synderen har ikke et ønske om at behage Gud; derfor kan han ikke have en god fornemmelse af hvad han går ind til. Han nyder ikke sin synds tilstand og verdslige fornøjelse uden trængsler. Han føler dyb smerte for dette jordiske liv. Oh ja, til tider trænges han forfærdeligt. Han frygter Gud, men elsker ham ikke.   ret

Er synderen fri for skuffelser, rådvildhed, jordiske tab, fattigdom og nød? O nej! I denne henseende er han mere sikker end retfærdighed. Ofte så bliver han syg, men har dog igen stærk og mægtig arm at læne sig op af, ingen styrkende nåde fra en højere kraft der støtter ham. I sin svaghed må han læne sig til sin egen styrke. Han kan ikke glæde sig til genopstandelsens morgen, for han har intet nærende håb om at han så vil få del i velsignelsen. Han opnår ingen trøst ved at se frem i fremtiden. En frygtelig usikkerhed plager ham, og således lukker han sine øjne i døden. Dette er afslutningen for den stakkels synders liv i tomme fornøjelser.   ret

Den kristne er genstand for sygdomme, skuffelser, fattigdom, skam og pinsler. Midt i blandt alt dette elsker han Gud, og elsker at gøre hans vilje, og værtsætter intet så højt som hans billigelse. I konflikter, prøvelser, og dette livs foranderlige scenerier, ved han at der er Én som forstår det hele; Én som vil bøje sit øre ned til de sorgfyldte og forpinte råb; Én som har medfølelse med enhver sorg og lindrer ethvert hjertes stærke pinsel. Han har indbudt de sorgrige at komme til ham og finde hvile. Midt iblandt alle hans pinsler har den kristne en stærk trøst, og hvis han lider af en langvarig og pinefuld sygdom, kan han, før han lukker sine øjne i døden, bære det hele muntert, for han har fællesskab med sin Genløser. Du ser ofte hans ansigt stråle af glæde, medens han ser ind i fremtiden med himmelsk tilfredshed – kun en kort hvile i graven, og Livgiveren vil bryde gravens lænker, udfri fangerne og bringe ham udødelighed fra hans beskidte leje, aldrig mere kende til smerte, sorg eller død. Lad dette den kristnes håb være vort håb, og vi vil ikke forlange noget mere.   ret

Mange taler om at den kristnes liv bringer dem bort fra fornøjelser og verdslige nydelser. Jeg siger at det tager det bort fra noget der ikke er værd at have. Er der ikke forviklinger, fattigdom og pinsler som den kristne skal udstå? O ja, det kan der forvendes i dette liv. Men synderen som vi siger nyder denne verdens fornøjelser, er han fri fra dette livs dårligdomme? Ser vi ofte ikke de blege kinder hos ham, en stærk hoste, der indikerer en skæbnesvanger sygdom? Er han ikke genstand for brændende feber, og smitsomme sygdomme. Hvor ofte hører du ikke at han beklager sig over stærke tab af verdslige goder; og betragter det som hans eneste rigdom. Han mister alt. Disse trængsler synderen har, overses.   ret

Kristne er for hurtige til at tro at de eneste som har en vanskelig tid, og nogle virker til at det er nedladende for dem at gribe upopulære sandheder, og bekende sig som Kristi efterfølgere. Vejen virker hård. De tror de har mange ofre at gøre, medens de virkelig ikke gør noget offer. Hvis de optages i Guds familie, hvilke ofre har de så gjort. Deres efterfølge af Kristus har brudt venskabet med verdslige venner; men så på forandringen – deres navne står skrevet i Lammets livets bog – ophøjet, ja, stærkt ophøjet få del i frelsen – Guds arvinger og medarvinger med Jesus Kristus, til en uvisnelig arv. Hvis den kæde som binder dem til verdslige venner svækkes for Kristi skyld, danne en stærkere, en kæde som binder begrænsede mennesker med den ubegrænsede Gud. Skal vi kalde dette et offer fra vor side fordi vi opgiver vildfarelse frem for sandhed, lys for mørke, svaghed for styrke, synd for retfærdighed, og et forgængeligt navn arv, for en evig ære og en uforgængelig rigdom? Men også i dette liv har den kristne Én som han kan stole på støtte fra, som vil hjælpe ham med at bære alle hans prøvelser. Men synderen skal bære sine trængsler alene. Han går ned i graven med samvittighedsnag, under mørke, bundet af satan, for han er hans retmæssige bytte.   ret

Hvis der er nogen, som til stadighed bør være taknemmelig, er det den kristne. Hvis der er nogen, som selv i dette liv kan være glad, er det den trofaste efterfølger af Jesus Kristus. Guds børn har pligt til at være taknemmelige. De bør fremkalde en glad sindstilstand. Gud bliver ikke æret ved, at hans børn til stadighed opholder sig under en sky og kaster en skygge overalt, hvor de færdes. Den kristne bør udsprede solskin i stedet for at kaste en skygge. Den ikke troende får ofte det indtryk at religion er en dyster ting og at der ikke er noget indbydende i et kristent liv. Hvis den kristne dvæler for meget på den stenede vej, vil han få den til at synes være end den er. Hvis han dvæler ved de oplyste steder på vejen og er taknemlig for hver lysstråle og derefter dvæler ved den rige belønning der er ved målet, vil han, i stedet for et dystert, sørgende og beklagende ansigtsudtryk, vise glæde. Han har omhyggeligt værdsat alt godt og Gud kan trykt velsigne ham og give ham glæde i hjertet.   ret

Måtte Herren altid give os en levende fornemmelse af det store offer som har været gjort for os, og derefter overbringe os den arv som er blevet købt for os ved det dyrebare offer, og måtte vor syn blive oplyst og klart til at dvæle og værdsætte den løn og den overmådelige herlighed der er beredt de trofaste kristne.
E. G. W.   ret