Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 12. juni 1900

Kristus gik én gang ind i helligdommen og vandt en evig forløsning for os. “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.” Han har kvalificeret sig til ikke kun at være menneskets repræsentant, men hans talsmand, så enhver sjæl, som vil, kan sige: “Jeg har en Ven i retssalen, en ypperstepræst, som har medlidenhed med mine skrøbeligheder.”   ret

Jødernes høje præstestand endte ved Kaifas. Tjenesten var blevet lav og fordærvet. Den havde ikke længe nogen forbindelse med Gud. Sandhed og retfærdighed var hadefuldt i præsternes øjne. De var tyranniske og bedrageriske, fuld af selvisk ærgerrige planer. Denne tjeneste kunne ikke gøre noget fuldkomment; for den var i sig selv helt fordærvet. Guds nåde havde intet at gøre med dette.   ret

I virkeligheden var Kaifas ingen ypperstepræst. Han bar præsteklædningen, men havde ingen virkelig forbindelse med Gud. Han var uomståret i hjertet. Stolt og hovmodigt beviste han sin uværdighed for at nogensinde bære ypperstepræstens klæder. Han havde ingen autoritet fra himlen til at besidde denne stilling. Han havde ingen lysstråler fra Gud, der viste ham hvad præstens arbejde var, eller hvad embedet var oprettet på.   ret

Kaiafas var den som var i embedet, da forbilledet mødte sit modbillede, da den sande Ypperstepræst kom i sit embede. Enhver medspiller i historien står på sin lod og sit sted; for Guds store værk efter Sin egen plan, vil føres ud i livet af mennesker som har beredt sig selv til at udfylde stillinger for godt eller ondt. I modsætning til retfærdighed, bliver mennesker uretfærdighedens redskaber. Men de er ikke tvunget til at tage denne handlemåde. De behøver ikke at blive uretfærdighedens redskaber, mere end Kain behøvede det.   ret

Så forvansket var præstestanden blevet at når Kristus erklærede at han Selv var Guds Søn, sønderrev Kaifas, i foregiven rædsel, sin klædning, og anklagede den Israels Hellige for blasfemi. I dag er der mange, som hævder at være kristne, er i fare for at rive deres klæder i stykker, gøre en ydre opvisning af anger, skønt deres hjerter ikke er blødgjort eller undertrykt. Dette er derfor så mange fortsætter med at begå fejl i kristenlivet. Et ydre udseende af sorg vises som noget fejlagtigt, men deres anger er ikke det som de har brug for anger til.   ret

Disse ord blev sagt af en der ikke kendte deres betydning. Han havde mistet fornemmelsen af slagtofrenes og afgrødeofrenes hellighed. Men hans ord betyder mere end han eller dem i forbindelse med ham vidste. Med disse ord frembar han vidnesbyrd om at tidspunktet var kommet hvor det aronitiske præsteskab ville ophøre for evigt. Han fordømte Ham som var blevet afbilledet i alle de ofre der var gjort, men Han hvis død ville gøre ende på symboler og afskygninger. Uden at vide det erklærede han at Kristus var ved at opfylde det som slagtofrene og afgrødeofrene havde indført.   ret