Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 11. maj 1897

Ydmyghedens nådegave.

"Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.”   ret

Ydmyghedens nådegave burde opelskes af enhver, som nævner Kristi navn, for selvophøjelse har ingen plads i Guds værk. De, der vil samarbejde med Hærskarers Herre, må daglig korsfæste selvet og skubbe verdslig stræben i baggrunden. De må være tålmodige og venlige, fulde af barmhjertighed og ømhed mod dem, der omgiver dem. Sand ydmyghed må ses i alt de gør.   ret

Der ses en meget rykvis og falsk ydmyghed iblandt bekendende kristne. Nogle har besluttet sig for at besejre selvet, sætte sig selv så lavt så muligt; men de prøver kun i deres egen styrke, og den næste bølge af ros eller smiger fører dem ud af syne. De er ikke villige til at underlægge sig helt under Gud, og han kan ikke arbejde igennem dem. Tag ikke ære til dig selv. Arbejd ikke med et splittet sind, og forsøge at tjene Gud og selvet samtidig. Hold selvet ude af syne. Lad dine ord lede den trætte og byrdebetyngede til Jesus, den medlidende Frelser. Arbejd idet I ser ham, som er ved din højre hånd, parat til at give din styrke for tjeneste. Din eneste sikkerhed er total afhængighed af Kristus.   ret

Gud ærer dem som ydmyger sig selv for ham. Moses blev vanæret af det folk han førte til det forjættede land, og bad Gud om forsikring for hans nærhed og sagde: »Se, du siger til mig: før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne! Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine øjne; tænk dog på, at dette folk er dit folk!« Og Herren sagde: ” »Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?!«   ret

Opmuntret af forsikringen af Guds nærhed, drager Moses endnu nærmere, og dristede sigt til at bede om flere velsignelser, og han sagde: »Lad mig dog skue din herlighed!« Tror du virkelig at Gud irettesatte Moses for hans indbilskhed? – Nej faktisk ikke. Moses spurgte ikke om dette bare fordi han ville vide det. Han havde et formål for øje. Han så at han ikke kunne gøre Guds arbejde ordentligt i sin egen styrke. Han vidste at hvis han fik et klarer syn om Guds herlighed, ville han være i stand til at gå frem i denne vigtige mission, ikke i sin egen styrke men i Herren Gud den Almægtiges styrke. Hele hans sjæl var draget ud efter Gud, han længes efter at vide mere om ham, så han kan mærke den guddommelige nærhed i alle nødssituationer eller forviklinger. Det var ikke selviskheden der fik Moses til at spørge efter at se Guds herlighed. Hans eneste formål var et ønske om at bedre ære sin Skaber.   ret

Gud kendte hjertets tanker og intentioner, og han forstod at motiverne for sin trofaste tjeners anmodning. Han svarede Moses, og sagde: ”Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens navn foran dig, thi jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og barmhjertighed, mod hvem jeg vil!« Og han sagde: »Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.« Og Herren sagde: »Se, her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der! Når da min herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i klippehulen, og jeg vil dække dig med min hånd, indtil jeg er kommet forbi.” ”Da steg Herren ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed.”   ret

Moses havde en oprigtig ydmyghed, og Herren ærede ham ved at vise ham sin herlighed. På samme måde vil han ære alle som vil tjene ham, som Moses gjorde, af et fuldkomment hjerte. Han forlangte ikke at hans tjenere skal arbejde i hans egen styrke. Han vil give alle hans visdom til dem som har en ydmyg og sønderbrudt ånd. Kristi retfærdighed vil gå foran dem, og Herrens herlighed vil være deres løn. Intet i denne verden kan skade dem, som æres af en tæt forbindelse med Gud. Jorden vil rystes; verdens grundpiller kan skælve under dem, men de skal ikke frygte. ”Thi jeg er vis på, ”skriver Paulus,” at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”   ret

Gud har længe ventet på, at hans efterfølgere skulle udvise sand ydmyghed, så han kan udgyde sine rige velsignelser over dem. De, der som offer bringer en bøjet ånd og et knust hjerte, vil blive skjult i den evige klippe og se Guds Lam, som borttager verdens synd. Efterhånden som Jesus, Syndebæreren, det fuldgyldige offer, ses klarere og klarere, lyder den højeste pris fra deres læber. Jo mere de ser af Guds karakter, des mere ydmyge bliver de og des ringere regner de sig selv. Der ses ingen upåagtet formastelig i deres arbejde. De søger ikke selvophøjelse, de er ikke urolige for at blande almindelig ild med den hellige ild optændt af Gud selv. De taber selvet af syne i bevidstheden om deres egen uværdighed og Guds vidunderlige herlighed.   ret

Kristus kom til denne verden med den ene hensigt for øje, at åbenbare Guds herlighed, for at menneskene kunne blive ophøjet af dens fornyende kraft. Al nåde og magt blev givet ham. Hans hjerte var en kilde med levende vand, en aldrig svigtende kilde, der altid var rede til at vælde frem i en rig, klar strøm til dem, han færdedes iblandt. Hele hans liv blev tilbragt i ren, uselvisk godgørenhed. Han havde kun kærlige og velmenende tanker. Han glædede sig over, at han kunne gøre mere for sine efterfølgere, end de kunne bede om eller tænke på. Hans stadige bøn for dem var, at de måtte blive helliget ved sandheden og han bad med vished, idet han vidste, at en almægtig bestemmelse var blevet taget før verdens tilblivelse. Han vidste, at evangeliet om Riget ville blive prædiket i hele verden, at sandhed, udrustet med Helligåndens almagt, ville sejre i striden med det onde og at det blodbestænkte banner en dag ville vaje sejrende over hans efterfølgere.   ret

Dog kom Kristus i stor ydmyghed. Da han var hernede, behagede han ikke sig selv, men han "ydmygede sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors". Han siger til sine efterfølgere: "Tag dette åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle." Matt 11,29 For alle som åbenbarer hans sagtmodighed og ydmyghed, selvfornægtelsens og selvopofrelsens levende stene, underlægger de sig selv i ydmyg lydighed mod hans vilje, vil han vise Guds herlighed.   ret

Dom som værdsætter en hellig og lykkelig vandring med Gud, som værdsætter den styrke som kundskaben til ham bringer, vil ikke efterlade noget ugjort, hvis de blot kan se på Gud. De vil værne om en ånd, der skælver ved hans ord, og på hvert sted, og under alle omstændigheder, vil de bede om at de må se hans herlighed.   ret

Sand ydmyghed er et vidnesbyrd om, at vi har vore øjne rettet imod Gud og at vi lever i samfund med Jesus Kristus. Hvis vi ikke er sagtmodige og ydmyge, kan vi ikke gøre krav på til fulde at have forstået Guds karakter, Mennesker kan tro, at de tjener Gud trofast; deres talenter, lærdom, veltalenhed eller nidkærhed kan forblinde øjet, tiltale fantasien og vække beundring hos dem, som ikke er i stand til at se under overfladen, men hvis disse gaver ikke helliges til Gud i ydmyghed, medmindre de som har fået disse gaver betroet, søger den nåde som alene kan gøre deres arbejde acceptabel, betragter Gud disse mennesker som unyttige tjenere.   ret

Af den sande ydmygheds rod skyder et ædelmodigt sind en ædelmodighed, der danner menneskene i overensstemmelse med Kristi billede. De, der besidder dette ædle sind, får tålmodighed og tillid til Gud. Deres tro er uovervindelig. Deres sande overgivelse og helligelse skjuler selvet. De ord, der falder fra deres læber, er formet som Kristi ord, så de giver udtryk for ømhed og kærlighed. Idet de har forståelse af deres egen svaghed, værdsætter de den hjælp, som Herren yder dem og higer efter hans nåde, så de kan gøre det, der er sandt og ret. Ved deres opførsel, indstilling og ånd viser de, at de er elever i Kristi skole.   ret

Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, 1Pet 5,6. Hele Himmelen indgår forbund med dem, der kommer til Kristus for at få evigt liv, idet de overgiver sig til ham, Gud kræver af sine tjenere, at de skal stå under prins Immanuels blodbestænkte banner og i hans kraft stræbe efter at bevare sandhedens principper rene og ufordærvede. De må aldrig vige bort fra selvfornægtelsens og ydmyghedens sti, ad hvilken enhver sand, kristen må vandre. Mens de således samarbejder med Gud, dannes Kristus, herlighedens håb (Kol. 1,27), i deres indre. Iklædt hans sagtmodighed og ydmyghed finder de deres største glæde i at udføre hans gerning. Jordisk stræben erstattes af ønsket om at tjene Mesteren.   ret

Thi Herren er ophøjet, ser til den ringe; han kender den stolte i frastand. Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud (Sl 138,6; 51,19). De, der åbenbarer Kristi sagtmodige og ydmyge ånd, betragtes med ømhed af Gud. Intet undgår hans opmærksomhed. Han lægger mærke til deres selvfornægtelse, deres bestræbelse på at løfte Kristus op for verden. Skønt verden måske ser på disse ydmyge arbejdere med foragt, har de stor værdi i Guds øjne. Ikke blot de vise, de store og de godgørende vil få adgang til de himmelske sale ikke blot den travle arbejder, der er fuld af utrættelig iver og energi. Nej, den rene af hjertet, på hvis læber der ikke er fundet svig; den fattige i ånden, som drives af Kristi ånd; de, der stifter fred og hvis højeste mål er at gøre Guds vilje deres løn skal være stor i Himmelen. De er Guds juveler og vil være blandt den skare, om hvilken Johannes skriver: Og jeg hørte som et kor af en stor skare; ..... de sagde: Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme (Åb 19,6). De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem (Åb 7,15).   ret