Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 7. maj 1901

Den store standard for retfærdighed

Kristus gav Sit liv for at genløse menneskene, og han kalder på mænd og kvinder til at ofre alt i deres magt til at forherlige Gud, og sætte lys op i modsætning til mørke. Kristus gav Sit liv som et offer, ikke for at udslette Guds lov, ikke for at udslette Guds lov, ikke for at fornedre standarden, men fastholde retfærdighed, og give menneskene en anden prøvetid. Ingen kan holde Guds bud uden i Kristi kraft. Han bar hele menneskehedens synder i Sin krop, og han tildeler Sin retfærdighed til ethvert troende barn.   ret

Kristus er vort eksempel i alle ting. Han har ophøjet loven og gjort den ærværdig. Ved Hans urokkelige lydighed bevidnede Han den sandhed at Guds lov er standard for alle menneskers retfærdighed. Gud forlanger intet af mennesker der er umuligt for dem at gøre. Han elskede ”verden således, at Han gav Sin enbårne Søn, at enhver som tror på Ham ikke skal gå fortabte, men have evigt liv.” Idet Kristus havde vor natur, dog ubesmittet af synd og fristet i alle punkter ligesom vi, holdt han loven og beviste, hævet over enhver tvivl, at mennesket også kunne holde loven.   ret

Denne befaling er gået ud: ”Syndes løn er død.” Synderen må mærke sin skyldighed, ellers vil han aldrig angre. Han har brudt loven, og derved har han sat sig selv under dens dom. Loven har ingen kraft til at tilgive overtræderen, men den peger ham til Kristus Jesus, som siger til ham: Jeg vil tage din synd og bære den på mig selv, hvis du vil tage imod mig som din stedfortræder og sikkerhed. Vend tilbage til din alliance, og jeg vil tildele dig min retfærdighed. Du vil blive fuldkommen i mig.   ret

Synd er overtrædelse af loven. Gud erklærer: ” Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter.” Uanset bekendelse ved læbe og semme, hvis karakteren ikke er i harmoni med Guds lov, bærer dem som bekender sig gudfrygtige onde frugter.   ret

”Ikke enhver, der siger til mig: »Herre, Herre!« skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje” – den vilje gøres bekendt i de ti bud, givet i Eden da morgensterne sang med hinanden, og alle Guds sønner råbte af glæde, og talte med en hørbar stemme fra Sinai. ”Mange skal sige til mig på hin dag«: »Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Mange mægtige gerninger er under Satans inspiration, og disse gerninger vil være tydeligere og tydeligere i disse sidste dage.   ret

”Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.«   ret

Den skade de bekendende troende i Gud gør, som ikke er ordets gørere, kan ikke komme i betragtning. Deres lovløse, uhellige principløse fordærver mange, leder den bort fra lydighedens sti.   ret

Et liv i harmoni med Kristi liv, kan ikke være et liv i ulydighed mod Guds bud. Den lovlydige som spurgte Kristus ud om loven, svarede sit eget spørgsmåel med: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: »Du skal elske din næste som dig selv.« »Du har svaret rigtigt; « sagde Kristus »gør dette, så skal du leve.« Synd kan ikke regere i nogens liv som elsker Gud højest. Lydighed mod Gud er frugten der bæres i kærlighed. Kristus er ikke i krig med Kristus, og lydighed mod vor næste forhindrer os fra at arbejde ilde mod ham. ”Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.” Guds lov gør krav på hele mennesket. Der er ingen periode tiden hvor loven ikke gør krav på nogen af Adams sønner og døtre.   ret

Fuldstændig lydighed er det eneste vilkår som imødekommer lovens krav. ”Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve.” Guds lov er reglen for Hans regeing. Han siger: ”Gør dette, og du skal leve.” Men til de ulydige siger Han: »Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter.« “Den sjæl, der synder, den skal dø.” Gud har givet løftet om, at de, der adlyder hans lov, vil blive belønnet, ikke kun i det nuværende liv, men i det kommende liv. Han erklærer lige så udtrykkeligt, at de, der ikke adlyder hans krav, ikke skal se livet, men Guds vrede bliver over dem. Fra læber, der aldrig lyver, velsignes de lydige, og de ulydige erklæres for skyldige.   ret

Der er kun to grupper i verden i dag, og kun to grupper vil blive anerkendt i dommen - de, som overtræder Guds lov, og de, som holder hans lov. To store modsatrettede kræfter åbenbares i den sidste store strid. På den ene side står himmelens og jordens Skaber. Alle på hans side bører hans segl. De er lydige mod hans befalinger. På den anden side står morkets fyrste sammen med dem, der har valgt rafald og oprør.   ret

Når retten sættes, og alle skal dømmes ud fra de ting, der er skrevet i bøgerne. Vil Guds lovs autoritet blive betragtet i et helt aldeles lys end det, den nu betragtes i af den kristne verden. Satan har blændet deres øjne og forvirret deres forstand, ligesom han blændede og forvirrede Adam og Eva og førte dem ind i overtrædelse. Jehovas lov er stor, ligesom dens ophavsmand er stor. I dommen vil den blive anerkendt som hellig, retfærdig og god i alle sine krav. De, som overtræder denne lov, vil opdage, at de har et alvorlgligt regnskab at gøre op med Gud; for hans krav er afgjorte.   ret

Kristus har frembåret vore synder i sit eget legeme, og dem som tager imod Ham som en personlig Frelser er fri for lovens straf. Jesus har gjort soning for vor synd, og ikke kun for vor, men også for hele verdens synder. ”Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet. Derpå kender vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.”   ret

For Guds det lydige barn er budene en glæde. David siger: “Dine vidnesbyrd fik jeg til evigt eje, thi de er mit hjertes glæde. Jeg bøjed mit hjerte til at holde dine vedtægter for evigt til enden. Jeg hader tvesindet mand, men jeg elsker din lov. Mit skjul og mit skjold er du, jeg bier på dit ord. Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds bud... Jeg er din tjener, giv mig indsigt, at jeg må kende dine vidnesbyrd.” Sal. 119, 111-115 og 125.   ret

Udslukkede den foragt, som blev udvist mod loven, Davids loyalitet? Hør hans ord. Han kalder på Gud. Han beder Gud om at gribe ind og forsvare sin ære og vise, at der en Gud, at der er grænser for hans overbærenhed. “Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.” Sal. 119, 126.   ret

David så de guddommelige forskrifter kastet til side, og hårdnakkethed og oprør var stigende. Men han blev ikke fejet bort af tiltagende frafald. Spot og foragt udgydt over loven førte ham ikke til at afstå fra at forsvare loven. Tværtimod voksede hans ærbødighed for Jehovas lov, når han så andres ligegyldighed og foragt. “De har gjort din lov til intet” udbryder han.   ret

David så de guddommelige forskrifter lagt til side, og genstridighed og oprøret blev større. Men han blev ikke fejet bort af det fremherskende frafald. Hån og foragt til loven fik ham ikke til at holde om at forsvare loven. Tværtimod, blev hans ærbødighed for Jehovas lov større, da han så den ligegyldighed og foragt andre viste imod den. ”De har krænket din lov,” udbrød han. “Derfor elsker jeg dine bud mere end guld; ja fint guld. Derfor følger jeg alle dine befalinger og hader hver løgnens sti.”   ret

Idet mennesket studerer og forstår den Allerhøjestes gode bud, idet han grunder på dem, og ser deres værdi, udbryder han: “Dine lovbud er underfulde; derfor holder min sjæl dem. Tydes dine ord, så bringer de lys; de giver enfoldige indsigt... Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.”   ret