Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 5. maj 1896

Helligåndens virke vises i livet

For en uendelig pris, er der gjort tilvejebringelser så mennesker skal nå kristen karakters fuldkommenhed. Dem som er privilegeret til at høre sandheden, og blevet indprentet af Helligånden til at modtage den hellige skrift som Guds stemme, har ingen undskyldning for at blive dværge i religiøst liv. Ved at bruge de evner som Gud har givet, skal de dagligt lære, og dagligt modtage åndelig inderlighed og kraft, som er bragt til veje for enhver sand troende. Hvis vi ville dyrke planer i Herrens have, må vi have en stadig tilstrømning af åndeligt liv og alvor. Vækst vil da ses i troen og kundskaben af vor Herre Jesus Kristus. Der er ingen mellemstation hvor vi kan kaste ansvaret bort, og hvile på vejen. Vi skal vandre mod himlen, udvikle en solid religiøs karakter. Den del af Helligånden, som vi modtager, vil stå i forhold til den grad af ønske og tro, som vi udøver for at opnå den, og at den nytte, som vil drager af det lys og den kundskab, som gives os. Vi vil blive betroet Helligånden i forhold til vor modtagelighed og vor evne til at dele den med andre. Kristus siger: "Enhver beder får, og han som søger finder.” Han som oprigtigt søger Kristi dyrebare nåde, vil være sikker på at han ikke skuffes. Dette løfte er blevet givet til os af Ham som ikke vil bedrage os. Det er ikke anført som en leveregel eller en teori, men som en kendsgerning, som en lov for den guddommelige regering. Vi kan være sikker på at vi skal modtage Helligånden hvis vi hver i sær prøver at teste Guds ord. Gud er sand; hans orden er fuldkommen. ”Han der søger finder, og ham der banker på, skal der lukkes op for.” Lys og sandhed vil skinne ud efter sjælens ønske. O, om alle ville hungre og tørste efter retfærdighed, og de må opfyldes.   ret

De mennesker som regner på hvordan religiøse øvelser bør være, og er meget præcise og metodiske med at det sprede lys og den nåde de synes at have, har enkelt nok ikke meget af Helligånden. Hvis de havde mere af Guds Ånd, ville de blande mindre menneskeerfaringer ind, som har modtaget denne guddommelige gave i stor overflod. Der er meget brug for det vidnesbyrd som blev givet til Nikodemus. Jesus sagde til Nikodemus: ”Sandelig, sandelig, siger jeg dig; uden at et menneske bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.” Nikodemus var forbavset såvel som oprørt over disse ord. Han betragtede ikke sig selv som blot et forstandsmæssigt, men som et gudfrygtigt og religiøst menneske. Men Kristus sagde atter til ham: ”Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; [er nogle få som bekender der bekender sandheden? – Nej] sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Nikodemus svarede og sagde til ham: ”Hvordan kan dette ske?” Jesus svarede og sagde til ham: ”Er du er i Israel og forstår ikke dette?” Nikodemus var ikke troende. Han kunne ikke få denne omvendelseslære til at harmonisere med hans forståelse af hvad religion er. Han kunne ikke forklare sin tilfredshed med omvendelsesvidenskab; men Jesus viste ham, i billeder, at det kunne ikke forklares ved nogen af hans præcise metoder. Jesus påpegede ham den kendsgerning at han ikke kunne se vinden, dog kunne godt erkende dens virken. Han ville aldrig kunne forklare omvendelsesprocessen, men han ville kunne se dens virkning. Han hørte vindes susen som blæste hvor den var, og han kunne se resultatet af dens virkning. Det opererende instrument blev ikke åbenbaret for synet; mennesker kunne ikke fortælle hvorfra den kom, eller hvor den gik hen. De kunne definere med hvilken lov den var styret af; men de kunne se hvad den førte med sig, af sine handlinger. Ikke de mest lærte menneskers forstand kan definere Helligåndens virken med menneskers sind og karakter; alligevel kan de se virkningerne på liv og handlinger. Helligånden er et frit, virkende uafhængigt redskab. Himlens Gud bruger sin Ånd som det passer ham, og menneskesindet og menneskelig bedømmelse og menneskers metoder kan ikke længere sætte grænser for dens virkning, eller foreskrive den kanal den virker igennem, end de kan sige til vinden: ”Jeg påbyder dig at blæse i en bestemt retning, og styre dig selv på den og den måde.”   ret

Selvom vi ikke kan se Guds Ånd, ved vi, at mennesker, der har været døde i overtrædelser og synder, bliver overbeviste og omvendte under dens virke. Den tankeløse og lunefulde bliver alvorlige. De forhærdede angrer deres synder, og de troløse tror. Hasardspilleren, alkoholikeren og den tøjlesløse bliver stabil, ædru og ren. Den oprørske og hårdnakkede bliver sagtmodig og Kristuslig. Når vi ser disse forandringer i karakteren, kan vi være forsikrede om, at Guds omvendende kraft har forvandlet hele mennesket. Vi så ikke Helligånden, men vi så beviset på dens gerning med den forandrede karakter hos dem, der var forhærdede syndere. Ligesom vinden bevæger de høje træer med sin kraft og vælter dem, således kan Helligånden virke på menneskehjerter, og intet dødeligt menneske kan begrænse Guds virken. Guds Ånd åbenbares på forskellige måder på forskellige mennesker. Under denne magts påvirkning vil den ene skælve foran Guds ord. Hans overbevisninger vil være så dybe, at en orkan og tumult af følelser ser ud til at rase i hans hjerte, og hele hans væsen ligger henstrakt under sandhedens overbevisende kraft. Når Herren taler tilgivelse til den angrende sjæl, er han fuld af begejstring, fuld af kærlighed til Gud, fuld af iver og energi, og den livgivende Ånd, han har modtaget, kan ikke undertrykkes. Kristus er i ham, et kildespring til evigt liv. Hans følelser af kærlighed og begejstring er lige så dybe som hans bedrøvelse og kval var. Hans sjæl er som det store dybs kildespring, og han fremlægger sin taksigelse og pris, sin taknemmelighed og glæde, indtil himlens harper er stemt til glædestoner. Han har en historie at fortælle, men ikke på nogen præcis, almindelig, systematisk måde. Han er en sjæl, der er genløst ved Jesu Kristi fortjenester, og hele hans væsen er betaget med forståelsen af Guds frelse.   ret

Andre bringes til Kristus på en mildere måde. “Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Du kan ikke se det, der virker, men du kan se dens virkninger. Da Nikodemus sagde til Jesus: ”Hvordan kan det gå til?” – sagde Jesus til ham: ”Du er lærer i Israel og forstår ikke det?” En lærer i Israel, et menneske blandt vise mænd, et menneske som formodes at være i stand til at forstå religionens videnskab, og snubler alligevel ved omvendelsens lære! Han var ikke villig til at give sandheden adgang, fordi han ikke kunne forstå alt som var i forbindelse med Guds læres virksomhed, og alligevel accepterede han disse naturlige kendsgerninger, selvom han ikke kunne forklare endog fatte dem. Ligesom alle andre gjorde til enhver tid, ligeså så han på former og præcise ceremonier som vigtigere for religionen, end Guds Ånds dybe bevægelser.   ret

Det arbejde som Kristus erklærede var nødvendig i Nikodemus’ tilfælde er det arbejde som behøver at blive gjort for de mennesker som tror at alt der har med religion at gøre, må gøres på en præcis og metodisk måde. De behøver at blive født igen; og hvordan den nye fødsel udføres er underordnet, så længe at hjertet er fornyet. Det kommer sig ikke så nøje, hvordan den nye fødsel finder sted, så længe hjertet er fornyet. Når der oprigtigt opsendes bønnen: “Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre,” svarer Herrens stemme: “Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre; stenhjertet tager jeg ud af eders kød og giver eder et kødhjerte. Jeg giver min Ånd i eders indre og virker, at I følger mine vedtægter og tager vare på at holde mine lovbud.” Det fornyede hjerte vil ikke have nogen planter af selviskhed at dyrke. Stolthed vil ses i sin syndighed og vil blive bortvist. Det er ikke for det menneskelige ler at finde fejl med pottemagerens formende proces, men at overgive sig til at formes på en hvilken som helst måde. Enhver sjæl må overgive sig til Herren, før han kan blive gjort til et kar til ære, som skal fyldes med Kristi fornyende og helliggørende nåde.   ret

Der er mange mennesker i prædikantgerningen som behøver at tage de ord til sig som Kristus talte til Nikodemus. De kan betragte sig selv om skriftens fortolkere, og alligevel kan de gøre de meste enkle læresætninger af den bibel, med den væsentlige sandhed, den mest praktiske gudsfrygtserfaring, til et mysterium for deres tilhørere. Uanset hvor højt et kald eller et ansvar et menneske har kan det ikke til fulde forstå Guds ord, medmindre det praktiserer ordet i sit daglige liv. Sandheden gøres praktisk, og han giver det til udtryk i sin karakter for Guds trøst og fred som går gennem forståelsen. Et barn oppe i årene kan være i stand til at forstå betydningen af Kristi praktiske lektier, medens de mest lærte mestre og lærere er uvidende om deres betydning. Jesus svarede og sagde: ”Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.”   ret

Det er en farlig ting for mennesker at modsætte sig sandhedens og nådens og retfærdighedens Ånd, fordi dens manifestationer ikke er i overensstemmelse med deres idéer, og er ikke kommet ind i deres metodiske planer. Herren virker på sin egen måde, og efter sin egen planlægning. Lad mennesker bede for at de må frigøres for sig selv, og må være i harmoni med himlen. Lad dem bede: ”Ikke min vilje, men din, O Gud, ske.” Lad mennesker have i tanke at Guds veje er ikke deres veje, eller hans tanker deres tanker; for han siger: ”Nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.” I den undervisning som Herren gav Gideon da han var ved at bekæmpe midianitterne, - så han skulle gå ud imod sine fjender med en hær på tre hundrede blæsende horn, og bære tomme krukker i deres hænder, og råbe: ”Herrens sværd og Gideons!” – disse præcise, metodiske, formelle mænd ville ikke se andet end inkonsekvens og forvirring. De ville trække tilbage under protest og modstand. De ville holdt lange kontroverser for at vise selvmodsigen og de farer som ville følge med den krigsførelse på denne yderliggående måde, og i deres begrænsede dømmekraft ville de erklære alle disse bevægelser for at være helt latterlige og ufornuftige. Hvor uvidenskabeligt, hvor ulogisk, ville de have tænkt over de bevægelser Josva og hans hær gjorde i indtagelsen af Jeriko! ”Men Jeriko var lukket og stængt for israelitterne, ingen gik ud eller ind. Da sagde Herren til Josua: ”Se, jeg giver Jeriko og dets konge og krigere i din hånd. Alle eders våbenføre mænd skal gå rundt om byen, een gang rundt; det skal I gøre seks dage; og syv præster skal bære syv væderhorn foran arken. Men den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, og præsterne skal støde i hornene. Når der så blæses i væderhornet, og I hører hornets lyd, skal alt folket opløfte et vældigt krigsskrig; så skal byens mur styrte sammen, og folket kan gå lige ind, hver fra sin plads.” Hvor var de videnskabelige metoder i denne måde at føre krig på?

(Konkluderes næste uge)   ret