Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 16. maj 1882

Vil et menneske berøve Gud?

Herren stiller dette spørgsmål ved profeten Malakias: "Skal et menneske bedrage Gud?" Han lader til at sige at en sådan forbrydelse ikke vil kunne være mulig. Men på trods af denne krænkende gruelige karakter, så tilføjer han: "I bedrager mig jo! Og i spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen!" At denne alvorlige anklage har kunne føres imod Guds bekendende folk, leder os til alvorlig selvransagelse, årvågenhed, og bøn, for at vi ikke tages med i denne fordømmelse.   ret

Bibelen fordømmer ikke den rige mand fordi han er rig; den erklærer det ikke for synd at skaffe rigdomme, den siger heller ikke at penge at roden til alt ondt. Tværtimod siger skrifterne at det er Gud som giver magt til velstand. Og denne evne er et dyrebart talent, hvis det helliges til Gud og bruges til at fremme hans sag. Bibelen fordømmer ikke genialitet eller kunst; for dette kommer af den visdom Gud giver. Vi kan ikke gøre hjertet renere og helligere ved at klæde legemet i sæk, eller berøve hjemmet for alt som tjener til bekvemmelighed, smag og velvære.   ret

Skrifterne lærer, at rigdom kun er en farlig besiddelse, hvis den sættes i konkurrence med den udødelige skat. Det er, når det jordiske og timelige opsluger tankerne, kærligheden og hengivenehden, som Gud gør krav på, at den bliver en snare. De, som bytter den evige vægt af herlighed for lidt af jordens glans og glimmer, de evige boliger for et hjem, som kan være deres i højst nogle få år, træffer et uklogt valg. Sådan var den byttehandel foretaget af Esau, da han solgte sin førstefødselsret for en ret linser; af Bilelam, da han mistede Guds gunst, for at få Midjans konges belønninger; af Judas, da han for tredje sølvstykker forrådte herlighedens Herre.   ret

Det er kærlighed til penge, Guds ord stempler som roden til alt ondt. Penge i sig selv er Guds gave til mennesker, som skal bruges med troskab i hans tjeneste. Gud velsignede Abraham og gjorde ham rig med kvæg, sølv og guld. Og Bibelen siger, at Gud som et tegn på guddommelig gunst gav David, Salomon, Jehosafat og Ezekias megen rigdom og ære.   ret

Ligesom andre af Guds gaver medfører besiddelsen af rigdom øget ansvar og særlige fristelser. Hvor mange, som i modgang forblev tro mod Gud, er ikke faldet under fremgangens glansfulde tillokkelser! Med besiddelsen af rigdom åbenbares en selvisk naturs herskende lidenskab. Verden er forbandet i dag af mammons tilbederes gerrige grådighed og selviske laster.   ret

Den velhavende fristes til at bruge deres midler på selvtilfredsstillelse, til at stilne appetitten, og personlig besmykkelse, eller ved etablering af deres hjem. Bekendende kristne tøver ikke at bruge frit endog overdådigt når dette er formålet. Men når der anmodes at give til Herrens kasse, for at opbygge hans sag, og fremføre sit værk på jorden, så gør mange indsigelser. Ansigtet var helt glødende af interesse for at tilfredsstille sig selv, lyder ikke op af glæde når Guds sag appellerer til deres frisind. Måske føler de at de ikke kan gøre det anderledes, giver de blot almisser, langt mindre end de frit bruger på unødig selvtilfredsstillelse. Men de viser ingen virkelig kærlighed til Kristus, ingen alvorlig interesse for dyrebare sjæles frelse. Hvilket under at denne klasse kristnenliv dog er forklejnet og sygeligt. Hvis disse personer ikke ændrer deres kurs, vil deres lys gå ud i mørke.   ret

Alle tings ende er nær; og hvad er gjort for at sjæles frelse må ske hurtigt. Af denne grund opretter vi institutioner til sandhedsudbredelse gennem trykkeri, for uddannelse af de unge, og for at helbrede den syge. Men ham som elsker selviskhed og penge vil spørge: ”Hvilken nytte har vi af alt dette, når tiden er så kort? Går dette ikke imod vor tro at bruge så meget på forlagshuse, skoler og sundhedsinstitutioner?” Som svar spørger vi: Hvis tiden skal fortsætte nogle få år endnu, hvorfor så investere så meget i huse og lande, eller i unødige og overdådig mode, når der bruges så små summer til beredelsesarbejdet for den store begivenhed der er lige foran os?   ret

Min bror, du kan på ingen måde bruge dine midler bedre end at hjælpe fore forskellige institutioner. Med Guds velsignelse kan trykkeriets magt knapt overvurderes. Det har sandelig været kaldt vor styrkes højre arm. Lad forlagshusene blive understøttet, og sandhedens budskab sendes ud til alle jordens folk.   ret

Skoler er blevet oprettet så vore unge og børn kan få den nødvendige uddannelse og disciplin til at berede dem til den ransagende test der snart kommer over alle sjæle. På disse skoler bør bibelen gøres til hovedgenstand for studium. Udviklingen af både moralske og forstandsmæssige kræfter bør have opmærksomheden. Vi håber at mange alvorlige medarbejdere på disse skoler må beredes til at frembære sandhedens lys til dem som sidder i mørke.   ret

Det er en sundhedsinstituion som vi giver plads til hvor syge kan få glæde af naturens hjælpemidler, i stedet for at være afhængige af dødelig medicin. Og mange som finder hjælp derved, vil være parat til at gøre sandheden indflydelsesrig.   ret

Der er brug for midler, for at fremme dette værk. Lad alle som har evner komme og hjælpe. Her er en anledning til dem, som er dygtige, ikke der har børn der påkræver deres kærlighed og omsorg. Nogle af disse er ældre personer. Brødre, hvad vil I gøre med de midler Gud har betroet jer? Er I tilfredse med at de forbliver investeret i huse og lande, i obligationer og bankaktier? Vi har et arbejde at gøre for Gud, - et højtideligt og vigtigt arbejde. Vi skal give det sidste advarselsbudskab til verden. De forskellige redskaber er forkrøblet af mangel på økonomisk hjæl, som Gud har givet jer magt til at vokse. Vi gør ikke det gode som vi kunne gøre, med jeres samarbejde.   ret

Der er unge mænd bland os som kan udøve en god indflydelse, og som burde opmuntres til at gå ind i forkyndertjenesten. Men manglen på midler forhindrer os i at give dem støtte så de ikke skal bekoste tid, sundhed og endog livet selv for evangeliets arbejde. Trofaste arbejdsfolk kan tjene god hyre i forskellig slags verdsligt arbejde, om det er mentalt eller fysisk. Sandhedsudbredelses-arbejdet og lede sjæle til Kristus ikke af større betydning end nogen andre timelige hensyn? Vi viser at vi påskønner den himmelske modsætning til det jordiske, ved at sætte arbejdsværdien for moralske og fysiske gode højt.   ret

Velstand er en stor velsignelse, hvis den bruges efter Guds vilje. Men det selviske hjerte kan gøre velstandsbesiddelsen til en tung forbandelse. Dem som lukker deres medfølenhed ind indenfor deres egne hjerter, skal ikke være misundelige. De er fremmede over for sand lykke. Dem som opnår den dette livs virkelige nydelse er dem som bruger Guds gode gaver og ikke mishandler det, som lever med det formål, at velsigne deres medmennesker og ære Gud.   ret

Vi bør føle at det er ikke kun en pligt, men en fornøjelse at fremhjælpe det højeste og helligste arbejde der er betroet mennesker, - at bibringe verden med godhedens, barmhjertighedens og sandhedens rigdomme. Hvis Guds forvaltere gør deres pligt, er der ikke fare for at velstanden vokse så hurtigt at det viser sig som en snare; for de vil bruges med praktisk visdom og Kristus-lignende gavmildhed.   ret

Uanset hvor store, og hvor små den enkeltes ejendomme er, så lad ham huske på at det er kun er ham betroet. For hans styrke, dygtighed, tid, talenter, anledning og midler, må han aflægge et regnskab til Gud. Dette er et personligt arbejde; Gud giver os sådan at vi må blive som ham: gavmildhed, ædelsind, og velgørende, ved at give til andre. Dem som glemmer deres guddommelige mission, søger blot at spare eller bruge midlerne på stolthed eller selviskhed, kan sikre sig denne verdens vinding og fornøjelser; men i Guds øjne, vurderet efter deres åndelige talenter, er de fattige, elendige, ynkværdige blinde og nøgne.   ret

Bruges velstanden rigtigt, bliver den til et gyldent taknemmeligheds og hengivenhedsbånd mellem mennesker og deres medlemmensker, et stærkt bånd der binder hans hengivnhed til sin Genløser. Guds dyrebare Søns uendelige gave kræver håndgribelige taknemmeligheds udtryk fra ham der modtager Hans nåde. Han som modtager lyset fra Kristi kærlighed, sættes derved under den stærkeste forpligtelse til at sprede velsignet lys over andre sjæle i mørke.   ret

Jesus forlod de himmelske sale og kom ned til jorden, så han kan nå mennesker hvor de er. Han opsøgte dem i deres elendighed og fornedrelse. Han tog deres sorger ind i sit eget hjerte. Herlighedens Konge blev fattig, så vi ved hans fattigdom kan blive rige. Han levede et slidsomt og ydmygt liv, og led en skammelighed, så han kan ophøje mennesker til at kunne dele hans rige og hans trone. Hans liv var et eksempel for alle hans efterfølgere.   ret

Gud er universets retsmæssige ejer. Alle ting tilhører ham. Alle de velsignelser som mennesker nyder er resultatet af guddommelig godgørenhed. Han forlanger at en del gives tilbage til ham, ikke fordi han har brug for vore ofre, men så vi kan vise at vi påskønner hans gaver og vor taknemlighed til Giveren. Han påbyder os med rette at hellige os det første og bedste af hans betroede kapital til ham. Hvis vi således anerkender hans retmæssige herredømme og nådige forudseenhed, har han lovet ved sit ord at han vil velsigne ham der forbliver på sin post. Men hvis vi ikke bringer et offer til Gud, vil hans forbandelse hvile over alle ejendomme.   ret

Endog da vore første forældre blev i deres uskyld sat i Edens have, gav Gud dem ikke ubegrænset kontrol. De fik et forbud for at prøve deres loyalitet og lydighed. Men de så at det forbudne træ var smukt og tiltrækkende, og de bildte sig forgæves ind, ”og ønskede at gøre én vis.” De tilegnede sig det Gud havde forbeholdt sig selv, og hans forbandelse faldt på dem på jorden.   ret

Vi beklager vore første forældres illoyalitet og utaknemmelighed, som åbnede veernes flodporte over vor verden, og alligevel gør rigtig mange det samme. De er ikke tilfredse med deres retmæssige del af de gaver de er blevet betroet. Jo mere overmådige Guds gaver er, des ivrigere er de for at tage alt til deres eget brug, og jo mere uvillig til at give ham det som han hævder er hans eget. Ligesom vore første forældre, rækker mange deres hænder ud efter den del som tilhører Gud.   ret

Lad os vende os til et andet sceneri. Kain og Abel bragte Gud et offer. Hver enkelts formål var godt i sig selv, men Herren accepterede Abels offer, medens han forkastede Kains offer. Hvori lå forskellen mellem disse ofre? Abel bragte de førstefødte af sin hjord, Kain jordens førstegrøden. Abel bragte sit offer i tro, beroende på Kristi blods fortjenester gjorde de antageligt. Han mærkede at alt han gav var Herrens, og han gav frit Giverens eget tilbage. Kain bragte stolt sit offer som en gave fra sig selv, anerkende ikke at alle de velsignelser han modtog, kom gennem Kristi barmhjertighed og kærlighed. Han følte at han fortjente sig den guddommelige gunst, og han accepterede Guds velsignelser som en ret. Sådan bringer mange kristendomsbekendere deres ofre til Herrens skatkammer, føler at de fortjener en særlig anbefaling for deres gavmildhed, medens deres ofre I virkeligheden er faldet langt under det Herren kræver som sit eget. Ligesom Kain ville de ikke anerkende at alle deres velsignelser var blevet købt ved Kristi blod. Ligesom Kain blev de forkastet af Herren.   ret

Da det storslåede tempel som Salomon rejste, blev helliget til Guds tjeneste, så bad monarken således: ”Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det.” Sådan er den ånd som ethvert antageligt offer må bringes i.   ret

” Ær med din velstand Herren med førstegrøden af al din avl.” Dette påbud er tydeligt. Guds krav må først imødekommes. Vi skal ikke hellige ham det som er tilbage af vor indkomst, efter at al vore virkelige eller indbildte behov er dækket, men før noget er blevet brugt, bør vi sætte det til side som Gud har udspecificeret som værende hans.   ret

Mange personer vil imødekomme alle ringere stående krav og pligter, og overlade de sidste sankninger til Gud, hvis der da er noget. Om ikke, må hans sag vente indtil en bedre sæson. Sådan gjorde Abraham ikke. I sin tilbagelevering fra en succesrig millitærindsats, blev han mødt af Melkisedek, ”Salems konge, og den allerhøjeste Guds præst.” Denne hellige mand velsignede Abraham, i Herrens navn, og patriarken gav ham tiende af al udbytte som en taknemmelighedshyldest til nationernes Hersker.   ret

Se også andre trosheltes eksempler. Da Jakob rejste fra sin faders hjem, et ensomt eksil, indgik han en pagt med Gud. Han bad Herren indstændigt at være ham nådig, og lovede at han ville give et taknemmeligt offer og villig tjeneste tilbage. ” »Hvis Gud er med mig og vogter mig på den vej, jeg skal vandre, . . . . så skal Herren være min Gud,. . . og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!«   ret

Sådan var patriarkernes og profeternes praksis før den jødiske nation blev oprettet. Men da Israel blev et defineret folk, gav Herren dem klar instrukser på dette punkt:   ret

”Al tiende af landet, både af landets sæd og træernes frugt, tilhører Herren, det er helliget Herren.” Denne lov skal ikke gå bort ved de forordninger og ofringer som symboliserede Kristus. Så længe at Gud har et folk på jorden, vil hans krav til dem være det samme.   ret

Tienden af al vor indkomst er Herrens. Han har reserveret det til sig selv, for at bruges til religiøse formål. Det er helligt. Intet mindre dette har han accepteret i enhver forvaltning. Forsømmes eller udsættes hans pligt, vil det fremkalde guddommelig mishag. Hvis alle bekendende kristne trofast ville bringe deres tiende til Gud, vil hans skatkammer være fyldt. De ikke have mulighed til at ty til bassarer, lotterier eller fornøjelsesselskaber, eller afpresse midler fra verdslige for at kunne støtte evangeliet.   ret

Netop det samme sprog bruges om sabbaten som i loven om tiende: ”Sabbatsdagen er Herren din Guds sabbat.” Mennesker har ikke ret eller kraft til at erstatte den første dag med den syvende. Han kan foregive at gøre dette; ”ikke desto mindre står Guds fundament sikkert.” Menneskers skikke og lære vil ikke formindske kravene i den guddommelige lov. Gud har helliget den syvende dag. Denne fastsatte del af tiden, har Gud selv sat til side til religiøs tilbedelse, fortsætter som helliget i dag som da de første var helliget af vor skaber. På samme måde er tienden af al vor indtægt ”helliget Herren.” De nye testamente gengiver ikke loven om tiende, ligesom den heller ikke gør med sabbaten; for begges gyldighed er forudsat, og deres dybe åndelige betydning forklaret.   ret

Gud har absolut forbeholdt sig en specificeret del af vor tid og vore midler. Ignoreres disse krav er det at berøve Gud. Kristne praler af at deres privilegier langt overgår dem fra jødisk tid. Skal vi da stille os i bero med at give mindre til Guds sag, end hans hamle folk gjorde? Tiende var kun en del af deres gaver. Der blev krævet utallige andre gaver ud over de frivillige ofre, eller taknemmelighedsofre, dengang som nu, med bestandig forpligtelse.   ret

Menneskehedens og religionens krav, de støt stigende muligheder for at være nyttige, forsynets opåbning for at sandheden bringes frem til folk, kræver gavmilde ofre af os til Guds sag. Dagens populære menigheder, at være i harmoni med verden, modtage hjælp fra dem med uddannelsesmæssige og filantropiske virksomheder. Vor position som sande sabbatsholdere afskærer os fra populær sympati og støtte. Vore institutioner får kun hjælp fra dem som er af troen. Således føler vi det er vor pligt at gøre alt i vor magt at holde Herrens pengekasse forsynet. Når vi som et folk søger trofast at give Gud den tid som han har forbeholdt som sin egen, skal vi så ikke også give ham den del af vore midler som han forlanger?   ret