Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 16. maj 1899

Ikke ved magt, ikke ved styrke

”Skriv til menighedens engel i Efesus: »Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt.” ”Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske. Dette er hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager: de syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.”   ret

Dette billede, som Johannes bragte ved Kristus, da han viste sig for ham på øen Patmos, ligner på mange måder det der vist Zakarias. ”Engelen, som talte med mig”, skriver Zakarias, ”vakte mig så atter, som man vækker et menneske af hans søvn, og spurgte mig: »hvad skuer du?« Jeg svarede: »Jeg, skuer, og se, der er en lysestage, helt og holdent af guld, og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne. . . . Derpå spurgte jeg ham:»hvad betyder de to olietræer der til højre og venstre for lysestagen?« Og videre spurgte jeg: . . . »ved du ikke, hvad de betyder?« Jeg sagde: »nej, Herre!« Så sagde han: »Det er de to med olie salvede, som står for al jordens Herre.«   ret

Dette Kapitel er fyldt med opmuntring for dem som gør Herrens arbejde i disse sidste dage. Zerubbabel var taget til Jerusalem for at bygge Herrens hus. Men han blev omgivet af vanskeligheder. Hans fjender ”svækkede Judas folks hænder, og gjorde opbyggelsen vanskelig for dem," "og fik dem til at stande ved magt.” Men Herren mæglede til deres fordel, og bygningen blev afsluttet. ”Dette er Herrens ord til Zerubbabel: Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskares Herre. Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette! Han skal hente topstenen, medens der råbes: »Nåde, nåde være med den! . . . . Thi den, der lod hånt om de ringe begyndelsers dag, skal glæde sig, når han ser blystenen i Zerubbabels hånd. Hine syv er Herrens øjne, som søger ud over hele jorden.”   ret

De vanskeligheder som blev skabt for at forhindre genoprettelsen og opbyggelsen af Guds værk, dukkede der store bjerge at vanskeligheder op på Zerubbabels vej, vil alle møde som i dag er loyale mod Gud og mod Hans arbejde. Der er brugt mange menneskelige påfund for at gennemføre planer efter menneskers sind og vilje som Gud ikke arbejder med. Men det er ikke pralende ord eller en masse ceremonier som viser at Herren arbejder med Sit folk. Menneskets tilranede magt afgør ikke dette spørgsmål. Dem som sætter sig op imod Herrens arbejde, kan forhindre det for en tid, men den samme Ånd som har ledt Herrens arbejde hele vejen igennem, vil lede det i dag. ”Ikke ved magt, ikke ved styrke, men ved min ånd, siger hærskarers Herre.” Gennem guldrørne tømmer olivengrenene selv den gyldne olie ud. Olivengrene er de salvede der står hos hele jordens Herre. Gennem dem bibringes Helligånden til menighederne. Sådan forenes himlen og jorden. Den kraft der er i himlene forener sig med menneske forstansvæsener.   ret

Herren vil have at enhver sjæl er stærk i Hans styrke. Han vil have os til at se på Ham, modtage vore anvisninger fra Ham. ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren.”   ret

Vi skal spørge Gud efter visdom, tror at vore bønner er hørt. Derved kan vi styrkke os imod fristelse. Gud vil have at vi står så fast som en klippe på princippet, arbejder i harmoni med ham, så han kan svare vore bønner; for han kan ikke gøre noget til hjælp, hvis vi ikke samarbejder med ham. Hvis vi ikke holder vore sjæle i Guds kærlighed, hvis vi ikke har en fast, og besluttet tro, vil vi være som havets bølger, der hid og did af vinden. Under gode forhold og god indflydelse, lader vil til at vokse, og vi tror vi har tro. Men når omstændighederne ændrer sig, når fristelsens bølger slår stærkt imod os, vakler vi, og mister hjertet. Gud vil have at vi altid går frem, og stoler på hans kraft. Guds engle tjener ethvert troende barn. Tro blot på Guds løfter; og når fristelsen kommer, så ret ansigt stålsat mod Zion, og ryg fremad.   ret

Gud vil altid have at vi skal vidne for ham, styrkes til at gøre dette ved hans Helligånd. Når vi gør dette, kaldes vi til at lide trængsler; men uanset hvor vi er, hvad vi kaldes til at lide, vil Kristus være os nær. Disciplen Johannes frembar altid det mest uforfærdede vidnesbyrd for Kristus. Så længe han levede, forkyndte han Kristus som livets ord. ”Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud,” erklærede han. ”De samme var i begyndelsen med Gud . . . og Ordet blev kød, og boede iblandt os.” ”Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og forkynder jer, at Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham.” Da Johannes drog nær slutningen af sit liv, blev hans vidnesbyrd givet med Guds Ånds kraft.   ret

Dette levende vidne forstyrrede dem som havde forkastet Jesus meget. Konger og herskere kunne ikke klare at høre hans navn; for de regnede Kristus for at være en rival.Når hans navn nævnes, episoderne i hans liv, has død, og hans opstandelse, optændes deres rasende had. De så Johannes som den aldrende, ære og elskede der hele tiden referer til Jesus som det evige Ord, hivet ham kraft der overgår deres magt. Hans vidnesbyrd var hele tiden Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd. Og uanset hans halder, hans ærværdige udseende, hans hvide krøller, i de fordøme den trofaste apostel i deres misundelse og jalosi, til det som var ment som den hårdeste af alle strafudmålinger. Han blev adskildt fra sin elskede folk, og forvist til Patmos. ”Jeg, Johannes, jeres broder, som er fælles med jer om trængselen og kongedømmet og udholdenheden i Jesus, jeg var på den ø, som hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.”   ret

Kristi aldrene respræsentant var i eksil da hans vidnesbyrd ikke længere blev hørt; for det var en levende kraft ved den rette side. Men da han blev adskilt fra sine brødre, blev han hjemsøgt af Kristus, som han ikke havde set siden himmelfarten. ”På Herrens dag kom jeg under Åndens magt,” skriver han, ”og jeg hørte bag mig en stærk røst som lyden af en basun, og den sagde: »Jeg er alfa og omega, den første og den sidste. . . og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder.”   ret

Kristus vidste nøjagtigt, hvor han skulle finde Johannes; og der på den ensomme ø gav han ham et syn om denne jords histories afsluttende scener. Dette er blevet optegnet for os. Optegnelsen er ‘Jesu Kristi åbenbaring.” Den, der åbenbarer, er den åbenbarede. Den levende Gud vises, idet han dag for dag fører tilsyn med de begivenheder, der vedrører hans menighed. Johannes blev vist det slagtede Gud Lam, Løven af Judas stamme, Sejrherren, stående midt imellem syv guldlysestager, som er de syv menigheder.   ret

Da moderen til Zebedæus børn kom til Kristus med spørgsmålet: »Sig, at mine to sønner må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side.« sagde Kritus: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme?« De svarer ham: »Ja, vi kan.« Da siger han til dem: »Min kalk skal I vel tømme; men sædet ved min højre og ved min venstre side står det ikke til mig at bortgive.« Denne dåb havde Jakob allerede erfaret. Johannes drak nu af det bæger som Kristus havde taget del af. Han blev døbt med lidelser for hans navns skyld.   ret

Gud dømmer ethvert menneske efter sine gerninger. Han ikke kun dømmer, men Han opsummerer, dag for dag og time for time, vore fremskridt i gode gerninger. Skulle dette ikke længere betvinge os til at være børn, men mænd, som lærer af Kristus? Skal vi ikke skabe en sådan atmosfære omkring vore sjæle, gennem den nåde Kristus har givet, så vi hele tiden går mod himlen? Som Guds folk, skal vi så ikke gå sammen med at opsøge ham af et ydmygt og brødebetynget hjerte? Herren sagde til Jakob: »Slip mig, thi morgenen gryr!« Men Jakob sagde: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!« Og på det sted og tidspunkt blev han velsignet. »Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel,« er klærede Gud, »thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!« Sådan vil Guds børn blive velsignet hvis de brydes med ham for hans Ånd.   ret

Vi lever midt iblandt de afsluttende scenerier af denne verdens historie, og vore liv skal ikke være som en sommerfugls liv. Som Guds tjenere skal vi gå fra som mænd, og være stærke. Modsætningen mellem et forfængeligt liv og et liv fuld af hellig opsætslighed kan ikke undgå at blive set. Lad os huske på at vort borgerskab er i himlen. Her har vi ingen vedvarende stad, men vi forsøger at en kommer. Lad os give agt på kaldet: »Drag bort fra dem, og skil jer ud.« Bland jer ikke med verden fra valg; men hvis I har et advarende, et indbydedende, et formanenende ord så vær ikke bange for at sige det. Mist ikke nogen anledning til at vidne for Kristus. Han er kilde til at nåde, og han vil sende dyrebar olje til sit folk, sætte dem i stand til at vidne frimodigt for ham. Idet vi helliger og selv til Gud, vil Helligånden skinne med den Hellige olje til os, så vore lamper kan holdes klare og skindendne.   ret

“I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt.”   ret