Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 31. maj 1898

Herrens nadver og fodtvætningens forordning - nr. 1

"Så kom den dag i de usyrede brøds fest, da man skulle slagte påskelammet. Og Jesus sendte Peter og Johannes af sted og sagde: »Gå hen og gør alt rede til, at vi kan holde påskemåltid.« De spurgte ham: »Hvor vil du, vi skal gøre det rede?« Han svarede dem: »Se, når I er kommet ind i byen, vil I møde en mand, som bærer en vandkrukke; følg ham til det hus, hvor han går ind, og sig til husets ejer: »Mesteren spørger dig: Hvor er det værelse, jeg kan holde påskemåltid i sammen med mine disciple?« Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, hvor der er dækket; dér skal I gøre det rede.« Og de gik hen og fandt det sådan, som han havde sagt dem; og de tilberedte påskemåltidet. Da timen kom, satte han sig til bords sammen med apostlene. Og han sagde til dem: »Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige.« Og han fik rakt en kalk, takkede og sagde: »Tag dette og del det imellem jer! Thi jeg siger jer, at fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, førend Guds rige er kommet.«   ret

Symbolerne for Herrens hus er enkle og tydelige at forstå, og de sandheder de viser, har den dybeste betydning for os. Da den hellige tjeneste blev indført, for at gå i stedet for påsken, efterlod Kristus et minde til sin menighed, om hans store offer for mennesker. “Gør dette,” sagde han, “til ihukommelse af mig.” Dette var overgangen mellem to ceremonier og deres to store højtider. Den ene skulle afslutte for altid; den anden, som han lige havde indført, skulle gå i stedet, og fortsætte hele tiden, til minde om hans død.   ret

"Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: »Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer. Men se, han, som forråder mig, rækker hånden over bordet sammen med mig! Thi Menneskesønnen går bort, således som det er bestemt dog ve det menneske, ved hvem han bliver forrådt!« »Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse, den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.«   ret

Sammen med resten af disciplene, tog Judas del i brødet og vinen, der symboliserede Kristi legeme og blod. Dette var sidste gang at Jesus var sammen med de tolv. Men for at Skriften måtte opfyldes, forlod han det sakramentale bord, Kristi sidste gave til sine disciple, for at fuldføre sit forråddelsesværk. Oh, hvorfor indså Judas ikke denne højtidelige tjeneste i sit sande lys, det frygtelige værk han havde forpligtet sig til at udføre? Hvorfor kastede han ikke sig selv angrende ned for Jesu fødder? – Han havde endnu ikke overskredet grænsen for Guds barmhjertighed og kærlighed. Men da hans beslutning var taget om at udrette sit fortsæt, forlod han sin Herre og meddisciple, så var barrieren overskredet.   ret

Da Kristus, som sin sidste handling, delte brødet og vinen med sine disciple, forpligtede han sig for dem, som deres Genløser ved en ny pagt, som det står skrevet og beseglet for alle, som vil tage imod Kristus i tro, - at de vil få alle de velsignelser himlen kan give, både i dette liv og i det fremtidige evige liv.   ret

Denne pagtshandling skulle stadfæstes med Kristi eget blod, som det havde været det gamle offersystems opgave at minde dem om. Dette blev forstået af apostlen Paulus, som sagde: “Thi loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse. Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, når de, som dyrker Gud med dem, en gang var rensede og deres samvittighed ikke mere var tynget af synder? Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder. Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. Derfor siger han, da han træder ind i verden: »Til slagte og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; i brænd og syndoffer fandt du ikke behag. Da sagde jeg: »Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!« Medens han først siger: »Til slagt og afgrødeofre, brænd og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag« (og de frembæres dog efter loven), siger han derefter: »Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.« Han ophæver det første for at fastslå det andet, Guds vilje, og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret. Og alle andre præster står daglig og forretter deres tjeneste og frembærer gang på gang de samme ofre, som dog aldrig formår at borttage synder. Men han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd."   ret

Kristus har udtænkt, at dette måltid ofte skal være til minde, for at mindes hans offer, og give hans liv i løsesum for alles synder, der vil tro på ham og tage imod ham. Og denne forordning skal ikke være så eksklusiv, som mange vil gøre den til. Alle må tage offentlig del i den, og derved bære vidnet: Jeg accepterer Kristus som min personlige Frelser. Han gav sit liv for mig, så jeg kan reddes fra døden.   ret

"Da de nu holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indskudt den tanke i Judas, Simons søns, Iskariots hjerte, at han skulle forråde ham, og da Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og skulle vende tilbage til Gud så rejser han sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig. Han kommer så til Simon Peter; denne siger til ham: »Herre! tvætter du mine fødder?« Jesus svarede og sagde til ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.« Peter siger til ham: »Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder.« Jesus svarede ham: »Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter siger til ham: »Herre! så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet.« Jesus svarede han: »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.« Thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham; derfor sagde han: »I er ikke alle rene.«   ret

Guds børn skal have i sine at Gud bringes nær i hemmelighed, ved alle sådanne lejligheder, såsom ved fodtvætningen. Når de kommer til denne forordning, bør de huske Herrens ord om liv og herlighed: »Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det.”   ret

Målet med denne tjeneste er at minde om vor Herres ydmyghed og de lektier, han har givet ved at tvætte disciplenes fødder. Der er en tilbøjelighed i mennesket til at vurdere sig selv meget højere end sin broder, at arbejde for sig selv, at tjene sig selv, at søge den højeste plads; og ofte opstår onde tanker og bitterhed over trivielle ting. Denne anordning, der går forud for Herrens nadver, er til for at fjerne disse misforståelser, at bringe mennesket ud af sin selviskhed, ned fra sine stylter af selvophøjelse til ydmyghedens ånd, som vil lede ham til at tvætte sin broders fødder. Det er ikke efter Guds plan at dette skal udsættes fordi nogle betragtes som uværdige til at være med. Herren tvættede Judas’ fødder. Han nægtede ham ikke en plads ved bordet. Selvom han vidste at han ville forlade bordet, for at gøre sit for at bedrage sin Herre. Det er ikke muligt for mennesker at sige hvem er værdig, hvem ikke er. De kan ikke læse sjælens hemmeligheder. Det er ikke op til dem at sige: Jeg vil ikke tage del i denne forordning, hvis disse er med. Gud har heller ej overladt til mennesker at sige hvem skal overbringe sig selv, ved disse lejligheder.   ret

Kristus har på særlig måde indført fodtvætningens ordning; og her kommer Helligånden til vidne, og sætter sit segl på denne forordning. Han er her for at overbevise og blødgøre hjertet. Han drager de troende sammen, og gør dem ét i hjertet. De skal føle at Kristus faktisk renser det skrammel ud, som har hobet sig op, og splitter Guds børns hjerter.   ret

Disse forordninger betragtes for meget som en formssag, og ikke som en hellig ting, der kalder sindet til Herren Jesus. Kristus har forordnet dem, og delegeret sin kraft til sine tjenere, som har rigdommene i lerkar. De skal have opsyn med disse særlige aftaler med ham som har oprettet dem, til at vare til tidens afslutning. Det er med dette, hans egne bestemmelser, at han mødes med og giver sine folk energi, ved sin tilstedeværelse. Uanset om der er hjerter og hænder, som ikke er helliggjort, som vil forvalte denne forordning, er Jesus stadig i sit folks midte, for at arbejde med menneskehjerterne. Alle som fremholder Kristi ydmygelse ved fodtvætningen, alle som holder deres hjerter ydmyge, og holder det sande tabernakel og tjeneste for øje, som Herren har rejst, og ikke noget menneske, vil aldrig undgå at få gaverne fra alle de prædikener der gives, og åndelig styrke fra al fællesskab. Disse forordninger oprettes med et formål. Kristi efterfølgere skal have Kristi eksempel med hans ydmygelse, i tanke. Denne forordning skal opmuntre til ydmygelse, men den skal aldrig kaldes for ydmygelse, forstået for at nedgøre menneskene. Den skal blødgøre vore hjerter mod hinanden.   ret

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 1.kv 2006. s. 52
afsn nr:7
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 1.kv 2002. s. 48
afsn nr:11
afsn nr:12