Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 26. juni 1900

Den fuldkomne standard

Guds lov er den eneste sande standard for moralsk fuldkommenhed. I Kristi liv blev denne lov udført i handling, og dette er vort eksempel. Intet mindre end dette vil efterkomme Guds krav. Vi kan påberåbe os vor manglende evne til at holde loven, men denne undskyldning vil ikke frikende os. En sådan bøn er det kødelige hjertes sprog, som ikke er villigt til at gøre alvorlige bestræbelser, på at overvinde selvet. Kristus kunne sige: "Jeg har holdt min Faders bud." Og apostlen Johannes siger: "Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede."   ret

Vi læser kristnes biografier, og tror at deres erfaring og mål er helt uden for rækkevidde. Vi siger at dette er beretninger for nogle få som blev særligt begunstiget af nåde. Men disse høje mål er til alle. Kristus døde for enhver sjæl, og Gud forsikrer os i hans ord at han er mere end villig til at give Helligånden til dem, der beder ham, end forældre er til at give deres børn gode gaver. Vi kan involveres i hverdagslivets almindelige pligter, men vi kan gøre disse hellige, med en simpel og alvorlig tro, og bevare en tillidsfuld bøn. Gud æres ved stadig renhed, med hellig tale og omgang hos sit folk, også i livets ydmyge vandringer.   ret

Gamle apostle, profeter og hellige mænd udviklede ikke deres karakter ved mirakel. De brugte den evne de havde fået af Gud, stolede alene på Kristi retfærdighed; og alle som vil bruge de samme midler kan sikre sig det samme resultat. Det er vort privilegium at få høje åndelige mål; for Guds ord har erklæret det. Men disse kalder på tro og arbejde for vor side. Vi må have et alvorligt ønske efter højere og endnu højere mål i Kristenlivet. Paulus formaner os at ”vokse i nåde, og kundskaben til vor Herre og Frelser Jesus Kristus.” Dette betyder en tæt forbindelse med Gud, som vil give os tiltro og tillid til ham, indtil vi får en erfaringsmæssig kundskab i hans guddommelige natur og er forandret til hans billede. Så kan vi forherlige Gud ved at åbenbare resultatet af hans nådes forvandlende indflydelse for dem som vi omgås.   ret

Der er mange hvor religionen består af teorier. For dem er en lykkelig følelse en gudsfrygt. De siger: "Kom til Jesus tro på Ham. Det gør ingen forskel hvad du tror, så længe du er oprigtig i din tro." De forsøger ikke at få synderen til at forstå syndens sande karakter. Han tilskyndes ikke til at ransage skrifterne på bøjende knæ så han kan vide hvad er sandhed, eller bede for at hans øjne må salves med øjnsalve, så han kan se Kristi nåde. Da den lovkyndige kom til Kristus og sagde: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” sagde frelseren ikke: Tro, tro blot, og du vil blive frelst. ”Hvad står der skrevet i loven?” sagde han; ”Hvad læser du?” Den lovkyndige svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.« Kristus sagde: »Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.« Her fejes den falske lære, at mennesket ikke skal andet en tro, fejes bort. Vi får evigt liv på betingelse af at vi adlyder Guds bud.   ret

Satan er villig til at alle, som overtræder Guds lov, hævder at være hellige. Det er hvad han selv gør. Han er glad når mennesker lægger deres tro på falske læresætninger og religiøs entusiasme; for han kan godt bruge sådanne personer til at bedrage sjæle med. Der er mange bekendende helliggjorte som hjælper Satan i hans arbejde. De taler meget om følelser; de taler om deres kærlighed til Gud. Men Gud genkender ikke deres kærlighed; for det er et bedrag fra fjenden. Gud har givet disse personer lys, men de nægtede at acceptere det. Hos løgnens fader vil de modtage ulydighedens løn. Det var bedre for dem at ikke have kendt retfærdighedens vej, end at de kendte den og vendte sig bort fra de hellige bud de havde fået overdraget. Johannes vidnesbyrd er: ”Derpå kender vi, at vi elsker Guds børn: når vi elsker Gud og gør efter hans bud. Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.” ”Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Og I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ikke synd i ham.” ”Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet.”   ret

Kristus advarer sine efterfølgere: “Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve.” (Matt. 7, 15) Han formaner os til ikke at blive bedraget, når falske hyrder fremsætter deres læresætninger. Disse mennesker fortæller os, at Guds bud blev sat til side ved Kristi død. Skal vi tro disse mennesker, som siger, de er helligede, medens de afslår at adlyde Gud? De siger, at Herren har fortalt dem, at de ikke behøver at holde de ti bud; men har Herren fortalt dem dette? Nej, Gud lyver ikke. Satan, som er løgnens fader, bedrog Adam på lignende måde og sagde til ham, at han ikke behøvede at adlyde Gud, at han ikke ville dø, hvis han overtrådte loven. Men Adam faldt, og ved sin synd åbnede han elendighedens sluser over vor verden. Igen fortalte Satan Kain, at han ikke behøvede at følge Guds bud nøjagtigt og præsentere det dræbte lam som et offer. Kain adlød bedragerens stemme; og fordi Gud ikke accepterede hans offer, medens han bifaldt Abels offer, rejste Kain sig i vrede og slog sin broder ihjel.   ret

Vi behøver selv at vide, hvilken stemme vi lytter til, om det er den sande levende Guds stemme eller den store frafaldnes stemme. Evigt liv er af værdi for hver enkelt af os, og vi må passe på hvordan vi lytter. Vi behøver en sund lære, ren tro. Vi kan ikke tillade os at tage imod menneskers udsagn som Guds bud. Gud erklærer: ”Hvis hans sønner svigter min lov og ikke følger mine lovbud, hvis de bryder min vedtægt og ikke holder mit bud, da hjemsøger jeg deres synd med ris, deres brøde med hårde slag.”   ret

Johannes giver os en definition på synd: »Enhver, der gør synd,” siger han, ”begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud.” Og dette var efter Kristi korsfæstelse, skønt vi fik fortalt at loven var afskaffet. Når forbilledet møder modbilledet i Kristi død, ophører de daglige ofre. Ceremoniloven var afskaffet. Men ved korsfæstelsen blev tibudsloven etableret. Evangeliet har ikke afskaffet loven, det har ejheller forringet en tøddel af dens pålæg. Den kræver stadig hellighed i alle dele. Det er et ekko af Guds egen røst, der driver enhver sjæl denne indbydelse: Kom højere op. Vær hellig, endnu helligere. Denne retfærdig og hellige lov er den standard hvorved vi skal dømmes på den sidste dag. Vi behøver at stille os selv spørgsmålet: ”Sætter vi Guds lov ud af kraft, eller står vi som dens forsvarer? Vi bør ransage vore tanker og ord omhyggeligt.   ret

Loven har ingen kraft til at tilgive overtræderen. Anger mod Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus må udøves Idet synderen ser i dette guddommelige spejl, vil han se syndens overmådige syndighed, og vil drives til Kristus. Gudfrygtig sorg vil resultere i at man erkender hans skrøbelighed og fordærvelse. Hans tro på sonofferet vil baseres på det løfte der er fuld og fuldstændig tilgivelse i Kristus.   ret

Lad os spørge alvorligt: Hvad er sandhed? Vi kan ikke tillade os at bygge på en sandgrund. De lærer der er åbenbaret i Guds ord skal være vor tros grundlag. Det er af største vigtighed at vi forstår, så vidt Gud har givet os mulighed til at forstå, de principper som hans regering hviler på; for de principper vi tror og modtager på i hjertet vil herske og styre handlingerne. Jo klarere sandhedsforståelsen, som den er i Jesus, er, des mere åndeligt vil det religiøse liv være, des helligere handlinger.   ret