Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 15. maj 1894

Ofret fra den, der gør ondt er forgæves.

”Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin pande, kom ild i dem og lagde røgelse derpå og frembar for Herrens åsyn fremmed ild, som han ikke havde pålagt dem. Hvad var der sket med Arons sønner, at de således kunne overtræde Guds krav? Den hellige ild som Gud selv havde antændt og bevaret var i deres nærhed. Retningslinjer havde været givet angående den, og Gud havde sagt: Ilden på alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud: Og Præsten skal hver morgen tænde nye brændestykker på alteret og lægge brændofferet til rette derpå og så bringe takofrenes fedtdele som røgoffer derpå. En stadig ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå ud.”   ret

Det var fra dette alter at ilden til røgelseskarrene skulle være taget til at antænde røgelsen der skulle stige op for Gud. Men Arons sønner havde ikke taget den krævede forholdsregel, men havde lagt på røgelseskaret ild der ikke var kaldet indviet eller helligt. Grunden hvorfor de var så ligegyldige overfor Guds krav, var at de havde været eftergivende i at drikke vin, og var forvirrede, og så bedøvede ved dets indflydelse at de ingen dømmekraft havde om hvad forskellen var mellem det indviede og det almindelige, det hellige og det urene. Vinen havde påvirket disse unge mænd der forrettede hellig tjeneste, på samme måde, som det påvirker enhver der giver efter for dets brug. Det havde sløvet den moralske følsomhed, og havde forvirret deres tanker omkring forskellen mellem det indviede og det almindelige. Men Herren gjorde det klart at han ville have forskellen ret defineret. Og HERREN talede til Aron og sagde: Vin og stærk drik må hverken du eller dine sønner drikke, når I går ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være eder en evig gyldig anordning fra slægt til slægt, for at I kan gøre skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, og for at I kan vejlede Israelitterne i alle de love, HERREN har kundgjort dem ved Moses.   ret

De to unge mænd gik ind i tabernaklet for at ofre denne fremmede ild for Herren medens de var under indflydelse af druk; Da for ild ud fra Herrens åsyn og fortærede dem, så de døde for Herrens åsyn. Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min Herlighed for alt folkets øjne!" I erfaringen af disse to unge mænd, Herren har sat et faresignal for at advare ungdommen og disse i moden alder imod brugen af den berusende spiritus. Der er ingen sikkerhed i at indtage vin. Røsten af denne historie kommer hele vejen ned til vore tider, med advarsel til enhver der har nogen som helst forbindelse med Herrens arbejde, at være årvågen i berøring, smage, eller have noget at gøre med ting som vil besmitte det moralske, slukke det åndelige liv, og bringe forvirring med hensyn til forskellen mellem det indviede og det almindelige.   ret

En meget alvorlig og forfærdelig straf kom over disse unge mænd der vovede at gå ind i Herrens nærhed i en beruset tilstand. De havde været højtideligt indviet til tjenesten ved helligdommen, og det var nødvendig at sætte deres eksempel frem for Israels børn. Men skal denne historie om Guds handlemåde med dem være forbigået af os som om det var en sag i hvilken vi ingen andel har? Herren har vist hans mishag med en kurs at denne slags, og sætter foran os principper som han ønsker vi skal give agt på. Enhver der er forbundet med tjeneste for Gud er i en hellig stilling, og ordene, de som Jesus Kristus talte fra ild og skystøtten, de skal tages til efterretning og praktiseres af os. “Da sagde HERREN til Moses: Stig ned og indskærp folket, at de ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke skal ske et stort mandefald iblandt dem. Selv præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres rækker."   ret

Herren går i rette med folkene, som lever i denne farlige, fordærvede tid. Evangeliske forkyndere er afveget fra Herren og de, der bekender Kristi navn, gør sig skyldige i ikke al holde sandhedens fane højt. Præster er bange for åbent at erklære sig for spiritusforbud og de tier om drikkeriets forbandelse af frygt for at få mindre i gage eller at støde forsamlingen. De er ængstelige for at miste deres popularitet, hvis de skulle forkynde Bibelens sandhed stærk og tydeligt, og trække grænsen mellem det hellige og det almindelige, for der står adskillige indtegnet som menighedsmedlemmer, der enten direkte eller indirekte har en indtægt fra handelen med stærke drikke. Disse mennesker er ikke uvidende om den synd, de begår. Ingen behøver at informeres om, at handelen med stærke drikke er noget, der påfører sit offer elendighed, skam, nedværdigelse og død med evig fortabelse. De; der direkte eller indirekte erhverver en indtægt ved denne handel, kommer penge i deres skuffe, som er tjent på mennesker, der måtte bøde med deres sjæl. Den drikfældighed forringer mennesket til en tilstand under den dyriske skabning. Har disse kirkegængere en samvittighed? Har de ikke mistet kærligheden i deres hjerter for hele menneskeheden? Er det ikke kærligheden til vinding der således har lammet deres fornuft, at ligesom Nadab og Abihu, så de ingen hukommelse har af et “Så siger Herren?” Hans vrede er ikke kun antændt imod drankeren, men imod ham der åbner fristelsens dør til de stakkels, ulykkelige skabninger der har mistet deres moralske kraft, og har ødelagt deres gud-givne manddom. Hans vrede er antændt imod disse der søger at gøre deres berygtede forretninger tiltrækkende, og der bruger enhver mulig tillokkelse til at lokke sjæle ind i deres beværtninger, for at de kan røve deres penge fra dem; de penge han modtager yder intet passende vederlag, men virker kun som en forbandelse på offeret af drikkevanen, og spreder sorg og kriminalitet i hans husstand og nabolag.   ret

De sorgbetyngede kvinder der har drankere som ægtemænd, hvis de ikke dør af grusom misbrug eller af direkte grusom mord dør de fra effekterne af sult, manglende klæder, og fortsat følelse af nedværdigelse og skam gennem den fattigdom, mangel, og lidelse der er konsekvensen af drikfældighed. Disse stakkels kvinder ser deres børn lidende, foragtede, misbrugte og nedværdiget. De ser dem grædende, skrigende på grund af deres forbindelse med deres fordrukne fædre, og selv spiritushandleren holder sig ikke fra at lægge hån til skade. Alt, - klæder, føde, bekvemmeligheder i hjemmet, selvrespekt, glæde og fred, - er opslugt og til sidst er selve livet praktisk taget udslukt, et offer for spiritushandleren. Men enhver detalje som følge af dette drikkeri er nøjagtig skrevet i Himlen hovedbog.   ret

Menigheder, som holder på medlemmer, der er knyttede til denne spiritushandel, gør sig ansvarlige for de affærer, der indtræffer som følge af handelen med stærke drikke. Drankeren har ingen kundskab om hvad han gør når han er under indflydelse af den vanvittige slurk, og dog ham der sælger det, til ham, der gør ham ansvarsløs, er beskyttet ved loven i hans gerning af ødelæggelse. Det er lovlig for ham at røve fra enken, den føde hun har brug for til at opretholde livet. Det er lovlig at det han gør, medfører sult på familien af hans offer, at sende hjæløse børn på gaderne for at tigge en mønt eller at bede om en bid brød. Dag efter dag, måned efter måned, år efter år, er disse skammelige scener gentaget, indtil samvittigheden af spiritushandleren er brædemærket ligesom med et rødglødende jern. Tåerne af lidende børn, de pinefulde råb af moderen tjener kun til at ophidse rom sælgeren. Han ved ikke og bekymrer sig heller ikke om, at Herren har et regnskab at gøre op med ham. Og selv om hans offer dør, rører det ikke hans hårde hjerte. Han har ikke givet agt på formaningen: "Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle; hvis I mishandler dem og de råber om hjælp til mig, vil jeg visselig høre på deres klageråb og da vil min vrede blusse op og jeg vil slå eder ihjel med sværdet, så eders egne hustruer bliver enker og eders børn faderløse."   ret

Spiritushandleren vil ikke nøle med at indsamle gælden af drankeren, fra hans lidende familie, og vil tage selv det nødvendigste fra hjemmet til at betale spiritus regningen af den afdøde ægtemand og far. Hvad betyder det for ham om børnene af den døde sulter? Han ser på dem som lave og uvidende skabninger, der har været misbrugt, sparket, og nedværdiget og han bekymrer sig ikke for deres velfærd. Men den Gud der hersker i Himlene har ikke tabt synet af den første årsag eller den mindste effekt af den uudtrykkelige misere og fornedrelse, der er kommet på drankeren og hans familie. Himlens hovedbog indeholder et hvert emne af historien. Verden og kirken kan være enige om at lovprise manden, som har vækket appetitten og tilfredsstillet kravet, han har været med til at skabe; de kan se smilende til den, der har medvirket til at forsimple et menneske, der blev skabt i Guds billede, indtil dette billede faktisk er udslettet men Gud ser vredt til ham og indfører hans domfældelse i dødens bog. Verden kan have anerkendt, at den mand der har vundet rigdom ved at nedværdige den menneskelige sjæl, ved at lede ham ned trin for trin på vejen af skam og nedværdigelse; men Gud noterer det hele, og giver en retfærdig dom. Han kan af verden være regnet som en god forretningsmand, men Herren siger: “Ve ham, der bygger hus uden retfærd, sale uden ret, lader landsmand trælle for intet, ej giver ham løn, som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt hus med luftige sale," som hugger sig vinduer ud, klæder væg med cedertræ og maler det rødt. Er du konge, fordi du brammer med cedertræ?”   ret

Netop denne mand yder måske store gaver til kirken. Men vil Gud modtage de penge, som er fravristet drankerens familie? De er plettet af sjæles blod og Guds forbandelse er over dem. Gud siger: "Thi jeg elsker ret, jeg, Herren, jeg hader forbryderisk rov." Kirken roser gavmildheden hos den, der skænker en sådan gave, men hvis menighedsmedlemmernes øjne var salvede med himmelsk øjensalve, ville de ikke kalde det gode for ondt og uretfærdighed for retfærdighed. Herren siger: "Hvad skal jeg med alle eders slagtofre? ..... Når I kommer at stedes for mit åsyn, hvo kræver da af jer, at min forgård trampes ned? Bring ej flere tomme afgrødeofre, vederstyggelig offer til mig!" "I trætter Herren med eders ord. Og I spørger: "Hvorved trætter vi?" Ved at sige: "Enhver, som gør ondt, er god i Herrens øjne: i dem har han behag; hvor er ellers dommens Gud?"   ret