Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 21. juni 1898

Herrens nattvard och instiftandet av fottvagningen --No. 4.

Kristus kom for at opsøge og frelse det fortabte. Hans undervisning afgrænses til deres egen tilstand i det praktiske liv. Den nysgerrighed som fik dem til at opsøge det som de ikke havde , skønt de kom til ham med nysgerrige spørgsmål, brugte han anledningen til højtidelige, alvorlige og livsvigtige appeller. Skønt de var så ivrige efter at plukke fra kundskabens træ, gav han dem frugterne fra livets træ. De fandt at alle udveje var lukket for dem, som ikke ville fremme deres åndelige forståelse på den snævre vej, der leder til evigt liv. De fandt at alle kildeudspring var forseglet, undtaget kilden til evigt liv. Medens Helligånden blev givet dem at forstå alt som var væsentlig for deres frelse i levende orakler, åbnede Guds ord, deres unødighed, urolighed og spekulative spørgsmål sig ikke for dem. Den helliggjorte der søger ydmygt efter Vejen, Sandheden og Livet, vil styres ud på sikre stier til boliger han er gået ud for at berede for dem. Al åbenbaringens lys får alene lov at skinne på denne sti, for at gøre det tydeligt at ingen menneskesjæl, skal strejfe fra hellighedens hovedvej.   ret

Den store lærers visdom begrænser målene for vore undersøgelser i jordisk retning, henleder alles opmærksomhed til hans lovgivning helt fra verdens grundlæggelse, - til et kodeks af moral, rene enkle og praktiske ting ubehæftet af mange års symboler og ofre, som gik bort da det eneste sande Offer, Jesus Guds enbårne søn, blev ofret for verdens synder. Alle som ville blive Hans disciple tog imod Hans lærdomme til sine disciple, til endens tid. Disse lærdomme fratager ceremonilovens trældom fra hans efterfølgere, og efterlader dem dåbens forordning, som modtages i anger og tro på Jesus Kristus, som den eneste som kan tage synd bort.   ret

Fodtvætningens ceremoni og Herrens nadver, skal overholdes i sand højtidelighed i sin enkelhed og åndelighed, og med hjerter fuld af taknemmelighed. Dem der tager del skal ikke udtømme deres tankekraft, eller deres fysiske styrke med ydre former og ceremonier. Al sindets livskraft og kropsundhed skal være frisk til at gå ind i evangelisk arbejde, og lede sjæle fra synd, til hellighedens opadgående sti. I denne forordning kommer det frem, at spare på alle tanker, energi, al hengivenhed og evner, for at bære Kristi åg, og komme i fællesskab med ham, og søge sjæles frelse, som går til uden Gud og uden håb for verden.   ret

Heri er hele englehæren involveret, som deres største tjeneste; og menneskeagenten bliver en kanal der møder menneskene, og bibringer verden det, som Gud har bibragt mennesket, at lægge sind, hjerte og sjæl ind i værket. Gud har gjort alt for at disse krav skal svare alle sjælens spørgsmål, og at alle skal være ivrige, interesseret medarbejdere, der lægger alle deres midler frem i form af penge, livskraft, og evner, så de kan bearbejdes af Helligånden, beundre Kristi deres Frelsers lære.   ret

Ingen skal æres i deres evner, eller rose sig af deres forstandige storhed. Alle som kan oprøre sjælen, giver menneskeagenten impulser, og vækker gudsfrygten til intens aktivitet, kommer fra Gud. De som er i forbindelse med med himmelske engles arbejde med at legemeliggøre perfektionen af den himmelske nåde i menneskenaturen, - de som er et med Kristus og med Gud, - han vil give alle deres åndelige kræfter energi. Han kalder alle til at overvinde deres vanskeligheder, i stedet for at se til og beklage dem. Gud vil give alle, som bekender sig til Kristus, en helliggjort energi. Han forordner ritualer, samler al indflydelse, og udvirker dem til sit eget navns ære.   ret

Gud behandler menneskeagenter, i forbindelse med ham selv, med en himmelsk respekt. Hele Guds lov er denne karakter. Tager al undertrykkende vægt som mennesker vil lægge på sine medmennesker, han foreskriver kun det som er absolute nødvendig for hans fysiske, mentale og moralske velbefindende. Han besjæler mennesker med Guds egenskaber, han opbygger menneskekarakteren efter guddommelig lignelse, et gudfrygtigt netværk af åndelig skønhed og perfektion.   ret

For at gøre dette, for at mennesker kan være i partnerskab med himlen store firma, lærer Kristi lektier, fra sit livs begyndelse til afslutning, ydmygheden for Gud. Dette vil lede mennesker til at kærlighed for sin bror, - en åndelig kærlighed og overbærenhed mod alle som Kristus døde for. Der kommer ægte ydmyghed til udtryk i ordene: ”Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.” Ydmyghed er den lektie som Kristus giver i al hans lære, gennem hans forkyndertjeneste, både i forskrift og eksempel. Han oprejste dyrebare egenskaber ud af det støv han havde betrådt, og iklædte det med sin egen retfærdigheds klæderninger. ”Salige er de fattige i ånden,” siger han, ”for himmeriget er deres.”   ret

Satan rejste sin oprørsstandard imod Gud i himlen. Han tragtede at blive Gud lig, og besluttede at hævde en uafhængighedskraft fra Gud. Hans senere historie har åbenbaret en vedholdende beslutsomhed på at oprette sit rige, der styres af love, og komplementere med ressourcer, uafhængig af Gud. Al slags afgudsdyrkelse, sensualitet, kriminalitet, oprør og ateisme, er frugten fra Satans hovmodige og ophøjende forlangender. Herren Jesus kom for at nedrive Satans bedrageriske krav, og åbenbare den stolthed, selvtilstrækkelig, og bryderi for overherredømme for verden, som ikke smager af himlen; for det er Satans egenskaber. Se på vor frelsers ydmygelse, da han ydmygede sig selv for menneskene: "Ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne,. for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden."   ret

I Østen mødtes den rejsende den skik at blive budt velkommen i et hus, at en tjener skulle tage deres sandaler og tvætte deres fødder. Denne gæstfrihedshandling blev forsømt ved en lejlighed, og Herren mindede Farisæerne, hvis indbudte gæst han var, at det var uhøfligt at forsømme dette.   ret

"Så kom den dag i de usyrede brøds fest, da man skulle slagte påskelammet. Og Jesus sendte Peter og Johannes af sted og sagde: »Gå hen og gør alt rede til, at vi kan holde påskemåltid.« De spurgte ham: »Hvor vil du, vi skal gøre det rede?« Han svarede dem: »Se, når I er kommet ind i byen, vil I møde en mand, som bærer en vandkrukke; følg ham til det hus, hvor han går ind, og sig til husets ejer: »Mesteren spørger dig: Hvor er det værelse, jeg kan holde påskemåltid i sammen med mine disciple?« Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, hvor der er dækket; dér skal I gøre det rede.« Og de gik hen og fandt det sådan, som han havde sagt dem; og de tilberedte påskemåltidet. Da timen kom, satte han sig til bords sammen med apostlene. Og han sagde til dem: »Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige.« Og han fik rakt en kalk, takkede og sagde: »Tag dette og del det imellem jer! Thi jeg siger jer, at fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, førend Guds rige er kommet.«   ret

Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: »Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer. Men se, han, som forråder mig, rækker hånden over bordet sammen med mig! Thi Menneskesønnen går bort, således som det er bestemt dog ve det menneske, ved hvem han bliver forrådt!« Og de begyndte indbyrdes at spørge hverandre om, hvem af dem det dog kunne være, som ville gøre dette.. Der opstod også en ordstrid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største.   ret

Da de var samlet for at deltage I Herrens nadver, blev fodtvætningens forordning indstiftet som en religiøs ceremoni. Her var vandkrukkerne, baljen og klædet; men der var diskussion om hvem der skulle være den største i Mesterens rige. Zebedæussønnernes spørgsmål om at de skulle lønnes med den højeste stilling, skabte jalousi og ophedet diskussion, hvem der skulle foretrækkes. De begyndte at henvise til deres evner og kvalifikationer, og erklære hvem der tjeneste rigets fremme bedst. De hørte Kristi ord til Johannes, som svar på Jakobs og Johannes anmodning, »Giv os sæde, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side, i din herlighed.« Men Jesus sagde til dem: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?« De sagde til ham: »Ja, vi kan.« Da sagde Jesus til dem: »Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre eller min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt.«   ret

Men disciplene tog sig ikke noget af disse ord, og tiede. Disciplene burde have lært Mesterens lektie, - at der ikke er ry, naturlige talenter, oplæring, professionel rang, eller nogen ære til dem fra mennesker, som vejer for himlens beslutninger; "men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader." Havde de tænkt over de lærdomme de fik om ydmyghed ville de se hinanden på helt anden måde, om hvem der skulle æres i Guds rige. Disciplene diskuterede ofte om hvem der skulle have den højeste plads i Guds rige. Kristus havde givet den særlige lærdomme, den mest slående og tydelige, står nedskrevet i Mattæus 18: " I den samme stund kom disciplene hen til Jesus og sagde: »Hvem er mon den største i Himmeriget?« Da kaldte han på et lille barn, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget. Og den, der tager imod et sådant barn for mit navns skyld, tager imod mig. Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb." Dog blev disse lærdomme gentaget igen og igen. Herren forvissede dem om at hans rige ikke var af denne verden, men det var vanskeligt for hans disciple, at være på rigtige side i dette.   ret