Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 5. maj 1885

Den kristne bekendelses ophøjede karakter

Hellighed tilkommer dit hus, herre, så længe dagene varer! Herren har gjort en særlig pagt med det gamle Israel: ”Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!” Han taler til sit lovlydige folk i disse sidste dage: ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.” ”I elskede! jeg formaner jer som fremmede og udlændinge: Hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen”.   ret

Kristi efterfølgere er pålagt at drage ud af verden, og skille sig ud, og ikke røre ved noget urent, og de får løftet at blive den Allerhøjestes sønner og døtre, medlemmer af den kongelige slægt. Men hvis betingelserne ikke efterkommes fra deres side, vil de ikke se opfyldelsen af løftet. En kristendomsbekendelse er intet i Guds øjne; men sand, ydmyg og villig lydighed mod hans forlangender betegner hans adopterede børn, forvalterne af hans nåde, del i hans store frelse. Disse vil være særligt, et skuespil for verden, for engle, og for mennesker. Deres specielle, hellige karakter vil kunne ses, og vil adskille dem tydeligt fra verden, med dens kærlighed og lyster. De som er levende gerne på den himmelske Vin, vil få del i Vintræets saft og næring. De vil ikke være visne og frugtesløse grene, men vil vise liv og livskraft, og vil blomstre og bære frugt til Guds ære. De vil nøje skille sig ud fra al urenhed, og udvikle hellighed i Gudsfrygt.   ret

Der er få blandt os som svarer til denne beskrivelse. Mange elsker Gud i verden, ikke handling og i sandhed. Deres handlemåde, deres gerninger, bevidner at de ikke er lysets børn, men mørkets. Deres gerninger har ikke arbejde ti Gud, men i selviskhed og i uretfærdighed. Deres hjerter har ikke arbejdet i Gud, men i selviskhed, i uretfærdighed. Deres hjerter er fremmed for hans fornyende nåde. De har ikke erfaret den forvandlende kraft, som leder dem til at vandre sådan som Kristus vandrede.   ret

Ligesom det gamle Israel, har menigheden vanæret Gud ved at forlade lyset, forsømme sine pligter, misbruge sit høje og ophøjede privilegium at være særlig og hellig i karakter. Sine medlemmer har overtrådt sin pagt og lever at leve for Gud og ham alene. De har forenet sig i selviskhed og verdenskærlighed. Der værnes om stolthed, og kærlighed til fornøjelser og synd, og Kristus er forladt. Hans Ånd er slukket ud i menigheden. Satan arbejder side om side med bekendende kristne; dog er de blottet for åndelig skarpsindighed at de ikke opdager ham. De har ikke byrde for arbejdet. De højtidelige sandheder de bekender at tro, er ikke virkelighed for dem. De har ikke den ægte tro. Mænd og kvinder vil udvirke al den tro som de virkelig har. Ved deres frygter skal I kende dem. Ikke deres bekendelse, men den frygt de bærer, viser træets karakter. Mange som har en formel gudsfrygt, hvis navne er i menighedens bøger, har en plettet rapport i himlen. Sekretærenglen har nøje nedskrevet deres gerninger. Enhver selvisk handling, alle forkerte ord, al pligter der ikke er opfyldte, enhver skjult synd, med al kunstnerisk hykleri, holdes nøje nedskrevet i optegnelsesbøgerne af sekretærenglen.   ret

Kristi ord er tydelige: ”Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det.” Ikke alle kristendomsbekendere er kristne af hjertet. Ligesom førhen er der også nu syndere i Zion. Esajas taler om dem, idet han henviser til Guds dag: ”På Zion skal syndere bæve, niddinger gribes af skælven: »hvem kan bo ved fortærende ild, hvem kan bo ved evige bål?« Den, der vandrer i retfærd og taler oprigtigt, ringeagter vinding, vundet ved uret, vægrer sig ved at tage mod gave, tilstopper øret over for blodråd og lukker øjnene over for det onde ?højt skal en sådan bo, hans værn skal klippeborge være; han får sit brød, og vand er ham sikret.”   ret

Nu er der hyklere som vi skælve når de får sig selv i øjesyn. Der egen ondskab vil være vidne for dem, på den dag der snart kommer over os, - en dag hvor ”Herren går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde.” Oh om den rædsel ikke må gribe dem, så de får en livagtig fornemmelse af deres tisltand, og vækkes når der er nåde og håb, bekender deres synder, og ydmyger deres sjæle stærkt over for Gud, så han kan tilgive deres overtrædelser og helne deres frafald! Guds folk er ikke klar til de frygtelige prøvende scenerier der står for os, ikke klar til at stå ren for ondskab og lyst til denne nedbrydende tids farer og fordærv. De har ikke retfærdighedens rustning på, og er ikke forberedt til at føre rig imod den fremhærskende ondskab. Mang e adlyder ikke Guds bud; alligevel bekender de at gøre det. Hvis de vil være tro og adlyde Guds bud, vil de få en kraft, som overbeviser de ikke-troendes hjerter.   ret

Alle har lys nok til at se deres synd og vildfarelser, hvis de ønskede at gøre det, og ønskede at lægge dem bort, og udvikle hellighed i Herrens frygt. Herren er for ren til at beskue syndighed. En synd er ligeså forfærdelig i hans øjne i det ene tilfælde såvel som det andet. En upartisk Gud vil ikke gøre undtagelser. Hvis nogen går let hen over og dækker for deres synder, vil Gud ikke give dem fremgang. De kan ikke vokse i det guddommelige liv, men vil blive mørkere og mørkere indtil himlens lys helt vil trækkes tilbage.   ret

De som bekender gudsfrygt, og dog ikke helliggøres af den sandhed de bekender, kan blive ganske frække, fordi de kan skjule deres synder fra andre, og fordi Guds domme ikke kommer ind på en synlig måde over dem. De kan fremgangsrige ud for denne verden. De kan bedrage stakkels kortsynede mennesker, og se forbilledlige ud i fromhed og medfølelsen, medens de er i deres synder. Men Gud kan ikke bedrages. ”Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde, eftersom synderen gør det onde fra første færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn.” Selvom en synders liv kan forlænges på jorden, får han ikke nogen plads på den nygjorte Jord. Han skal være blandt dem som David nævner i sin salme: ”En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet.”   ret

Den ydmyge og angrende for udlovet barmhjertighed og sandhed, men dommene gøres for den syndige og oprørske. ”Retfærd og ret er din trones grundvold”. Et ondt og horrigt folk vil ikke kunne undgå Guds vrede, og den straf de har fortjent sig til. Mennesker er faldet; og det vil være et arbejde for en livstid, om det er langt eller kort, at komme sig over fald og, komme sig igen gennem Kristus, det guddommelige billede, som det har tabt ved synd og fortsætter i overtrædelse. Gud krver en grundig forvandling af sjæl, krop og ånd, for at regenerere den tapte stand fra Adam. Herren sender nådigt lysstråler, for at vise mennesket sin sande tilstand. Hvis han ikke vil vandre i lyset, viser han mishag i mørke. Mennesket vil ikke komme til lyset, medmindre dets gerninger irettesættes.   ret

”Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?” Rigtig mange af dem, der bekender sig til at være Kristi tjenere, tilhører ham ikke. De bedrager deres egen sjæl til deres egen ødelæggelse. Mens de bekender sig til at være Kristi tjenere, lever de ikke i lydighed mod hans vilje; de adlyder en anden herre og modarbejder dagligt den Herre, som de bekender sig til at tjene. ‘Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”   ret

Jordiske og selviske interesser beskæftiger Guds bekendende efterfølgeres sjæl, sind og styrke. I alt væsentligt er de mammons tjenere. De har ikke erfaret en korsfæstelse til verden. Kun få blandt de mange, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, kan sige med apostlen: ‘Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.” " Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længer mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.” Hvis Guds folks liv karakteriseres af villig lydighed og sand kærlighed, vil deres lys skinne i hellig klarhed til verden.   ret

De ord som Kristus talte til sine disciple gælder alle som vil tro på hans navn: ”I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så dur det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.” En bekendelse af gudsfrygt, uden det levende princip, er helt uden værdi, ligesom salt uden sine smagsegenskaber. En samvittighedsløs bekendende kristen er kun et ord, en skam for Kristus, en vanære for hans navn. ” I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.”   ret

Guds folks gode gerninger har en kraftigere indflydelse end ord. Ved deres dydige liv og uselviske gerninger, ledes beskueren til at ønske samme retfærdighed som afføder så god en frugt. Han henrykkes med en kraft fra Gud, som forvandler selviske mennesker til guddommeligt billede, og Gud æres, hans navn forherliges. Men Herren vanæres og skam bringes over hans sag, når hans folk bliver trælle for verden. Deres eneste håb om frelse, er at skille sig ud af verden, og fastholde nidkært deres hellige og særlige karakter. Oh! Hvorfor vil Guds folk ikke gå med på betingelserne i hans ord? Gør de dette, kan de ikke undgå de fremragende velsignelser der gives Gud giver frit til de ydmyge og lydige.   ret

Intet mindre end perfektion og hellighed, vil det lykkes for dem at udvirke os de principper han har givet dem. Uden denne hellighed, er menneskehjertet selvisk, syndigt og sejrrigt. Hellighed leder ham til at være frugtbar, og forbliver i alle gode gerninger. Han vil aldrig blive træt af at gøre godt, han vil heller ikke virke for denne verden. Han vil se frem for at fremme den tid hvor himlens Majestæt skal ophøje de helliggjort til hans trone. Da skal han sige til dem: ”Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.” Da opremser Herren selvfornægtelsens og barmhjertighedens gerninger, som de har gjort i mødfølelse og retfærdighed. Et helligt hjerte vil afføde rigtige handlinger. Det er fraværet af åndelighed, og hellighed som leder til uretfærdige handlinger, til misundelse, had, jalousi, onde tanker, og al hadefuld og afskyelig synd.   ret