Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 14. juni 1898

Herrens nadver og fodtvætningens forordning - nr. 3

"Og mens de spiste, tog han et brød, velsignede, brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.« Og han tog en kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige.« Efter at de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget." Her blev det store mindesmærke sat op – Herrens nadver. Kan vi tage den kristne melodis toner ind, der fra disciplenes læber, hæver sig til himlen? Kristus, vor frelses hærfører, har gjort sig selv til et offer. Livets fyrste blev martyrernes fyrste.   ret

"Det var før påskehøjtiden. Jesus vidste, at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen; og som han havde elsket sine egne her i verden, elskede han dem til det sidste. Da de nu holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indskudt den tanke i Judas, Simons søns, Iskariots hjerte, at han skulle forråde ham, og da Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og skulle vende tilbage til Gud så rejser han sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig. Han kommer så til Simon Peter; denne siger til ham: »Herre! tvætter du mine fødder?« Jesus svarede og sagde til ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.« Peter siger til ham: »Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder.« Jesus svarede ham: »Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter siger til ham: »Herre! så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet.« Jesus svarede han: »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.«. Thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham; derfor sagde han: »Dog ikke alle er rene.«   ret

Kristi handling med at tvætte disciplenes fødder var en hellig handling; hans motiv derved var at man ikke skulle føle sig højere over hinanden, når de husker på hvad Kristus havde gjort for dem. Denne forordning få en bror til at forstå sin brors følelser.   ret

Det sidste Kristus gjorde mod sin bedrager, var at tvætte hans fødder. Hen, deres Herre og Mester, viste at han ville gøre alt for at frelse den mest skyldige synder. Han sagde: »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.« Hvis han vil tro på Jesus Kristus som Guds Søn, verdens Genløser, er han Guds barn.   ret

Kristus kom ikke for at frelse mennesket i sine synder, men fra sine synder. Johannes vidnesbyrd om ham var: ”Se Guds Lam, der bærer alverdens synd bort.” Og ”idet mange tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.”   ret

Kristus tvættede først Judas’ fødder. Denne discipel fik sin sidste mulighed. Da denne ceremoni var forbi, sagde Mesteren: ”I er rene, dog ikke alle.” Thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham; derfor sagde han: »Dog ikke alle er rene.« Disse ord blev sagt så Judas kunne forstå at Kristus læste denne skjulte hensigt, så han ikke var uvidne om hans onde planer. Dette var hans anledning til at bekende og blive omvendt. Disciplene forstod ikke hans ord den gang, men de blev indprentet i deres hukommelse efterfølgende, og de måtte tænke over noget i Guds tålmodighed, barmhjertighed og overbærenhed mod ham som fejler så fatalt.   ret

Kristus fik Sine disciple til at forstå at vaskningen af deres fødder ikke bortrenser deres synd, men at renselsen af deres hjerte blev prøvet i denne ydmyge gerning. Hvis hjertet blev renset, ville denne handling være helt nødvendig for at åbenbare dette. Han havde tvættet Judas fødder; men Han sagde: ”Dog ikke alle er rene.” Judas bar på en forræders hjerte i dette sceneri, og Kristus åbenbarede for alle, at Han kendte ham som en forræder af sin Herre, og at tvætte hans fødder ikke var en forordning at rejse sjælen fra dens moralske besmittelse.   ret

”Da han nu havde tvættet deres fødder og havde taget sin kappe på og atter sat sig til bords, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det, [for jeg har givet jer et eksempel for den position I skal tage mod hinanden]. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.” Her er et forbilledlig lektie: ”Er også I skyldige at tvætte hverandres fødder]. “Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det.” Denne forordning skal ikke behandles på en mekanisk måde, blot som en formssag. Dens virkelige formål er at lære ydmyghed.   ret

"Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse, den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.« Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, mår det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig.« Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i ånden, vidnede og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.«   ret

Jesus ville give overbevisende tegn på, at han fuldt ud forstod Judas' karakter, og at han ikke havde tilbageholdt sin tjeneste selv fra ham, som han vidste arbejdede på at forråde ham i hænderne på hans fjender. Og i hans eksempel har vi lektien om, at fodtvætningen ikke skal udsættes, fordi der er nogle bekendende troende, som ikke er renset fra deres synder. Kristus kendte Judas' hjerte, og dog tvættede han hans fødder. Uendelig Kærlighed kunne ikke gøre mere for at få Judas til at angre og frelse ham fra at tage det fatale skridt. Hvis denne tjeneste fra hans Mester, at ydmyge sig selv og tvætte fødderne på den værste synder, ikke knuste hans hjerte, hvad mere kunne der gøres? Det var den sidste kærlighedshandling, at Jesus kunne gøre for Judas. Uendelig kærlighed kunne ikke tvinge Judas til at angre, bekende sin synd og blive frelst. Enhver anledning blev givet ham. Intet blev ladet ugjort, som kunne gøres for at frelse ham fra Satans snare.   ret

Lad alle se i Kristi ubegrænsede kærlighed en langmodig Frelser, som tilskynder synderen til at tage imod ham, angre og blive renset fra syndens besmittelse. Vi må forstå, at fordi vi formoder, at nogen er i vildfarelse og synd, skal vi ikke skille os fra ham og nægte at have nogen forbindelse med ham og gøre vore formodninger kendt. Kristi eksempel vil ikke støtte nogen i disse slutninger. Mange sjæle kan blive frelst ved yderligere anstrengelser fra sin broder; men en ligegyldig adskillelse fra ham, idet han efterlades til at blive udsat for Satans fristelser og ved at drive ham over på Djævelens kampgrund, er ikke Kristi metode. Han søgte at genoprette og ikke ødelægge. Han, som tvættede sine disciples fødder, var Himmelens Majestæt. Han som havde evighedens kærlighed i sit hjerte, men han var iblandt dem som en, der tjente; og ved at tvætte deres fødder gav han dem bevis på, at han ville gøre en hvilken som helst tjeneste, lige meget hvor ydmyg den var, for at gøre dem til medarvinger med ham af alle Himmelens evige skatte.   ret

Når denne simple forordning udføres, skal Kristi efterfølgere tænke på at dette er tidspunktet, hvor alle skal ransage deres hjerter for at se om de vil ydmyge sig selv i ånd, og følge Kristi eksempel. Han giver dem denne forordning som en prøve, en hjerteransagelse. Helligånden vil være til stede ved enhver lejlighed, for at overbevise om synd, om alle forkerte ting der er gjort mod en bror. Lad ingen såre Guds Helligånd ved at ignorere formålet med denne ordning, og den nådige mulig det giver for at bekende alle fejl, alle uretmæssige handlinger gøres mod en bror. Accepterede Judas denne sidste chance Kristus gav ham, vil den stakkels synder aldrig have forrådt sin Herre, og Kristus ville aldrig have sagt: ”Dog ikke alle er rene.”   ret

Herren er til stede hver gang denne ydmyge ceremoni udføres. Han er det usynlige vidne. Han læser alle hjerter, med sine skjulte hensigter, de forkerte ting det gør, dets synd. Du kan forsømme, du kan forlade disse stunder for guddommelig tid; og Kristi ord kan passende siges om dig: ” Dog ikke alle er rene.”   ret

Gemmes der på nogen synd? Lad den skæres bort fra sjælen i bekendelsen. Det første blik, den første handling i brøde og anger, som fører dig til Kristus, det undgår han ikke at lægge mærke til. Det første skridt du tager hen til ham, vil føre ham mere end et skridt hen mod dig. Alt, især ved denne lejlighed, står parat, at du modtager. Han vil møde dig i din svage, angrende og brødebetyngede sjæl, med sin guddommelige styrke; han vil møde din tomhed og åndelige armod med sin uudtømmelige fylde.   ret

Med denne forordning, fritog Kristus Sine disciple fra jødernes gamle pligter i ritualer og ceremonier. Disse havde ikke længere nogen livskraft; for symbolet mødte forbilledet i Ham selv, myndighed og grundlag for alle jødiske forordninger som pegede til Ham som stor og eneste virkningsfulde offer for verdens synder. Han gav denne enkle forordning som måtte være en særlig stund da Han Selv altid ville være til stede, og lede alle der tiltager i den, til at mørke pulsen i deres egen samvittighed, og vækker dem til en forståelse af de lektier den symboliserede, og genoplive deres erindring, overbevise om synd og tage imod deres bodsanger. Han ville lære dem at broder ikke skal ophøje sig selv over broder, at uenighedens og stridens farer skal kunne ses og påskønnes; for sjælens sundhed og hellige virke er involveret.   ret

Denne forordning taler ikke så meget til menneskets forstandsmæssige evner som til dets hjerte. Hans moralske og åndelige natur behøver den. Hvis hans disciple ikke behøvede dette, ville den ikke være blevet hos dem som Kristi sidste etablerede forordning i forbindelse med, og indbefattet af, den sidste nadver. Det var Kristi ønske at efterlade Sine disciple en forordning som ville gøre det for dem som de behøvede - at de blev frigjort fra ritualer og ceremonier som de hidtil havde været involveret i som nødvendige, og som evangeliet ikke længere tillagde nogen kraft. At fortsætte disse ritualer ville være en forhånelse mod Jehova. At spise Kristi legeme og drikke hans blod, er ikke blot en sakramental gudstjeneste, men tager daglig del i livets brød for at mætte sjælens hunger, vil være at tage imod Hans Ord og gøre Hans vilje.   ret