Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 16. juni 1885

Menighedens enhed

Idet alle forskellige medlemmer af menneskesystemet er med at forme hele organet, og enhver udretter sit embede i lydighed mod den forstand der regerer det hele, således bør Kristi menighedsmedlemmer forenes i et symmetrisk organ, underlagt helhedens helliggjorte forstand.   ret

Menighedens vækst forhales ved dens medlemmers forkerte handlemåde. Selvom det er en vigtig og nødvendig handlinger vil en forening med menigheden ikke gøre nogen til en kristen eller forsikrer frelse. Vi kan ikke sikre os titlen til himlen ved at få vore navne indskrevet i menighedsbøgerne, medens vore hjerter fremmede overfor Kristus. Vi bør være hans trofaste repræsentanter på jorden, arbejde i samklang med ham. ”Elskede, vi er nu Guds sønner.” Vi bør have dette hellige forhold i tanke, og ikke gøre noget der bringer vor Faders sag i vanry.   ret

Vor bekendelse er ophøjet. Som sabbats-holdende adventister, bekender vi at adlyde alle Guds bud, og se frem til vor Genløsers komme. Det alvorligste advarselsbudskab er blevet betroet Guds få trofaste. Ved vore ord og gerninger bør vi vise at vi erkender det store ansvar der er pålagt os. Vort lys bør skinne så klart at andre kan se at vi forherliger Faderen i vore daglige liv; så vi er forbundet med Himlen og er Jesus Kristi medarvinger; at han skal vise sig i kraft og megen herlighed, vi skal blive som ham.   ret

Enhver af os bør nære vort personlige ansvar som medlemmer i den synlige menighed og medarbejdere i Herrens vingård. Vi bør ikke vente på vore brødre, som er ligeså skrøbelige som os selv, at de skulle hjælpe os; for vor dyrebare Frelser har indbudt os til at vi forener os med ham, og forener vor svaghed med hans styrke, vor uvidenhed med hans visdom, vor uværdighed med hans fortjenester.   ret

Ingen af os kan have en neutral position; vor indflydelse vil tælle for eller imod. Vi er aktive agenter for Kristus eller for fjenden. Enten samler vi med Jesus eller også spreder vi. Sand omvendelse er en radikal forandring. Tankesindets udflugter og hjertets lyster bør vendes, og livet bliver nyt igen i Kristus.   ret

Gud leder os ud som et folk, til at stå i fuldstændig enighed på den evige sandheds platform. Kristus gav sig selv til verden ”så han kan rense sig et særligt folk, nidkær i gode gerninger.” Det er planen at denne forædlende proces skal rense menigheden fra al uretfærdighed og disharmoni og stridigheder, så de kan opbygge i stedet for at rive ned, og koncentrere deres kræfter på det store arbejde der er foran os. Gud vil at hele hans folk skal komme til enighed i tro. Kristi bøn til sin Fader, lige før hans korsfæstelse, var at hans disciple måtte blive ét, ligesom han blev et med Faderen, så verden kan komme til tro at han har sendt ham. Dette meget rørende og forunderlige bøn rækker helt ud gennem tidsaldrene, helt til vor tid; for hans ord var: ”Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig.”   ret

Hvor alvorligt bør Kristi bekendende efterfølgere ikke søge svar på denne bøn i deres liv. Mange erkender ikke kirkefællesskabets hellighed, og vil nødig underlægge grænser og disciplin. Deres handlemåde viser at de ophøjer deres egen dømmekraft frem for den enige menighed; og de passer ikke på med at vogte sig, så de ikke opmuntrer til en modstand mod menighedens røst.   ret

Dem i ansvarlige stillinger i menigheden kan begå almindelige fejl over for andre mennesker, og de kan fare vild i deres beslutninger; men på trods af dette, har Kristi menighed på jorden givet dem en myndighed som ikke skal undervurderes. Efter sin opstandelse uddelegerede Kristus magt til sin menighed, og sagde: ”Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.”   ret

Menighedsforhold må ikke annulleres så let; alligevel truer nogle af Kristi efterfølgere med at forlade menigheden, når deres sti bliver krydset, eller deres røst har ikke den kontrollerende indflydelse som de mener den fortjener. Når de så forlader menigheden vil de så være dem, der lider allermest; for går indflydelsen over grænsen, underlægger de sig de største fristelser i verden   ret

Enhver troende bør have en helhjertet hengivenhed over for menigheden. Dens fremgang bør være hans første interesse, og føler han ikke den hellige pligt at hans forbindelse med menigheden skal gave den, hvor han selv står først, kan den trives langt bedre uden ham. Det er i alles magt at gøre noget for Guds sag. Der er nogle som betaler for masser af unødig luksus og stiller appetitten, men ser det som en stor belastning at bruge midler til at støtte menigheden med. De vil få gavn af dens privilegier, men foretrækker at lade andre betale regningerne. De som virkelig nærer en dyb interesse for sagens fremme, vil ikke tøve med at bruge penge på virksomheden, hvor den end behøves.   ret

De bør også føle at det er en højtidelig pligt at illustrere Kristi lære i deres karakter, have fred med hinanden, og handle i fuldkommen harmoni, som en udelt helhed. De bør udskyde deres personlige dom til menighedsorganisationens dom. Mange lever kun for sig selv. De ser meget selvtilfreds på deres liv, bilder sig selv ind at de er pletfri, når de i virkeligheden ikke gør noget for Gud, og lever i direkte imod hans udtrykkelige ord. Overholden af ydre former vil aldrig måle sig med menneskesjælens store mangel. En bekendelse til Kristus er ikke nok, til at stå prøven på domsdagen. Der bør være fuldstændig tillid til Gud, en Kristuslignende afhængighed af hans løfter, og fuldstændig helligelse af selvet til hans vilje.   ret

Gud har altid prøvet sit folk i pinslens ovn, for at bevise dem som faste og sande og udgyde dem for al uretfærdighed. Efter Abraham og hans søn havde stået den hårdeste prøve, som de kunne udsættes for, talte Gud gennem sin engel til Abraham: ”Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!” Denne store troshandlinger fik Abrahams karakter til at skinne ud i bemærkelsesværdig glans. Det illustrerer hans fuldkomne tillid til Herren på en stærk måde, som han ikke holdt noget tilbage fra, endog ikke den forjættede søn.   ret

Der er intet der er for dyrebart at give til Jesus. Hvis vi retter de bemidlede talenter, som han har betroet i vor varetægt, tilbage til ham, vil han lægge mere i vore hænder. Enhver anstrengelse for Kristus vil han belønne; og enhver pligt vi udretter i hans navn vil tjene til vor egen lykke. Gud har overgivet sin dyrebare elskede Søn til korsfæstelsens pinsler, så alle der tror på ham, skal blive et gennem Jesu navn. Når vi tænker over at Kristus har gjort så stort et offer for at frelse mennesker, og bringe dem i enhed med hinanden, endog ligesom han var forenet med Faderen, hvilket offer er da for stort for hans efterfølgere at give, for at bevare denne enhed?   ret

Hvis verden ser at der er en fuldstændig harmoni i Guds menighed, vil det være et kraftfuldt bevis for dem for den kristne religion. Uenighed, ulykkelige forskellige, og ubetydelige vanskeligheder i menigheden vanærer vor Frelser. Alt dette kan undgås hvis selvet overgives til Gud, og Jesu efterfølgere adlyder menighedens røst. Vantro antyder den individuelle uafhængighed bliver vigtigere for os, så det er give vore egne ideer om hvad er rigtigt og ordentligt for menighedens dom. Men det er upålideligt at give efter for sådanne følelser og synspunkter, og vil føre til anarki og forvirring. Kristus så at enhed og kristent fællesskab er nødvendigt for Guds sag, derfor har han pålagt dette på sine disciple. Og kristendommens historie viser sig nu afgørende fra tid til anden at der kun er styrke i enighed. Lad hver enkel underlægge sig menighedens autoritet.   ret

Apostlene mærke det nødvendige i streng enighed, og de arbejde alvorligt på dette. Paulus formanede sine brødre med disse ord: ”Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning."   ret

Han siger disse ord til sine brødre I Filippa: ”Hvis da formaning i Kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.”   ret

Til romerne skriver han: ”Og udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, så I enigt og med én mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader. Tag jer derfor af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds ære.” ”Vær indbyrdes enige; tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe; vær ikke kloge i egne tanker!”   ret

Peter skrev til menighederne spredt derude: ”Endelig: Vær alle medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet.”   ret

Og i et af sine breve til korinterne, skriver Paulus: ”I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige, hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med eder.”   ret