Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 4. juni 1901

Synden og dens følger.

Der spørges: Hvorledes kan syndens eksistens forenes med en vis, nådig og almægtig Guds regering? Hvorfor fik synden tilladelse til at komme ind i himmelen? Hvorfor blev den tilladt at få indgang på jorden og forårsage så megen strid og elendighed?   ret

Det var visselig ikke Guds hensigt, at menneskene skulde synde. Han skabte Adam ren og hellig, uden nogen tilbøjelighed til det onde. Han satte ham i edens have, hvor alle omgivelser tilskyndede ham til troskab og lydighed. Loven blev given ham som et værn.   ret

Det onde havde sin oprindelse hos Lucifer, morgenrødens søn, da han gjorde oprør mod Gud. Synden kom ind i himmelen, da han vægrede sig ved at udvise lydighed mod Guds lov. Satan var den første lovovertræder.   ret

Gud skabte Adam og satte ham i edens have. Han fortalte ham, at dersom han spiste af træet til kundskab om godt og ondt, skulde han visselig dø. Satan kom til vore første forældre i en slanges skikkelse og fristede dem til ulydighed, idet han fortalte dem, at hvis de spiste af det forbudne træs frugt, vilde de blive ligesom Gud. De gav efter for fristelsen, og således kom synden ind i verden.   ret

Gud kunde have holdt Adam tilbage, så at han ikke havde taget af den forbudne frugt; men havde han gjort det, vilde satan have fået medhold i den beskyldning, han havde fremført mod Gud, at han var vilkårlig i sin handlemåde. Menneskene ville ikke have haft deres frie vilje, men være bleven viljeløse redskaber.   ret

Loven blev given menneskene i edens have, da "morgenstjerner sang til hobe, og alle Guds børn råbte af glæde." men synden kom ind i verden. Under deres lange trældoms tid tabte Israels børn kundskaben om Guds bud. Men Gud befriede sit folk fra fangenskabet, og fra Sinaj bjerg forkyndte han dem sin hellige lov. Betragt denne lov. Den åbenbarer Guds hellighed; den er et udtryk for Guds godhed; thi den forkynder, hvad skaberen venter af sine skabninger.   ret

Guds lov er uforanderlig. Var den ikke det, kunde man ingen tillid fæste til hans regering. Gud hersker over denne verden med almagtens hånd, og alt, hvad kærlighed leder ham til at gøre, det vil han iværksætte. Han, som styrer verden i sin visdom og kærlighed, er en Gud, der ikke forandres. Han afskaffer ikke i dag, hvad han påbød i går.   ret

Gennem alle tidsaldre har Satans gerning været den samme - at forsøge på at gøre Guds lov til intet. Han har taget menneskenes sind i besiddelse og ledet dem til at anse mørke for lys og vildfarelse for sandhed. Han begyndte sin gerning i himmelen, og hele tiden siden har han forsøgt at forføre menneskene. Han fortæller dem, at Gud har afskaffet al lov og nu vil åbne himmelens døre for overtrædere. Han erklærer, at hans egen udkastelse af himmelen var en alt for streng og uretfærdig handling, og at de, som han har fået med sig i oprøret mod Gud, nu kan få indgang i himmelen; thi hans forsøg på at afskaffe loven er lykkedes, og Guds regering er forandret. Men dersom dette var tilfældet, vilde jo satan have fået udført på jorden det, som han forsøgte at udføre i himmelen, og vilde således have ret til himmelens trone som alle tings hersker.   ret

De, som antager satans fremstillingsmåde, er skrækkelig forførte. De antager noget, som ingen sand grundvold har. Gud er uforanderlig. Han nøjes med intet mindre end fuldstændig lydighed. Uden at nogen er fuldkommen, kan han ikke indkomme i himmelen. Og loven er den eneste målestok for en sand og hellig karakter.   ret

Guds lov og kejserens lov er kommen i konflikt med hinanden og vil atter komme i konflikt. Det spørgsmål, som vi må afgøre, er: skal vi adlyde Gud eller kejseren? En stor bevægelse er nu sat igang med det mål at sætte den første dag i ugen i den dags sted, som Gud har velsignet og helliget. Satan virker under religionens maske, og under hans ledelse vil den foregivne kristne verden udvise stor nidkærhed i at virke for Guds lovs tilintetgørelse. Satan leder menneskene til at fuldføre det ødelæggelsens værk, som han påbegyndte i himmelen. Han ser med glæde på, at menneskene erklærer, at alle de mange ulykker på land og sø og ødelæggelser ved oversvømmelser og ildsvåde kommer over verden, fordi søndagen vanhelliges. Heri er det, han forfører menneskene. Han glæder sig over, at de ophøjer søndagen; thi i århundreder har han virket for at give den første dag den plads, som alene tilkommer den syvende dag. Men Gud vil spørge alle dem, som har været nidkære i at udføre fjendens planer: "hvo har krævet dette af eder?" se, at adlyde er bedre end offer, og at være hørsom end det fede af væddere."   ret

Menneskene erklærer med hensyn til Herrens sabbat: det har intet at sige, hvilken dag vi holder, blot vi holder den syvende del af tiden. Hvorledes vover de at sætte menneskenes ord i stedet for Guds ord? Hvorledes vover de at føre deres medmennesker bort fra Guds ord og fra lydighed mod deres skaber? Sabbaten er Guds ihukommelse om skabelsen, og dersom den altid var bleven iagttaget, vilde der aldrig have været en vantro eller gudsfornægter i verden.   ret

Lad menneskene med deres egne læresætninger trække sig tilbage. Lad Guds røst høres, når han siger: "derfor skal i holde sabbaten, thi den skal være eder hellig. ..... Den er et evigt tegn imellem mig og imellem Israels børn."   ret

Mange går frem på en sådan måde, at det er en fornærmelse mod Guds ånd, og det tiltrods for, at deres egen samvittighed fordømmer dem. Af deres eget frie valg stiller de sig på den gale side. De gør oprør mod Gud, foragter hans barmhjertighed og trodser hans retvished. De bliver åndelig sløve, ikke fordi de ikke kan underkaste sig Guds vilje, men fordi de ikke vil. De går på de egensindiges veje og har ingen lyst til at vende om.   ret

Den flod, som kom over den gamle verden, var et bevis på, at den var uforbederlig. Sodomas ødelæggelse vidnede om en forfærdelig fordærvelse, at de havde gået så langt at der ingen redning var mere. Og Kristus siger: "som det skete i Noahs dage, således skal det og ske i menneskens søns dage." "går ud fra dem og afsondrer eder," lyder formaningen til os, "og rører ikke noget urent, og jeg vil være eders fader, og i skal være mine sønner og mine døtre, siger herren den almægtige."   ret

Guds lov gøres ugyldig, og Gud kalder på os til at forsvare sandheden. Satan er en kraftfuld hærfører. Han har en lang erfaring i de himmelske sale, og han ved hvordan han blander de rigtige følelser og principper med ondskab. Han ved hvordan skriften misbruges og forvanskes. Heri ligger kraften i hans bedrag. På den måde bedrager han mennesker, og søger at udslette skillelinjen mellem troende og ikke-troende. Gud kalder efter trofaste Kaleb’er som vil stå fast og urokkelig på deres pligts post.   ret

Vort arbejde er pågående. Vi behøver den himmelske salvelse, så vort åndelig øjesyn må blive klart. Vi lever i den sidste resttid. Nu skal der ledes efter sandheden som efter en skjult skat. Menneskebud har taget pladsen for Guds bud. Herren kalder på sine arbejdsfolk til at våge, arbejde og bede. Dyrebare sandheder skal genvindes fra menneskers traditioner, som mennesker har begravet dem i. Gud ønsker at hans folk skal vise en stadig voksende interesse for evighedens ting. Han ønsker at vi skal værtsætte Hans venskab højere. Lad os ikke blive Satan agenter der forklejner den højtidelige og vigtige sandhed som vi bekender os til at tro. Lad os ikke vise et ondt vantroens hjerte der forlader den levende Gud.   ret

Gud gav ikke Sin enbårne Søn for at dø på Golgatas kors så mennesker er fri til at overtræde Hans lov. Han betalte ikke en så høj pris for at gøre Sin lov til nul og ingenting. Vildfarelsen at Kristus døde for at ophæve loven stammer fra al det godes fjende. Ved at give sit liv til verden, satte Kristus Guds lovs uforanderlig over al diskussion. Hans død på korset er et indiskutabelt vidnesbyrd, så ingen prik eller tøddel loven skal forgå. Hør Frelserens ord: ”Tro ikke, at jeg er kommen for at ned bryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.”   ret

Gud vejer ethvert menneske på helligdommens vægte. På en vægtskål er der sat den fuldkomne og uforanderlige lov, der kræver fortsat usvigelig lydighed; hvis der på den anden er årevis af efterladenhed, glemsomhed eller oprør og selvbehag, siger Gud: ”Du er vejet på vægten og fundet for let.” Men Kristus har gjort det muligt for os at holde loven. På denne jord levede han et liv i fuldkommen lydighed, så hans retfærdighed må blive os til del. For at give os den herlige forsikring at vi er faldet på grund af ulydighed, kan vi, ved Guds søns fortjeneste, høre ordene: ”Vel gjort gode og tro tjener, . . . gå ind til din herres glæde.”   ret