Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 2. juni 1885

De tolv spejdere

Herren befalede Moses at sende mænd for at undersøge Kanaans land, som han vil give Israels børn. Et overhoved for hver stamme skulle udvælges til dette formål. De gik, og efter fyrre dage vendte de tilbage fra deres ransagelse, og gik frem for Moses og Aaron, og hele Israels forsamling, og viste dem landets frugt. Alle var enige om at det var et godt land, og de fremviste den rige frugt som de havde bragt bevis, en klase druer, så stor at to mænd skulle bære den mellem sig på en stang. De bragte også figner og granatæbler, som voksede der i overflod. Efter at de havde talt om det frodige land, talte alle andre end to meget modløst om muligheden for at tage det i besiddelse. De sagde at folkene der boede i landet var meget stærke, og byerne var omgivet af store og høje mure, og mere end dette, de så giganten Anaks børn der. Så fortalte de hvordan folk blev placeret omkring Canaan, og udtrykte tvivl om Israel nogen sinde ville kunne tage landet i besiddelse.   ret

Idet folket lyttede til denne efterretning, hengav de deres skuffelse i bitter bebrejdelse og gråd. De ventede ikke på at reflektere og tænke over at Gud, som havde bragt dem så langt ud, ville give dem landet så visselig. De tog ikke Gud med i overvejelserne. De handlede som om de indtog Jerikos by, nøglen til Kanaans land, måtte de stole helt på armes magt. Gud havde erklæret at han ville give de landet, og de skal stole helt på at han opfylder sit ord. Men deres ubetvungede hjerter var ikke i harmoni med hans planer. De reflekterede ikke over hvor forunderligt han havde arbejdet for deres skyld, ført dem ud af deres ægyptiske trældom, skåret en sti til dem gennem havets vande, og ødelagt Faraos forfølgende hær.   ret

Kaleb og Josva, de to, af alle de tolv spejdere, der troede på Guds ord, rev deres klæder itu i fortvivlelse, da de indså at disse dårlige efterretninger havde taget modet fra hele lejren. De dristede sig at tale dem til fornuft, men forsamling blev flydt med vanvid og skuffelse, og nægtede at lytte til disse to mænd. Til sidst banede Kaleb sig vej op foran, så hans klare rungende røst kunne høres over hele forsamlingens råb. Han modsatte sig sine medspejderes rysteragtige synspunkter, som havde vækket hele Israels tro og mod.   ret

Han påberåbte sig folks opmærksomhed, og de fortiede deres beklagelser et øjeblik for at lytte til ham. Han tale om det land de havde besøgt. Han sagde: ”Lad os kun drage op og underlægge os det.” Men da han talte, afbryd de utrofaste spejdere ham, og råbte: ”Vi kan ikke drage op imod dette folk, thi det er stærkere end vi!”   ret

Disse mænd lagde en forkert kurs, og satte deres hjerter imod Gud, imod Moses og Aron, og imod Kaleb og Josua. Hvert skridt i den forkerte retning gjorde dem mere besluttede på at forpurre hvert forsøg i at tage Kanaans land i eje. De fordrejede den sandhed at deres skadelige indflydelse måtte få overhånd. De fremstillede egnen som usund, og alle folk af gigantisk statur. De sagde: “Vi så der kæmperne anaks sønner, der er af kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som græshopper!”   ret

Den onde efterretning vil en frygtelig virkning på folk. De bebrejdede Moses og Aaron bitterligt. Nogle knurrede og græd og sagde: ”Gid vi var døde i Ægypten eller døde her i ørkenen!” Så rejste deres følelser imod Herren; de græd og knurrede, og sagde: ”Hvorfor fører Herren os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?« Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!«   ret

Derved viste de deres manglende respekt for Gud og for de ledere han har udpeget til at lede dem. De spurgte ikke Herre om hvad de skulle gøre, men sagde: ”Lad os få en leder.” De tog sagerne i deres egne hænder, følte at de selv var kompetente til at lede deres ting uden guddommelig hjælp. De anklagede ikke kun Moses for bedrag, men også Gud, for at udlove et land som de ikke kan indtage. De faktisk så langt at de udpegede en blandt dem som deres leder, der fører dem tilbage til landet med deres lidelser og trældom, som Gud havde udfriet dem fra med sin almægtige stærke arm.   ret

Moses og Aaron lå stadig afmægtig over for Gud under hele denne hærs tilstedeværelse, råbte efter guddommelig nåde for det oprørske Israel. Deres fortvivlelse var for dybe med ord. Kaleb og Josua banede sig igen op foran, og Kalebs røst rejste sig igen i sorrig alvor over for forsamlingens beklagelser: ”Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!”   ret

Kananæerne havde fyldt målet af deres misgerning, og Herren ville ikke længere bære over med dem. Hans forsvar blev trukket bort fra dem, de ville falde som et let bytte for hebræerne. De var ikke forberedt på kamp, for de følte sig så stærke at de var selvbedraget med at ingen hær var formidabel nok til at få overhånd imod dem. Kaleb mindede folket om at landet var blevet sikret Israels ved Guds pagt. Men deres hjerter blev fyldt af ondsind, og de ville lytte mere. Hvis blot to mænd var kommet med onde rapporter, og alle de ti opmuntrede til at indtage landet i Herrens navn, ville de stadig have taget de tos råd frem for de tid, på grund af deres onde vantro.   ret

Men der var kun to der forsvarede det rigtige, medens ti var i åbenlysoprør imod deres ledere og imod Gud. Nu rasede den største opstand blandt folket; deres værste lidenskaber blev vakt til live, og de nægtede at lytte til fornuft. De ti upålidelige spejdere sluttede sig til dem i deres voldsomme anklager mod Kaleb og Josua, og råbet hævede sig for at stene den. Den afsindige håb greb kasteskyts for at slå disse trofaste mænd ihjel. De ilede sig fremad med afsindige hyl, men se!! – stene faldt ud af deres hænder, en stilhed faldt over dem, og de blev rystet af rædsel. Gud lagde sig imellem for at bremse deres overilede mål. Hans tilstedeværelses herlighed oplyste tabernaklet som lysende flammer. Hele forsamlingen beskuede Herrens tegn.   ret

En mægtigere end de havde åbenbaret sig, og ingen vovede at fortsætte sin modstand. Alle der knurrede fortiede sig. Spejderne som var kommet med onde rapporter, træk sig rædselsslagen sammen og holdt vejret. Nu rejste Moses sig fra sin ydmyge position, og gik ind i tabernaklet for at tale med Gud. Herren ville straks udslette dette oprørske folk. Han ønskede at gøre et større folk ud af Moses, end Israel var; men hans folks sagtmodige leder ville ikke gå med til den plan. ”Men Moses sagde til Herren: »Ægypterne har hørt, at du i din vælde har ført dette folk bort fra dem; og ligeledes har alle dette lands indbyggere hørt, at du, herre, er midt iblandt dette folk, thi du, herre, åbenbarer dig synligt, idet din sky står over dem, og du vandrer foran dem om dagen i en skystøtte og om natten i en ildstøtte. Hvis du nu dræber dette folk alle som een, vil de folk, der har hørt dit ry, sige: fordi Herren ikke evnede at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i ørkenen.”   ret

Moses nægtede atter at få Israel udslettet, og få gjort sig selv til et mægtigere folk end Israel var. Denne, af Gud, foretrukne tjener viser sin kærlighed for Israel, og viser sin iver for sin Mesters og sit folks ære. Dette folk har du tilgivet fra Ægypten indtil nu; du har været langmodig og nådig hidtil, mod denne utaknemmelige nation; og uanset hvor uværdige de end måtte være, din nåde er den samme beder Han: Vil du derfor ikke nok spare dem igen, og give dem chance mere med guddommelig tålmodighed mod de mange du allerede har tilgivet?   ret

Moses fik overtalt Gud til at skåne folket, men på grund af deres hovmod og vantro kunne Herren ikke gå med til at udføre mirakler for deres skyld. Derfor bad han i sin guddommelige barmhjertighed om at gå den sikreste vej og vende tilbage til ørkenen mod det Røde hav. Som straf for deres oprør, dekreterede han at alle voksne som forlod Ægypten, undtagen Kaleb og Josva, skulle udelukkes fra Kanaan for evigt. De havde tydeligvis ikke holdt deres løfte om lydighed mod Gud og dette løste Gud fra pagten som de gentagende gange havde overtrådt. Han lovede at deres børn skulle have det prægtige land, men erklærede at deres egne legemer ville blive begravet i ørkenen. Og de ti upålidelige spejdere, hvis onde beretninger havde fået Israel til at knurre og gøre oprør, blev udslettet af Guds kraft for øjnene af folket.   ret

Da Moses kundgjorde Israel Guds vilje om dem, var det som om de oprigtigt angrede deres syndige opførsel. Men Herren vidste at de sørgede som følge af deres onde opførsel og ikke havde en dyb fornemmelse af deres utaknemlighed og ulydighed. Men deres anger kom for sent; Guds retfærdige vrede blev vækket og deres dom var fældet og den kunne ikke appelleres. Da de fandt ud af at Herren ikke ville give efter for sin kendelse, rejstes deres egenvilje igen og de erklærede at de ikke ville vende tilbage til ørkenen.   ret

Ved at befale dem at vende tilbage fra deres fjenders land, prøvede Gud deres tilsyneladende underdanighed og fandt at den ikke var virkelig. De vidste at de havde begået dybe synder ved at lade deres ubesindighed styre dem og forsøge at slå de spejdere ihjel, som bad dem adlyde Gud; men de var kun forfærdede over at de havde gjort en frygtelig fejltagelse, konsekvenserne af det ville vise sig som katastrofale for dem selv. Deres hjerter var uforandrede og de behøvede blot et påskud for at kunne gøre et lignende udbrud. Dette viste sig da Moses, under Guds myndighed, befalede dem at gå tilbage til ørkenen.   ret

De havde gjort oprør mod hans bud da han påbød dem at tage op og tage det land han havde lovet dem og nu, da han bød dem at gå fra det igen, var de ligeså ulydige og erklærede at de ville tage kampen op med deres fjender. De opstillede sig i krigeres klæder og rustninger og stillede sig foran Moses, i egen hensigt at gå i krig, men var frygtelig mangelfulde i Guds og hans bedrøvede tjeners øjne. De nægtede at lytte til deres leders alvorlige advarsler, at ulykke og død ville blive følgen af deres dristighed.   ret

Da Gud ledte dem op og tage Jeriko, lovede han at gå med dem. Arken med hans lov skulle være et symbol på ham selv. Moses og Aron, Guds udpegede ledere, skulle lede ekspeditionen under hans egen påpasselige ledelse. Med et sådant tilsyn kunne intet skade dem. Men nu, i modsætning til Guds befaling og deres lederes alvorlige forbud, uden Guds ark og uden Moses, marcherede de ud for at møde fjendernes hære.   ret

Medens israelitterne havde brugt tid på deres onde opsætsighed, havde amalekitterne og kanaanitterne beredt sig til krig. Overmodigt udfordrede israelitterne fjenden, som ikke havde vovet at angribe dem; men ligeså snart de gik ind på fjendens område, mødte amalekitterne og kanaanitterne dem med store styrker og slog dem voldsomt tilbage, med stort tab. Marken, hvor massakren skete, blev rød af deres blod og deres lig dækkede jorden. De blev jaget fuldstændigt på flugt og tilintetgjort. Udslettelse og død var følgen af deres oprørske forsøg. Men Kalebs og Josvas tro blev belønnet rigeligt. Efter Guds ord, blev disse trofaste mennesker bragt ind i det forjættede land. Krysterne og oprørerne gik fortabt i ørkenen, men de retfærdige spejdere åd af Esjkols druer.   ret

Historien om de tolv spejderes efterretninger har noget at fortælle os som et folk. Sceenen for krysteragtig beklagelse og vende sig væk, når der er risiko for at blive modsagt, bliver gentaget blandt os i dag. Den samme uvillighed vises ved forsigtighed over for redelige beretninger og sande råd, ligesom i Kalebs og Josuas dage. Guds tjenere, som bærer byrde for hans sag og praktiserer streng selvfornægtelse og lider afsavn for at kunne hjælpe hans folk, påskønnes sjældent bedre nu end dengang.   ret

Det gamle Israel blev gentagne gange vejet og fundet for lette. Få modtager de redelige advarsler de får fra Gud. Mørke og vantro bliver ikke mindre, idet vi nærmer os tiden for Kristi genkomst. Sandhed bliver mindre og mindre velsmagende for kødeligsindede; deres hjerter er træge til at tro og angrer for sent. Guds tjenere kunne godt miste modet, hvis det ikke var for de stadige beviser deres Mester giver dem i hans visdom og hjælp. Længe har Herren båret over med hans folk. Han har tilgivet deres flygtighed og ventet på at de giver ham plads i deres hjerter; men falske tanker, skinsyge og mistillid har presset ham ud.   ret

En gennemgribende omvendelse er nødvendig blandt bekendere sandhedstroende, for at de kan følge Jesus og adlyde Guds vilje - ikke en underkastelse båret af omstændighederne, som det var for de forfærdede israelitter da den Mægtiges kraft blev åbenbaret for dem, men en dyb hjertefølt anger og syndsaflæggelse. Dem som blot er halvt omvendte er som et træ, hvis grene hang på sandhedens side, men hvis rødder, er fast forankret i jorden og strækker sig ud i verdens golde jord. Jesus ser forgæves efter frugter på dets grene; han finder ikke andet end blade.   ret

Tusinder ville acceptere sandheden hvis de kunne gøre således uden at fornægte selvet, men denne klasse vil aldrig kunne opbygge Guds sag. Disse ville aldrig kunne gøre sig gældende over for fjenden, - verden, egenkærligheden og kødets lyster, - og stole på at deres guddommelige leder giver dem sejr. Menigheden behøver trofaste Kaleb'er og Josua'er, som vil acceptere evigt liv på Guds enkle betingelse om lydighed. Vore menigheder mangler medarbejdere. Verden er vor mark. Der mangler missionærer i byer og landsbyer der er mere bundet i afguderi end østens hedninger er, som aldrig havde set sandhedens lys. Den sande missionsånd har forladt menigheden med den høje bekendelse; hjertet brænder ikke længere af kærlighed til sjæle og af ønsket om at føre dem ind i Kristi fold. Der er brug for flittige arbejdere. Er der ingen til at besvare kaldet, der lyder fra alle kanter: "Kom over og hjælp os"?   ret