Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 28. maj 1895

Acceptabel bøn

Verdens Frelser gik ofte alene bort for at bede. Ved en bestemt anledning var hans disciple ikke længere væk, end at de kunne høre, hvad han sagde. Hans bøn gjorde et dybt indtryk på dem, for den var ladet. med en vitalitet, der nåede deres hjerter. Den var meget forskellig fra de bønner, de selv havde opsendt og meget forskellig fra enhver anden bøn, de havde hørt noget menneske opsende. Da Jesus atter sluttede sig til dem, sagde de: "Herre! lær os at bede, ligesom også Johannes lærte sine disciple det." (Luk 11,1).   ret

Hvis vi ville opsende acceptable, bønner, ville vi erfare, at vi, mens vi beder, er i den Højestes audiensværelse. Vi burde fremelske højtidelige tanker i, erkendelse af, at vi kommer i nær forbindelse med vor skaber. Det betyder meget at bede til vor himmelske Fader. Vi kommer for i form af taknemmelighed at lægge vor ufuldkomne hyldest for hans fødder i erkendelse af hans kærlighed og nåde, som vi på ingen måde har fortjent. Vi kommer for at fremlægge vore ønsker, bekende vore synder og forelægge ham hans egne løfter. Han siger: "Når vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." (1Joh 1,9).   ret

Jesus underviste sine disciple i, hvorledes de skulle bede: "Når I beder, skal I ikke være som hyklerne; thi de holder af at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at blive set af mennesker; sandelig siger jeg eder: har allerede fået deres løn udbetalt." (Matt 6,5) De får ikke løn hos Gud, men fra de mennesker, de søger lønnen hos. De føler en vis tilfredsstillelse ved offentligt at forkynde deres fromhed og deri ligger deres løn. "Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte og din Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig. Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord. Dem må I derfor ikke ligne; thi jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham. Derfor skal I bede således: "Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen; giv os i dag vort daglige brød ; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; og led os ikke ind i fristelse; men fri os fra det onde; thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen." (Matt 6,6-13)   ret

Hvor er der dog stor forskel på Jesu forbillede på en bøn og så de bønner jordiske lærere formulerer! Så kortfattet, så udtryksfuld, så indholdsrig, så omfattende! Her blandes lovprisning og ydmyg bøn. Jesus har givet menneskeheden en bøn, i hvilken hvert udtryk er fuld af betydning, for at den kan blive studeret og indført i det praktiske liv. De største hjerner kan glæde sig over, hvor omfattende er og det ydmygeste sind kan forstå dens udtalelser. Det er en bøn, som udtrykker de vigtigste emner, vi har brug for at fremlægge for vor himmelske Fader. Forældre kan lære deres børn denne bøn og Ånden kan lade dens sandheder gøre indtryk på unge sind. Ud fra den kan børnene forstå, at han elskede dem så højt, at han ikke efterlod dem i uvidenhed om, hvordan de skulle bede, men gav dem et forbillede på en bøn, som de kunne komme til Gud med i hjertets oprigtighed og enkelhed. Kristus vil høre den bøn, som han selv lærte disciplene. Vi kan daglig mange gange gå til Gud med vor ydmyge anmodning og gentage denne bøn i forvisningen om, at den ikke vil falde til jorden.   ret

Det tilkommer ikke dødelige mennesker at udspecificere og forklare alt, hvad Fadervor indeholder. Visdommen hos den største lærer, verden nogen sinde har kendt, skal ikke formørkes og mystificeres af ord. Kristus har givet os bønnen og vi bør hver især undersøge dens betydning og være omhyggelige med ikke at spolere dens barnlige enkelhed. I Fadervor er fasthed, styrke og alvor forenet med ydmyghed og ærbødighed. Den er et udtryk for ophavsmandens guddommelige karakter.   ret

Herren Jesus siger: "Derfor skal I bede således." (Matt 6,9) Men hvor er det få, der hører, hvad Jesus siger og beder således! Er det ikke bedst for kristne, at være Kristi ords gørere og ikke blot dets hører? Vi skal ikke altid begrænse os til at udtale nøjagtig disse ord. Herren udgyder ofte en alvorlig påkaldelses og bønnens Ånd over sine tjenere og leder deres opmærksomhed til bestemte ting, der omfatter de bestemte dele af bønnen. Men hvor opsendes der mange trættende bønner i vore menigheder; bønner, der mere synes at ligne et foredrag for Herren end en bøn til Herren om noget. Det ville være bedre, om disse plageånder begrænsede sig til at bede den bøn, Kristus gav sine disciple, fremfor at bede på en kedsommelig, ceremoniel måde. I en forsamling er lange bønner trættende for dem, der lytter og de bereder ikke folks hjerter til den påfølgende prædiken. Kristi bøn står i skarp modsætning til de lange bønner med deres mange repetitioner. Farisæerne mente, at de ville blive hørt på grund af deres mange ord og de holdt lange, kedsommelige og langtrukne bønner.   ret

De opløftede i stolthed deres hjerter og fremelskede en fornemmelse af deres egen overlegenhed. Men det fik dem til at tage sig tåbelige ud i Guds øjne, for han kendte deres motiver og forstod deres hjerters selviskhed Og hovmod. Herren vidste, at når anledningen bød sig, holdt de sig ikke tilbage fra at bedrage; de brugte falske vægte og lodder og udnyttede enken og den faderløse. Han vidste, at de opåd enkers bo ved at kræve ublu renter og han kunne måle graden af deres fordringsfulde krav på fromhed. De vovede at skilte med deres gode gerninger for folket og bad for syns skyld længe, mens de priste og forherligede deres egen retfærdighed, der i Guds øjne var lige så værdiløs som en snavset las. Mennesker bør tage sig i agt, at de ikke udstiller deres religion i et sådant lys for verden, at de bliver en anstødssten for syndere.   ret

Kristi forbillede på en bøn står i skarp modsætning til hedningernes bønner. I alle falske religioner har ceremonier og former erstattet ægte fromhed og praktisk gudsfrygt. Gold formalisme kendetegner hengivenheden hos dem, der har mistet den levende fromhed. Bønnen bliver et vrængbillede og de, der beder sådan uden nogen fornemmelse for deres behov, kan ikke blive belønnet hos Gud. Den, der vi bede, bør leve med i det, hans bøn betyder og lægge hjerte og sjæl ind i sin anmodning. Lad Fadervor give udtryk for dine virkelige behov. Ofte at gentage denne form for bøn, kan ikke kaldes en forgæves repetition. Men selv Fadervor kan blive en formsag. Hvor er det blevet fordrejet og misforstået, det at bede! Kun få erkender, hvor højtideligt det er, at nærme sig Guds trone. Foran den trone bøjer Guds engle sig med tilhyllet ansigt og alligevel skynder synd besmittede mennesker sig hensynsløst ind for Guds ansigt. Lad os huske, at de hellige engle ærbødigt og gudfrygtigt nærmer sig hans trone.   ret

Det er fordi, mennesker ikke kender Gud eller Jesus Kristus, som han har sendt, at de indtager en upassende holdning og bruger upassende ord i deres bønner. I stedet for angerfuldt at træde frem for Gud, kommer mennesker uden ærbødighed ind i familiekredsen og i folkets forsamling. Såre mange kommer så selvbevidste til bønnestunden, at deres bønner mere lyder, som om de mener, de må informere Gud om noget, end som om de forventede at modtage noget fra hans hånd. De nærmer sig ikke ud som ydmyge ansøgere i erkendelse af, at deres liv og helbred, føde og beklædning og enhver timelig og åndelig velsignelse er afhængig af ham. De misfortolker apostelens ord, hvor han siger, at vi frimodigt skal komme frem for nådens trone. Mange kommer frem for Gud uden ærbødighed og ydmyghed og opfører sig snarere som dristige, halvfrække børn, end som Kristi ydmyge og sagtmodige efterfølgere. Det er ikke den form for frimodigdighed, skrifterne anbefaler. Den frimodighed, der her peges på, er den, der er født af Kristi ord, da han sagde: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile." (Matt 11,28). Det er den frimodighed, der kommer, når vi erkender, at vi ikke behøver at dvæle ved vor egen uværdighed og vandre i den skygge, som Satan vil kaste mellem os og Gud. Det er passende for os at føle vor svaghed og vor sjæls store behov og det er på det tidspunkt, at vi kan komme til Gud i troens fulde vished og gøre krav på løftet om, at de trætte og byrdebetyngede skal finde hvile for deres sjæle. Den frimodighed er tillid til Gud, ikke selvtillid. Men al ubesindighed, al uærbødighed må være fjernt fra dem, der vil opsende acceptable bønner. Da kan vi give agt på ordene fra den, der taler for Gud, når han siger: "Og dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os." (1Joh 5,14).   ret

Mens vi skal opsende vore bønner i tillid til Guds løfter, skal vi ikke være ubesindige og udføre akrobatiske bevægelser i bønnens navn. Det er ikke acceptabelt for Gud eller til fordel for dem, der hører på. Det er ganske enkelt et fejlende og begrænset menneskes optræden, fordi det ikke kender kristendommens rene, ærbare og ophøjede karakter. Vi skal roligt og tillidsfuldt komme frem for Gud; men ingen må forestille sig, at det er et vidnesbyrd om, at man er brændende i ånden, når man skriger og stønner og hidser sig selv op følelsesmæssigt. Vi skal i tro fremlægge vor sag for Gud og bede øm netop det, vi ved, vi behøver. Når vi forstår, hvem Gud er, vil vi erkende vor egen uværdighed; men vi skal samtidig have tillid til Gud, fordi vi kender hans barmhjertige og kærlige karakter. Vi vil komme frem for ham i kraft af Kristi fortjeneste og i ham har vi tillid og frimodighed, så vi indtrængende kan bede om Guds løfters opfyldelse uden frygt for at være formastelige.   ret

Kristus irettesatte farisæerne og de skrifkloge på grund af deres selvretfærdige bønner; og bønner af den slags, der bedes for at blive hørt af mennesker, nedkalder ingen velsignelse fra Gud. Farisæerne opregnede de gode gerninger, de havde gjort, for at mennesker skulle høre dem og de foregav at takke Gud for, at de var bedre end andre mennesker. De smigrede sig selv og kom ikke med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd. De vedkendte sig ingen synd. Fra deres hjertes skatkammer kom intet godt til udtryk i form af taknemlighed og kærlighed til Gud. Fulde af selvretfærdighed følte de ikke behov for noget og de regnede sig selv for fuldkomne. Når de fremstillede sig selv for Gud, var der ingen ydmyghed i sjælen. Men ydmyghed bliver altid anerkendt hos ham, der sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer." (Matt 7,7).   ret